Red Thread {VIXX}

Tilfældige møder mellem en pige og to drenge fører til en følelsesmæssig rutsjetur, der vil sætte deres hjerter på prøve.
Jung Heejin er en pige, der aldrig har prøvet at være forelsket, men det ændrer sig. Hun møder en dreng ved navn Leo under mærkelige omstændigheder, og da de skilles, er hun sikker på, de aldrig skal ses igen. Men da hun møder en anden dreng ved navn Hongbin, dukker Leo pludselig op igen. Heejins hjerte bliver trukket i to retninger, og hun vil blive tvunget til at vælge mellem de to drenge. Det er bare lettere sagt end gjort, og hvis hun ikke kan vælge, vil hun så ende med at miste dem begge?

6Likes
5Kommentarer
1506Visninger
AA

5. Kapitel 4

 

Vi vil gå op til indgangen og spørge personalet om, de kan gøre noget for at hjælpe med at finde Eun Sangs forældre. Men vi når ikke så langt, for Eun Sang siger, hun vil se på søkoen og trækker os hen til vinduet. Leo hjælper hende op på en afsats ved glasset, og hun trykker næsen flad mod ruden, mens hun smiler stort. Leo holder stadig hendes hånd, så hun ikke falder ned, og jeg stiller mig ved siden af ham, mens jeg betragter Eun Sang.

”Sikke en dejlig pige i har der,” lyder en stemme, og jeg vender hovedet. Bag os står en gammel dame og betragter os.

”Det er så dejligt at se et ungt par med deres barn,” siger hun, og jeg spærrer øjnene op. Hun tror, Leo og jeg er sammen, og at Eun Sang er vores datter. Jeg åbner munden for at benægte, men Leo er hurtigere.

”Folk reagerer forskelligt når, de ser unge forældre, og jeg er glad for, du ikke har fordomme,” siger han, og jeg ser undrende på ham. Han har ikke direkte sagt, at vi er forældre til Eun Sang, men han benægter det heller ikke. Det lyder mest af alt som om, han vil lade den gamle dame tro, Eun Sang er vores datter. Det er ikke noget, jeg bare bilder mig ind vel?

”Sikke en nydelig ung mand,” siger den gamle dame glædesstrålende og ser på mig, ”ham skal du holde fast i!”

Jeg smiler anstrengt og nikker. Den gamle dame smiler til os, kigger kort på Eun Sang og går så sin vej. Da hun er væk, ser jeg på Leo og spørger: ”Hvorfor lod du hende tro, vi er Eun Sangs forældre?”

”Fordi det var nemmere på den måde,” svarer han og hjælper Eun Sang ned fra afsatsen. ”Hvad mener du med nemmere?”

Han ser på mig og siger: ”Hvis vi sagde, at Eun Sang ikke er vores datter, ville hun bare tro, at vi løj. Hun ville tro, at vi benægter det fordi, vi synes, det er pinligt at være forældre i så tidlig en alder. Desuden skulle vi også forklare hende, at vi ikke er et par, hvilket hun heller ikke ville tro på. Og med hendes alder taget i betragtning ville hun ikke have noget problem med at stå her og diskutere det hele dagen. Så den nemmeste og hurtigste måde at slippe for lange forklaringer var at lade hende tro, hvad hun vil.”

Jeg ser målløst på Leo. For det første er jeg overrasket over, at han kunne nå at tænke alt det på et splitsekund. For det andet er jeg overvældet, for det er første gang, jeg har hørt Leo tale så meget.

”Hvad?” spørger Leo og lyder lidt irriteret, sikkert fordi jeg har stirret på ham i noget tid nu. ”Ikke noget,” mumler jeg og ser væk. ”Så lad os komme videre,” siger han, og jeg nikker. Eun Sang, der under hele samtalen har holdt sig i ro, rækker nu sin frie hånd frem mod mig og jeg tager den, hvorefter vi alle tre begiver os mod indgangen.

  Ti minutter senere er Eun Sang blevet hentet af sine forældre, der er meget taknemmelige fordi, Leo og jeg passede på hende. Eun Sang og hendes forældre er ikke mere end lige gået, før min mobil begynder at ringe. Jeg kigger på displayet og ser, at det er N der ringer. Jeg besvarer opkaldet, og Ns stemme lyder i den anden ende.

