Red Thread {VIXX}

Tilfældige møder mellem en pige og to drenge fører til en følelsesmæssig rutsjetur, der vil sætte deres hjerter på prøve.
Jung Heejin er en pige, der aldrig har prøvet at være forelsket, men det ændrer sig. Hun møder en dreng ved navn Leo under mærkelige omstændigheder, og da de skilles, er hun sikker på, de aldrig skal ses igen. Men da hun møder en anden dreng ved navn Hongbin, dukker Leo pludselig op igen. Heejins hjerte bliver trukket i to retninger, og hun vil blive tvunget til at vælge mellem de to drenge. Det er bare lettere sagt end gjort, og hvis hun ikke kan vælge, vil hun så ende med at miste dem begge?

6Likes
5Kommentarer
1506Visninger
AA

3. Kapitel 2

 

Klokken ringer ud til frokost, og folk stormer ud af klassen. Jeg derimod tager det mere roligt, fordi jeg venter på nogen.

”Heejin-ah!” lyder en velkendt stemme fra døråbningen. Jeg smiler, da jeg ser Sehun komme hen mod mig. ”Er du klar til at spise frokost?” spørger han, og jeg nikker. Sehun, Luhan og jeg går på det samme universitet, men vi studerer ikke det samme. Sehun og Luhan studerer musik, mens jeg studerer engelsk. Jeg har altid elsket engelsk og drømmer om at blive tolk. Jeg er født og opvokset i Seoul og har aldrig været uden for Koreas grænser, men alligevel er jeg interesseret i fremmedsprog og andre landes kulturer. Jeg håber, at jeg kan tage til London og studere i et års tid. Hvis Sehun da kan undvære mig.

Sehun og jeg træder ud på gangen, hvor Luhan står lænet op ad væggen og venter på os. Et bredt smil breder sig på hans læber, da han ser os.

”Hej Heejin,” siger han, og jeg gengælder hans smil. ”Hej oppa. Har Sehun opført sig ordentligt i timerne i dag?” spørger jeg, og Luhan ser opgivende på sin kæreste. ”Behøver du overhovedet spørge..” siger han, og Sehun ser bare uskyldigt på ham. Jeg klukker, og sammen begiver vi os mod kantinen.

”Er din arm okay?” spørger Luhan, og jeg nikker. Det er en uge siden, jeg fik flængen i overarmen, og det er godt i gang med at hele, så jeg skal have taget stingene ud om tre dage. Jeg kan bruge armen, men nogle ting gør stadig ondt, så det er godt, jeg er venstrehåndet.

Da jeg husker uheldet med tyven, bliver jeg også mindet om noget andet. Leo. Jeg har tænkt på ham et par gange i løbet af den sidste uge. Hvor er han, hvad laver han, tænker han mon også på mig en gang imellem? Jeg tvivler på, at han har tænkt lige så meget på mig, som jeg har tænkt på ham, men jeg tror heller ikke, at han bare har glemt mig. Vores møde var et tilfælde, og det er åbenbart ikke meningen, at vi skal være mere end fremmede, der mødtes under mærkelige omstændigheder og skiltes uden at kende andet end hinandens navn. Det føles allerede som om, det hele var en drøm, og hvis det ikke var for min skadede arm, ville jeg virkelig tro, det aldrig var sket.

”Jung Heejin!” Sehuns stemme bryder gennem mit tankespind, og jeg ser forvirret på ham, ”jeg har sagt dit navn fire gange nu. Hvad tænker du på?”

”Bare.. ting..” siger jeg og kan selv høre, hvor dumt det lyder, ”jeg går lige uden for og trækker noget frisk luft og prøver at klare mit hoved.”

”Okay,” siger Sehun og ser bekymret på mig, ”men bliv ikke for længe væk. Du skal kunne nå at spise frokost.”

”Det tager kun fem minutter, så er jeg tilbage,” forsikrer jeg ham og går derefter mod skolens hovedindgang. Da jeg er uden for, tager jeg en dyb indånding og går hen mod udkanten af skolen. Jeg må slå Leo ud af hovedet og glemme ham. Jeg ser ham sikkert aldrig igen, så det er spild af tid at spekulere på, hvor han er, og hvad han laver. Jeg har bedre ting at tage mig til.

