Red Thread {VIXX}

Tilfældige møder mellem en pige og to drenge fører til en følelsesmæssig rutsjetur, der vil sætte deres hjerter på prøve.
Jung Heejin er en pige, der aldrig har prøvet at være forelsket, men det ændrer sig. Hun møder en dreng ved navn Leo under mærkelige omstændigheder, og da de skilles, er hun sikker på, de aldrig skal ses igen. Men da hun møder en anden dreng ved navn Hongbin, dukker Leo pludselig op igen. Heejins hjerte bliver trukket i to retninger, og hun vil blive tvunget til at vælge mellem de to drenge. Det er bare lettere sagt end gjort, og hvis hun ikke kan vælge, vil hun så ende med at miste dem begge?

6Likes
5Kommentarer
1448Visninger
AA

6. Kapitel 5

 

Ravi vinder konkurrencen og skal derfor ikke betale for sin mad, efter vi endelig finder et sted at spise. Jeg går på toilettet først og derfor, har de andre allerede sat sig, da jeg kommer hen til bordet. Der er to pladser at vælge imellem. En ved siden af Hongbin og en ved siden af Leo. Jeg føler mig fristet til at sætte mig ved siden af Leo, men ender med at sætte mig ved siden af Hongbin. Han smiler til mig, og jeg gengælder det.

Mens vi spiser, gør jeg mit bedste for ikke at se på Leo en eneste gang. Jeg koncentrerer mig om maden og om at snakke med Hongbin. Men selvom jeg ikke ser på Leo, er jeg stadig meget bevidst om hans tilstedeværelse. Hver gang han taler, kan jeg ikke lade være med at lytte, og når han rykker rundt på sig, er jeg lige ved at se hen på ham. Det ender med, at jeg siger jeg vil trække lidt frisk luft og går uden for. Jeg tager en dyb indånding og gnider mine tindinger. At ignorere Leo er sværere end jeg troede. Min opmærksomhed bliver ved med at søge mod ham, og det kræver en del overvindelse at lade være med at se på ham eller tale til ham. Men selvom det er svært nok ikke at give ham opmærksomhed, er det sværere at lade være med at ønske, han ville give mig opmærksomhed. Jeg ønsker hans opmærksomhed mere end, jeg vil indrømme. At han ser på mig, taler til mig, eller i hvert fald bare lytter til hvad jeg siger. At jeg ved, han ikke er ligeglad. Men at ønske hans opmærksomhed er noget, jeg også må bekæmpe. Ellers kommer jeg til at lide senere.

”Heejin-ah.”

Jeg vender mig og ser, at Hongbin er kommet ud til mig. ”Er du okay?”

Jeg nikker og siger, at jeg bare trængte til noget luft. ”Har du det dårligt?” spørger han, og jeg ryster på hovedet.

”Jeg har det fint.”

”Er du sikker? Du ser faktisk lidt bleg ud,” siger han, og jeg smiler skævt. ”Jeg er bare bleg. Jeg sidder altid indenfor om sommeren,” siger jeg, og Hongbin klukker. Pludselig bipper der en besked ind på min telefon, og jeg tager den op ad lommen.

”Hvem er det fra?” spørger Hongbin nysgerrigt. ”Min ven Sehun,” siger jeg og åbner beskeden. Han spørger om, jeg vil komme over og se film. Han frister mig med popcorn og cola, og trumfer så ved at skrive han har købt mine yndlingskiks. Så ved han, at jeg ikke kan sige nej.

Jeg ser op på Hongbin og bider mig i læben.

”Jeg bliver desværre nødt til at gå. Han spørger om, jeg vil komme over og se film, hvilket jeg meget gerne vil,” siger jeg undskyldende, fordi jeg har lidt dårlig samvittighed over bare at gå. ”Det er okay. Du har trods alt været sammen med os længe, så jeg kan forstå hvis, du trænger til en pause,” siger han, og jeg fnyser. ”Jeg føler mig godt tilpas sammen med jer fordi, jeg føler, jeg kan være mig selv.”

