Red Thread {VIXX}

Tilfældige møder mellem en pige og to drenge fører til en følelsesmæssig rutsjetur, der vil sætte deres hjerter på prøve.
Jung Heejin er en pige, der aldrig har prøvet at være forelsket, men det ændrer sig. Hun møder en dreng ved navn Leo under mærkelige omstændigheder, og da de skilles, er hun sikker på, de aldrig skal ses igen. Men da hun møder en anden dreng ved navn Hongbin, dukker Leo pludselig op igen. Heejins hjerte bliver trukket i to retninger, og hun vil blive tvunget til at vælge mellem de to drenge. Det er bare lettere sagt end gjort, og hvis hun ikke kan vælge, vil hun så ende med at miste dem begge?

6Likes
5Kommentarer
1452Visninger
AA

10. Kapitel 9

 

Da jeg åbner mine øjne igen, er det morgen, og jeg ligger i min seng. Jeg sætter mig op, og en skærende smerte går gennem mit hoved. Jeg bliver helt svimmel men vælger alligevel at stige ud af sengen. Jeg åbner min dør og ser Eun Hye løbe frem og tilbage i stuen. Sådan er hun altid, inden hun skal på arbejde. Hun er ved at tage af sted mindst fem gange men kommer så i tanke om noget, hun har glemt, som hun må tilbage efter.

”Eun Hye..” mumler jeg søvndrukkent, og selvom hun ikke stopper op, ved jeg, hun lytter, ”hvordan er jeg endt i min seng?”

”N bar dig fra bilen og ind i din seng,” siger hun idet, hun tumler forbi mig. ”Det forklarer en del,” mumler jeg for mig selv. ”Og jeg spurgte ham for resten om, han og de andre ville komme og besøge os i aften, og han sagde ja. Han fortalte, at de arbejder om dagen, så de kunne komme efter klokken 16,” forklarer hun imens, hun tager sko på. ”Okay, hvornår har du fri i dag?” spørger jeg. ”Klokken 15,” svarer hun, og jeg ser på vores vægur, der viser, at klokken nu er ni. ”Så vil jeg lige lægge mig ind igen, jeg har det ikke så godt,” siger jeg og tager mig til mit dunkende hoved. ”Er du ved at blive syg?” spørger Eun Hye bekymret, og jeg ryster på hovedet, hvilket er smertefuldt. ”Jeg skal bare ligge lidt ned,” siger jeg og smiler beroligende til hende. Hun tøver lidt men tager så af sted til arbejde. Da hun er væk, går jeg tilbage på mit værelse. Jeg ser ned af mig selv og opdager, at jeg stadig har Ns tøj på. Så efter jeg har skiftet til mine egne natbukser og en oversize T-shirt, lægger jeg mig i min seng igen. Kort tid efter falder jeg i søvn.  

  Jeg vågner ved lyden af dørklokken. Jeg sætter mig op i sengen og gnider mine øjne. Dørklokken lyder igen, og jeg stiger ud af sengen. Jeg går søvndrukkent, og stadig med en dundrende hovedpine, ud til hoveddøren. Uden at kigge hvem det er først, åbner jeg bare døren. Jeg spærrer øjnene lidt op, og kan ikke tro at jeg virkelig ser det, jeg gør. Enten sover jeg stadig, eller også gør smerten i mit hoved, at jeg ser syner.

”Må jeg komme ind?” spørger Leo, der står på mit dørtrin. Jeg træder til side, og han kommer ind i lejligheden. Jeg lukker døren og ser målløst efter ham.

”Hvad laver du her?” spørger jeg og følger efter ham ind i stuen. Han stopper op og vender sig mod mig. Jeg ser afventende på ham, men han siger ikke noget. I stedet træder han hen til mig og læner sig ned mod mig. Jeg holder vejret og er ude af stand til at bevæge mig. Vil han kysse mig? Jeg lukker øjnene og venter på at mærke hans læber mod mine. Han læner sin pande mod min, og jeg venter utålmodigt. Jeg kan mærke hans varme ånde mod min hud, og det kribler i hele min krop.

”Du har feber,” siger Leo så, og jeg åbner øjnene. Han læner sig tilbage og går ud i køkkenet. Jeg står tilbage, og opdager at jeg holder vejret. Jeg puster ud og prøver at få mit hektiske hjerte til at falde til ro. Efter et par dybe indåndinger følger jeg efter ham ud i køkkenet.

