unconditionally - one direction

(denne fanfiction vil højest sandsynligt ikke bliver færdig gjort) gruppeterapi. himlen for raske personer og helvede for syge personer. en time hvor alle er totalt søde og forstående, er en god time for normale mennesker. for mig, er det et helvede. som sagt er det et helvede for syge mennesker, hvilket vil sige at jeg er syg. meget syg, endda. for mig er det en lang hel time hvor jeg skal gennemgå min rædsomme historie igen og igen, hver gang nogen åbner munden. alle har den samme historie, på en eller anden måde. det er faktisk til at blive helt deprimeret over. men det ville ikke ligefrem være noget nyt, altså det med at være deprimeret. det er derfor jeg er her. harry styles er går rundt med selvmordstanker, og holder sig mest for sig selv. i hvert fald så meget som han kan komme til, for han bliver nemlig tvunget med til gruppeterapi. det samme gør alison. de to unge mødes og måske kan de klare deres problemer sammen.

42Likes
47Kommentarer
2259Visninger
AA

1. lonely hearts club

Gruppeterapi. Himlen for raske personer og helvede for syge personer. En time hvor alle er totalt søde og forstående, er en god time for normale mennesker. For mig, er det et helvede. Som sagt er det et helvede for syge mennesker, hvilket vil sige at jeg er syg. Meget syg, endda. For mig er det en lang hel time hvor jeg skal gennemgå min rædsomme historie igen og igen, hver gang nogen åbner munden. Alle har den samme historie, på en eller anden måde. Det er faktisk til at blive helt deprimeret over. Men det ville ikke ligefrem være noget nyt, altså det med at være deprimeret.

Det er derfor jeg nu stod i regnen og kiggede forvirret på sms’en som min læge havde sendt mig. Klokken var kvart i tre og gruppeterapien startede først sådan rigtigt klokken tre. Forsamlingshus skulle efter min mors forklaring, ligge fire husblokke fra busstoppet. Jeg fandt hurtigt min iPod frem, og tændte for Arctic Monkeys. Min søster havde vist nok engang forklaret mig at det kun var ”grunge” teenagere der hørt den slags. Faktisk så vidste jeg ikke hvad ”grunge” betød, i hvert fald ikke sådan rigtig. Jeg var dog ret sikker på at jeg ikke var "grunge". Selvom Gemma, altså min søster, nok mente at det var det jeg var.  Gemma havde jo også stil. Hun vidste præcis hvad hun ville købe, når hun en sjælden gang fik mig ud af mit værelse hvor min computer og tegneblok, lå og ville havde mig tilbage hurtigst muligt. Jeg endte altid med at købe et eller anden der virkede livsnødvendigt lige i det øjeblik, men som jeg aldrig nogensinde ville komme til at bruge igen.

Sangen skiftede. Jeg var træt fordi jeg havde været så klog at bruge fire af mine nattetimer på at tegne en tegning færdig. Den endte dog forfærdeligt, da jeg næsten faldt i søvn oven i den. Den skulle ellers have forstillet en stor ørn, med farverige fjer. Det var der sku ikke meget i mit liv der var. Farverigt, altså.

Hvis man nu tog dette minut som et eksempel, så var de store boligblokke grå og det samme var fortåget. Mine sko og min jakke var sorte, mit hår var brunt og min hud var næsten hvid. Det eneste der måske havde bare den mindste farve var mine øjne, de var grønne. Min tidligere kæreste fra da jeg var fjorten, havde fortalt mig at de var, uh, så smukke. Ja, det var så dig der heller ville være sammen med din nabo end mig. Jeg kunne forresten heller ikke selv se hvad hun mente med at de var smukke. Både fordi man ikke kan se sine egne øjne uden et spejl og nu var de jo ikke lige frem fordi jeg havde et lommepsejl med mig, men også fordi jeg ikke syntes de var pæne eller for den sags skyld en grøn farve der var til at holde ud. Hvem syntes mosegrøn var smukt? Måske militærfolk. Jeg har aldrig været i militæret.

Bygningen hvor gruppeterapien skulle forgå, var bygget i en kedelig tresser stil. De gule mursten og det flade tag, gjorte mig af en grund i dårligere humør end ellers. Det tog mig lidt tid, men jeg fandt da lokalet. Det triste lyseblå skilt, forklarede at dette var "Gruppeterapi for Unge med Sygdomme eller andre forstyrrelser". Jeg tror jeg skal brække mig. Det kommer jeg jo nok også til alligevel.