Det var egentlig ikke meningen, jeg ville sige det højt, og jeg lægger en hånd over min mund. Hongbin smiler og siger: ”Det er jeg glad for at høre. Det betyder, at du vil se os igen ikke? Vi har ikke skræmt dig væk?”

Jeg ryster på hovedet og siger, at de bare siger til, så finder vi ud af noget. ”Det skal jeg huske,” siger Hongbin og åbner døren ind til restauranten, ”jeg kalder lige på de andre, så kan vi køre dig.”

Jeg ser ind igennem vinduet og videre hen på Leo. Han er færdig med at spise og sidder nu bare med benene over kors og med hænderne foldet i skødet. Jeg ånder tungt ud og ser så igen på Hongbin.

”Det behøver du ikke, jeg tager bare en taxi.”

”Hold nu op, jeg insisterer,” siger Hongbin, og jeg smiler skævt. ”Det gør jeg også. Det er okay, der er alligevel ikke så langt hen til Sehun herfra. Hils de andre og sig at jeg er ked af, jeg tager afsted med så kort varsel,” siger jeg og nikker mod de andre inde i restauranten. ”Okay hvis du er sikker,” siger han lidt tøvende og kører en hånd gennem håret, ”så ses vi vel bare.”

Jeg nikker og vinker til ham. Han går ind i restauranten, og jeg ser hen på drengene. Jeg gisper lavmælt, da jeg opdager, at Leo ser på mig. Uden at ville det, møder jeg hans blik, og det kræver overvindelse at se væk. Inden jeg kan nå at ombestemme mig og lade drengene køre mig, går jeg ud mod en større vej for at fange en taxi.

 

Da jeg kommer hjem fra Sehun, går jeg direkte ind på mit værelse og låser døren. Ikke fordi jeg tror, Eun Hye vil komme brasende ind, men jeg vil gerne være på den sikre side. Jeg har brug for at være alene. Heldigvis kunne Sehun hjælpe med at aflede min tanker, men nu hvor jeg er hjemme, invaderer Leo mine tanker igen. Jeg er faktisk ved at blive frustreret. Det er meningen, at jeg skal lave lektier til i morgen, men jeg tvivler på, jeg kan finde fokus. Alligevel finder jeg min bog og hæfte frem. Jeg læser i bogen, men det er som om, intet af det giver mening. Efter at have læst den samme sætning syv gange skubber jeg bogen til side. Det er håbløst. I stedet finder jeg min tegneblok frem og begynder at tegne. Jeg har altid elsket at tegne, og jeg er da også ret god. Jeg tegner altid når, der er noget, der går mig på fordi, det beroliger mig.

Jeg sidder længe og lader blyanten kører hen over papiret. Efter halvanden time lægger jeg blyanten fra mig. Jeg ser på papiret hvorfra, Leo ser tilbage på mig. Jeg smiler skævt over mit værk. Jeg har fanget hans essens ret godt, synes jeg selv. Det rolige blik i hans brune øjne, håret der altid falder helt rigtigt ned over hans pande og hans læbers bløde form. Jeg ryster på hovedet og lægger blokken væk. Jeg skal ikke sidde og blive tiltrukket af en tegning. Jeg burde faktisk slet ikke have tegnet den i første omgang. Det giver jo ingen mening, at jeg kan lide Leo efter så kort tid. Det jeg føler, må være et ubetydeligt crush, der vil gå over lige så hurtigt som, det opstod. Det kan umuligt være noget seriøst, når jeg kan lide ham på trods af, jeg ikke kender ham særlig godt. Mine følelser for ham vil gå væk inden ret længe, og alt vil være tilbage til normalt.

Jeg nikker for at overbevise mig selv og kaster mig så over mine lektier.

