Red Thread {VIXX}

Tilfældige møder mellem en pige og to drenge fører til en følelsesmæssig rutsjetur, der vil sætte deres hjerter på prøve.
Jung Heejin er en pige, der aldrig har prøvet at være forelsket, men det ændrer sig. Hun møder en dreng ved navn Leo under mærkelige omstændigheder, og da de skilles, er hun sikker på, de aldrig skal ses igen. Men da hun møder en anden dreng ved navn Hongbin, dukker Leo pludselig op igen. Heejins hjerte bliver trukket i to retninger, og hun vil blive tvunget til at vælge mellem de to drenge. Det er bare lettere sagt end gjort, og hvis hun ikke kan vælge, vil hun så ende med at miste dem begge?

6Likes
5Kommentarer
1449Visninger
AA

8. Kapitel 7

 

Jeg stirrer måbende på ham og kan ikke tro, at jeg hørte rigtigt.

”So.. sove.. sove her?” stammer jeg, og Leo nikker, ”men.. det kan jeg da ikke!”

”Hvorfor ikke?” spørger Leo, og jeg væder mine læber. ”Det.. det er bare bedst, at jeg sover derhjemme i nat. Måske næste gang,” svarer jeg, og Leo nikker. Han ser hverken skuffet eller lettet ud over mit svar, men han spurgte jo også kun af høflighed. Måske endda af venlighed. De andre ville have foreslået det samme, hvis det havde været dem, der havde været vågen. Det betyder ikke noget.

Jeg smiler lidt anstrengt til Leo inden, jeg vender ryggen til ham. Han er så god til at læse mine tanker og de tanker, jeg har nu er ikke nogen, jeg ønsker, han skal høre. Tanker om hvor meget jeg ville ønske, jeg var speciel for ham. At jeg betød noget særligt for ham. At han kun ser mig. Ligesom jeg kun ser ham..

Jeg kan mærke tårerne presse på, men jeg blinker dem hurtigt væk og begynder at tage mine sko på. Derefter tager jeg min jakke på og ser mig over skulderen. Leo betragter mig, og jeg skynder mig at se væk. Jeg åbner døren og træder ud på gangen. Jeg vender mig mod Leo, der har stillet sig i døren og stadig ser på mig. Jeg ved ikke helt hvad, jeg skal sige så i stedet, vinker jeg bare til ham. Han vinker tilbage, og jeg ser på ham en sidste gang, inden jeg vender mig væk og sætter kursen mod elevatoren.

 

Jeg ligger på ryggen i min seng og stirrer op i loftet. Leos ord bliver ved med at køre inde i mit hoved som en sang på repeat. Jeg bliver nødt til at aflede mine tanker, inden det gør mig sindssyg. Jeg kommer i tanke om det USB-stik, Ravi gav mig med VIXX sange på. Jeg står straks ud af sengen, tænder min computer og finder stikket frem. Da computeren er klar, sætter jeg stikket i og kigger sangene igennem. Da jeg ikke kan vælge, starter jeg bare en playliste med alle femten sange og sætter så mit headset til, så jeg ikke forstyrrer Eun Hye. Ravi har skrevet i sangenes navne, hvornår de er optaget, og jeg starter med de ældste først og de nyeste sidst. Jo længere jeg kommer i playlisten, jo bedre bliver drengene. Selvom jeg ikke er ekspert i musik, kan jeg høre hvor meget, de forbedrer sig. Jeg kan også genkende deres stemmer, så jeg ved hvornår, hvem synger. Og selvfølgelig er den stemme, jeg lægger mest mærke til Leos. Han synger virkelig godt, og jeg bliver ved med at spole tilbage i nogle af sangene for at høre ham igen.

Da jeg kommer til den næst sidste sang, må jeg læse dens navn to gange for at være sikker på, jeg har læst rigtigt.

Jebal – Leo solo (2012.5.19)

Leo solo. En sang hvor kun Leo synger. Jeg lukker øjnene og lytter mere intenst til denne sang. Jeg forstiller mig Leo stå foran mig og synge. Jeg lever mig så meget ind i det, at jeg faktisk bliver skuffet da, jeg åbner øjnene og opdager, at jeg er alene på værelset. Jeg hører sangen tre gange uden at blive træt af at lytte til Leos stemme. Det ender med, at jeg flytter sangen over på min Ipod, så jeg kan høre den, når jeg vil.

Efter at have hørt den sidste sang lukker jeg computeren ned og går i seng igen. Kort tid efter falder jeg i søvn.

 

Næste morgen vågner jeg ved at nogen banker hårdt og voldeligt på min dør. Uden at vente på svar åbner vedkommende døren og kommer ind på mit værelse. Jeg får en mavepuster, da personen sætter sig på mig, og da jeg åbner øjnene, bliver jeg ikke overrasket over at se, hvem det er.

