Red Thread {VIXX}

Tilfældige møder mellem en pige og to drenge fører til en følelsesmæssig rutsjetur, der vil sætte deres hjerter på prøve.
Jung Heejin er en pige, der aldrig har prøvet at være forelsket, men det ændrer sig. Hun møder en dreng ved navn Leo under mærkelige omstændigheder, og da de skilles, er hun sikker på, de aldrig skal ses igen. Men da hun møder en anden dreng ved navn Hongbin, dukker Leo pludselig op igen. Heejins hjerte bliver trukket i to retninger, og hun vil blive tvunget til at vælge mellem de to drenge. Det er bare lettere sagt end gjort, og hvis hun ikke kan vælge, vil hun så ende med at miste dem begge?

6Likes
5Kommentarer
1533Visninger
AA

7. Kapitel 6

 

Da vi er færdige med at spise, slår drengene sten saks papir for at bestemme hvilke to, der skal vaske op. Det bliver Ken og Hyuk. Mens de tager af bordet, viser N og Hongbin mig rundt i lejligheden. Det viser sig, at tre af dørene fører ind til værelser, mens et af dem fører til et opbevaringsrum, og den sidste dør fører til et toilet. Fra et af værelserne kan man også komme ind på et ekstra badeværelse, hvilket nok er meget godt når, de trods alt er seks, der bor her.

Noget der overrasker mig meget ved lejligheden, er noget man sjældent ser hvor, der bor drenge. Især hvis der bor så mange som her.

”Her er overraskende rent,” siger jeg og ser på N, ”jeg havde forestillet mig det mere.. rodet.”

N klukker og peger på Hongbin. ”Han er renlighedsfreak. Han hader rod. Han rydder hele tiden op og støvsuger, og jeg ved ikke hvad. Så det er takket være ham, at her er rent,” siger N, og jeg ser på Hongbin. ”Kan du lide at rydde op og gøre rent?” spørger jeg, og han nikker. Jeg griber fat om hans arm med begge hænder og ser ham i øjnene. ”Vil du gifte dig med mig?”

Hongbin ler og klapper mine hænder. ”Jeg synes, vi skal date før, vi bliver gift. Jeg er ikke så nem at forføre,” siger han, og jeg klukker. Jeg giver slip på hans arm, og vi vender tilbage til stuen.

Hyuk og Ken er færdig med at vaske op, og bordet er blevet fjernet igen. N klapper sine hænder sammen og siger: ”Jeg synes også, vi skal have nogle snacks, så vi kan hygge os sammen. Lad os slå sten saks papir om hvem der skal gå ned og købe dem.”

Alle seks drenge rækker en hånd frem, og de kigger mærkeligt på mig, da jeg gør det samme.

”Det er kun fair, at jeg også deltager,” siger jeg og efter lidt protest fra dem, går de med til det. Efter tre runder er det besluttet, at Leo og jeg skal gå ned og købe snacks. Vi går ud til skabet med sko, og jeg tager mine ned.

”De har det da ikke særlig godt,” siger Hongbin og peger på mine converse, der knap nok stadig hænger sammen. ”Jeg ved det. Men jeg kan ikke tage mig sammen til at købe nogle nye,” indrømmer jeg, og Hongbin ser tænksom ud. ”Hvilken størrelse bruger du?” spørger han, og jeg svarer 38-39. Hongbin skubber mig til side og kigger på skoene på hylden. Lidt efter tager han et par hummel sko ud og viser mig dem. Jeg måber mens, jeg ser på dem.

”Vil du låne dem?” spørger han, og jeg ser overrasket på ham, “jeg bruger størrelse 39, så du kan passe dem.”

”Seriøst?!” spørger jeg, og han nikker, ”må jeg virkelig låne dem?”

Han nikker igen, og jeg smiler bredt. ”Gomawo chingu,” siger jeg og tager imod skoene. Jeg tager dem på, og ganske som han sagde, så passer de. Jeg smiler taknemligt til Hongbin, og han gengælder smilet.

”Kommer du eller hvad?” spørger Leo utålmodigt. Jeg vender mig og ser, at han står ude på gangen og venter.

”Vi er snart tilbage,” siger jeg til de andre og vinker inden, jeg skynder mig ud til Leo.

Vi tager elevatoren ned og forlader bygningen. Mens vi går ned ad gaden, skæver jeg til Leo. Et spørgsmål der har naget mig i noget tid, har jeg lyst til at spørge om, og jeg tror nu er et godt tidspunkt.

”Oppa,” siger jeg, og han vender hovedet lidt mod mig for at vise han lytter, ”hvorfor siger du egentlig ikke ret meget?”