”Hvad laver du?” spørger jeg og går hen til ham. På køkkenbordet ligger der en pose fra et apotek, og ved siden af ligger en pakke med febernedsættende medicin. Jeg ser overrasket på Leo, der er ved at fylde et glas med vand.

”Er du kommet med medicin til mig?” spørger jeg målløst, og han nikker. ”Jeg regnede med, at du ville have det skidt i dag efter at have stået så længe i vådt tøj,” siger han og rækker mig glasset. Jeg tager imod det og får så rakt medicinen. Leo ser strengt på mig, og efter lidt tøven tager jeg medicinen. Han ser tilfreds ud og tager glasset fra mig, da jeg har tømt det.

”Nu da det er klaret, kan vi lave, hvad du har lyst til,” siger han, og jeg ser chokeret på ham. ”Bliver du her?” spørger jeg, og han nikker. ”Jeg synes ikke, du skal være alene, når du er syg, og vi er alligevel inviteret til at komme senere i dag, så jeg kan lige så godt blive,” siger han og forlader så køkkenet. Jeg skynder mig efter ham og spørger: ”Men skal du ikke på arbejde i dag?”

”Jeg har fri,” siger han kort for hovedet. ”Hvor arbejder du egentlig?”

”I en café,” svarer han og sætter sig i sofaen, som om han selv bor her, ”jeg laver især tit kaffe.”

”Kan du lide kaffe?” spørger jeg, og Leo nikker. ”Jeg elsker kaffe og drikker måske mere, end jeg burde,” siger han, og jeg smiler. Han ser på mig, lægger hovedet på skrå og spørger: ”Hvorfor smiler du sådan der?”

”Fordi det er så sjældent, du fortæller om dig selv,” siger jeg, og Leo fnyser. Jeg ville elske at lære Leo bedre at kende, men jeg tør aldrig rigtig spørge ham, og forventer heller ikke at han vil svare. Men hvis han er villig til at svare på mine spørgsmål nu, vil jeg spørge om alt, hvad jeg vil vide. Og det er meget!

”Fordi du er syg, vil jeg være sød, og fortælle dig hvad du vil vide,” siger han, og jeg lyser op. Jeg sætter mig ved siden af ham i sofaen og skal til at stille det første spørgsmål.

”Vent!” siger Leo og rækker om bag mig. Han tager tæppet fra sofaens ryglæn, spreder det ud over mine lår og videre ned over mine bare tæer.

”Okay,” siger han så og læner sig tilbage, ”fyr løs.”

Jeg tænker mig om og stiller så mit første spørgsmål. ”Hvorfra vidste du, hvor jeg bor?”

Leo ser lidt overrasket ud og siger: ”Det var ikke lige det spørgsmål, jeg havde forestillet mig.”

”Men jeg vil gerne vide det,” siger jeg, og Leo trækker på skuldrene. ”Jeg kunne huske området og bygningen, fra da jeg fulgte dig hjem. Etage og værelsesnummer fik jeg af N,” svarer han, og jeg nikker forstående. ”Okay, næste spørgsmål. Dig og de andre vil jo gerne være sangere. Men hvis det ikke lykkes, hvad vil du så være?” spørger jeg. ”En atlet eller komponist,” svarer Leo uden tøven, og jeg spørger, om han er god til sport, ”jeg spillede fodbold i mange år. Jeg var en del af National Youth Soccer Players fra 2004 til 2007.”

Jeg ser imponeret på ham. ”Jeg har altid haft en svaghed for fodboldspillere.”

Jeg lægger en hånd over munden og ser skræmt på ham. Det var ikke meningen, at jeg ville sige det højt, og jeg frygter, hvad Leo vil tænke. Men han smiler bare skævt og siger ikke noget. Så jeg skynder mig at stille et andet spørgsmål.

”Hvad kan du lide at lave i din fritid?” spørger jeg, og Leo tænker sig om. ”Jeg kan godt lide at spille keyboard og synge, træne eller se film,” siger Leo og lægger benene over kors, ”vi har jo ikke noget fjernsyn derhjemme, så jeg må gå i biografen for at se film. Hvilket desværre er ret dyrt.”