Jeg stopper op, da jeg opdager, at jeg er nået til vejen ved udkanten af skolen. Godt jeg opdagede det inden, jeg gik ud på vejen, for det kunne være endt galt. Jeg ser over på den anden side af vejen, hvor der ligger en park, og noget fanger mit blik. En dreng med lysebrunt hår er ved at tage nogle billeder af blomsterne i udkanten af parken med sit kamera. Han har ryggen til mig, så jeg kan ikke se hans ansigt, jeg kan bare se, at han er helt opslugt af at tage billederne. Han bakker lidt tilbage for at få mere af parken med på billederne, og jeg bliver lidt nervøs, da jeg ser, at han har bakket ud på vejen. Er han selv klar over det?

Jeg hører lyden af en bilmotor og ser til min store skræk, at en bil er på vej lige imod drengen, og han reagerer ikke. Uden at tænke videre over det sætter jeg i løb hen mod ham og råber pas på. Drengen ser op fra sit kamera og åbner munden i et lydløst skrig, da han opdager bilen. Jeg når lige at gribe fat om hans arm og trække ham i sikkerhed, før han ville være blevet ramt af bilen. Jeg trækker ham op på fortovet og ser vredt på ham.

”Hvad i alverden tænker du på?! Vil du gerne dø eller hvad?!” råber jeg, og drengen er stadig i chok, men det er som om, mine ord bringer ham lidt tilbage til virkeligheden. ”Jeg.. jeg så den ikke.. jeg tænkte bare på at tage billeder..” stammer han og ser på sit kamera, der hænger i sin strop om halsen på ham. ”Ja det havde jeg gættet. Men du må være mere forsigtig. Hvad ville der ikke være sket, hvis jeg ikke havde været her,” siger jeg og gyser ved tanken. Drengen svarer ikke, men ser bare indgående på mig.

”Tak,” siger han efter nogle sekunder, og jeg vifter med hånden. ”Der er ingen grund til at sige tak. Bare lov du er mere forsigtig næste gang,” siger jeg, og han nikker, ”men jeg må vel hellere gå tilbage til skolen, jeg har nogen, der venter på mig.”

”Vent!” siger drengen, idet jeg skal til at vende mig for at gå, ”hvad hedder du?”

”Jung Heejin,” svarer jeg, ”hvad hedder du?”

”Lee Hongbin,” siger han og kigger hen på skolen bag mig, ”går du på universitetet?”

Jeg nikker, og han spørger hvor gammel, jeg er. ”19, men jeg bliver 20 til januar,” siger jeg, og Hongbin smiler. ”Jeg er også 19, men jeg har fødselsdag om mindre end en måned. Så der er kun fire måneder mellem os,” siger han, og jeg nikker efter at have talt efter, ”så behøver du ikke tale formelt til mig. Betragt mig som din chingu.”

Jeg smiler skævt og siger: ”Chingu-yah.”¨

Hongbin smiler også, og jeg kan se, han har tydelige smilehuller. Desuden er hans smil bredt, og han kniber øjnene lidt sammen, når han smiler, hvilket jeg finder meget attraktivt. Faktisk, nu hvor jeg virkelig ser efter, så ser han faktisk rigtig godt ud. Jeg lagde ikke mærke til det før, fordi jeg skældte ham ud, men nu kan jeg virkelig se hans pæne ansigtstræk.

Det går op for mig, at jeg sikkert stirrer på ham, så jeg skynder mig at se ned. Jeg skal til at sige, jeg hellere må gå, da vi hører nogen kalde Hongbins navn. Fem skikkelser kommer ud fra parken, og jeg spærrer øjnene op, da jeg ser en af dem. De kommer hen til Hongbin og mig, og jeg stirrer på den person, jeg troede, jeg aldrig skulle se igen. Mens jeg ser på ham, kan jeg ikke lade være med at tænke; hvad laver Leo dog her?

”Hej Hongbin,” siger en af drengene og lægger en arm om Hongbins skulder, ”hvem er det?”