 

Der er gået to uger siden, jeg sidst så drengene. Når N har skrevet eller ringet for at høre om, jeg vil ses, har jeg sagt nej. Jeg sagde, at jeg har prøver, jeg skal læse op til, hvilket ikke er løgn, men det er heller ikke hele grunden. Jeg ville ikke se Leo fordi, jeg ville have de underlige følelser til at gå væk. Så nu hvor jeg ikke har set eller snakket med ham i to uger, er jeg overbevist om, at de følelser jeg havde, er væk. Jeg vil kunne stå foran ham og se på ham uden at føle noget. Så nu hvor mine prøver er overstået, kan jeg se drengene igen. Jeg har faktisk savnet dem, især Hongbin og N. Det bliver godt at se dem igen.

Så da jeg får fri den dag, har jeg en uges ferie, og det første jeg gør er at ringe til N. Da han tager den, lyder han glad og siger, det må være et godt tegn når, jeg er den, der ringer til ham i stedet for omvendt.

”Jeg har ferie fra i dag, så jeg tænkte, at jeg ville tilbringe noget tid med jer,” siger jeg mens, jeg går ud mod vejen. ”Jeg er vild med den tankegang,” siger N, og jeg smiler, ”men hvis du har tid nu, hvad siger du så til at komme op til vores lejlighed?”

Jeg stopper op og bider mig i underlæben. ”Er der virkelig okay? Jeg mener, at en pige besøger en lejlighed, der tilhører seks drenge..” mumler jeg, og N griner. ”Det er ikke noget problem. Du er jo ikke hvem som helst,” siger han, og jeg begynder at gå igen. ”Du er sikker på, de andre også er okay med det?” spørger jeg, og han siger selvfølgelig. ”Er du på universitetet nu?” spørger han, og jeg svarer ja, ”så bare bliv der, jeg beder Ken om at hente dig.”

”Okay,” siger jeg og tøver lidt, ”Hakyeon oppa?”

”Hvad?” spørger han, og jeg tøver lidt igen. ”Tak,” mumler jeg så til sidst. ”For hvad dog?”

”For at du har accepteret mig. For at i alle accepterede mig faktisk. Det er jeg meget taknemmelig for.”

Jeg kan næsten se Ns smil for mig, da han siger: ”Det er ikke noget at takke for Heejin. Vi vil være sammen med dig fordi, vi har lyst. Du er altså ikke så slem som, du selv tror.”

Jeg kan mærke, at jeg rødmer og siger tak igen inden, jeg lægger på. Jeg er glad for, jeg ikke afskar drengene helt fra mit liv. Jeg føler mig virkelig godt tilpas når, jeg er sammen med dem, og det har jeg ikke lyst til at smide væk.

Jeg går ud til vejen og sætter mig på den bænk, der står der. Jeg folder hænderne i skødet og ser på den park, der ligger på den anden side af vejen. Jeg ser på det sted hvor, jeg så Hongbin for første gang dengang, jeg reddede ham. Den dag hvor han tog billeder og kom til at bakke ud på vejen. Jeg husker hvordan, han smilede til mig og sagde, at jeg skulle tænke på ham som en ven og bare tale uformelt. Jeg kan huske hvordan, jeg synes han faktisk så rigtig godt ud, da jeg kiggede ordentligt efter. Jeg synes stadigm han ser godt ud, og jeg er helt væk i hans smilehuller og de rynker, han får om øjnene når, han smiler. Jeg ryster på hovedet af den tanke og ser væk. Men at se væk får ikke Hongbins smilende ansigt til at forsvinde fra mit indre blik. Jeg får pludselig lyst til at se hans smil.

Jeg bliver revet ud af mine tanker, da jeg hører et dyt lige foran mig. Jeg opdager at der holder en minivan foran mig, og jeg genkender den straks. Døren i siden glider op, og jeg gisper lavmælt. Hongbin sidder i bilen, og da vores blikke mødes, breder der sig et smil på hans læber.

”Hej Heejin, længe siden,” siger han, og jeg ved ikke rigtig hvad, jeg skal sige. Hongbin stiger ud og kommer hen til mig.