”Hvor er du henne Heejin?”

”Jeg er oppe ved indgangen,” svarer jeg. ”Er du sammen med Leo?” spørger han, og jeg skæver til Leo. ”Ja han er her ved siden af mig,” siger jeg, og Leo ser på mig. Jeg mimer ’N oppa’ og peger på telefonen. Han nikker for at vise, han har forstået.

”Har du set det, du ville?” spørger N, og jeg svarer ja, ”så kan dig og Leo bare blive ved indgangen, så kommer vi hen til jer, og vi kan gå op på observationsdækket.”

Jeg siger, at vi nok skal blive her og vente, hvorefter jeg så lægger på. Jeg vender mig mod Leo og siger: ”De andre kommer herhen, så vi skal bare vente.”

Han nikker, og vi stiller os hen til siden, så vi ikke er i vejen.

Vi er stille, mens vi venter, og jeg bliver ved med at se på Leo. Den Leo som Eun Sang fik frem er nu væk. Smilet er væk, og lyset i øjnene er slukket. Det er lige før, jeg ville ønske, Leo havde et barn, så han kunne smile noget oftere. Og hvis det var mig, han fik barnet med, ville jeg kunne se det smil hver dag. Jeg bliver chokeret over den tanke og ser forskrækket på Leo som om, jeg forventer, han hørte det. Men han ser ikke på mig, og jeg ånder lettet op.

”Tror du, jeg er tankelæser?” spørger han, og jeg gisper lavmælt, ”hvad var det, du var så bange for, jeg skulle have set i dit hoved?”

Jeg ser måbende på ham, og han vender langsomt hovedet for at møde mit blik.

”Er det så tydeligt?” spørger jeg, og han nikker. ”Jeg kan læse dit kropssprog og dine ansigtsudtryk men ikke dine tanker,” siger han, og jeg nikker forstående. Jeg skal til at sige noget, men så hører jeg Ns stemme.

”Heejin, Leo!”

Jeg får øje på ham, og han vinker. Jeg vinker tilbage, og han småløber hen til os med de andre drenge lige bag sig.

”Er i klar til at gå op?” spørger N, og jeg svarer ja, ”så lad os komme af sted.”

Vi tager alle elevatoren op til etage 61 og går ud på observationsdækket. Ken, Hyuk og Ravi går straks hen til gelænderet og kigger på udsigten. N bliver ved væggen og siger, han er højdeskræk. Jeg ser på Hongbin, der har fundet sit kamera frem fra den taske, han har slæbt rundt på indtil nu. Han går hen til kanten og begynder at tage billeder. Jeg selv går lidt tøvende hen mod gelænderet. Da jeg når derhen, synker jeg højlydt og kommer til at kigge ned. Jeg bliver svimmel, og har det som om, asfalten flere hundrede meter nede prøver at suge mig til sig. Jeg får fornemmelsen af at falde, og min mave trækker sig sammen. Jeg griber krampeagtigt fast i gelænderet og er ude af stand til at flytte mig. Jeg ved ikke hvor længe, jeg har stået sådan før, et par hænder lægger sig på mine skuldre. Jeg kan ikke vende hovedet for at se, hvem det er, men jeg genkender stemmen, da han taler.

”Du har vist højdeskræk,” siger Leo, og jeg nikker anstrengt, ”du er virkelig anspændt, tror du ikke, du skulle gå væk fra kanten i stedet for at blive stående og gøre det værre?”

Jeg er ude af stand til at flytte mig eller svare. Leo sukker og begynder at massere mine skuldre med sine tommelfingre.

”Pabo,” mumler han og selvom, jeg stadig er skrækslagen, hjælper Leos massage mig med at slappe lidt mere af, så jeg ikke er helt så anspændt.

”Du er helt bleg. Du bør nok komme ned herfra,” siger han, men jeg rører mig stadig ikke. Han stopper med at massere mine skuldre og lægger i stedet sin ene hånd på min. Temperaturforskellen på vores hænder er stor. Mine hænder er iskolde, og hans er varme som en radiator. Det føles som om, varmen brænder mig, og det får mig ud af min lammede tilstand. Jeg giver langsomt slip på gelænderet og vil vende mig om, men mine ben giver efter under mig. Jeg mister balancen og forbereder mig på smerten når, jeg lander på gulvet. Men Leo reagerer hurtigt og når at gribe mig. Mit hjerte springer et slag over, og jeg synker en klump.

