regret » styles

❝you can’t make homes out of human beings, someone should have already told you that❞ |dansk - spoilers i kommentarene.

81Likes
92Kommentarer
6041Visninger
AA

9. » i love you «

9

"Jeg elsker dig." Harry kunne stadig mærke hendes hænder i hans hår. Ordene, der med en hvisken havde ramt ham som et lille stød, var de sidste hun havde sagt, inden at han var faldet i søvn. Nu skar morgensolen den perfekte nat i hundrede stumper. Ville det være det samme som før? 

Hun sad op sengekanten med ryggen til ham. Dynen havde hun slået væk, så den kun dækkede hendes skød. Huden var lys og ensartet, med små fregner her og der. Trangen til at række ud og røre ved hende var enorm, men der er noget over hendes let krummede skikkelse der får ham til at lade være.

Lyset faldt ind igennem vinduet og oplyste blidt rummet. I følge digital uret i vinduskarmen var klokken halv elleve. Det var ikke nat længere. Harry strakte sig, og rørte ved sin hals. Uden brug af spejl, vidste han at hendes læber måtte have placeret adskillige røde mærker på hans hals og kraveben.

Med et smil tænkte han tilbage på natten; hendes negle mod hans ryg, læber mod hans ører.. Han rystede på hovedet. Der var ingen grund til at tænke tilbage. Hun var jo lige der. I det øjeblik var han villige til at give sig hen. Det var lige meget hvad der var sket, det var lige meget hvad hun havde gjort, følt, tænkt - det var fortid. Det var nuet der var det vigtigste. Det var det eneste han havde.

"Hey," Harry rykkede hen til hende, og nussede blidt hendes ryg. Hun var blød og varm. Så snart hans kolde fingre kom i kontakt med huden, spredte gådehuden sig ned over hendes ryg, Hun gav et lille spjæt fra sig.

"Hej." Hendes stemme var lav og havde et skær af.. Harry kunne ikke rigtigt sætte en finger på, hvad det var. Hun havde været hans, og han havde været hendes. I hvert fald for et par timer i nat. Nu væltede spørgsmål, og ydmygelsen ved at blive holdt for nar ind over ham.

"Er du okay?" Det tåbelige spørgsmål var det eneste han kunne få ud. Han havde det præcis som første gang de mødtes; hun havde været så langt væk, selvom hun fysisk var under en meter fra ham. Alle ord, sætninger, kloge formuleringer - de var smuldret og gemt væk i mørket, og han havde famlet efter de rigtige ord. Ligesom nu.

"Jeg har det fint." Du svarede ikke på mit spørgsmål.

"Men er der noget galt?" Hun rykkede ikke på sig, selvom han bøstede lidt af hendes hår væk fra skulderen. Mærker efter hans læber var placeret ned langs hendes hals, og hen over skulderen.

"Jeg sagde; jeg har det fint!" Hun hævede stemmen nu og Harry tog hånden til sig. Der var noget helt galt. Sådan her havde han ikke forstillet sig morgen derpå. Hun burde ligge i hans favn, nyde at være så tæt på hinanden, snakke og dele hinanden. Den fremmede og mærkelige distance gjorde ham utilpas.

"Okay." Han rørte endnu engang ved hendes hår, og denne gang reagerede hun: Med en hurtig bevægelse skubbede hun ham fra sig, hvorefter hun stormede ud af soveværelset. Dynen røg på gulvet. Det føles som om han havde brændt sig.

Det burde ikke være ham der sad her. Hun burde lide, føle sig skyldig, forkert. Det var ikke fair at tænke sådan, det vidste han godt, men han havde lyst til at såre hende. Se hende brænde indvendigt. Nyde desperationen i hendes øjne, og halvkvalte hulk. Nuet måtte forlænges. Men det var hende, som måtte gøre det.

"Du har ringet til Tenna og Kendrick, vi kan desværre ikke tage telefonen lige nu, læg venligst en besked efter to-" Harry lagde på. Der var ingen grund til at ringe til dem, men alligevel kunne han ikke dy sig. Det var som om han manglede svar; han havde brug for at vide mere, vide andet, høre noget fra en anden vinkel.

Hvis de havde taget den.. Hvad ville han sige? Udspørge dem om, hvorfor de havde revet ham endnu længere væk fra hende? Tvunget dem til at forklare hvem hun egentlig var, og hvad de havde gjort ved hende, siden at hun ikke ønskede dem i sit liv?

Hans tankemylder blev ikke besvaret af nogen, men telefonen i hans hånd ringede. Det var dem. Hvis han nogensinde skulle få modet til at gøre det, skulle det være nu.

"Det er Harry," hans stemme rystede. Der lød et lavmeldt gisp i den anden ende.

"Øhm.. Hej.. Harry. Det er Tenna, du ved, mor ti-" hun lød.. bange og en smule usikker.

"Jeg ved godt hvem du er. Ellers havde jeg ikke ringet." Afbrød han hende hårdt.

"Hvad vil du?" Tonen ændrede sig. Drastisk; skrøbeligheden var væk, erstattet af en hård klang. Harry fik gåsehud.

"Hvordan har hun det?"

"Det burde du jo vide. Du besøger hende trods alt tit, ikke sandt?" Det ville jeg have gjort, men I forhindrede mig i det.

"Jeg besøger hende onsdag og fredag, præcist om aftalt."

"Er det derfor du ikke har været hos hende i to uger? Ja, sygeplejesker er sådan nogle opmærksomme væsner. Er du allerede træt af hende?" Vreden brændte i hans bryst, men han forsøgt med al sin mentale kraft at slukke den. Det var ikke et godt tidspunkt til hjertebrand.

"Ser du hende hellere med Theresa end mig?" hvæste han vredt.

"Nævn for Guds skyld ikke den skrækkelige pige i mit sammenvær! Jeg forbyder dig det! Den.. Den tøs ødelagde vores liv. Du og Theresa er to alen af et stykke - modbydelige mennesker! Hvis bare min arme datter.. Hvis du ikke havde været sådan et svin, havde hun måske stadig gået rundt i blandt os!" Skreg hun nærmest ind i røret. Ilden blussede ham; den sendte gnistre op i hans øjne.

"Jeg tror at vi to kan blive enige om én ting, Tenna: Vi ønsker det bedste for din datter. Jeg tror på at jeg er det bedste for hende," Harrys kinder var våde. Der lød en hulken i telefonen.

"Du skal aldrig ringe igen. Aldrig nogensinde." Så lagde hun på.

 

●═══════●♥●═══════●

Det her er en af mine yndlings kapitler. Jeg undskylder den alt for lange ventetid, og jeg er bange for at der kan gå en del tid før jeg kan poste endnu et; På mandag klokken 03:40 tager jeg til Berlin med min klasse, hvor jeg er indtil fredag. Lørdag er jeg til koncert og derefter fest, og søndag går nok med tømmermænd og lektier. Jeg skriver måske lidt i toget, men det bliver nok ikke til særlig meget. Det ville gøre mig rigtig glad hvis I gad at skrive hvad I synes om kapitlet, eller bare historien i det hele taget.

Og så lige en personlig note: Min veninde Tenna (her på siden kendt som Rae) har fødselsdag idag. Tillykke til dig! Fordi jeg ikke fik skrevet en historie til hende i gave, har hun fået en person i "regret" opkaldt efter sig - måske ikke den rareste, men det afspejler heldigvis ikke Tens personlighed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...