Red Thread {VIXX}

Tilfældige møder mellem en pige og to drenge fører til en følelsesmæssig rutsjetur, der vil sætte deres hjerter på prøve.
Jung Heejin er en pige, der aldrig har prøvet at være forelsket, men det ændrer sig. Hun møder en dreng ved navn Leo under mærkelige omstændigheder, og da de skilles, er hun sikker på, de aldrig skal ses igen. Men da hun møder en anden dreng ved navn Hongbin, dukker Leo pludselig op igen. Heejins hjerte bliver trukket i to retninger, og hun vil blive tvunget til at vælge mellem de to drenge. Det er bare lettere sagt end gjort, og hvis hun ikke kan vælge, vil hun så ende med at miste dem begge?

6Likes
5Kommentarer
1452Visninger
AA

4. Kapitel 3

 

Efter jeg har spist frokost sammen med drengene, kører de mig hjem. Det var virkelig sjovt at være sammen med dem, og nogle gange havde jeg endda problemer med at spise, fordi jeg grinede så meget. Især Ken knækkede mig op til flere gange. Jeg kan se mig selv blive en Ken-pabo.

Ken parkerer bilen på parkeringspladsen bag lejlighedskomplekset, hvor jeg bor. Jeg siger tak for frokost og liftet. Jeg skal til at stige ud, men N stopper mig.

”Vent Heejin,” siger han, og jeg ser på ham, ”har du en mobil?”

Jeg nikker, og han spørger om, han må få mit nummer. Jeg siger selvfølgelig og giver ham det.

”Du skal vide, at jeg er den eneste ud af os seks, der har en mobil, så hvis du vil i kontakt med en af dem, bliver det igennem mig,” siger N, og jeg er lidt overrasket over, at de andre ikke engang har en mobil, for det troede jeg, at alle unge havde. Men siden jeg ikke regner med at sende hemmelige beskeder til nogen af dem, er det jo ikke noget problem. N siger, han sender en besked, så jeg kan få hans nummer, og så stiger jeg ud af bilen. Jeg vender mig for at vinke farvel og ser, at Hongbin også er steget ud.

”Hvad er der?” spørger jeg, og han ser lidt nervøs ud. Han klør sig i nakken, da han mumler: ”Jeg ville bare høre om.. om du.. ville hænge ud i morgen. Det er ikke noget, du behøver, jeg tænkte bare at.. du ved.. det kunne være hyggeligt.”

Jeg klukker og siger, jeg gerne vil mødes med ham. Han smiler lettet, og vi aftaler, at han skal vente foran min skole når, jeg har fri. Så vinker han til mig og stiger ind i bilen, der derefter kører væk. Få sekunder efter bilen er kørt, bipper der en besked ind på min telefon. Den er fra N, og der står: Nu slipper du aldrig af med os!

Jeg smiler for mig selv og har intet problem med det faktum.

 

Da jeg møder næste dag i skolen, løber Sehun mig i møde i aulaen.

”Hvad skete der i går?! Hvor blev du af?! Er du okay?! Hvorfor svarede du ikke på min besked?!” han spytter det ene spørgsmål ud efter det andet, og jeg er ikke i tvivl om, at han er stresset og rastløs. Da Sehun var yngre læspede han meget, men efter han havde været på en form for kursus, lærte han at styre det. Men han læsper stadig, når han er nervøs, stresset eller bange. Eller hvis jeg beder ham sige Mississippi, men det er en anden historie.

”Rolig Sehun, du spytter på mig,” siger jeg og tørrer min kind. ”Undskyld, men vil du ikke nok svare på mine spørgsmål?” spørger han med hånden for munden, så han kan holde styr på sit flyvske spyt. ”Jo hvis du spørger et ad gangen, skal jeg nok svare,” siger jeg, og Sehun ser eftertænksom ud, mens han overvejer, hvad han skal spørge om først. ”Er du okay?” bliver hans første spørgsmål, og jeg smiler fordi, mit velbefindende vinder over hans nysgerrighed. ”Jeg har det fint,” forsikrer jeg ham og bliver pludselig meget opmærksom på det plaster, der sidder på min højre overarm. Men jeg vælger at lade være med at fortælle ham om det, for jeg løj ikke, da jeg sagde, jeg har det fint.

Sehun godtager mit svar og går videre til det næste spørgsmål.

”Hvad skete der?” spørger han, og jeg overvejer hvor meget, jeg skal fortælle ham. Jeg beslutter mig for at fortælle historien lidt tvetydigt og så lade ham drage sine egne konklusioner. Det er jo ikke at lyve vel?

”Altså jeg så en dreng stå ovre ved parken og tage billeder,” begynder jeg lidt tøvende, ”han trådte ud på vejen, og hvis jeg ikke havde trukket ham i sikkerhed, var han blevet kørt ned.”