”Det er Heejin. Hun har lige reddet mig fra at blive kørt over af en bil,” siger Hongbin, og de ser alle overrasket på ham. ”Var du ved at blive kørt ned?” spørger en af de andre drenge, og Hongbin nikker. Drengen, med armen om hans skulder, slår ham i baghovedet og spørger: ”Hvorfor ville du dog gøre sådan noget?!”

”Det var heller ikke ligefrem planlagt,” siger Hongbin og ømmer sig efter den andens slag.

Jeg har fulgt med i deres samtale, men mit blik har på intet tidspunkt forladt Leos ansigt. Han virker ikke særlig overrasket over at se mig, eller også er han virkelig god til at kontrollere sit ansigtsudtryk. Han har heller ikke gengældt mit blik på noget tidspunkt, i stedet har han kigget på min højre overarm. Mens de andre drenge stadig snakker, træder Leo pludselig frem mod mig og griber fat om albuen på min højre arm. Jeg ømmer mig da han, så forsigtigt som muligt, skubber ærmet på min T-shirt op så mit sår kommer til syne. Det må være sprunget op, da jeg trak Hongbin væk fra vejen, og det ser ikke særlig godt ud.

”Hvordan er det sket?” spørger Leo monotont og ser mig for første gang i øjnene. ”Da jeg reddede Hongbin, tror jeg,” svarer jeg, og Leo slår mig blidt i tindingen med en knyttet hånd. ”Pabo,” siger han og lader mit ærme falde ned og dække såret igen, ”det kommer til at give et grimt ar, men det skal nok hele.”

Jeg siger ikke noget, for jeg ved faktisk ikke rigtig, hvad jeg skal sige. Heldigvis bliver det ikke nødvendigt, for en af drengene spørger Leo: ”Kender i hinanden?”

Leo ignorerer ham og tager fat om mit håndled. ”Vi må nok hellere få fjernet syningerne, for de gør intet godt for såret mere,” siger han, og drengen ser meget utilfreds ud. Jeg beslutter mig for at svare på Leos vegne. ”Vi mødtes for en uge siden, hvor jeg kom til skade, og han tog mig på hospitalet, så jeg kunne blive syet. Derefter fulgte han mig også hjem,” siger jeg, og Leo ser utilfreds på mig som om, han ikke ville have, de andre skulle vide det. ”Det forklarer hvorfor, han var så længe om at komme tilbage den aften,” siger drengen forstående og ser frem og tilbage mellem os, ”han var væk virkelig længe, og da vi spurgte ham hvor, han havde været, ville han ikke fortælle os det. Men det er der selvfølgelig ikke noget nyt i.”

Jeg ser rundt mellem drengene og spørger så: ”Undskyld jeg spørger, men hvem er i egentlig?”

”Ah det er også rigtigt, vi burde præsentere os. Jeg hedder N,” siger drengen der skældte Hongbin ud og talte til Leo, ”det er Ken, Ravi og Hyuk.”

Han peger skiftevis på drengene, og de bukker let hovedet. ”Vi bor sammen alle seks og danner en gruppe vi kalder VIXX, hvilket forklarer hvorfor vi har ’stagenames’,” fortsætter han, og det giver mere mening for mig nu. Også hvorfor Leo bliver kaldt det, han gør.  

”Så i er kendte?” spørger jeg, og N ryster på hovedet. ”Vi optræder nogle gange, men vi hører ikke til noget selskab. Vi håber på at blive opdaget under en af vores optrædener, men indtil videre har vi ikke haft noget held,” forklarer N, og de andre nikker. Jeg skal til at spørge om noget mere, men Leo begynder at trækker i mig.

”Leo jeg kan ikke bare gå, jeg har flere timer,” siger jeg og sætter hælene i. Leo ignorerer mig og bliver ved med at hive i mig. ”Yah Jung Taekwoon!”

”Du skal vel have ordnet dit sår, er det ikke undskyldning nok for at tage fri resten af dagen?” spørger Hongbin, og de andre giver ham ret. ”Jo det er det vel..” siger jeg usikkert. ”Fint så tager vi dig på hospitalet, og bagefter giver jeg frokost som tak, for at du reddede mig,” siger Hongbin og smiler bredt. ”Men..” begynder jeg, men når ikke at sige mere. ”Ikke noget men!” siger N og lægger hænderne på mine skuldre, ”lad os komme af sted.”

