The Last Words Of A Mortal Being

Glimtende tårer strømmede fra hendes lysende grå øjne og langsomt ned af hendes blege kinder. Hendes lange mørke hår lå i vifteform spredt ud over sneen. Hun var smuk. Omkring hende var alt stille. Kun sneens knitren under mine fødder kunne høres. Den ellers normalt uopdagede lyd, lød i dette øjeblik som blev tusinde krige udkæmpet lige her. Råb lød fra skovbrynet. De var på vej. Jeg kunne, jeg burde, have ladet dem få hende. Men jeg kunne ikke. For denne lille pige havde ikke kun stjålet brød, hun havde også stjålet mit hjerte.

Resumé vil snart blive ændret! :) Dette er IKKE en fanfiction :)

5Likes
2Kommentarer
387Visninger
AA

4. .

Jeg sniger mig langsomt hen under vinduet som en anden listetyv. Var det her? Jeg stikker hovedet op over vindueskarmen og lader blikket glide rundt i det mørke lokale. Sengen står redt op, og der er hverken takser eller kufferter i lokalet. Heller ikke her. Med et suk sætter jeg kursen tilbage mod bilen. Den bil, som meget belejligt havde stået parkeret udenfor et søvnigt fabrikskvarter. Ikke et øje havde der været i nærheden. Jeg ville have givet meget for at have set ejerens ansigtsudtryk når han finder pladsen, hvor hans pinligt rene BMW engang havde stået, tom. Jeg glider ind på det glatte lædersæde og rækker ned efter de to, nu meget fritliggende, ledninger. Bilen kommer til live med et brøl, og jeg sætter kursen videre mod det næste landevejsmotel. Lyset strømmer ud fra under gardinet. Jeg kan hører bruseren slukke. ”Alt er fint” råber en skælvende stemme. Var det hende? Jeg kigger langsomt ind gennem sprækken under gardinerne. Ved første øjekast ser værelset tomt ud. Sengen er ikke redt, og på natbordet ligger en mobiltelefon af ældre dato. Og dér, med ryggen til og hovedet begravet i en bunke af tøj, der sidder hun. Hendes våde hår klæber til hendes nakke, og sender små dråber vand ned langs hendes ryg, for til sidst at blive opsuget i det hvid håndklæde hun stramt har viklet om kroppen. I det hun rejser sig op fra gulvet, og løsner på håndklædet kigger jeg væk. Måske befandt jeg mig ikke på den helt rigtige side af loven, og jeg var måske heller ikke guds bedste barn, men jeg ville ikke stå der og lurer som en anden pervers 9. klasser. Hun åbner lågen på værelsets slidte mini-køleskab og roder lidt rundt, for til sidst at trække en müslibar ud, og lukke det igen. Hun smider sig på sengen, og krummer kroppen sammen til en lille kugle. Hendes krop ryster, og blanke tårer triller ned over hendes blege kinder. Det gjorde ondt at se hende græde sådan, altså ikke fysisk ondt. Mere sådan ondt inden i. Jeg havde den største lyst til at smadre vinduet og trøste hende, men i stedet banker jeg stille på ruden. Hun flyver op, og er straks i defensiv. Hendes øjne glider over mit ansigt, og hun træder langsomt baglæns. Et skridt. To skridt. Hun vender sig om og løber ud af døren. Jeg står frosset lidt, men så snart det går op for mig, løber jeg tilbage mod parkeringspladsen. Der går ikke mange minutter før hun løber ud af hotellets store glashoveddør. Hun kigger forvirret rundt, før hun sætter kursen mod lettere ramponeret firhjulstrækker i den modsatte ende af parkeringspladsen. Hun samler en sten op, og smider den ind gennem sideruden i fører siden. Hun stikker håneden ind og åbner døren. Heldigvis for hende, havde den ældre firhjulstrækker ikke nogen tyverialarm, og heldigvis for mig, var siderne så høje, at jeg, uden at hun opdager mig, kan liste helt hen til nabobilens bagende. Jeg læner mig op af bilen i en afslappet position, og gør mig klar på at vente. Hun virkede ikke som typen der kunne kickstarte en bil. Til min overraskelse springer bilen til live med et brøl, kun 2 minutter efter. Hun sætter sig op i sædet, og bakker langsomt bilen ud, vender om, og kører med fuld fart ud fra parkeringspladsen. Jeg sætter i løb tilbage mod min egen stjålne bil og følger efter hende i et hæsblæsende tempo. Da hun kører ud på motorvejen, sænker jeg farten og falder et par biler tilbage. Jeg ville holde øje med hende herfra. Dømt ud fra hendes reaktion da hun så mig uden for hotellet, ville det nok være bedre sådan. Jeg tænder for radioen, og zapper lidt rundt til jeg finder noget interessant. Et par timer efter skifter hun baner og kører fra ved den næste afkørsel. Jeg følger lidt diskret efter og sørger for at der hele tiden er mindst et par biler mellem os. Jeg følte mig som en stalker, sådan som jeg fulgte efter hende. Jeg blev ved med at fortælle mig selv, at det var for hendes skyld. Det kunne ikke varer længe, før de ville finde hende. Jeg burde ikke hjælpe hende, men ligesom dengang ved floden, kunne jeg næsten ikke klare tanken om at de skulle få fat i hende. Hun drejer ind af indkørslen til en gammeldags udseende går, med røde murer og hvide vinduer. Jeg stopper bilen bag et lavt buskads. Hvad lavede hun her? Mit blik følger bilen mens den kører op af indkørslen, for til sidst at holde stille foran hovedbygningen. Til højre for bygningen ligger 1000 marker i forskellige grønbrune nuancer og til venstre en stor skov. Hun står ud af bilen og halvløber op ad trappen til den krakelerede hoveddør. Hun når ikke at banke før døren bliver åbnet og en midaldrende kvinde trækker hende indenfor i knus, og lukker døren efter dem.

 

*Har ikke rettet grammatik endnu ;)*

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...