Leo retter blikket fremad igen, og der går noget tid inden, han svarer. ”Jeg siger ikke så meget, fordi at tale uden at tænke er ikke rigtig at tale.”

Jeg ser på ham og nikker så. ”Det kan der være noget om,” siger jeg, og vi fortsætter i stilhed. Lidt efter når vi frem til en lille kiosk. Leo tager en kurv og begynder at putte forskellige snacks i den. Han kender jo sine venner bedst og ved hvad, de kan lide. Jeg tager en pakke med bananmælk og viser ham den.

”N elsker bananmælk, så vi har køleskabet fyldt,” siger han, og jeg stiller pakken tilbage. Så får jeg øje på mine yndlingskiks. Det er koala kiks med chokolade indeni, og jeg spiser dem, som gjaldt det mit liv. Jeg tager tre pakker, og Leo ser på mig med et let hævet øjenbryn.

”Hvad? Jeg skal nok selv betale,” siger jeg, og Leo sukker. Han rækker kurven frem mod mig og efter lidt tøven, putter jeg pakkerne ned i den. Han fortsætter med at finde snacks, så jeg går ud fra, at han betaler for mine kiks. Jeg smiler og efter, vi har fundet det hele, betaler Leo, og vi går tilbage mod lejligheden. Jeg kigger længselsfuldt på posen og ved ikke helt om, jeg skal spørge Leo om, han kan åbne den. Som om han har læst mine tanker, åbner han posen og tager en af pakkerne med mine kiks op. Jeg smiler bredt idet, han giver mig den, og jeg siger tak. Jeg åbner pakken og tager en kiks. Jeg kan ikke lade være med at sukke tilfreds og hurtigt tage en mere.

”Er de virkelig så gode?” spørger han, og jeg nikker hektisk, ”må jeg få en?”

Jeg tager en op af posen og rækker den frem mod ham. Han åbner munden, og jeg putter kiksen ind. Han tygger den, og hans ansigtsudtryk ændrer sig ikke. Så ser han på mig og smiler skævt.

”De smager godt,” siger han, og jeg spærrer øjnene lidt op, ”må jeg få en til?”

Jeg nikker og giver ham endnu en kiks. Jeg er overrasket over, at en kiks kan få ham til at smile, især når det er min yndlings. Jeg deler normalt aldrig mine kiks med nogen, men uden tøven gav jeg ham ikke bare en, men to og jeg vil uden tvivl give ham flere hvis, han spørger. Normalt vil jeg ikke engang dele med Sehun, men med Leo er det ikke noget problem. Underligt.

Nogle minutter senere træder vi ind ad døren til lejligheden. Ken kommer os i møde og tager posen fra Leo. Han sætter sig på gulvet med den og begynder hurtigt at kigge indholdet igennem.

”Ken er vild med sukker,” forklarer N, og jeg nikker forstående. Imens jeg er ved at tage skoene af, ser jeg, at Ken har taget en af pakkerne med mine kiks op.

”ANDWAE!” udbryder jeg, løber hen til ham og flår pakken ud af hans hånd. Jeg trykker pakken tæt ind til mig, og Ken ser chokeret på mig.

”Det er hendes yndlingskiks, så hun må nok hellere få dem for sig selv,” siger Leo og går hen til Ken. Han tager den sidste pakke med mine kiks op af posen og giver den til mig.

”Tak oppa,” hvisker jeg, og han nikker inden, han går ud i køkkenet. Jeg sætter mig ned og ser på Ken. ”Undskyld Jaehwan oppa. Det er som en afhængighed, så jeg bliver lidt mærkelig,” siger jeg undskyldende, og han ler. ”Det er okay. Der er en masse andet at spise, så du kan beholde dem,” siger han og tager noget andet op af posen. Ravi, Hyuk og Hongbin kommer ud fra et af værelserne og slutter sig til os. Hyuk tager posen fra Ken og vender bunden i vejret, så hele indholdet bliver spredt på gulvet. Han kigger udvalget igennem og vælger så noget frugt, han begynder at spise. De andre ryster opgivende på hovedet, og jeg fniser lavmælt. Jeg kigger op og ser Leo komme hen mod mig. Han sætter sig ved siden af mig og rækker mig en bananmælk. Jeg havde helt glemt det, og jeg er glad for, at Leo ikke gjorde. Jeg tager den og smiler til ham. Til min store overraskelse smiler han kort tilbage, inden han ser væk. Jeg sidder i nogle sekunder og stirrer ud i luften mens, jeg prøver på at ætse billedet af Leos smil ind i min hukommelse. Men min koncentration bliver brudt da, Hongbin taler til mig.