”Hvad med min taske?” spørger jeg. ”Hvad klasselokale er den i, og hvordan ser den ud?” spørger N, og jeg forklarer ham det, ”Ken smutter du ikke lige op og henter den?”

”Jeg er på sagen!” siger Ken og sætter i løb hen mod hovedindgangen. ”Imens venter vi i bilen,” siger N og begynder at skubbe mig frem.

Vi går igennem parken og ud på den anden side, hvor der holder en minivan. N låser den op, og Hongbin sætter sig ind på bagsædet, hvorefter Leo hjælper mig ind, og jeg sætter mig ved siden af Hongbin. Leo sætter sig så ved siden af mig, og Hyuk og Ravi sætter sig på de to sæder foran os. N sætter sig på passagersædet, og da Ken kommer tilbage med min taske, sætter han sig i førersædet. Han rækker min taske til N og uden tøven, begynder N at rode gennem min taske. Jeg skal til at skælde ham ud, da han pludselig hiver en af mine bøger op af tasken.

”Studerer du engelsk?” spørger han chokeret, og jeg nikker, ”er det ikke svært?”

”Egentlig ikke,” indrømmer jeg og trækker på skuldrene, ”men alt er vel nemt, når man kan finde ud af det.”

”Det kan der være noget om,” siger N og putter bogen tilbage i tasken. Så rækker han tasken til Hyuk, der sender den videre til mig. Jeg kigger den igennem og til min lettelse, har Ken fået alle mine ting med. Jeg lægger tasken ved mine fødder og mærker så en vibration i min bukselomme. Jeg fisker min mobil op og ser, at jeg har fået en besked fra Sehun. Jeg åbner den og læser.

Hvor er du, du sagde kun 5 minutter! Skynd dig ellers bliver din mad kold!

”Din kæreste?” spørger Hongbin, der har læst med over min skulder. Jeg ryster på hovedet og siger: ”Min bedsteven.”

”Så du har altså ingen kæreste?” spørger han, og jeg ser overrasket på ham. ”Jeg kan ikke se, hvad det kommer dig ved,” siger jeg, og Hongbin ser skuffet ud. Jeg fortryder mine ord og siger: ”Men på den anden side er det vel ingen hemmelighed. Så nej, jeg har ikke en kæreste.”

”Hvad betyder den ring, du har på så?” spørger han og peger på den brede blanke sølvring, jeg har på ringefingeren. ”Det er en venskabsring,” svarer jeg, og han nikker forstående. ”Hvem har så den anden?” spørger han og kigger på min telefon, ”ham der sendte beskeden?”

Jeg nikker og forklarer, at vi har gået med vores venskabsring, siden vi var tretten. ”Og fordi han er min bedsteven, bekymrer han sig om mig, så jeg må hellere svare ham,” siger jeg, og Hongbin siger, han forstår. Han ser ud ad vinduet, og jeg skynder mig at svare på Sehuns besked.

Der er kommet noget i vejen, så jeg kommer ikke til resten af timerne. Du skal ikke bekymre dig, og du skal heller ikke vente på mig.

Da den er sendt, lægger jeg mobilen tilbage i lommen og ignorerer den, da Sehuns svar kommer. Jeg ved, at han spørger, hvad der er sket, og det kan jeg ikke svare på, så jeg vil hellere helt lade være med at svare.

”Hvordan har armen det?” jeg får næsten et chok, da Leo taler ved siden af mig. Han ser ikke på mig, men kigger i stedet ud af vinduet og jeg kommer helt i tvivl om, jeg bare forestillede mig, at han spurgte om noget. Men så vender han hovedet og møder mit blik. Jeg skal til at svare det ikke gør ondt, for faktisk har jeg ikke mærket noget i de sidste par minutter. Men nu hvor jeg tænker på såret, begynder det faktisk at gøre ondt.

