unconditionally - one direction

(denne fanfiction vil højest sandsynligt ikke bliver færdig gjort) gruppeterapi. himlen for raske personer og helvede for syge personer. en time hvor alle er totalt søde og forstående, er en god time for normale mennesker. for mig, er det et helvede. som sagt er det et helvede for syge mennesker, hvilket vil sige at jeg er syg. meget syg, endda. for mig er det en lang hel time hvor jeg skal gennemgå min rædsomme historie igen og igen, hver gang nogen åbner munden. alle har den samme historie, på en eller anden måde. det er faktisk til at blive helt deprimeret over. men det ville ikke ligefrem være noget nyt, altså det med at være deprimeret. det er derfor jeg er her. harry styles er går rundt med selvmordstanker, og holder sig mest for sig selv. i hvert fald så meget som han kan komme til, for han bliver nemlig tvunget med til gruppeterapi. det samme gør alison. de to unge mødes og måske kan de klare deres problemer sammen.

42Likes
47Kommentarer
2260Visninger
AA

4. human

Jeg havde kastet op. Det var tilfredsstillende og gjorte mig mindre anspændt. Jeg havde ikke snakket med Alison i fire dag. Jeg savnede hende, men jeg var en for stor kujon til at ringe til hende. Jeg tog et glas vand, da jeg bare ville få det dårligt af at spise noget. "Det er da også bare originalt at drikke sig mæt i vand, Harry. Se dog på dig selv." han sad på køkken bordet og betragtede mig. "Gå din vej." sagde jeg og prøvede at holde styr på mig selv. "Skal du ikke havde noget at spise?" han vidste udemærket at jeg ikke var interesseret i hans sarkasme. "Gør det noget at jeg tager et par af dem her?" spurgte han tog chipsposen min mor, håbefuldt, havde lagt på bordet. "Mmm..." udstødte han og lavet en grimasse. Jeg bed mig selv så hårdt i læben af jeg kunne smage blod. Jeg satte mig på gulvet. "Du ved godt at det der er så taberagtigt det der. Du opfører dig som en teenages pige med menstruationssmerter!" hans stemme var høj og direkte rettet mod mig. Det dybe selvhad helt inderst inde i mig, begynde at bevæge på sig. Hans grøne øjne skinnede af skadefryd. "Medmindre du selvfølgelig er en teenages pige med menstruationssmerter, for i så fald undskyld." han grinte og smilte overlegen. "Hvad sker der lige for at du har fået en kæreste?" spurgte han og kiggede ned i chipsposen. Jeg havde ikke tænk mig at svare ham. Han kørte sin hånd gennem de krøller der lignede mine så godt. "Der er stadig lidt tilbage. Slå dig løs." grinte han og kastede posen hen til mig. Lugten var forfærdelig og gav mig lyst til at kaste op igen. Jeg rejste mig, tog hurtigt posen og smed den ud. Jeg følte mig ud af stand til at styre min egen krop. Der var små prikker for mine øjne. Jeg kunne ikke huske hvornår jeg sidst havde spist. Eller hvad jeg havde spist. Jeg var svimmel og støttede mig gennem køkkenet. En klam følelse skød op i mig. Det var det mest ubehagelige jeg nogensinde havde prøvet. Da der ligesom ikke var noget at kaste op, var det som om jeg var ved at kaste mine organer op. Jeg faldt sammen. Mit syn var slørret af tåre og jeg hostede kraftigt. Mit hoved var tungt og det tvang mig til at lægge mig helt ned. Jeg besluttet at det krævede mindre bare at lukke øjne. Jeg kunne ikke åbne dem igen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...