Sehun ser på mig i nogle sekunder uden at sige noget. Han væder sine læber og ser væk. At slikke sine læber er en vane, Sehun har haft altid. Han tænker ikke over det, og mange troede, han gjorde det for at være sexet. Men det er ikke andet end en vane, og desværre er den smittet af på mig.

Sehun ser igen på mig, så sukker han og kører en hånd gennem håret.

”Hvorfor kom du så ikke tilbage efter det? Du svarede ikke engang på min anden besked, så jeg var bange for, at der var sket dig noget,” siger han, og jeg bider mig i læben. ”Vi tog først på hospitalet, og derefter købte han frokost som tak. Efter det blev jeg kørt hjem, og da havde jeg glemt alt om din besked. Mian,” siger jeg, og Sehun sukker igen. ”Så længe du bare er okay, vil jeg godtage den forklaring og lade være med at spørge mere.”

Jeg tager hans hænder i mine, ser på hans ansigt og siger: ”Jeg har det fint Sehun. Virkelig, der er ikke sket mig noget.”

Han ser på mine hænder og derefter på mit ansigt igen. ”Okay,” siger han og giver mine hænder et klem, inden han slipper dem, ”for resten så skal Luhan og jeg i biografen i dag, vil du med?”

”Jeg kan ikke. Jeg har en aftale,” siger jeg, og Sehun rynker panden. ”Med hvem?”

”En ven,” svarer jeg, og Sehun skal til at sige noget, men klokken ringer ind. ”Vi kan snakke senere,” siger jeg og går forbi ham. ”Er den ’ven’ en jeg kender?” spørger Sehun, der hurtigt har indhentet mig. I dag skal vi have nogle af de samme timer, så vi skal til det samme klasseværelse, hvilket betyder, at jeg ikke kan ryste Sehun af mig. Derfor har jeg intet andet valg end at svare på hans spørgsmål.

”Nej,” svarer jeg og skæver til Sehun, ”han er en ny ven.”

Sehun ser bekymret på mig og siger: ”Så det er en dreng. Kan man stole på ham? Er du sikker på, han ikke vil dig noget ondt?”

Jeg stopper op og ser på min bedsteven. ”Sehun-ah, du ser ud til at have glemt hvem, der beskyttede hvem, da vi var små. Jeg kan banke de fleste drenge, og resten skræmmer jeg væk. Hvis han vil mig noget ondt, så kan jeg forsvare mig selv. Du behøver ikke bekymre dig,” siger jeg og slår ham på overarmen, dog ikke hårdt. ”Jeg ved det,” siger Sehun og klør sig i nakken, ”jeg kan bare ikke lade være. Jeg frygter, at du en dag får rodet dig ud i noget, som du ikke kan overkomme og ender med at blive såret. Dine knytnæver kan ikke beskytte dig fra et knust hjerte.”

Jeg smiler, træder ind foran ham og lægger armene om ham. ”Hvis jeg kommer i problemer og ender med at blive såret, så har jeg i det mindste dig at søge trøst hos. For du vil vel blive hos mig og trøste mig, hvis jeg får brug for det ikke?”

”Selvfølgelig!” siger Sehun uden tøven og gengælder mit kram, ”jeg vil altid være lige bag dig og være klar til at gribe dig, vis du falder. Du kan stole på mig.”

Han kysser mig på håret, og jeg smiler. ”Det gør jeg. Jeg stoler på dig med mit liv, og det vil aldrig ændre sig.”

”Tak Heejin,” hvisker han ned i mit hår og skubber mig så lidt ud fra sig, ”og lad os så hellere komme til time for vi er allerede for sent på den.”

”Ups..” siger jeg, og vi smiler begge, inden vi går ind i klassen og får skæld ud af læreren.

  Efter skole følges Sehun, Luhan og jeg ud af skolen. Da vi træder ud af hovedindgangen, ser jeg Hongbin stå lænet op ad en bil, der er parkeret ved kantstenen. Han vinker da, han får øje på mig, og jeg vinker tilbage.

”Vi ses senere,” siger jeg til Sehun og Luhan og løber så hen til Hongbin. Han smiler og spørger: ”Er du klar?”

Jeg nikker og spørger om, han har en plan for, hvad vi skal.

”Jeg tænkte, at jeg ville lade dig bestemme,” siger han, og jeg smiler stort. ”Perfekt! Jeg havde nemlig håbet, at vi kunne besøge 63 building,” siger jeg, og Hongbin siger at, det kan vi godt. Vi sætter os ind i bilen, og Hongbin kører ud i trafikken.

