unconditionally - one direction

(denne fanfiction vil højest sandsynligt ikke bliver færdig gjort) gruppeterapi. himlen for raske personer og helvede for syge personer. en time hvor alle er totalt søde og forstående, er en god time for normale mennesker. for mig, er det et helvede. som sagt er det et helvede for syge mennesker, hvilket vil sige at jeg er syg. meget syg, endda. for mig er det en lang hel time hvor jeg skal gennemgå min rædsomme historie igen og igen, hver gang nogen åbner munden. alle har den samme historie, på en eller anden måde. det er faktisk til at blive helt deprimeret over. men det ville ikke ligefrem være noget nyt, altså det med at være deprimeret. det er derfor jeg er her. harry styles er går rundt med selvmordstanker, og holder sig mest for sig selv. i hvert fald så meget som han kan komme til, for han bliver nemlig tvunget med til gruppeterapi. det samme gør alison. de to unge mødes og måske kan de klare deres problemer sammen.

42Likes
47Kommentarer
2262Visninger
AA

2. you & i

Vi bestilte begge en sort kaffe og satte også ved et hyggeligt hjørnebord, med vinduer til begge sider. Så kunne vi sidde og kigge på alle de travle julestressede mennesker, der bare skulle have gaverne overstået. Det var den sekstende december, og folk var god juletossede.

 "Hvad hedder du så mere end Harry?" spurgte Alison og lænede sig ind over sin kaffe, uden at se på den. "Harry Styles?" sagde jeg og kiggede lidt forvirret på hende. Det havde jeg allerede fortalt hende over telefonen i går. "Jeg mener, har du et mellemnavn." hun smilede og jeg fik næsten helt ondt i maven. "Edward." mumlede jeg stille og så ned i en revne i bordet. Hun lod en finger glide under min hage og tvang mig til at se på hende. "Det er et smukt efternavn."

Alison Brooks elsker mellemnavne, ordet "smuk", hendes kat hedder Miss Marina fordi hun elsker Marina and the Diamonds, hendes mors navn er Renée og hendes fars er Allan, hendes ynglings te er noget jeg aldrig har hørt om før, kaldet bamse te, hendes ynglings blomst er en hvid rose, hun holdt dagbog fra hun var otte til hun blev seksten, hun elsker skumfiduser, hun kan ikke se meningen med Facebook når man har Tumblr, hun er pæn og alt for godt til mig, den strandede hval. Det var kun en fjerdedel af hvad jeg fik ud af den halve time vi sad og snakkede på cafeen.

 Ingen af også havde rørt vores kaffe, måske i fordi vi var alt for optaget af hinanden. Til sidst tog vi dog begge en tøvende slurk af vores kaffe. Vi skar begge en grimasse. Kaffen var ellers dyr, og der var sikkert ingenting galt med den, hvis man altså kunne lide sort kaffe. "Kan du heller ikke lide sort kaffe?" spurgte jeg og hostede. Hun rystede kraftigt på hoved, mens vi hostede om kap. "Gjorte du det også bare fordi du ville virke voksen og moden, og i virkeligheden føler du dig slet ikke hjem på en cafe?" det virkede underligt, men hun havde helt ret. Jeg havde kun valgt kaffe fordi alle andre herinde også drak kaffe, og jeg heller ikke ville virke som en hård tiårig der går på cafe for at drikke varm kakao. Jeg nikkede, og vi grinte begge af hele scenariet.

 "Skal vi ikke bare gå også en tur." spurgte jeg smilende, for en gangs skyld helt ægte og hvor var det egentlig skønt. "Jo tak, det lyder dejligt." sagde hun taknemligt.

Parken var fuld af børnefamilier, turister og par. Jeg var lige ved at tænke "som os", men kom så i tanker om at vi altså kun var på date.

"Harry?" vi gik med omkring en halv meter i mellem os, og det virkede som om den venstre side af min krop var underligt nøgen. "Ville det være akavet hvis vi holdt i hånden nu?" spurgte hun i mens hun kun så ned på sine små fødder. "Spørgsmålet er om vi vil have det til at være akavet." sagde jeg og det overaskede mig at det næsten lød poetisk. Jeg var langt fra poetisk. Medmindre at det poetisk at være oppe hele natten på Tumblr og tegne håbløse tegninger i håb om at finde en mening med livet. For det var lige præcis sådan en type jeg var, og måske altid ville være. Alison smilte og tog min hånd. Mon hun lagde mærke til hvor stor og kejtet min hånd var? Det tror jeg ikke, for hun lænede sit hoved i mod min skulder og nynnede den velkendte "Do I wanna know?" af Arctic Monkeys.

Det var nok omtrent det øjeblik at mit hjerte begyndte at banke hurtigere end ellers. Mon jeg ville få et sammenbrud nu? Mine tanker var dumme og lettere ondsvage. Er dum og ondsvag ikke det samme?

"Jeg tror det var en meget god ide at vi tog på den her date. Jeg er ellers overhoved ikke til dates." mumlede Alison og lød som om hun var ved at være træt og kunne falde i søvn hvert sekund. "Ja, det har du helt ret i. Skal vi sætte os, eller vil du gerne hjem?" hun gabte og jeg slap hendes hånd for at lægge den over hende skulder, så hun kunne læne sig tætter ind i mod mig. Jeg følte mig som et ranglet bjerg i forhold til hendes lille og pludselig så skrøbelige krop.