”Forsigtig,” hvisker han og hjælper mig op i ret position igen. Han lægger min arm rundt om livet på sig selv og lægger så sin egen arm om min skulder.

”Begynd og gå hen mod elevatoren,” siger han og støtter mig idet, jeg begynder at gå. Mine ben føles som gele, men i takt med at jeg kommer længere væk fra kanten, jo mere kontrol får jeg over dem.

”Er der sket noget?” spørger N bekymret, da vi går forbi ham. ”Hun har slem højdeskræk og har fået det dårligt,” forklarer Leo, og N ser bekymret på mig. ”Skal jeg tage hende med ned?” spørger han, og Leo ryster på hovedet. ”Bliv hellere her. Nogen skal jo holde styr på de andre,” siger Leo og nikker mod Ken og Hyuk, ”jeg skal nok hjælpe hende ned.”

N nikker og siger: ”Vi kommer også snart ned, så i skal ikke vente længe.”

”Undskyld N oppa,” mumler jeg, og N ser på mig. ”Du skal da ikke undskylde, det er jo ikke din skyld,” siger han og smiler venligt, ”bare kom ned herfra og få noget vand, så kommer vi om ikke så længe.”

Jeg nikker, og Leo og jeg går hen til en elevator. Vi skal ikke vente længe på den, og da den ankommer, er den mennesketom. Idet vi træder ind i den, siger jeg: ”Det er den elevator, par tager, så de kan..”

Jeg ser på Leo, men hans ansigtsudtryk har ikke ændret sig. Sikkert fordi han aldrig kunne drømme om at kysse mig, og da slet ikke i en elevator. Jeg kan ikke lade være med at blive lidt trist ved den tanke.

Dørene til elevatoren lukker, og den begynder at køre ned.

Jeg kan mærke Leos blik på mig, og jeg har på fornemmelsen, at han vil sige noget til mig.

”Hvad?” siger jeg, og Leo lægger hovedet lidt på skrå. ”Jeg undrer mig bare lidt over hvordan en pige, der kan slås mod en tyv der har en kniv, kan være så bange for højder,” siger Leo, og jeg fnyser. ”Alle har svagheder. Du har også en, jeg skal bare finde ud af hvad, den er,” siger jeg, og Leo svarer ikke.

Resten af vejen ned er vi stille, og da dørene åbnes, går jeg ud uden Leos hjælp. Vi går hen til et område med sofaer, og jeg sætter mig i en af dem. Leo henter et glas vand til mig og sætter sig så ved siden af mig. Jeg tager en slurk af vandet og føler mig allerede bedre tilpas. Leo lægger benene over kors og placerer den ene arm på ryglænet bag mig. Han ser afslappet ud, men på den anden side, så ser jeg sjældent nogle udtryk i hans ansigt, så det er vel sådan, han altid ser ud. Jeg undrer mig tit over hvad, han tænker på bag det udtryksløse ansigt. For han må da tænke på noget. Jeg betragter ham mens, jeg prøver at læse noget i hans ansigt. Hvad som helst.

”Finder du noget spændende?” spørger Leo, og jeg bliver nærværende igen. Han vender hovedet og ser på mig. ”Du prøver at læse mine tanker, så jeg vil bare høre om, du finder noget,” siger han, og jeg kan mærke, at jeg rødmer. ”Jeg kan ikke læse dig lige så godt som, du kan læse mig,” siger jeg og kan selv høre hvor ærgerlig, jeg lyder, ”faktisk så kan jeg overhovedet ikke læse dig. Når jeg kigger på dig, ser jeg ingenting.”

Leo smiler skævt og læner sit ansigt tættere på mit. ”Så se bedre efter,” hvisker han og møder mit blik. Jeg får en klump i halsen og selvom, jeg gerne vil se væk, så kan jeg ikke. Jeg kan høre hvor tung og anstrengt, min vejrtrækning bliver for hvert åndedrag, men jeg har ikke længere nogen kontrol over den. Det er som om, Leos ansigt fylder hele mit synsfelt, så jeg kun ser ham. Og hans øjne der ser så indgående ind i mine, at jeg føler, han ser direkte ind i min sjæl. Ser ind i mit hjertes inderste kroge hvor der ligger hemmeligheder, som ikke engang jeg kender til.