”Hvad venter du på? Stig ind,” siger han og tager min skoletaske hvorefter, han går tilbage til bilen. Efter lidt tøven rejser jeg mig op og følger efter ham. Ken vender sig i førersædet og hilser på mig med et bredt smil. Jeg gengælder det og lukker så bildøren. Ken starter bilen og kører væk fra kantstenen.

”N hyung sagde, at du har ferie nu, er det så en uge?” spørger Ken, og jeg svarer ja, ”må vi så få dig for os selv hele ugen?”

Jeg griner, og siger nej. ”Jeg skal også ses med min ven Sehun og tilbringe kvalitetstid med min rumbo Eun Hye,” siger jeg, og Ken laver et utilfreds ansigtsudtryk. ”Hvad med din familie? Skal du ikke se dem?” spørger Hongbin, og jeg ser væk. ”Jeg har ikke så meget kontakt med mine forældre,” siger jeg. ”Har de da gjort dig noget?” spørger Hongbin, og jeg ryster på hovedet. ”Mine forældre er skilt, og jeg kender ikke rigtig min biologiske mor. Min far giftede sig med en anden, da jeg var helt lille, og jeg betragter hende som min mor. Jeg er ikke uvenner med min far, jeg snakker bare ikke så meget med ham, og det er ret længe siden, jeg sidst har set ham. Vi har ikke rigtig noget at snakke om så..”

Jeg skæver til Hongbin, og han ser undersøgende på mig. ”Hvad laver din far da?” spørger han, og jeg skærer en grimasse. ”Jeg vil helst ikke snakke mere om min familie, hvis det er okay,” siger jeg, og Hongbin nikker forstående. ”I orden. Så fortæl om Sehun i stedet for. Nu har jeg hørt om ham et par gange, og jeg er blevet nysgerrig,” siger Hongbin, og jeg smiler straks over emneskiftet. ”Sehun og jeg har været venner siden vi var syv. Han har altid været ved min side, og han er den person, der betyder mest for mig i hele verden. Han elsker bubble tea, og han har en vane med at slikke sine læber. Desuden læspede han meget som lille, og gør det stadig når, han er nervøs. Han kan være meget nuttet og er virkelig god til aegyo, men han kan også være pisse irriterende. Når jeg ser på hvordan, han var, da vi var små, og hvordan han er nu, var han meget mere uskyldig dengang. Når jeg ser på ham, tænker jeg tit, at jeg har opfostret en babytiger, der nu bider hånden, der fodrer den,” siger jeg, og Hongbin ler. ”Det med babytigeren er også sådan, vi har det med Hyuk,” siger Hongbin, ”ikke Ken hyung?”

”Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv,” siger Ken, og vi griner alle tre. Hongbin spørger lidt ind til mine prøver, og det er vores samtaleemne, indtil Ken parkerer bilen foran et lejlighedskompleks. Vi stiger ud, og jeg ser op på bygningen.
”Hvor langt skal vi op?” spørger jeg idet, vi bevæger os inden for. ”Enogtyvende etage,” svarer Ken og viser vej hen til elevatoren. Vi går ind, og han trykker på etagenummeret.

”Er det ikke hårdt, at I alle bor sammen?” spørger jeg, og Hongbin trækker på skuldrene. ”Man kan godt få lidt for meget af hinanden en gang imellem. Men det kender du vel selv fra hende, du bor sammen med,” siger Hongbin, og jeg ved præcis hvad, han mener. Nogle gange har jeg bare lyst til at smide hende ud af lejligheden, eller selv gå og aldrig komme tilbage. Men jeg elsker hende og ved, at jeg aldrig ville kunne klare mig uden hende, så det går altid over.

Elevatoren stopper, og dørene åbnes. Jeg lader drengene gå først ud, og de fører an ned ad gangen. De stopper så ved en dør, og Ken taster en kode ind. Låsen bipper, at den har godkendt koden, og Ken åbner døren.

”Drenge kom herud!” råber Ken idet, han træder ind i lejligheden. Hongbin og jeg følger ham, og vi stiller alle tre skoene. N er den første, der kommer os i møde, og han lægger straks armene om mig.

