Red Thread {VIXX}

Tilfældige møder mellem en pige og to drenge fører til en følelsesmæssig rutsjetur, der vil sætte deres hjerter på prøve.
Jung Heejin er en pige, der aldrig har prøvet at være forelsket, men det ændrer sig. Hun møder en dreng ved navn Leo under mærkelige omstændigheder, og da de skilles, er hun sikker på, de aldrig skal ses igen. Men da hun møder en anden dreng ved navn Hongbin, dukker Leo pludselig op igen. Heejins hjerte bliver trukket i to retninger, og hun vil blive tvunget til at vælge mellem de to drenge. Det er bare lettere sagt end gjort, og hvis hun ikke kan vælge, vil hun så ende med at miste dem begge?

6Likes
5Kommentarer
1669Visninger
AA

9. Kapitel 8

 

Da jeg kommer hjem, sidder Eun Hye i stuen og ser fjernsyn. Da hun hører mig, vender hun sig i sofaen og ser på mig.

”Har du Hongbin med?” spørger hun, og jeg ryster på hovedet. Hun surmuler og vender opmærksomheden tilbage til fjernsynet. Jeg smiler skævt og går hen til hende.

”Jeg kan da invitere ham herhen en dag,” foreslår jeg, og Eun Hye ser på mig med store øjne. ”Virkelig?” spørger hun, og jeg nikker. ”Jeg vil faktisk gerne invitere dem alle herhjem,” siger jeg, nok mere til mig selv end hende. ”Det er fint med mig! Så længe det bare er en dag, jeg har fri fra arbejde,” siger hun, og jeg spørger hvornår hun har fri, ”jeg skal ikke arbejde i overmorgen, så kan du invitere dem der?”

”Jeg ringer til N oppa senere og spørger,” siger jeg og går så ind på mit værelse. Jeg sætter mig på min seng og tager en dyb indånding. Jeg løfter min hånd op og ser på den. Jeg har stadig ikke rigtig forstået, at jeg holdte i hånd med Hongbin. Det føltes ikke forkert, men det var bare heller ikke sådan, jeg havde forestillet mig det. At gå hånd i hånd med en dreng for første gang har jeg altid forstillet mig som noget nervepirrende. At mit hjerte ville banke hurtigt, og jeg ville holde hans hånd uden at have lyst til at give slip. Men sådan var det ikke med Hongbin. Det var rart at holde hans hånd, men det føltes ligesom, når jeg holder Sehun i hånden. Det er behageligt, lidt for behageligt faktisk. At holde Hongbin i hånden er netop som at holde sin bedsteven i hånden. Jeg følte ikke rigtig noget.

Jeg knytter hånden og sænker den. Så finder jeg min Ipod frem, tager høretelefonerne i og tænder for Leos sang. Jeg lægger mig på ryggen i min seng og lukker øjnene, mens jeg lytter til Leos bløde stemme. Jeg har lyst til at se ham. Mere end noget andet har jeg lyst til at se ham. Selvom han bare vil se på mig med sit udtryksløse ansigt og ikke sige et ord til mig, så vil jeg stadig se ham. For kun sammen med ham kan jeg mærke mit bankende hjerte. Kun sammen med ham smiler jeg af ægte glæde. Og det er netop derfor, jeg ikke bør se ham.

Jeg åbner øjnene og mærker en tåre løbe ned ad min kind. Selvom nogen måske vil mene, at jeg er ynkelig og ikke engang prøver. At jeg giver op, før jeg overhovedet har prøvet. Men dem der mener det har aldrig forelsket sig i nogen, de på forhånd ved er uden for deres rækkevidde. Min forelskelse i Leo er som en fans kærlighed til sit idol. De elsker vedkommende og har lyst til at se ham hele tiden. De er mest lykkelige, når de ser ham og det eneste, de tænker på er ham. De drømmer om at være sammen med ham, og forestiller sig tit hvordan det vil være at være hans kæreste. Men i det øjeblik de står foran ham, ser ham i øjnene og han smiler til dem, da ved de, at de ikke har en chance. At lige meget hvor længe og hvor meget de elsker ham, så vil de aldrig være mere end en fan. De kan bare gengælde hans blik, smile til ham og tage imod den autograf de har spurgt efter.

Det er sådan, jeg har det med Leo. Jeg vil aldrig blive speciel i hans øjne, og han er bare uden for min rækkevidde. Så ja jeg vil give op, inden jeg overhovedet har prøvet. For jeg ved allerede hvordan, det ender. Leo kan kun føre til et knust hjerte, og jeg troede, jeg kunne nå at slippe væk, inden det kom så vidt. Men det ser ud til, at det allerede er for sent. Så fordi det allerede gør ondt nu, kan jeg vel lige så godt fortsætte. Jeg vil se Leo, jeg vil elske ham på afstand og aldrig forvente mere end venskab fra hans side. Selvom det vil gøre ondt, så vil jeg fortsætte. For jeg er allerede kommet for langt til at stoppe.

