The Last Words Of A Mortal Being

Glimtende tårer strømmede fra hendes lysende grå øjne og langsomt ned af hendes blege kinder. Hendes lange mørke hår lå i vifteform spredt ud over sneen. Hun var smuk. Omkring hende var alt stille. Kun sneens knitren under mine fødder kunne høres. Den ellers normalt uopdagede lyd, lød i dette øjeblik som blev tusinde krige udkæmpet lige her. Råb lød fra skovbrynet. De var på vej. Jeg kunne, jeg burde, have ladet dem få hende. Men jeg kunne ikke. For denne lille pige havde ikke kun stjålet brød, hun havde også stjålet mit hjerte.

Resumé vil snart blive ændret! :) Dette er IKKE en fanfiction :)

5Likes
2Kommentarer
446Visninger
AA

2. .


”Yasmin Nielson, har du nogen sidste ord?” Min stemme lyder højt og klart under træernes mørke blade og ordene bliver sagt med en hvis mængde sarkasme.

”V-vent, du vil da ikke slå mig ihjel?” Hendes arme og hænder ryster og hun skubber kroppen længere ind i hulerummet mellem træets rødder. Jeg vidste af erfaring at omkring nu ville en aura af mørke have bredt sig om min krop, og mine øjne have antaget en unaturlig farve. Langsomt trækker jeg sværdet fra hylstret på ryggen. Det svær som blev givet til mig da jeg først drog af sted. Indgraveret ned langs bladet, står Obscuro Bellator. De latinske ord som udgør min titel. Mørkekriger. Den sorte klinge skærer gennem hendes bryst, som en kniv gennem lunkent smør, og på ingen tid strømmer mange milliliter blod ud på jorden og farver træets bark i en glinsende rød farve. Det ville tage tid at rydde op efter. Godt det ikke er mit job. Jeg hiver mobilen op af lommen og finder nummeret på min sædvanelige oprydder. En kort og simpel sms. An adresse. Ikke andet. Det var efterhånden en indøvet rutine. Få sms, finde offer, udfører opgave, få nogen til at rydde op.

Jeg sukker højlydt og forlader den overbegroede del af den lille park. Mennesker er så dumme, lærer de det da aldrig? Lige eget hvor mange opgaver jeg får, 10, 100, 1000. De lærte det aldrig. Altid er der en eller anden der gjorde noget forkert. Ikke at jeg har lyst. Nej, hvem har lyst til at dræbe tilsyneladende uskyldige personer? Eller, uskyldige var i hvert fald hvad menneskene så. For som halv-engel har jeg evnen til at se ind i folks sjæle, deres hjerne. Hvem de elsker, hvem de ikke elsker, deres dybeste ønsker, frygt. Intet var skjult. Det kan blive for meget. Jeg er ikke i stand til at se nogen i øjnene, eller trykke deres hånd uden straks at få hele deres livshistorie serveret.

Jeg spejder rundt langs skovkanten. Og folder så mine blåsorte vinger ud. Jeg bøjer ned i knæene og sætter af. Jeg stryger op gennem luften, for til sidste at befinde mig over skyerne. Over mig blinker tusinde stjerne mod den mørkeblå – næsten sorte – baggrund. En let sitren går gennem min krop, og i samme øjeblik dukker næsen fra et skinnende hvidt passagerfly op gennem skyerne.

Havde jeg været så langt væk i tankerne? Hvordan kunne jeg ikke have opdaget det? jeg søger ned mellem det tætte lag af skyer under mig, og glider langsomt ind under den store jumbojets venstre vinge. Næsten alle ruderne er mørke. Folk sover. Kun de få natravne har tændt den svage læselampe over sædet. Bag ruderne sidder hårdkogte forretningsmænd, med deres dyre pc’er, på vej hjem efter en hård dag, Familier på vej hjem fra ferie. All slags folk er samlet i en stor pærevælling af kroppe. Og ned af midtergangen komme en halv-buttet stewardesse slingrende. Bag sig trækker hun en af de der smalle vogne fyld med alt hvad hjertet kan begære af slik og andre søde sager. Jeg kan følge hende ned gennem flyet. Hun stopper op og prikker forsigtigt de ikke sovende på skuldrene, og giver dem derefter hvad de så end må have bedt om.

Jeg lader blikket glide videre ned langs flyet. Og hvad jeg ser der i det aller bagerste vindue, er ikke noget jeg troede jeg nogensinde ville se igen. Godt nok er håret kortere, og hendes lysende øjne mere matte, men der er ingen tvivl. Det er hende.

I et øjebliks ubetænksomhed, lader jeg min krop glide tættere på hendes vindue. Straks løfter hun hovedet fra armlænet og er lige ved at vælte bjerget af kaffekopper der står stablet op på det lille klap-ud-bord. Jeg trækker mig hurtigt tilbage mellem skyerne. Havde hun set mig?

***

Jeg sætter træt fødderne på jorden. Og med en sidste kræftanstrengelse, trækker jeg mine vinger sammen. Den svage varme mellem skulderbladene er en velkommen følelse, efter en sådan flyvetur. Så snart den fortager sig falder jeg sammen på den mudrede jord. Om der går 5, 10, 50 minutter er for mig i dette sekund ligegyldigt. Jeg lukker øjnene og kæmper desperat for at holde mig vågen. Skoven lå kun få kilometer fa den lufthavn, hvor hendes fly var landet, men der var mindst 45 kilometer til det nærmeste område med engleaktivitet. Som jeg ligger der, ligner det mere og mere endnu en nat på et støvet og billigt landevejs-motel. Ikke at der er noget i vejen med moteller, det er bare…. Trættende i længden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...