”Det er så godt at se dig igen! Det har ikke været det samme bare at skrive og snakke i telefon med dig,” siger han, og jeg smiler. Ns mobil har været på runde blandt drengene, så jeg har skrevet med dem og snakket i telefon med dem. Især N og Hongbin. Den eneste jeg ikke har været i kontakt med er Leo. Hver gang jeg snakkede i telefon med en af dem, og han sagde, han ville række telefonen til Leo, sagde jeg, at jeg skulle videre og lagde på. Jeg har bevidst undgået al kontakt med ham, men nu er det ikke en mulighed. Jeg kommer til at stå ansigt til ansigt med ham, og jeg kan ikke flygte. Jeg håber bare at følelserne virkelig er væk. For nu hvor jeg ved, jeg skal se ham, er jeg pludselig ikke så sikker mere.

N giver slip på mig og trækker mig længere ind i rummet. Jeg ser mig omkring i hvad, der fungerer som deres stue. Rummet er direkte forbundet med et lille køkken, hvorfra en dør fører videre ud til en altan. I den anden ende af rummet kan man komme ind til hvad, jeg tænker er et vaskerum. Jeg kan i hvert fald se en vaskemaskine derinde. Langs væggene kan jeg tælle fem døre, og jeg går ud fra, at mindst en af dem fører ud til et badeværelse. Det må jeg forhøre mig om senere.

Som om N har læst mine tanker, siger han: ”Jeg skal nok give dig en rundvisning senere, men først skal vi spise.”

Jeg ser ud i køkkenet, hvor Ravi og Hyuk står, men de ser ikke ud til at være i gang med at lave mad.

”Hvad skal vi have?” spørger jeg. ”Du må desværre nøjes med ramen. Vi kan ikke tilbyde andet, da vi ikke har så mange penge,” siger N undskyldende. ”Ramen er fint,” forsikrer jeg ham, og han smiler lettet. ”Leo er den, der laver det bedst, og han kommer nok lige om lidt og går i gang,” siger N og i det samme, bliver en dør åbnet. Mit hjerte springer et slag over, og jeg synker en klump, inden jeg vender mig. Jeg ser Leo træde ud af et værelse, og idet han lukker døren, ser han i min retning. Vores øjne mødes, og de følelser jeg havde håbet på var væk, skyller ind over mig. Jeg drukner nærmest i dem og kan faktisk mærke, at det bliver sværere at trækker vejret. Leo kommer hen imod mig, og mit hjerte banker hurtigere og hurtigere for hvert skridt, han tager. Idet han træder forbi mig, ugler han mit hår og siger: ”Hej Heejin jeg håber, du er sulten, for jeg regner med at lave meget.”

Jeg gisper lavmælt på grund af hans berøring og kan mærke, at jeg rødmer.

”Hej oppa,” siger jeg og vender hovedet for at følge ham med blikket, ”du behøver ikke lave meget for min skyld.”

Han siger ikke noget til det og jager bare Ravi og Hyuk ud af køkkenet. Jeg ser på Leo, mens han finder det frem, han skal bruge, og jeg ved, at jeg burde se væk. Til sidst får jeg taget mig sammen til at flytte blikket, og jeg ender med at se på N i stedet. Han ser på mig med et blik, der skræmmer mig lidt. Han ser på mig som om, han lige har opdaget min dybeste hemmelighed. Jeg kigger væk og bider mig nervøst i læben. Jeg håber det bare er indbildning.

Ken, der uden jeg opdagede det var gået ind i et af rummene, kommer nu ud med et lille bord, som han sætter ud for køkkenet. Ravi går ud for at finde skåle og spisepinde, som han fordeler på bordet. Derefter sætter vi os på gulvet omkring bordet og venter på, at Leo får lavet maden færdig. N sidder på den ene side af mig, og Hongbin sidder på den anden. Vi sidder og snakker om løst og fast, da jeg pludselig får en sms. Jeg finder min mobil frem og ser, at den er fra Sehun.