Men pludselig bliver forbindelsen brudt, da Leo læner sig tilbage og ser væk. Jeg når at tage en dyb indånding, inden en skikkelse pludselig dukker op foran Leo og mig.

”Har du det bedre noona?” spørger Hyuk, og jeg ser forvirret på ham. ”Noona?” spørger jeg, og han nikker. ”Han er et år yngre end dig,” siger N, idet han stiller sig ved siden af Hyuk. ”Det løgn!” siger jeg og ser måbende på Hyuk, ”han er jo så høj!”

Både N og Hyuk ler, og jeg klør mig flovt i nakken. ”Selvom han er høj, så er han stadig gruppens maknae,” siger N og ugler drillesygt Hyuks hår, ”selvom man ikke skulle tro det, når han underminere sine hyungs.”

”Hvad mener du?” spørger jeg, og N ser opgivende på Hyuk. ”Han gør os nogle gange målløse med de ting, han gør og siger. Han er ikke til at holde styr på, og jeg ved ikke længere hvad, jeg skal stille op med ham,” siger han, og Hyuk smiler uskyldigt. ”Ja han er i sandhed maknae on top,” siger Hongbin, der stiller sig ved siden af N, ”og kun fordi han er vores nuttede maknae, lader vi ham slippe af sted med det.”

Jeg smiler skævt og forstår hvad, han mener. I det samme ankommer Ken og Ravi, så vi alle er samlet. N ser rundt på os og siger så: ”Hvad siger i til, at vi kommer ud herfra og finder et sted at spise?”

”Er der ikke en restaurant her i bygningen?” spørger jeg, og N nikker. ”Det er der, men det er virkelig dyrt, så det er nok bedst at finde et andet sted,” siger han, og jeg er enig.

Leo og jeg rejser os op, og jeg er lettet over, at mine ben er normale igen. Jeg stiller glasset på det lille bord ved sofaen, og så forlader vi alle syv bygningen.

Vi går ned ad gaden og kigger efter et godt sted at spise. Mange steder omkring 63 building er dyre, så vi går ret langt. Ken, der går foran mig, stopper pludselig op, så jeg er ved at gå ind i ham. De andre stopper også op, og vi følger hans blik til en legeplads på den anden side af vejen. Ken smiler bredt og ser på N.

”Hyung jeg udfordrer dig til at hænge på hovedet på de stativer!” siger Ken og peger ind på legepladsen, ”den der taber betaler for den andens mad.”

”Jeg er på!” siger N, og de løber over vejen til legepladsen. Jeg ser på Hongbin, der står ved siden af mig, og vi trækker synkront på skuldrene, inden vi følger efter dem. Da vi når derover, siger Ravi, at han også vil være med i konkurrencen. Ken foreslår så, at de alle konkurrere, og vinderen skal ikke betale noget efter, vi har spist. Alle undtagen Leo går med til det. Leo og jeg sætter os hen på en bænk med tilhørende bord, hvorfra vi kan se drengenes konkurrence. Men inden de går i gang, giver de mig deres punge, da de jo nødigt skulle falde ud af deres lommer, når de hænger på hovedet. Desuden giver N mig sin mobil, og Ken giver mig nøglerne til bilen. Det hele ligger spredt på bordet foran mig, og jeg kan ikke modstå fristelsen.

”Gør det noget, hvis jeg kigger i jeres punge?” råber jeg til dem. ”Jeg har intet at skjule!” råber N tilbage, mens han ser vurderende på den stang, han lige om lidt skal hænge fra, ”men hvis der mangler så meget som 100 Won, når du er færdig, så kommer du til at fortryde det!”

Jeg klukker og siger, at jeg nok skal holde mig fra hans penge. ”Du kigger bare noona, men rod den ikke til,” siger Hyuk, og jeg nikker. Ken og Hongbin siger også, det er okay, mens Ravi bare løfter sin tommelfinger som okay tegn.

