Forladt men ikke glemt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 nov. 2013
  • Opdateret: 3 nov. 2013
  • Status: Færdig
Hun er en pige man ikke ved meget om, kun at hendes bedste ven døde af kræft som 17 årig.

Det her er en skole opg. så jeg tænkte jeg lige så godt kunne vise jer den.

1Likes
0Kommentarer
283Visninger
AA

1. Forladt men ikke glemt

Den kolde, friske havvind blæste noget af hendes lange røde hår, ind mod hendes blege ansigt. Hun tog sin kolde hånd op mod ansigtet, for at tage hendes hår væk fra ansigtet. Hun tog alt sit hår op i en hånd, bag ved hendes hoved, og tog sin elastik som var rundt om hendes lille håndled, og bandt sit hår fast med elastikken.

Hun gik langsomt ned af den ustabile trappe, og holde ivrigt fast i gelænderet. Gelænderet blev for koldt, hun stoppede op for at skjulte sine kolde hænder, i hendes varme jakkelommer. Hun forsat langsomt ned af trappen, og kunne mærke noget foldet papir i sin ene jakkelomme. Da hun var kommet til enden af trappen, trådte hun ned på det grå sand, og tog det foldet papir op af sin lomme, og foldet det op.

Hendes øjne læste flere gange gennem den håndskrevet tekst, tåre begyndte at forlade hendes øjne, trillede langsomt ned af hendes kinder, og videre ned på det håndskrevne brev. Hun vidste godt hvem det var fra, han havde sikkert lagt det ned i hendes jakkelomme, uden hun havde vist det. Hun tog sin ene hånd op mod hendes ansigt, for at fjerene tårerne. Hånden gled fra hendes ansigt, og ned mod hendes bukser hvor hun tørret hendes våde hånd af i.

Brevet var ikke skrevet for langtid siden, det havde været nogle dage lige før han døde af leukæmi. Han havde haft det lige siden han var 6 år, og han døde som 17 årig. Han var nok en af de bedste venner, hun nogen sinde har haft, og sikkert også en af de bedste venner hun nogen sinde ville have. Hun havde kendt ham lige side de var 4 år, hun havde altid været der for ham, og omvendt. Men han kunne ikke mere, han kunne ikke holde til alle stråle behandlingerne, eller al medicinen.

Tårerne blev ved med at trille ned af hendes kolde røde kinder, hun gad ikke tørrer dem væk mere, så hun lod dem bare ved med at trille ned. Hun foldede brevet sammen, og lod det glide ned i hendes jakkelomme, hvor han havde lagt det.

De grå skyer dækkede den dejlige blå himmel, som altid var der om sommeren. Men nu var det ikke mere sommer, men efterår.

Mågerne skreg ude på det åbne hav, og fløj i cirkler rundt om den gamle fiskegutter. Hun forsatte ned langs stranden, og samlede nogle af de flade smutsten op i hendes hænder, for at lavet smut ud mod vandet. Vandet var ikke stille nok til at lave smut med, efter ti forsøg gav hun op, hun hadet at give op, fordi det fik hende til at være svag. Hun gik over mod en stor grå sten, for at sætte sig ned med alt sin frustration. Da hun var et stykke fra, så hun noget hun ikke havde lagt mærk til før.

Der lå et blåt håndklæde, som var krøllet sammen, oven på håndklædet lå der en lille baby, som ikke var dækket til med andet end heldragt. hun blev helt bekymret, og skyndte sig hen mod den livløse baby. Da hun kom tæt nok på, fik hun et hjerteanfald, det var ikke en baby men en legetøjsdukke. Lettelsen fyldte hendes krop, hvis det var en rigtig baby vidste hun ikke hvad hun ville stille op.

Hun tog den kolde, fugtige dukke op i hendes arme, og kiggede betænksomt på den. Den havde blå øjne, lyst hår med et gyldent skær, den havde ikke så meget hår tilbage på hoved, da den sikkert havde ligget der i en uge eller måneds tid. Som fik hende til at tænke på.