”Jeg skrev for resten til N oppa i min frokostpause, og spurgte om han og de andre vil med os,” siger jeg og lægger mærke til, at Hongbin bliver lidt stram om munden. ”Hvad svarede han så?” spørger han tonløst. ”Han svarede, at de alle fem vil møde os der,” svarer jeg og får pludselig dårlig samvittighed fordi, jeg inviterede de andre med uden at spørge Hongbin først. ”Så du har lyst til at se os alle seks i stedet for bare mig?” spørger han, og jeg klør mig nervøst på armen. Sandheden er, at jeg mest har lyst til at se Leo, men jeg kan ikke bare invitere ham med uden de andre, for det vil virke mærkeligt. Så i virkeligheden bruger jeg de andre som et dække for at se Leo. Dog er det ikke noget ubehageligt dække, for jeg har ikke noget imod at være sammen med de andre, tværtimod faktisk. Så det er et dobbelt win for mig, og jeg kan ikke se, at nogen skulle tabe i denne situation.

”Hvorfor blev du så stille?” spørger Hongbin, og det går op for mig, at jeg glemte at svare på hans tidligere spørgsmål. ”Jeg synes, det var meget sjovt da, vi alle spiste frokost sammen, og jeg tænkte, at vi alle kunne tilbringe lidt mere tid sammen,” siger jeg og ser på ham, ”undskyld at jeg tog den beslutning uden at spørge dig først.”

”Det er okay,” siger Hongbin og ser på mig, ”du har nok ret i, at det bliver sjovere hvis, vi alle er sammen.”

Han ser tilbage på vejen, og jeg spørger: ”Så du er ikke sur?”

”Selvfølgelig ikke,” siger han, og jeg ånder lettet op.

Der går nogle minutter i stilhed, og stemningen er lidt anspændt. Jeg bliver faktisk lidt glad da, vi holder ind på parkeringspladsen, og jeg ser, at de andre allerede er ankommet. Det er ret akavet at være alene med Hongbin, så det er bedst, at vi er sammen med de andre inden, det bliver ubehageligt. Jeg stiger ud af bilen og småløber hen til drengene.

”Tak fordi du skrev Heejin. Hvis du ikke havde inviteret os med, havde vi sikkert siddet og hængt derhjemme,” siger N og smiler, ”selvom Leo ikke var begejstret for ideen, endte han da også med at tage med alligevel.”

Jeg ser forbi N og ind på Leo, der sidder på bagsædet i deres bil. Jeg smiler ved synet af ham og siger: ”Tak fordi du kom Leo.”

Han viser ingen form for respons, og det er som om, han slet ikke hørte mig, men jeg havde heller ikke forventet mere. Hongbin kommer hen ved siden af mig og hilser på sine venner.

”Skal vi gå ind?” spørger han, og vi nikker. Leo stiger ud af bilen, Ken låser den, og så går vi alle syv op til indgangen. Vi betaler entre til akvariet og tager elevatoren til etagen, det ligger på. Jeg småløber ud af elevatoren og hen til det første vindue ind til et bassin. Jeg lægger hænderne mod ruden, og det er også lige før, jeg presser næsen flad mod glasset.

”Du ser ud til at være meget opstemt,” påpeger Hongbin, der har stillet sig ved siden af mig. ”Jeg har længe gerne ville besøge det her akvarium, og jeg har tit spurgt min bedsteven Sehun, om vi ikke kunne tage herhen. Men det blev aldrig til noget,” forklarer jeg mens, jeg stadig ser på fiskene på den anden side af glasset. ”Er Sehun ham, du deler venskabsring med?” spørger Hongbin, og jeg nikker, ”men han har aldrig taget dig med hertil?”

Jeg ryster på hovedet og siger: ”Vi har snakket om det før, men det er aldrig blevet til noget. Jeg har også længe ville prøve og komme op på observationsdækket. Jeg har hørt at udsigten er fantastisk, og at man kan se helt til Incheon.”

”Så lad os tage derop bagefter og se om rygterne taler sandt,” siger N, der er dukket op bag mig. ”Virkelig?” spørger jeg glædesstrålende og vender mig mod ham. ”Intet problem. Jeg ved, at Ken også gerne vil se det,” siger han, og jeg smiler bredt. Jeg ser, at Hyuk, Ravi og Ken allerede er gået videre, men jeg kan ikke se Leo nogen steder. Jeg indhenter Ken og spørger om, han ved hvor, Leo er.

”Han gik i forvejen,” forklarer han og peger i en retning, ”han gik den vej, og et godt gæt er, at han er gået hen til sælerne.”

Jeg siger tak og småløber i den retning, han peger. Jeg strækker hals og scanner menneskemængden i min søgen på Leo. Efter nogle minutter får jeg øje på ham, og ganske som Ken havde gættet, står han og kigger på sælerne.