Det gik op for mig at jeg var ved at komme for sent. Jeg smed min jakke i gangen og styrtede ind og fandt mig selv en stol, som jeg gled ned af fordi jeg er en irriterende klodset teenager. Pigen ved siden af mig, lo dog af det. Hendes latter var sød og det fik mig til at rødme let. Jeg så at terapeuten så åndsfraværende på mig.

 "Undskyld." sagde jeg og satte mig ordentligt op. Jeg havde stadig ikke helt vendet mig til at jeg ikke var elleve år og lille længere. Det var sværere end man troede sådan lige at havde lange og ranglede ben, store hænder, fødder og en sær lyst til at være sammen med alle omkring sig. Sidste nævnte ting var kun noget jeg havde hørt fra andre dreng, der havde snakket til deres kammerater. Det var aldrig blevet beskrevet til mig, og jeg havde for den sags skyld heller aldrig følt sådan en trang. Da jeg stadig gik i skole havde jeg ikke ret mange venner, faktisk overhoved ingen. Efter jeg så var færdig med folkeskolen fik jeg konstateret depression. Mon ikke jeg havde haft det i lang tid? Det tror jeg vidst nok lige.

Det var dog overhoved ikke blevet bedre. Nu fik jeg også sammenbrud midt i offentligheden og mange flere der hjemme, der prægede mit humør utrolig meget. Hvordan ville du have det hvis du helle tiden begyndte at tude åbenlyst midt på gaden?

"Nu da vi alle er her," terapeuten stirrede en smule indebrændt på mig og forsatte. "vil jeg begynde det sidste møde inden det nye år. Jeg kan se at der er kommet nye ansigter til, så vi starter med en navne runde. Vil du starte, søde?" hun gav talebolden til en lys håret dreng. Skulle det her forstille at være en børnehave, både med navnerunde og talebold? Måske endda vuggestue, for der havde ikke en gang været en talebold i min børnehave. Faktisk tror jeg at børnehaven var den sidste gang jeg var rigtig glad.

Nej Harry, stop dig selv, du skal bare ikke få et sammenbrud her. Ikke nu. Måske var det i virkeligheden bedre at gøre det her end på gaden, men jeg kunne ikke få mig selv til at bare give efter. Forresten var der også andre mennesker her, jeg måske havde en chance for at lære at kende, som ville syntes at jeg var en total taber. Så havde de jo også gennemskuet mig. For sandheden var jo at det var præcis, hvad jeg var. En rigtig taber uden venner, kæreste, alkohol og fester. Stop med at tale ned til dig selv, var det noget helt inderst inde i mig, der råbte. Den svage stemme ønskede opmærksomhed, dens eneste ønske var at blive hørt og overvejet, ja måske endda taget seriøst. Alt man kunne sige om det, var at den var blevet forsømt og lukket ude i blæsten. Jeg selv sad inden for i varmen og skar i mig selv, græd og kastede op. Endnu en gang havde jeg tænkt mig at lukke den ude. Det gik op for mig at det var min tur til at sige mit navn. Jeg havde da hørt nok efter til at vide hvordan de andre havde formuleret sig.

"Hej. Jeg hedder Harry. For to år siden fik jeg konstateret depression, og jeg har det faktisk okay lige for tiden." det sidste var klart en løgn. Jeg havde kun fået det værre. Jeg var sikker på at terapeuten havde gennemskuet mig, men heldigvis sagde hun ikke noget. Måske var det fordi hun ikke havde talebolden? Det håbede jeg ikke.

"Hej. Mit navn er Alison. Her for et halvt år siden forsvandt min far og jeg har haft det dårligt lige siden. Nu tror lægerne også at min mor har et mavesår. På trods af alt det har jeg det fint." det gik op for mig at det var pigen der havde grint af mig, da jeg så elegant kom farende ind af døren og gled direkte ned fra min stol. Jeg fik det pludseligt helt godt med at jeg havde fået hendes latter at høre. Nej, jeg var faktisk lykkelig fordi jeg havde fået hende til at grine. Af en eller anden grund kom jeg til at lægge min hånd på hende skulder. Hun så forskrækket op, men smilede så og så ned. Hun havde tårer i øjnene.