”Godmorning Sunshine!” siger Sehun muntert, og jeg sukker. ”Det kan du selv være Senshine,” mumler jeg groggy og kører en hånd gennem mit morgenhår. Sehun griner og rejser sig op, så jeg kan stige ud af sengen.

”Få noget tøj på og skynd dig,” siger Sehun, og jeg ser på ham mens, jeg gnider søvn ud af øjnene. ”Hvor skal vi hen?” spørger jeg og gaber. ”I biografen,” svarer Sehun og smiler bredt, ”Luhan og jeg fik pludselig lyst til at se en film og tænkte, vi ville invitere dig og Eun Hye med.”

Jeg nikker, går hen til mit skab og vælger noget tøj. ”Giv mig et kvarter,” siger jeg og ser så hen på ham, ”og du må gerne gå ud mens, jeg skifter.”

”Hvorfor så genert? Vi har været venner siden, vi var syv. Der er ikke noget, jeg ikke har set,” siger Sehun, og jeg himler med øjnene. ”Luhan!” råber jeg og få sekunder senere, står Luhan i døren til mit værelse, ”kan du ikke lige fjerne din kæreste, så jeg kan få tøj på?”

Luhan går hen til Sehun, tager fat i hans ene øre og trækker ham ud under store protester fra Sehuns side. Jeg klukker, og da de er ude af værelset, lukker og låser jeg døren, hvorefter jeg tager tøj på. Et par minutter senere går jeg ud på badeværelset for at køre en børste gennem håret og tage deo på. Jeg beslutter mig også for at børste tænder, og derefter går jeg ud i køkkenet hvor de tre andre sidder.

”Femten minutter på slaget,” siger Sehun mens, han ser på sit armbåndsur, ”punktlig som altid.”

Jeg smiler og tager et stykke brød fra en skål på køkkenbordet. ”Lad os komme af sted,” siger jeg og tager en bid af det hvorefter, vi alle går ud i entreen for at tage sko på.

  Da vi står i biografen diskuterer vi hvilken film, vi skal se. Jeg siger en actionfilm, og Sehun holder med mig. Og fordi Luhan holder med Sehun, er vi tre mod en, så det bliver en actionfilm. Efter at have købt snacks og sodavand, går vi ind i salen og finder vores pladser. Sehun sætter sig ved siden af mig, og pladsen på min anden side står tom.

”Har du egentlig snakket med din far for nylig?” spørger Sehun pludselig, og jeg himler med øjnene. ”Vi har ikke snakket sammen i de sidste tre måneder. Han ringer kun hvis, han vil mig noget. Han er ikke typen, der ringer for at høre hvordan, jeg har det. Det har han for travlt til,” siger jeg, og Sehun nikker forstående. Sehun kender min far, og det forhold jeg har til ham, så han ved hvad, jeg snakker om.

Pludselig er der nogen, der siger mit navn. Jeg vender hovedet og ser til min overraskelse Hongbin stå ved siden af mig.

”Hongbin-ah,” siger jeg åndeløst og rejser mig, ”hvad laver du her?”

”Det samme som dig går jeg ud fra,” siger han og peger på skærmen, ”jeg er kommet for at se film.”

Jeg griner over min egen dumhed og siger: ”Ja selvfølgelig, undskyld.”

Han smiler og siger, det er okay. ”Hvor er din plads så henne?” spørger jeg, og han siger to rækker længere nede. Jeg nikker og sætter mig i mit eget sæde. Jeg forventer, at han vil gå til sin plads, men det gør han ikke. Han står et øjeblik og tøver, inden han sætter sig i sædet ved siden af mig. Jeg ser undrende på ham.

”Der er ikke ret mange, der skal se den her film, så hvis der ikke er nogen, der har den her plads, kan jeg sagtens sidde her,” siger han og smiler. Jeg nikker og tager så en slurk af min cola. Hongbin rækker hånden frem mod mig og ser på colaen.

”Må jeg?” spørger han og med et skævt smil, giver jeg ham min cola. Han drikker en smule og giver mig den så tilbage. Jeg mærker et prik på skulderen og vender hovedet for at se på Sehun.

”Hvem er det?” hvisker han til mig og peger på Hongbin. ”Sehun det er Hongbin, og Hongbin det er Sehun,” præsenterer jeg dem, og Hongbin ser på Sehun. ”Så det er Sehun,” siger han og rækker hånden frem, ”jeg har hørt meget om dig.”

Sehun rækker tøvende hånden frem og trykker Hongbins hånd. Jeg lægger mærke til, at Hongbin kigger på ringen på Sehuns finger, der passer til ringen på min finger. Da de giver slip på hinandens hænder, præsenterer jeg også Luhan og Eun Hye. Eun Hye ser fortryllet på Hongbin, og det er lige før, hun savler. Jeg prøver at kvæle et fnis, og det lykkes mere eller mindre. Hun vil helt klart tigge mig om at invitere Hongbin hjem, så hun kan snakke med ham.