Er du allerede taget hjem? Jeg troede ellers vi skulle følges.. Du giver mig slet ikke så meget opmærksomhed som du plejer.. Har du glemt mig? ㅠㅠ Er dine nye venner virkelig bedre end mig? Du har altid sagt at jeg betyder mest for dig, er det ved at ændre sig? Lov mig at vi kan ses snart så vi kan hygge og se film ligesom vi plejer. Du slipper nemlig ikke af med mig så let! Skriv når du har tid! Saranghae!

”Sehun lader til at være utilfreds med at dele din opmærksomhed,” siger Hongbin, der har læst beskeden over min skulder. ”Sådan har han altid været. Han vil have min udelte opmærksomhed og kunne heller ikke lide Eun Hye i starten fordi, jeg skulle bo med hende,” siger jeg og smiler ved mindet. Hongbin rynker panden og siger: ”Du må ikke blive sur når, jeg siger det her, men jeg tror, han har følelser for dig. Den måde han er på overfor dig, er som en, der er forelsket.”

Jeg vender hovedet og ser på Hongbin. Jeg prøver at holde en latter tilbage, men til sidst flækker jeg af grin, og Hongbin ser forvirret på mig.

”Hvad griner du af?” spørger han, og jeg får styr på mig selv. ”Tro mig, Sehun har ikke den slags følelser for mig. Det ved jeg han ikke har.”

”Det kan du da ikke vide,” siger Hongbin, og jeg er tæt på at grine igen. ”Jo det kan jeg. Jeg er ikke lige hans.. type.”

Hongbin ser endnu mere forvirret ud end før og spørger: ”Hvordan kan du være så sikker på det?”

”Fordi hans type ikke har mit.. ja mit køn,” siger jeg, og Hongbin lægger uforstående hovedet på skrå. Jeg klukker over hans reaktion.

”Sehuns kæreste hedder Luhan,” siger jeg, og Hongbin spærrer øjnene lidt op, ”han er til drenge.”

Hongbin ser ned og klør sig akavet i nakken. ”Okay det blev pludselig meget pinligt. Undskyld,” mumler han, og jeg smiler skævt. ”Det var virkelig kikset hyung,” siger Hyuk, og Hongbin skuler til ham. ”Det er okay. Der er mange, der har misforstået før, så der må jo være noget om det,” siger jeg, og Hongbin ser taknemligt på mig. I det samme siger Leo, at maden er færdig, og han sætter gryden med ramen på den bordskåner, Ravi har lagt klar. Drengene skal til at kaste sig over gryden, men N stopper dem. Han ser på mig og siger: ”Damerne først.”

Jeg smiler og tager en lille portion over i min skål hvorefter, drengene så slås om først at komme til gryden. Jeg klukker mens, jeg putter mad i munden og betragter dem. Mens jeg ser på dem, tænker jeg på, at jeg altid har ønsket mig en bror, og lige nu føles det som om, jeg har seks. Selvom jeg ikke ønsker at tænke på en af dem som min bror. Jeg ser på Leo, der roligt har ventet på, at de andre er færdig med at slås om gryden, så han kan komme til. Mine følelser for ham er bestemt ikke væk, og at påstå andet ville være at lyve. Men udover ham er der faktisk også en anden, jeg ikke ønsker at kalde min bror. Jeg ser på Hongbin ud af øjenkrogen. Selvom jeg ikke har følelser for ham, håber jeg faktisk, at jeg kan udvikle dem. Jeg vil gerne forelske mig i Hongbin, men desværre er det ikke et valg, jeg selv tager. Men hvis jeg tilbringer mere tid med ham, vil de måske komme helt af sig selv. Han er jo sød mod mig, og han ser godt ud. Hongbin vender hovedet, møder mit blik og smiler bredt. Han er helt sikkert et bedre valg end Leo, og jeg håber, at jeg med tiden kan glemme Leo og forelske mig i Hongbin i stedet. Jeg er sikker på, det vil være meget bedre. For os alle tre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...