”Heejin, hvornår skal du være hjemme?” spørger han og efter at have blinket et par gange, vender jeg hovedet og ser på ham. ”Hvorfor? Vil du gerne have, jeg går?”

”Nej!” udbryder han og ser flovt ned, ”jeg mener.. bare så vi ved hvor lang tid, vi har sammen med dig.”

Jeg klukker og ugler hans hår. ”Jeg ved det Hongbin. Jeg regner med at blive til, I smider mig ud,” siger jeg, og Hongbins hoved flyver op. ”Virkelig?” spørger han, og jeg nikker. ”Jeg har ingen planer hverken i dag eller i morgen.”

”Fedt, hvad kunne du så tænke dig at lave?” spørger han, og jeg tænker mig om et øjeblik. ”I sagde jo, at I danner en gruppe ved navn VIXX, og at I optræder. Har I nogle af jeres sange et sted, for jeg vil gerne høre jer synge?” spørger jeg, og alle ser hen på Ravi. ”Jeg har en computer hvor, der er optagelser af os, der synger,” siger han og rejser sig op, ”følg med mig.”

Jeg lægger mine kiks i Leos skød, da jeg regner med, han vil passe på dem og følger så efter Ravi ind på, hvad jeg går ud fra er hans værelse. N fortalte nemlig, at Ravi er den eneste, der har et værelse for sig selv. Grunden er, at han snorker så højt, at de andre har svært ved at sove for ham, hvis de er i samme rum.

Ravi finder en computer frem og tænder den. Han sætter sig på en sammenfoldet madras på gulvet og ser op på mig.

”Er du interesseret i musik?” spørger han, og jeg trækker på skuldrene. ”Jeg kan godt lide musik, men jeg kan ikke spille på et instrument eller læse noder, hvis det er det, du mener,” siger jeg og sætter mig ned ved siden af ham, ”men jeg skrev digte engang, hvilket nok er det tætteste, jeg er kommet på at lave min egen sangtekst.”

”Var du god?” spørger han, og jeg fnyser. ”Jeg var elendig, og det er jeg stadig. Det er pinligt at læse det igennem nu,” siger jeg, og Ravi griner, ”hvad med dig? Kan du spille på et instrument?”

”Nej, men jeg skriver sange,” siger han, og jeg ser imponeret på ham. ”Er du god til det?” spørger jeg. ”Hvis jeg selv skal sige det,” siger han og smiler. ”Lad mig høre,” siger jeg, og Ravi nikker. Han åbner en mappe på computeren og kigger en liste af sange igennem.

”Har du selv skrevet musikken til dem alle sammen?” spørger jeg målløst, og han nikker. ”Nogle af dem har også tekster,” siger han og åbner en af sangene op. Lydklippet har ingen tekst, kun musik og jeg lytter intenst. Jeg nikker med til melodien og smiler.

”Det er godt,” siger jeg, og Ravi smiler bredt, ”har du nogle sange hvor, I alle synger?”

Han nikker og åbner en anden mappe op. ”Hvis du gerne vil høre dem alle sammen, kan jeg lægge dem på et USB-stik til dig, så kan du høre dem når, du kommer hjem,” foreslår han, og jeg nikker entusiastisk. ”Det vil jeg gerne!” siger jeg, og Ravi finder et USB-stik frem, ”jeg vil også gerne lytte til nogle af dine sange, hvis jeg må.”

Han siger selvfølgelig og begynder at lægge lidt af hvert over. Da han er færdig, tager han stikket ud, og giver det til mig. Jeg putter det i lommen, og Ravi slukker computeren, hvorefter vi går ud til de andre.
”Hvad synes du så?” spørger N idet, jeg sætter mig ned. ”Det fortæller jeg næste gang, jeg ser jer,” siger jeg og blinker til Ravi.

  Efter at have spillet spil og snakket i flere timer, er næsten alle medlemmerne gået kold. Hyuk og Ravi gik ind for at sove for længe siden, N er gået omkuld på sofaen, og Ken sidder lænet op ad sofaen og sover. Hongbin kæmpede bravt for at holde sig vågen men faldt i søvn på gulvet for cirka fem minutter siden. Så nu er der kun Leo og mig tilbage. Men jeg ved ikke om, jeg tør være ”alene” med ham, så jeg rømmer mig og siger: ”Det er sent, så jeg må nok hellere komme hjem.”

Jeg rejser mig og skal til at gå ud for at tage mine sko på. ”Heejin-ah,” lyder Leos lavmælte stemme. Jeg stopper op og tøver lidt inden, jeg vender mig for at se på ham. Han rejser sig langsomt op og møder så mit blik.

”Du må godt sove her, hvis du vil.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...