”Du kan da bare komme hjem til mig,” siger jeg, rejser mig op og går hen til et stort skab ved siden af fjernsynet. Jeg åbner det og afslører fem hylder med film. Leo rejser sig op og kigger ind i skabet. ”Er de alle sammen dine?” spørger han, og jeg nikker. ”Der er en ekstra række inde bagved på hver hylde.”

”Hvor mange har du?” spørger han og begynder at kigge dem igennem. ”Det har jeg ikke tal på mere,” indrømmer jeg og klør mig i nakken, ”det er vel en slags hobby. Nogle samler på frimærker, jeg samler på film.”

Leo fnyser og tager så en film ud af skabet. Jeg betragter ham, mens han læser bagpå den.

”Oppa,” siger jeg lavmælt. ”Mmh,” mumler han, og jeg tøver, inden jeg fortsætter. ”Har du egentlig en kæreste?” spørger jeg med bævende stemme. Leo kigger op fra filmen og ser på mig. Han er stille i nogle sekunder og ryster så på hovedet. Jeg presser læberne sammen og kæmper for at skjule et smil. ”Kunne du tænke dig en?” spørger jeg, og han trækker på skuldrene. ”Lige nu har jeg nok i mine venner. Drengene er som mine brødre, og du er som min søster. Lige nu har jeg ikke brug for mere,” siger han, og mit hjerte brister. Jeg kan mærke, at jeg får tårer i øjnene, men jeg blinker dem hurtigt væk.

”Søster?” spørger jeg med skælvende stemme, og Leo nikker. ”Jeg har jo kun ældre søstre, og jeg er familiens maknae. Jeg kan lide følelsen af at have en lillesøster, jeg kan tage mig af,” siger han og ugler mit hår. Præcis som en storebror ville gøre. Så det er altså det, der er grunden bag alle de søde ting, han har gjort for mig. At han ser mig som en søster, der skal passes på. Sandheden river mit hjerte midt over og efterlader mig med et stort gabende hul indeni. Jeg har jo vidst fra starten, at jeg ikke havde en chance. Men at få det bekræftet på den her måde gør mere ondt, end jeg nogensinde havde forestillet mig. Inderst inde havde jeg jo håbet. Jeg troede at jeg måske, bare måske, kunne få ham til at falde for mig. Men det håb er fuldstændig slukket nu. Jeg er blevet placeret langt inde i hans friendzone, og jeg tvivler på, at jeg kan komme ud af den.

”Kan vi se den her?” spørger Leo og viser mig den film, han har læst bagpå. Jeg tager en dyb indånding, tager mig sammen og ser på ham. Jeg smiler anstrengt og siger selvfølgelig. Leo sætter sig hen i sofaen, mens jeg sætter filmen på. Nu hvor jeg har ryggen til ham, lader jeg en enkel tåre falde. Jeg fortryder alle de gange, jeg har valgt Leo frem for andre. Jeg fortryder, at jeg ikke valgte at dele paraply med Hongbin i stedet for Leo. Hvis jeg bare ikke havde givet efter for min egen svaghed og havde valgt Hongbin fra starten, så havde det hele sikkert set meget bedre ud. Men det er vel ikke for sent at vælge ham. Så denne gang har jeg tænkt mig at stå ved det. Denne gang mener jeg det virkelig. Jeg vil glemme Leo og gå til Hongbin.

  Efter vi har set filmen, laver Leo frokost til os. Vi sætter os foran fjernsynet og zapper igennem kanalerne, mens vi spiser. Vi har snakket en del, i den tid han har været her, men jeg har ikke rigtig kunnet nyde det. Hans ord bliver ved med at gentages inde i mit hoved. Da han sagde, jeg er som en søster for ham. Jeg kan ikke ryste det af mig, selvom jeg virkelig gerne vil. Hver gang jeg ser på hans ansigt, giver hans ord ekko inde i mit hoved, og jeg er nødt til at se væk. Til sidst må jeg simpelthen have noget pusterum.