Jeg ser nærmest sultent på deres punge, mens jeg overvejer hvem, jeg skal starte med.

”Hvorfor vil du se deres punge?” spørger Leo og læner sig ind over bordet. ”Fordi jeg kan se deres ID kort og dermed finde ud af deres rigtige navn og alder,” siger jeg, og Leo fnyser lavmælt. ”Du kunne da bare spørge,” siger han, og jeg ryster på hovedet. ”Det er jo ikke sjovt,” siger jeg og vælger så at starte med N’s pung. Jeg åbner den og tager hans ID kort ud.

”Cha Hakyeon,” mumler jeg for mig selv og ser så op på drengene. ”Hakyeon oppa!” råber jeg, og N vender sig forvirret og ser på mig. ”Hvor kender du mit rigtige navn fra?” spørger han, og jeg viser ham hans eget ID kort, ”nå så det var derfor, du ville kigge i vores punge.”

Jeg nikker, og han trækker på skuldrene, så jeg går ud fra, at han ikke har fortrudt, at han gav mig lov til at kigge i sin pung. Jeg vender igen opmærksomheden mod kortet og ser på hans fødselsdato.

”Den 30. juni 1990, altså er han fire år ældre,” mumler jeg for mig selv og efter kort at have set på billedet på kortet, putter jeg det tilbage på sin plads. Jeg kigger i lommen, der har hans penge og sukker.

”Kun 3.000 Won, det er ikke engang nok til, at han er værd at stjæle fra,” siger jeg, og Leo fnyser. Jeg ignorerer ham og lægger N’s pung til side. Da jeg kender både Hongbins rigtige navn og fødselsår, lægger jeg også hans pung til side. Jeg kan altid spørge om hans fødselsdag senere. Den næste pung jeg tager, er Kens.

”Lee Jaehwan,” mumler jeg for mig selv, mens jeg ser på hans ID kort, ”født den 6. april 1992, altså to år ældre.”

Jeg putter kortet tilbage, lægger pungen til side og tager den næste pung.

”Han Sanghyuk,” mumler jeg og rynker panden, ”så det passer altså, at han er fra 1995 og dermed min dongsaeng med et år. Der kan man bare se.”

Jeg kigger på billedet og kan ikke holde et fnis tilbage. ”Hvad?” mumler Leo og kigger over min skulder. ”Hyuks billede,” siger jeg og peger på billedet på ID kortet. ”Ja det er ikke så heldigt,” siger Leo og læner sig tilbage igen. Efter at have grinet lidt mere af billedet putter jeg det væk og tager den sidste pung.

”Kim Wonshik, født den 15. februar 1993,” siger jeg og kigger hen på Ravi, ”jeg troede, han var ældre. Men i stedet er han Hongbins chingu.”

Jeg trækker på skuldrene og putter kortet tilbage. Så vender jeg mig mod Leo, og han ser på mig. Jeg rækker min hånd frem mod ham, og han ser uforstående på den.

”Hvad?” spørger han. ”Din pung,” svarer jeg, og Leo sukker. Efter nogle sekunders tøven fisker han så sin pung op af baglommen og lægger den i min fremstrakte hånd. Jeg åbner den og tager hans ID kort ud.

”Du løj ikke, da du sagde, dit rigtige navn er Jung Taekwoon,” siger jeg og ser på ham ud af øjenkrogen. ”Hvorfor skulle jeg også lyve om det?” spørger han, og jeg trækker på skuldrene. ”Man ved aldrig,” siger jeg, nok mere til mig selv end til ham. Jeg kigger på hans fødselsdato, der siger den 10. november 1990.

”Samme alder som Hakyeon oppa,” siger jeg, og Leo nikker, ”så må jeg nok hellere blive ved med at tale formelt til dig, siden du er fire år ældre.”

”Tre år og to måneder,” retter Leo mig, og jeg himler med øjnene, ”men for min skyld behøver du ikke tale formelt til mig.”

Jeg ser overrasket på ham og spørger: ”Er det okay, jeg taler uformelt til dig?”

Han nikker, og jeg smiler stort. ”Men jeg bliver ved med at kalde dig oppa,” siger jeg, og Leo ser på mig. ”Fint med mig,” siger han, og mit smil bliver bredere. Jeg putter hans ID kort tilbage i pungen og rækker den frem mod ham.