"Jeg ved hvordan du har det." hviskede jeg og vidst at ingen havde hørt det. Hvorfor var jeg pludselig blevet så social? Var jeg ikke det perfekte eksempel på den mest asociale snegl i hele verden? Jeg så et smil på hendes læber ind i mellem hendes tårer. Jeg mærkede varmen stige op i mine kinder, og jeg syntes også hun rødmede lidt. Jeg tog min hånd til mig.

"Dit navn var Harry, ikke sandt?" hviskede hun og kiggede op på mig med lettere røde øjne. "Dit navn var Alison, ikke sandt?" flirtede jeg lige med denne Alison, som jeg lige havde mødt? Hvordan flirtede man egentlig? Hold da op, hvor er jeg da bare verdens mest normale teenager. Jeg ved ikke en gang hvordan man er social sammen med en pige. Taber, taber, taber. Ordet kørte rundt i min hoved og irriterede mig ud over det sædvanelige. Jeg måtte havde følt mig mere kikset end jeg havde været, for Alison grinte. Måske følte jeg mig generelt mere kikset end jeg var? Det måtte jeg undersøge. Hvis det altså overhoved er muligt at undersøge den slags ting.

Gruppeterapien skulle efter hvad min læge havde sagt, være færdig klokken halv fire og så var lokalet åbent til at snakke sammen, helt indtil til klokken fire. Jeg var tæt på bare at gå. Min computer ventede jo på mig der hjemme, sammen med min tegneblok og min seng. Problemet var bare at jeg ikke fik lov til at gå, for Alison kom straks hen til mig.

"Hej." hun havde taget fat i mit ærme og mit hjerte trak sig sammen. Højest sandsynlig ikke fordi jeg var forelsket, men nok mere bare fordi jeg ikke var vant til andre piger end min mor og søster. Selvfølgelig var jeg ikke forelsket i en pige som jeg lige havde mødt. Jeg måtte dog indrømme at hun var pæn og nogenlunde sød at se på.

"Hej." sagde jeg hæst og kiggede på vores hænder. Hun slap mig med det samme. Sådan stod vi bare lidt og kiggede på hinanden. Jeg kiggede på min ene hånd, som næsten havde strejfet hende og hun så bare ned på sine sorte Dr. Martens.

"Prøv at hør," hun stoppede og sank en klump. Jeg så lettere forvirret på hende. "jeg vil virkelig gerne lærer dig at kende, for du virker som en virkelig rar person og også til at kunne forstå mig. Jeg tænkte på om vi ikke kunne mødes en dag og måske bare snakke." her stod jeg så. Jeg havde muligheden for en date med en sød og pæn pige, og alligevel valgte min ondsvage hjerne at sige noget dumt.

"Jeg er virkelig ikke ekspert til at det med piger. Jeg vil nødig ende med at skuffe dig." jeg så ned i det småbeskidte gulv. Gad vide hvornår det sidst var blevet vasket. "Ikke ekspert i piger med det udsende?" spurgte hun og jeg så hun havde hævede det eneste øjenbryn i forvirring. Hvad snakkede hun dog om? Jeg var ikke pæn. Tja, jeg var faktisk nok tættere på hæslig end udyret fra Skønheden og Udyret.

"Hvis vi snakker om at nogen kommer til at skuffe nogen, så bliver det sku nok mig det der kommer til at skuffe dig." hun tøvede. "Så kan vi jo skuffe hinanden." jeg grinte og nikkede. Det ville blive en katastrofe, men måske trængte jeg til lidt forandring.

 "Okay så." smilede jeg og lo. Gud hvor det lød klamt når jeg grinte. Jeg følte mig som en strandet hval, der kaldte på sin familie. "Du får lige mit nummer, så kan vi jo aftale det nærmere." hun gav mig et hvid smil og hendes nummer.

"Så ses vi, Harry." og så forsvandt hun ud af døren.

 

// Det var så min omskrivning af det første kapitel. Det er en del anderledes, og præcis som jeg gerne ville have det. Det er også meget længere, hvilket glæder mig. Især fordi jeg troede at skrivelysten totalt var forsvundet fra mig. Jeg håber i kunne lide dette sukkersøde kapitel, og jeg lover at det bliver værre med alt det sukker i næste kapitel :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...