I det samme bliver lyset i salen dæmpet, og reklamerne begynder på skærmen. Jeg tager min bøtte med popcorn og stiller den mellem Hongbin og mig. Han smiler taknemligt til mig og tager en håndfuld.

  Da filmen er færdig, forlader vi alle fem salen. Sehun spørger om, jeg vil med dem hjem og spise frokost. Jeg skæver til Hongbin, der står ved min side.

”Jeg vil gerne spise frokost med Hongbin,” siger jeg, og Hongbin ser overrasket på mig, ”så vi skrives ved Sehun.”

Jeg tager fat om Hongbins arm og trækker af sted med ham. ”Jeg håber ikke, du skal noget, for hvis du er i tvivl, så har jeg lige inviteret dig på en frokostdate,” siger jeg, og Hongbin klukker. ”Hvad har du lyst til at spise?”

Jeg elsker den side af Hongbin. Han accepterer bare, hvad jeg siger og gør og lader mig få min vilje. Han forkæler mig. Og jeg er bange for, jeg kommer til at misbruge det.

Jeg stopper op og ser på ham. ”Jeg har lyst til ddokbokki,” siger jeg, og Hongbin går med til det. Vi finder en vogn, der sælger ddokbokki og sætter os ved den. Vi bestiller en portion og deler den. Hongbin og jeg snakker om filmen mens, vi spiser og i modsætning til sidste gang, vi var alene sammen, er det ikke akavet. Det er faktisk helt behageligt at være sammen med ham. Da vi er færdige med at spise, har jeg ikke lyst til at tage hjem. Jeg vil tilbringe mere tid med Hongbin, og da jeg foreslår, at vi går en tur sammen, er han straks med på den. Vi finder en park og går rundt på de snoede stier. Der er en masse træer langs stien, og jeg kan også se en sø længere fremme. Der er ikke ret mange mennesker, det hele er meget fredeligt, og jeg føler mig afslappet.

”Hvad skal du i morgen?” spørger Hongbin, og jeg ser på ham. ”Jeg skal mødes med nogle fra min klasse. Vi skal lige kort snakke om et projekt, vi skal begynde på efter ferien,” svarer jeg, og Hongbin nikker. ”Hvornår er det?” spørger han, og jeg svarer om eftermiddagen, ”tror du så, du har tid bagefter?”

Jeg smiler og siger: ”Det må jeg lige kigge på i morgen.”

Han smiler også, og vi fortsætter i stilhed. Jeg kigger rundt på vores omgivelser og nyder den friske luft. Pludselig mærker jeg noget ved min hånd, og jeg ser ned på den. Jeg bliver overrasket, da jeg ser, at Hongbin har taget min hånd i sin. Jeg kigger op på ham, og han ser uskyldigt tilbage på mig.

”Er det okay med dig?” spørger han og henvender til vores hænder. Jeg tøver et øjeblik og nikker så. Hongbin smiler lettet, og vi fortsætter hånd i hånd. Hongbins hånd føles varm i min, og det er faktisk rart. Bedre end dengang han holdte mig i hånden på hospitalet. Men det kan stadig ikke måle sig med hvordan, det føltes da Leo holdt min hånd. Hver en fiber og nerve i min krop sitrede ved Leos berøring, og mit hjerte kunne ikke falde til ro. Men med Hongbin er det mere bare en rar summen i håndfladen og lidt kilden i maven.

Jeg ser op på Hongbins ansigt og lægger hovedet på skrå. Siden han tog min hånd, betyder det så, at han er interesseret i mig? Han holder vel ikke i hånd med hvem som helst, så det må da betyde et eller andet. Jeg sænker blikket til vores hænder og smiler skævt. Det er faktisk første gang, at jeg holder en anden dreng end Sehun i hånden på den her måde. Og det faktum at det er Hongbin er da heller ikke værst. Jeg slipper taget i hans hånd og fletter så mine fingre ind i hans. Jeg ser på Hongbins ansigt, og han gengælder mit blik. Så smiler han og giver min hånd et blidt klem. Vi fortsætter i stilhed, og jeg er faktisk glad for, at han ikke siger noget. Det er ikke nødvendigt at tale om, hvad der sker. Jeg vil bare nyde det mens, det står på. For jeg ved at det øjeblik, jeg ser Leo, glemmer jeg Hongbin. Jeg er stadig forelsket i Leo, men det her er forhåbentligt det første skridt på vejen til at glemme ham. Langsomt, men sikkert, vil jeg glemme Leo og gå til Hongbin. Langsomt, men sikkert.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...