”Jeg må hellere få skiftet tøj, inden de andre kommer,” siger jeg og flygter ind på mit værelse. Jeg læner mig op ad den lukkede dør og tager nogle dybe indåndinger. Jeg lægger en knyttet hånd over mit hjerte, og det er som om, hvert hjerteslag er smertefuldt. Som om hvert åndedrag er en kamp, jeg er ved at tabe. Normalt ville jeg give alt for noget alene tid med Leo, men nu.. det gør ondt bare at være i samme rum som ham. Jeg er nødt til at ryste det af mig. Han vil undre sig over min opførsel, og han må for alt i verden ikke opdage, hvad jeg føler. Nu hvor jeg ved, at den slags forhold mellem os er udelukket, vil jeg foretrække, at han aldrig opdager mine følelser for ham. Det vil kun komplicere tingene yderligere, og måske i sidste ende såre mig mere, end jeg allerede er blevet.

Så efter at have stået og taget dybe smertefulde vejrtrækninger, retter jeg mig op og finder mit tøj frem.

Da jeg har skiftet, vender jeg tilbage til stuen i tide til at høre Eun Hye komme ind ad hoveddøren. Ligesom hun plejer snakker hun om alt mulig, imens hun tager sko og jakke af uden overhovedet, at vide om jeg lytter. Hun snakker om en eller anden på hendes arbejde, som hun ikke bryder sig om, for at sige det mildt, men idet hun træder ind i stuen, bliver hun stille. Hun stirrer måbende på Leo, og han gengælder afslappet hendes blik.

”Eun Hye det er Leo og Leo det er min rumbo Eun Hye,” præsenterer jeg dem. Leo nikker til Eun Hye, og hun bukker for ham. Der er komplet stille, og ingen ved, hvad de skal sige. Til sidst rømmer jeg mig og siger: ”Well.. det her er jo slet ikke akavet.”

Eun Hye klukker og siger så rigtig hej til Leo. Derefter går hun ind på sit værelse, og jeg følger efter hende. Jeg lukker døren efter mig og betragter hende, mens hun kigger sit skab igennem. Hun viser mig forskellige sæt tøj og vil have min mening. Til sidst beslutter hun sig for et par shorts, knæstrømper og en stram T-shirt. Hun ser sig i spejlet og vender sig så mod mig.

”Får de her strømper min røv til at se stor ud?” spørger hun, og jeg griner. Typisk Eun Hye. Sådan et useriøst spørgsmål fortjener et useriøst svar.

”Din røv får din røv til at se stor ud,” siger jeg og prøver at holde et nyt grin tilbage. ”Yah~!” siger hun og ender selv med at grine. ”Bare for sjov! Og du har en god røv i de sokker!” siger jeg og klapper hende bagi. Vi fniser virkelig tøset, hvilket er noget, jeg kun kan, når jeg er sammen med Eun Hye. Hun er den eneste, der kan få mig til at opføre mig som en fjollet teenagepige.

Jeg hjælper hende med at hænge det tøj tilbage i skabet, som hun ikke tog på. Pludselig får jeg øje på noget i bunden af hendes skab, som får mig til at spærre øjnene op.

”Det var her den var!” udbryder jeg, og Eun Hye ser uforstående på mig. ”Hvad var hvor?” spørger hun, og jeg bøjer mig ned for at samle en hue op fra bunden af skabet. Jeg holder den op foran hendes ansigt, og hun sukker.
”Jeg havde håbet, du ikke ville finde den,” mumler hun, og jeg ser uforstående på hende. ”Hvorfor?” spørger jeg, mens jeg tager den på. ”Fordi den er så ucharmerende,” siger hun og skærer en grimasse, mens hun kigger på den. ”Men det var en gave fra Sehun, og jeg kan virkelig godt lide at have den på,” siger jeg og stryger huen, som om Eun Hyes ord har såret dens følelser. ”Ja ja fint nok, tag den nu bare af,” siger hun, og jeg siger, jeg har tænkt mig at beholde den på, ”har du virkelig tænkt dig at beholde den hue på, når drengene kommer?”

Jeg nikker, og Eun Hye sukker opgivende. ”Hvorfor kan du egentlig så godt lide at gå med hue?”

”De er behagelige,” siger jeg og stryger igen huen, ”huer er som sweatpants til hovedet.”

”Men det er stadig sommer! Og vi skal være inden for,” påpeger Eun Hye, og jeg bider mig i læben. ”Det kan der være noget om,” mumler jeg og efter lidt tøven, tager jeg huen af. I det samme lyder dørklokken, og Eun Hye og jeg ser på hinanden.

”De er her.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...