”Taekwoon oppa~” siger jeg med stemmen fuld af aegyo, og Leo sukker. Han tager sin pung og putter den tilbage i baglommen.

Jeg vender min opmærksomhed mod stativerne for at se hvor langt, drengene er kommet og opdager, at Hongbin er på mig hen mod os. Han er i færd med at tage sin jakke af, og da han når hen til bænken, rækker han den til mig.

”Pas lige på den her,” siger han, og jeg nikker. ”Er det din tur nu?” spørger jeg, idet jeg tager imod jakken. ”Ja jeg skal op imod Ravi,” siger Hongbin og skærer en grimasse som om, Ravi er den sidste, han vil konkurrere imod. Jeg klukker og siger held og lykke hvorefter, han går tilbage til de andre. Jeg løfter jakken op foran ansigtet og betragter den. Det er faktisk en jakke, jeg kunne finde på at købe. Pludselig opfanger min næse en lugt, som er meget velkendt for mig. Jeg tager jakken helt op til ansigtet og snuser til den. Den er god nok, jeg kender den lugt. For et år siden fandt jeg en parfume i herreafdelingen, som jeg virkelig godt kunne lide lugten af. Jeg tryglede Sehun om at købe den og bruge den fordi, jeg nød lugten så meget. Men han brød sig ikke om den og nægtede. Siden har jeg besøgt den butik hver gang, jeg er i byen, finder parfumen og tager et prøvepapir med dens duft med hjem, så jeg kan nyde den. Den parfume som jeg tryglede og bad Sehun om at bruge, dens duft hænger i Hongbins jakke, hvilket kun kan betyde, at han bruger den. Jeg ser hen på Hongbin, der står og snakker med Ravi. Han smiler, og hans smilehuller kommer til syne. Jeg lægger mærke til hvordan, han kniber øjnene sammen, og at der er mange rynker omkring hans øjne, når han smiler. Jeg bliver nærmest suget ind i hans smil og ender med selv at smile. Noget jeg stort set aldrig kan se fra Leos side, viser Hongbin mange gange om dagen. I den korte tid jeg har kendt Hongbin, har jeg fundet ud af, at han har mange af de træk, jeg leder efter hos en potentiel kæreste.

Jeg vender hovedet og ser på Leo. Men hvis Hongbin har alt hvad, jeg nogensinde kunne ønske mig, hvorfor er det så, at jeg bliver ved med kun at se Leo? Jeg sænker blikket og sukker. Jeg ved, at jeg har følelser for Leo, det har jeg haft siden den dag, jeg så ham. Han var så blid og omsorgsfuld. Selvom han ikke sagde meget og ikke smilede en eneste gang, spillede det ikke nogen rolle. Bare det at han var hos mig var rart. Jeg kunne ikke holde op med at tænke på ham efter vores første møde, og da vi mødtes igen, var jeg ikke i tvivl om, at jeg følte noget for ham. En fremmed. Og nu hvor jeg har lært ham bedre at kende, er mine følelser for ham kun blevet stærkere. Men jeg ved, at det aldrig kan blive til noget mellem os. Leo er ikke interesseret i mig på den måde, og bliver det sikkert heller aldrig. Jeg spilder kun min tid ved at håbe på, at det kan blive anderledes.

Jeg hæver blikket igen og ser på Hongbin, der lige nu hænger fra stolpen. Hvis Hongbin virkelig har alt hvad, jeg kunne ønske mig, er han sikkert et bedre valg. Men vil han kunne få følelser for mig?

Jeg sukker igen, folder Hongbins jakke og lægger den i skødet. Uanset hvad så tror jeg, det er bedst hvis, jeg holder lidt afstand fra Leo. Inden mine følelser bliver for stærke, og det bliver for smertefuldt at skulle holde dem gemt væk. Måske kan Hongbin hjælpe med at distrahere mig, så jeg ikke tænker så meget på Leo.

Jeg kan ikke lade være med at løfte jakken op til mit ansigt og snuse ind igen. Jeg håber, at Hongbin kan hjælpe mig af med de her følelser for Leo, inden det er for sent.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...