 

Den næste dag tager jeg af sted til mødet med mine klassekammerater. Det er omkring middag, så der er ikke mange mennesker i bussen, og der er ikke meget trafik. Vi skal mødes på en café, og jeg når frem et kvarter før, vi har aftalt at mødes. Normalt når jeg er på café, er det med Sehun så det eneste, jeg plejer at bestille er bubble tea. Det er ikke anderledes i dag. Da jeg har fået min bubble tea, finder jeg et bord ved vinduet og venter. Nogle minutter senere begynder medlemmerne af min gruppe at dukke op, og vi snakker om det projekt, vi skal begynde på i næste uge.

Da vi har snakket i en halv time, lyder der pludselig en mærkelig lyd fra vinduet. Jeg kigger ud og ser til min skuffelse, at det er begyndt at regne kraftigt, og jeg har ingen paraply med. Der er langt hen til det nærmeste busstop, og jeg har ikke penge til en taxi på mig. Jeg sukker dybt og ved, at jeg skal sidde drivvåd i bussen og sikkert blive syg af det. Lige hvad der manglede.

En halv time senere er mødet slut, og de andre tager af sted først. Fordi vejret så godt ud tidligere i dag, har jeg ikke nogen jakke eller stor trøje med. Jeg er kun iført en T-shirt, jeans og mine slidte converse.

Jeg venter ti minutter i cafeen, og håber at regnen vil stoppe, men det gør den ikke. Til sidst forlader jeg cafeen og løber af sted i regnen. Jeg løber i cirka to minutter, inden jeg finder læ under et halvtag ved en butik. Det er håbløst. Jeg blev gennemblødt på under et minut, og kulden skærer gennem marv og ben. Jeg bliver nødt til at finde på noget, hurtigt. I det samme ringer min telefon, og jeg fisker den op ad lommen.

”Oh Hakyeon oppa,” siger jeg, da jeg har besvaret opkaldet. ”Hej Heejin, hvad laver du?” spørger han. ”Står gennemblødt og pisfryser under et halvtag inde i byen. Hvad med dig?” siger jeg, og en kuldegysning går gennem hele min krop. ”Har du ikke en paraply med?” spørger N bekymret, og jeg svarer nej, ”hvordan vil du komme hjem?”

”Jeg tager bussen, men det vil tage cirka femten minutter at gå til det nærmeste stoppested, og jeg tror ikke regnen stopper lige foreløbig,” siger jeg, og der er stille i den anden ende. Jeg kan høre N snakke med nogen, men jeg kan ikke rigtig høre, hvad han siger. Lidt efter lyder der en skratten fra telefonen, og N siger: ”Giv mig gadenavn og navnet på det du står foran.”

Jeg gør, som han siger, og han snakker igen med nogen inden, han vender tilbage til mig.

”Bliv hvor du er, så kommer der nogen og henter dig,” siger han, og jeg når ikke at protestere for, han lægger på med det samme. Jeg ser undrende på min telefon, inden jeg putter den tilbage i lommen. Jeg må nok hellere gøre som, N siger og blive stående. Jeg har ikke nogen bedre plan lige nu, og jeg begynder at trippe på stedet for at få lidt varme i kroppen. Jeg begynder at skælve, og mine arme er følelsesløse. Jeg kan heller ikke mærke mine hænder mere.

Cirka tyve minutter efter samtalen med N overvejer jeg at gå. Jeg kunne have været ved bussen nu, hvis jeg var løbet. Jeg ved ikke hvor meget længere, jeg er nødt til at vente, så måske er det bedst, hvis jeg bare løber hen til bussen og undskylder til N senere, fordi jeg ikke ventede.

Jeg vender mig og gør klar til at løbe men stopper så op. To skikkelser med hver deres paraply er på vej hen mod mig. På grund af regnen kan jeg ikke se deres ansigter tydeligt. Jeg venter mens skikkelserne kommer tættere på, og da de når frem til mig, stopper de op. Jeg kan nu se deres ansigter og genkender dem begge.

”Hongbin, Taekwoon oppa hvad laver i her?” spørger jeg og kan selv høre hvor meget, mine tænder klaprer. ”Vi er kommet for at hente dig selvfølgelig,” svarer Hongbin, og jeg hæver et øjenbryn. ”Jer begge to? Ville en ikke have været nok?” spørger jeg, og Hongbin trækker på skuldrene. ”Det endte bare sådan,” siger han, og der går en slem gysen igennem mig, ”men nok snak. Vi må hellere få dig hjem til os i en fart, så du kan få noget tørt tøj på.”