”Oppa,” siger jeg da, jeg endelig når frem til ham. Han vender hovedet og ser på mig. Hans ansigtsudtryk forandrer sig ikke det mindste.

”Wasseo,” siger han lavmælt og vender igen opmærksomheden mod sælerne. Jeg kigger på hans refleksion i ruden, og det ligner, at han hader at være her.

”Fortryder du, at du tog med?” spørger jeg og efter nogle sekunder uden respons, ryster han på hovedet. ”Jeg har ikke noget imod at være her,” siger han og ser på mig ud af øjenkrogen, ”og det her er bedre end at sidde alene derhjemme og kede mig.”

Jeg smiler skævt og siger: ”Hvis du ikke er sur eller utilfreds så lad være med at se ud som om, du hader alt og alle. Du ligner en, der kommer fra en begravelse.”

Leo rynker panden og vender sig helt mod mig. ”Sådan ser mit ansigt altid ud,” siger han, og jeg sukker. ”Det ved jeg. Smiler du overhovedet nogensinde?” spørger jeg, og Leo nikker, ”hvad kan få dig til at smile?”

Han får ikke muligheden for at svare, for pludselig lyder der et bump og derefter en højlydt gråd. Leo og jeg kigger begge i retningen af lyden og ser en lille pige, nok på omkring tre år, ligge på gulvet. Hun græder, og hvis jeg ikke tager meget fejl, så græder hun fordi, hun lige er faldet. Jeg skal til at se mig om efter hendes forældre, men opdager så at Leo allerede er gået hen til hende. Han sætter sig på hug foran hende, hjælper hende op og trøster hende. Jeg ser chokeret til mens, en helt ny Leo dukker frem. Den kolde hårde facade smelter væk og afslører et blidt udtryk. Han holder forsigtigt om pigen med den ene hånd, og med den anden tørrer han hendes tårer væk. Han taler blidt til hende, og da hun svarer, breder der sig et smil på hans læber. Jeg gisper. Det er første gang, jeg ser Leo smile, og det tager fuldstændig vejret fra mig. Det er ikke til at tro, at denne lille pige har forvandlet Leo så drastisk på få sekunder. Han er som en helt anden person. Betyder det at Leos svaghed, det der går lige igennem til hans hjerte og får ham til at smile, er børn?

Leo retter sig op, og pigen tager hans fremstrakte hånd. De kommer hen til mig, og Leo siger: ”Hun er blevet væk fra sine forældre, og jeg har lovet at hjælpe med at lede efter dem.”

Jeg nikker forstående og ved, at han ikke har planer om at lade mig komme med. Så jeg vender mig for at gå men bliver holdt tilbage. Jeg kigger ned på min højre hånd, og ser at en lille buttet hånd har taget fat om tre af mine fingre. Jeg flytter blikket til den lille piges ansigt, og hun gengælder mit blik.

”Unni skal også hjælpe med at lede,” siger hun, og jeg ser tøvende på Leo. Han rynker panden let og beder pigen slippe mine fingre. Jeg kan ikke skjule min skuffelse. Det ser ud til, at Leo virkelig ikke vil have mig med. Pigen ser forvirret på ham og spørger hvorfor, hun skal give slip.

”Fordi den unnis arm er kommet til skade, så hvis du hiver i hendes arm, vil det gøre ondt,” forklarer Leo, og jeg ser overrasket på ham. Jeg glemmer altid selv, at min arm er skadet, så jeg gør tit ting, der gør ondt på armen. Men Leo ser ud til altid at huske, at jeg skal passe på med min arm, og sørger for der ikke sker den noget.

Pigen ser på min højre arm og derefter igen på Leo. ”Gør unnis arm ondt?” spørger hun, og Leo nikker. ”Du må ikke holde hendes højre hånd, men den venstre er okay,” siger han og den lille pige smiler. Hun slipper både Leos og min hånd og går om på min venstre side, hvor hun tager ordentligt fat om min venstre hånd. Jeg tager også fat om hendes hånd og smiler til hende. Så ser jeg på Leo og mimer tak til ham. Han nikker kort og går om på den anden side af den lille pige og tager hendes frie hånd. Jeg smiler skævt og ser så på den lille pige.

”Hvad hedder du?” spørger jeg. ”Eun Sang!” svarer hun uden tøven og lyder næsten stolt over sit navn. ”Eun Sangie hvor gammel er du?” spørger jeg, og hun svarer fire, ”så er Eun Sang allerede stor. Men ikke stor nok til at gå rundt her alene så hvad siger du til, at vi går ud og leder efter din umma og appa?”

Hun nikker, og sammen begiver vi os alle tre af sted.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...