The Last Words Of A Mortal Being

Glimtende tårer strømmede fra hendes lysende grå øjne og langsomt ned af hendes blege kinder. Hendes lange mørke hår lå i vifteform spredt ud over sneen. Hun var smuk. Omkring hende var alt stille. Kun sneens knitren under mine fødder kunne høres. Den ellers normalt uopdagede lyd, lød i dette øjeblik som blev tusinde krige udkæmpet lige her. Råb lød fra skovbrynet. De var på vej. Jeg kunne, jeg burde, have ladet dem få hende. Men jeg kunne ikke. For denne lille pige havde ikke kun stjålet brød, hun havde også stjålet mit hjerte.

Resumé vil snart blive ændret! :) Dette er IKKE en fanfiction :)

5Likes
2Kommentarer
389Visninger
AA

3. .


Drømmen er vent tilbage. Men det ikke længere den samme uskyldige lyserøde drøm om englen der reder mit liv. Nej. I kanten af alting lurer mørke skygger. Skygger som tilsyneladende ingen ende har. Skygger som bugter sig rundt om træernes stammer. Skygger. Den aura af vidt lys der engang lå over hele mit drømmelandskab, er visnet. Sneen er ikke kridhvid, men blandet op med mudder. Vandet er ikke krystalklart blåt, men dækket af giftiggrønne alger. Og det hele ser ud til at stamme fra et sted. Ham. Hans mørke - næsten sorte - øjne borer igennem mig. Nagler mit 7-årige jeg til jorden. Frygt. Frygten strømmer gennem min krop. Fra ryggen trækker han et blankt, sort sværd. Lig inden spidsen af klingen gennemborer min krop, smuldre scenen, og atter sidder jeg i det lille værelse, med de grimme gule gardiner. Udenfor står vinduet solen højt på himlen. Hvor længe havde jeg sovet? Flyet var landet sent om natten. Jeg havde ikke engang orket at ringe efter Onkel. I stedet havde jeg smidt min skinnende grønne kuffert ind på bagsædet af den første og bedst taxa. Manden bag rattet havde kigget på mig engang og spurgt. ”Nærmeste hotel?” jeg havde nikket som svar, og manden havde, med lidt besvær, fået gang i bilen og havde sat kursen mod det lille landevejsmotel hvor jeg nu opholdt mig.

Fra natbordet ved siden af sengen lyder en lav summen. Jeg samler telefonen op i hånden, og for, efter tredje forsøg, gang i skærmen. 7 mistede opkald og 3 beskeder. Alle som en fra Onkel. Det var meningen jeg skulle have været hos dem allerede i går eftermiddags. Flyet var blevet forsinket på grund af en maskinfejl. Det havde taget dem 6 timer at få alle de trætte passagerer passet ind på de følgende afgange. Jeg skulle have fløjet kun to timer efter, men som den godtroende person jeg gang på gang fik at vide jeg var, havde jeg overladt mit sæde til en halvfed dame, som hævdede at hendes søn var alvorligt syg. Rejsebrochure som stak ud af hendes taske kunne måske have fortalt mig noget andet. Men hvem er jeg til at dømme hende. Måske lå hendes søn virkelig syg på en hvid sandstrand i Bahamas?

Jeg placerer langsomt fødderne på det iskolde trægulv. Uden for vinduet begynder regndråber langsomt at slå mod jorden, og inden længe er asfalten på motellet parkeringsplads omdannet til en glidebane. Ud fra naboværelset løber 2 børn. Den ene, en dreng på omkring de 5, sætter kursen direkte mod den største og dybeste af vandpytterne. Den anden, en pige kun få år ældre, sætter efter ham, overhaler ham i sidste øjeblik, og hopper med et begejstret udråb ud i mini-søen. Jeg vender smilende hovedet væk, og begiver mig mod badeværelset. Herude er gulvet endnu koldere.

Jeg lader bruserens varme stråler løbe ned over min krop. Damp stiger op, fra hvor vandet rammer det iskolde gulv og giver de materede glasruder til brusekabinen et tøvet udsende. Jeg står længe, for længe, og beundre hvordan vandråberne samles i toppen af glasset, for at glide ned langs rillerne, og til sidst slutte sig til det vand der som en miniflod løber mod afløbet. Vandet leder mine tanker tilbage til drømmen. Floden der brusede gennem den lille lysning var mørk. Som om den ikke havde en bund. Som var floden endeløst dyb. Jeg ryster ved tanken og spinder tankerne over mod noget rarere. Kattekillinger. Ingen kunne få kuldegysninger på grund af kattekillinger. Det virker ikke.

3 bank. Et langsomt og så to hurtige. 3 bank mere, denne gang efterfyldt af en høj stemme. ”Er alt i orden?” spørge stemmen. Jeg slukker for bruseren. Vandet var iskoldt. Hvor længe havde jeg stået der? ”Alt er fint råber jeg tilbage” med en rystende stemme. Jeg hiver håndklædet ned fra radiatoren og vikler det stramt om kroppen. Stemmens ejer fortsætter med tunge skridt længere ned af gangen. Jeg tvinger døren op med foden og forlader det lille kolde badeværelse. Min kuffert står op ad sengekanten. Åben og med tøj hængende ud over kanten. Jeg hiver forsigtigt i en langærmet grøn trøje, men i stedet for bare trøjen springer hele den lille kufferts indhold ud i hovedet på mig. Med et suk udvælger jeg et sæt, trækker i tøjet og pakker resten sammen. I minikøleskabet ved siden af døren, finder jeg et æble og en müslibar. Det må gøre det ud for morgenmad.

***

”Undskyld Onkel, jeg skulle have ringet i går, men...” Resten af min sætning bliver hængende på tungen, da Onkel afbryder. ”Du må forstå, at selvom vi har glædet os meget til at du skulle komme, går det ikke, hvis du ikke kan holde dine aftaler” Han lyder sur. Slet ikke som den onkel jeg havde lært at kende og elske. ”Jeg, Jeg er så ked af det” siger jeg med rystende stemme. ”Vær her inden kl. 7, ellers er der ingen aftensmad” brummer han tilbage og smækker røret på. Hvorfor var han så sur? Burde han ikke være lettet over at jeg ikke var forsvundet ud i den blå luft?

Jeg krummer mig sammen på sengen. Hvorfor opførte han sig sådan? Sådan havde han da aldrig været før. En blank tårer triller langsomt ned af mine blege kind for til sidst at blive optaget i puden. Hvorfor… En banken på vinduet afbryder min tankestrøm og jeg flyver op. Mit hjerte slår i tredobbelt tempo, som havde jeg løbet et maraton. Jeg er lige ved at tro at jeg må have hørt syner, da der igen bliver banket på vinduet. Langsomt bevæger jeg mig over mod de tillukkede gardiner. Der bag gardinerne stirre to bundløse huller lige på mig. Og ikke to tilfældige sorte huller, nej to huller jeg kender aldeles godt, fra de gentagende gange de har optrådt i mine nu mareridts agtige drømme.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...