”Er det ikke bedre… at jeg tager hjem… til mig selv?” spørger jeg og er ved at have svært ved overhovedet at tale normalt. Inden Hongbin kan nå at svare, træder Leo ind under halvtaget til mig. Han lægger paraplyen på jorden ved siden af mig og tager sin jakke af. Han lægger jakken om mine skuldre og stryger mit våde hår væk fra mit ansigt.

”Det er hurtigere at tage hjem til os, og vi skal nok finde noget tøj, du kan låne. Det vigtigste er, at du kommer ud af det våde tøj og får tørret dit hår hurtigst muligt. Du har allerede været ude i kulden for længe,” siger han og samler så paraplyen op. Han træder lidt tilbage, og jeg ser frem og tilbage mellem ham og Hongbin. De ser begge afventende på mig, og det går op for mig, at de venter på, at jeg vælger hvem, jeg vil dele paraply med. Jeg bider mig i læben, mens jeg skiftevis ser på dem. Jeg ved udmærket godt hvem, jeg har mest lyst til at vælge, men spørgsmålet er om, det er et smart valg. Jeg holdte jo trods alt i hånd med Hongbin i går, og jeg vil ikke have, han skal tro det ikke betød noget for mig, og jeg bare leger med hans følelser. Hvis han da overhovedet har nogen følelser for mig. Mit blik hviler på Leo, og han ser bare udtryksløst på mig. Jeg er blevet enig med mig selv om, at jeg vil fortsætte fremad uden at se tilbage, selvom jeg ved, jeg bliver såret. Når jeg ser på Leo, er jeg ligeglad med al den smerte, han kan påføre mig. Jeg vil bare være tæt på ham. På bekostning af mine egne og andres følelser.

Så da jeg træder frem, er det med retning mod Leo. Jeg går ind under hans paraply og skæver skyldbevidst til Hongbin, og i et øjeblik synes jeg, han ser skuffet ud. Men udtrykket er hurtigt væk, og jeg kan have set forkert.

Leo begynder at gå, og jeg holder mig tæt til hans side. For at glemme min dårlige samvittighed begynder jeg at fortælle ham om det projekt, min gruppe og jeg snakkede om. Jeg fortæller ham på forhånd, at han ikke behøver sige noget men bare lytte. Mens jeg snakker, ændrer hans udtryk sig ikke det mindste, og jeg er ikke engang sikker på, at han virkelig lytter til mig. Men det er også lige meget. Han er her, og det er det vigtigste.

Efter at have fortalt færdig fortsætter vi i stilhed. Jeg kan fornemme Hongbin lidt bag os, og jeg trækker Leos jakke tættere om mig, som om den kan skjule mig fra ham. Jeg snuser ind og nyder Leos velkendte duft. Den får det helt til at kilde i min mave.

”Har du fået det lidt bedre?” spørger Leo pludselig, og jeg ser op på ham. ”Din jakke hjælper meget. Tak,” siger jeg, og han nikker. Jeg smiler skævt og ser ned. Jeg får øje på Leos hånd, der svinger frem og tilbage, mens han går. Det er da underligt, at han ikke holder paraplyen i den hånd. Man plejer da at holde paraplyen i midten, når man deler den med nogen. Men den hånd der vender mod mig er fri og frister mig. Jeg overvejer at tage hans hånd, selvom jeg ved, det vil være dumt. Leo vil ikke bryde sig om det, og Hongbin går lige bag os. Men alligevel rækker jeg langsomt min hånd ud mod hans. I det samme skifter Leo paraplyen over i den anden hånd, så hans frie hånd nu er den, der er modsat mig. Læste han mon mine tanker igen? Hørte han, hvad jeg overvejede at gøre og stoppede mig på denne måde? Jeg putter skuffet hænderne i lommerne på Leos jakke og sukker.

Nogle minutter senere træder vi ind i det lejlighedskompleks, hvor drengenes lejlighed er. Leo og Hongbin ryster vandet af paraplyerne, inden vi går ind i elevatoren. På 21. etage stiger vi af, og jeg kan se N stå foran døren ind til drengenes lejlighed. Da han får øje på os, løber han os i møde. Han smider et håndklæde over mit hoved og siger bekymret: ”Dine læber er helt blå! Du må virkelig have frosset, mens du stod der i vådt tøj. Nu får vi dig ind, så du kan tage et varmt bad, og så laver vi noget suppe til dig imens.”