***

”Løbende kom kan hen mod hende med en Netto pose i hånden, og satte sig ved siden af hende i det varme sand, og satte Netto posen ned. Hun kiggede ud mod vandet, og kunne mærke havbrisen i hendes korte røde hår. Han kiggede på hende, og beundrede hende i smug. Hun kiggede hen på ham, og så at han tog en posen frem, og lagde den i hans lille skød. Et smil bredte sig på hendes små lyserøde læber, hun kiggede mistænksom på ham. Han tog noget ud af posen, der lå et fint foldet sort håndklæde, han rakte håndklædet til hende, og hun kunne mærke varmen stige i hendes kinder. Det sorte håndklæde føles blødt mod hendes fingre og håndflader, han kiggede på hende og sagde hun skulle åbne det. Håndklædet blev foldet ud, og tilsynet kom der den smukkeste lille dukke.

Dukken havde det smukkeste lange hår, og de mest blå øjne hun nogensinde havde set. Hun lagde dukken ned i hendes skød, og takket ham flere gange. Hun så glæden i hans ansigt, men hun så også smerten i hans gyldenbrune øjne. Han begyndte at tale om noget der hed kræft, og sagde han havde en sygdom som hed leukæmi. Hendes pande begyndte at rynke, da hun ikke vidste hvad det var. Hun rejste sig op fra sandet, og hev ham med sig. De begyndte at fjolle rundt på stranden, med hendes nye dukke hun havde fået af ham.”

***

Hun knuget den kolde dukke ind mod hende, og tænkte på hendes egen dukke, som lå der hjemme på hendes seng. Hun ville aldrig glemme ham. Pludselig kom der en smerte flyvende igennem hendes spinkle krop, og hun faldt ned på hendes knæ. Hun lagde dukken stille ned i det fugtige sand, hun kiggede ud mod havet, og kunne ikke tænke på andet end ham. Hun huskede stadig den dag hun sagde farvel.

***

”Flere slanger fra hans krop, var koblet til mange forskellige maskiner, som fik hans organer til at fungere. Men hun vidste at han ikke havde mere tid, han havde i flere år været på venteliste til nye organer. Men nu kunne hans organer ikke mere, og det hjalp ikke at få nogle nye.  Hun gik ind i rummet, og satte sig på en hvid stol ved siden af hans seng. Hun kiggede hen mod ham, og tog fat i hans hånd. Hun blev ved med at stille de samme spørgsmål, sig selv flere gange. Hvorfor ville Gud tage hende fra hende, han var kun 17 år gammel? Hvorfor kunne Gud ikke tage hende i stedet for?

Hun begyndte at tale stille og roligt til ham, mens han sov, men så åbnede han sine gyldenbrune øjne, og kiggede hende dybt i øjnene.

De lå der og snakkede i flere timer, indtil hans læge kom og sagde hun skulle tage hjem, da han skulle hvile sig. Hun kiggede på ham igen og kysset ham på panden, og sagde til ham ”Du skal nok overleve, jeg ved du er stærk, og jeg ved du kæmper af hele dit hjerte. Lige meget hvad der sker, ville du altid have mit hjerte lige meget hvor du er. Du ville altid fylde mit hjerte med glæde, sorg og kærlighed. Jeg ved hvor meget din familie og venner elsker dig, så ville du ikke nok gøre mig denne store tjeneste, og altid være hos dem og mig?” Hun kysset ham igen på panden, smilte, og gav hans hånd et klem, inden hun gik ud af hans værelse. Hun gik langsomt ned af den lange hospitals gang, og mærkede tårende fylde hendes øjne.”

***

Hun rejste sig fra det fugtige sand, tog dukken og lagde den forsigtigt på det blå håndklæde henne ved stenen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...