 "Hvis det er okay, vil jeg altså gerne hjem nu. Men jeg vil rigtig gerne have dig med." sagde hun og blev nød til at kigge opad for at kunne se mig øjnene. Da jeg ikke svaret, fordi jeg var gledet ind i hende store blå øjne, så hun afvist ud og kiggede ned igen. "Hvis du altså har lyst." mumlede hun og lød som en lille hundehvalp som nogen havde hældt iskoldt vand ud over.

"Selvfølgelig vil jeg gerne det." sagde jeg hurtigt og snurrede hende rundt så vi så direkte på hinanden. Jeg vidste overhoved ikke hvad jeg gjorte og sagde. "Jeg kom bare til at tænke på at du har forfærdeligt smukke øjne." hvad gik der af mig? Jeg var langt fra nogen charmør, og hvis Alison blev vant til den behandling, så ville jeg jo skuffe hende. Jeg lagde mærke til hvordan hendes vejrtrækning blev hurtigere. "Og dig som sagde at du ikke kunne noget med piger."

Da vi kommer ind i gangen bogstaveligt smed Alisons sine Dr. Martens, og gik ind i stuen. "Det her er Harry Edward Styles. Vi har været på en date. Harry, mor. Mor, Harry." sagde hun så hurtigt at det lød som en lille pivende lyd. Jeg havde kun lige sat min ene fod i stuen, før jeg blev mast ud igen. Alison styrtede op af trappen med mig i hældene.

"Alison." kaldte hendes mor. Da Alison ikke svarede blev hendes mor vred. "ALISON!" skreg hun og Alison sukkede. "Jarh!" råbte hun tilbage på den måde som man kun kan gøre med sine forældre fordi de er de eneste der forstår det.

"Kom ned og præsenter mig for din kæreste." sagde Alisons mor, som jeg nu huskede hed Renée. "Kom, hun lader os ikke være alene før vi har været nedenunder." hun tog mig i hånden og trak mig ned af trappen lige så hurtigt som før. "Mor, det her er Harry Edward Styles, og vi har kun været på en date. Det vil ikke sige at man er kærester, mor." sagde Alison irriteret. "Det ser da ellers sådan ud." grinede Renée og pegede på vores hænder. Jeg blev pinligt bevidst om at vores hænder hold godt fast om hinandens. Vi slap begge to hurtigt hinanden. Renée lo og sagde noget om ung kærlighed. "Kom!" snerrede Alison og undlod at tage min hånd igen. "Husk beskyttelse." grinte Renée nede fra stuen.

Alison smækkede hurtigt døren og gled ligeså stille ned på gulvet, ligesom de altid gør på film. Hun tog hænderne op foran ansigtet. "Hun er håbløs." hviskede hun ud gennem fingrene. Jeg satte mig på gulvet foran hende. "Hun er bare din mor." sagde jeg og lagde en trøstende hånd på hende ryg. "Det er værre end det søde Harry." hviskede hun og tog hænder væk fra ansigtet. Hun lagde sit hoved på min skulder og et energisus strøg fra min skulder ud i kroppen. Det sagde jeg dog ikke noget om til hende.

"Lægerne tror måske at hun har et mavesår. Ikke at det burd vær farligt men, hun siger athun måske skal dø. Hun har aldrig rigtig troet på læger. Så nu har hun besluttet sig for at livet er for kort til at holde sin mund." Alisons stemme lød som om hun kunne græd, men det gjorte hun ikke. Hun var så meget stærkere end mig. Det var netop endnu en ting, jeg havde og være ked af.

 "Jeg er bare så bange for at hun skal dø. Bare det at hun siger at hun skal dø. Det er det værste." hviskede Alison og hendes stemme var så forpint, at det var svært ikke at lægge armene om hende og bare sidde sådan. "Jeg er bare så bange for alt muligt, her for tiden." fortsatte hun og lukkede øjnene. Jeg blev så påvirket af hendes ord. Måske fordi jeg vidste præcis hvordan hun havde det.

 "Jeg ved hvad du mener. Jeg får sammenbrud så tit at min læge kalder det for en kronisk lidelse, når han joker." hviskede jeg og følte et minimalt lille antal vægt blev fjernet fra mine smalle skuldre. Alison kigget på mig og så ulykkelig ud. Jeg ville ønske at jeg ville kunne få hende til at grine igen, ligesom til gruppeterapien.

"Jeg er så træt." mumlede hun og kigget forpint på mig. "Jeg kan da godt tage hjem hvis..." hun afbrød mig midt i en sætning. "Jeg er ikke træt på den måde. Det er på en måde jeg tror du kender til." Jeg mærkede at jeg nu var ved at græde. Hold nu op Harry, Alison gærder ikke en gang. "Du er træt af livet." færdig gjorte jeg hendes sætning, og mærkede hvordan vi lignede hinanden på så mange måder.

"Hvad ønsker du dig egentlig i livet, Harry?" spurgte hun og havde lukket øjnene og lagt sin hånd på mit lår og tegnede et cirkel mønster med sin finger. "Jeg ønsker mig..." jeg tænkte lidt og fandt så sandheden. Den eneste ting jeg virkelig ønskede mig.

"En mening."

 

// Undskyld hvis jeg er verdens største sucker for romantik...

 

 

         

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...