Ryggen mod muren

Laura Pye tager med sin ivrige mor, og tørre far, til det mystiske hotel Griffinwood, som ligger i udkanten af London. Her møder hun den flotte hotelarbejde, James Moonie. De beslutter sig for at løse dette hotel´s mysterier.
Men da det tredje mord begås. Går alt galt.

1Likes
0Kommentarer
424Visninger
AA

2. Laura Charlottetsen

Næste dag gik jagten igang. Vi havde fyldt Hr. Angelos kontor med hvidløg. Han gik derind. Det eneste vi hørte var et skrig. Et kvindeskrig. James styrtede ud derfra. Jeg troede, han var ved siden af mig. “Han er væk.” Råbte han. “Hvordan kan kan han være væk?” Jeg blev chokeret.

“Det ved jeg ikke, jeg nåede næsten ikke at se ham.”

Den næste dag, tænkte vi igennem. Vi tænkte, og vi tænkte, og vi tænkte. og med vi. Mener jeg mig. Jeg tænkte. Jeg havde ikke set James hele dagen. Og dog, ved 6 tiden kom han hen på mit værelse. “Han har gjort det igen.” Han var forpustet “Der er sket endnu et mord, det er en kvinde.”

Det lød som om der var et mønster “De er begge to, forholdsvis lave, mellemblonde, blå øjne, og ret unge” Ja der var et mønster “Du må hellere passe på” Fortsatte han “Hvad mener du” Sagde jeg lidt skræmt “Ja… Du kunne blive den næste” Jeg stillede mig foran spejlet. Han havde ret. Jeg KUNNE blive den næste. “Jamen vi må stoppe ham, inden han dræber alle ret unge forholdsvis lave piger med mellemblond hår og blå øjne.” Jeg vendte mig om og så ned på alle gæsterne ved poolen “Vi må udtænke en ny plan.” Jeg vendte mig om. Han var væk.

 

Lidt senere gik jeg ned i lobbyen. Jeg kiggede på den oprørte receptionist. “Hej, mit navn er Laura Charlottetsen, journalist. Jeg skal snakke med Hr. Angelo om dødsfaldene på de to unge kvinder”

“Gå bare ind.” Sagde hun hulkende. Jeg gik ind ad den brune trædør. Den dystre hotelbestyrer vendte sig rundt. “Og du er?” Spurgte han meget spydigt “Laura Charlottetsen, journalist. Må jeg stille dig nogle spørgsmål vedrørende dødsfaldene på de to unge kvinder på hotellet?” Straks så han mere menneskelig ud “Selvfølgelig. Jeg er som en åben bog. Sid ned”

Jeg satte mig langsomt i den sorte og overraskende pæne plastikstol.

“Lad mig høre.” Sagde jeg, mens jeg trak min notesblok frem “ Hvad tror du kan skyldes disse dødsfald.” Han lænede sig tilbage i sin store læderstol. “Altså vi kan jo ikke udelukke mord. Personligt tror jeg selv på, at det skyldes ulykker. Men vi har politiet på sagen.” Sagde han, med sin dybe stemme, mens han tog sin pibe i sin skuffe. “Okay. Synes du ikke det er sært at begge kvinder er mellemblonde, lave, og har blå øjne?” Han tændte piben. “Tjo, Det ville jo nok tyde på mord. Men jeg hælder stadig til at det er et tilfælde” Han gik om til minibaren omme bag hans stol “En whisky coke?” Han rakte et glas frem til mig. Jeg kunne jo ikke sådan sige nej. Så opdagede han bare, at jeg ikke var journalist fra tv2s nyheder. Jeg tog glasset “Kom nu. Smag!” Jeg tog en slurk. Det var egentlig ikke så dårligt. Så jeg var så dum at bunde glasset. “En til?” Spurgte han så. Hvad skulle jeg sige “Ja tak. gerne.” Han skænkede endnu et glas. Og som det dumme barn jeg er. Drak jeg det. “Må man bede om en mere” Jeg kunne bare ikke få nok. “Ja. Selvfølgelig” Han hældte endnu en op, og rakte mig den. “Nå.” Bøvsede jeg “Tilbage til interviewet. Hvordan reagere de andre gæster på de her dødsfald” Jeg bøvsede igen. “De er alle meget chokerede. Vil du ikke have en til?” Han tog mit glas “Må jeg?” Mine øjne lyste op. Men det var nok på grund af alkoholden “Selvfølgelig, du kan få indtil du falder om” Han rakte mig glasset, og vendte sig om for at skænke en til sig selv, mens jeg drak min. Jeg blev svimmel “Selvfølgelig er det traumatisk for familien, de er så unge. Pigerne” Han vendte sig om. Det eneste jeg kunne se med mit slørede syn, var hans onde ansigt. Hr. Angelo kiggede ned på mig “Tror du virkelig at jeg er så dum” Mine øjne lukkede i.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...