”Tak oppa,” siger jeg og følger efter ham ind i lejligheden. Jeg får stukket et håndklæde og noget af Ns tøj i favnen og bliver så ført ud på badeværelset. Efter et dejligt varmt bad tager jeg tøjet på og går så tilbage til stuen. N sidder klar med en føntørrer og beder mig sætte mig foran ham. Jeg gør som, han siger, og han begynder at tørre mit hår. Jeg elsker at få nusset mit hår af andre, og det giver mig altid kuldegysninger, fordi jeg synes, det er så rart. Jeg lukker øjnene og nyder følelsen af Ns fingre, der glider gennem mit hår. Da det er helt tørt, slukker han for føntørreren og børster mit hår.

”Så er det ordnet,” siger han og rejser sig for at lægge tingene tilbage på badeværelset. Leo, der har siddet ved siden af mig hele tiden, flytter på sig så han i stedet sidder bag mig. Jeg ser overrasket på ham over skulderen og spørger: ”Oppa hvad laver du?”

Han svarer ikke men tager bare fat om mit hoved og vender det, så mit ansigt er fremad. Han kører sin hånd igennem mit hår og deler det så i tre sektioner. Jeg har på fornemmelsen, hvad han vil, men jeg kan ikke tro, det kan være det. Men ganske som jeg forventede, begynder han at flette mit hår. Sehun har prøvet at flette mit hår før, men han er ikke særlig god til det, og jeg ved, at andre drenge heller ikke har talent for at flette hår. Men efter hvad jeg kan bedømme, så ved Leo, hvad han gør, og fletningen bliver stram og ja.. rigtigt flettet. Da han er færdig, sætter han ikke et elastik i, men lader den bare være. Jeg rækker om, rører ved fletningen og ser imponeret på Leo.

”Hvordan er du blevet så god til at flette hår?” spørger jeg, da han rykker tilbage på pladsen ved siden af mig. ”Jeg har tre ældre søstre,” siger han, og det forklarer faktisk alt. ”Men hvorfor flettede du overhovedet mit hår?” spørger jeg, og han trækker på skuldrene. ”Jeg kunne se på dig, at du kan lide, når nogen rører ved dit hår,” siger han, og jeg venter på, at han fortsætter. Men det gør han ikke. Jeg smiler skævt. Så han gjorde det for at være sød ved mig, men det vil han ikke sige højt. Det er lidt sødt.

I det samme lyder Ravis stemme fra køkkenet: ”Heejin, din suppe er klar.”

Drengene rejser sig og stiller bordet klar, så jeg kan spise. Jeg smager på suppen og smiler bredt til Ravi.

”Det smager godt!” siger jeg, og han smiler lettet. Jeg spiser en masse suppe og nyder varmen fra den brede sig til hele kroppen. Da jeg er færdig, synes jeg pludselig, jeg er ufatteligt træt. Jeg gaber og strækker mig højlydt.

“Vi må vist hellere få dig hjem i seng,” siger N og rejser sig op. I det samme kommer Ken, der indtil nu har været fraværende, ind ad døren.

”Perfekt timing Ken,” siger N og hjælper mig op at stå, ”kan du ikke køre Heejin hjem?”

Ken ser uforstående på os. Jeg kan forestille mig, det må se lidt underligt ud. Jeg står her iført Ns tøj, med flettet hår og en gryde halvspist suppe bag mig. Men Ken stiller ingen spørgsmål. Han smiler bare og siger selvfølgelig.

”Vil du have nogen med i bilen?” spørger N, og jeg skæver til Leo. Men jeg har allerede valgt ham en gang i dag, og jeg ville være for grådig, hvis jeg bad ham tage med. I stedet ser jeg hen på Hongbin, men jeg har stadig dårlig samvittighed fra tidligere med paraplyerne, og jeg kan ikke rigtig se ham i øjnene. Så jeg flytter min blik tilbage på N og spørger: ”Oppa, kan du ikke tage med?”

Han ser overrasket ud et øjeblik men smiler så stort. ”Selvfølgelig!” siger han, og vi tager begge sko på, hvorefter vi følger efter Ken ned til bilen.

Bilens stille vuggen virker ekstra søvndyssende på mig, og det bliver endnu sværere at holde øjnene åbne. Det giver et lille gib i mig, da jeg mærker Ns hånd på siden af mit hoved, og jeg ser undrende op på ham. Han smiler bare og lægger så mit hoved mod sin skulder. Det er overraskende behageligt at sidde lænet op ad ham med hovedet på hans skulder, og jeg bliver enig med mig selv om, at jeg godt kan tillade mig selv at lukke øjnene et øjeblik.

Jeg hvisker tak, hvorefter mine øjne lukkes helt, og jeg falder i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...