”Fint, indtil du spurgte,” siger jeg og tager mig til den skadede arm. ”Undskyld,” siger han, uden egentlig at lyde som om han mener det, og vender igen blikket mod vejen uden for vinduet. Jeg skal til at sige det er okay, men en anden taler før mig.

”Heejin, hvordan var Leo hyung egentlig da i mødtes?” spørger Ravi, og jeg lægger hovedet på skrå, mens jeg betragter Leo. ”En tyv prøvede at tage mine penge og kom til at skære mig i armen. Leo gjorde egentlig ikke noget ved tyven, han lagde bare hænderne på mine skuldre og opførte sig som om vi kendte hinanden, hvilket var nok til at skræmme tyven væk.”

”Jeg behøvede ikke gøre ham noget,” mumler Leo, og alle ser på ham, ”Heejin havde allerede givet ham tæsk.”

Nu ser de alle på mig, og jeg bliver lidt genert. ”Gjorde du virkelig det?” spørger Hongbin chokeret. ”Jeg har gået til boksning i nogle år, og jeg slog lidt fra mig i selvforsvar,” forklarer jeg, og de ser måbende på mig, undtagen Leo der bare kigger udtryksløst på mig. Jeg har nu ødelagt enhver chance for at gøre et godt indtryk. En pige der har gået til boksning og tæsker tyve, er ikke ligefrem attraktive. Men N overrasker mig ved at sige: ”Daebak!”

Han løfter tommelfingeren og ser imponeret på mig. ”Slog du ham virkelig?” spørger Hongbin, og jeg nikker, ”tror du, at du kan lære mig det?”

Jeg ser chokeret på ham og spørger: ”Synes du slet ikke, det er mærkeligt?”

”Jeg må indrømme, det er lidt underligt, men det er mere cool. Jeg er imponeret.”

”Virkelig?” spørger jeg, og Hongbin nikker. Jeg smiler stort og er lykkelig over at have fundet nogen, der ikke synes jeg er en freak, fordi jeg kan slås.

Under resten af turen snakker jeg med drengene om alt det, jeg normalt ikke vil fortælle nogen, fordi det får dem til at rynke på næsen. Jeg tænker, at hvis jeg skal jage de her drenge væk, kan jeg lige så godt gøre det med det samme. Men de er okay med det hele, og tager det ret cool. De indrømmer, at jeg ikke er som de fleste piger, men de ser det som noget positivt. De siger at være normal er overvurderet. Det er meget sjovere at være anderledes, og jeg er ikke den eneste, der er speciel. N og Ken har personligheder, jeg aldrig er stødt på før. Deres humor er så underlig, at jeg ikke kan andet end grin af dem. De her drenge giver mig en følelse af, at jeg kan være mig selv, fordi de ikke vil dømme mig. Sådan har jeg kun prøvet at have det med Sehun og Eun Hye, og det tog lang tid, før jeg følte mig 100 % tryg ved dem. Men der er bare noget ved de her drenge, der giver mig en følelse af at passe ind, og det er første gang, jeg virkelig har det sådan. Jeg gad vide, om jeg kan blive ved med at se dem efter i dag.

Efter nogle minutter ankommer vi til hospitalet, og vi går alle syv ind. Jeg forklarer en sygeplejerske om såret og efter at have set på det, siger hun, at det kan hun hurtigt ordne. Vi skal alle syv til at følge efter hende, men hun stopper os.

”Du må kun have en med ind, resten må vente her,” siger hun, og Hongbin træder frem. ”Jeg skal nok tage med,” siger han og sygeplejersken, der nok er omkring midt i tyverne, ser betaget på ham. Selvom jeg er taknemmelig for Hongbins venlighed, så er der faktisk en, jeg hellere vil have med. Jeg ser hen på Leo, men han ser slet ikke på mig. Jeg går ud fra, at han ikke gider være her, og at han i hvert fald ikke vil med mig ind. Jeg bider min skuffelse i mig og smiler til Hongbin. Jeg siger tak til ham, og så følger vi efter sygeplejersken.

Mens hun renser mit sår og fjerner stingene, holder Hongbin mig i hånden. Leo gjorde det samme, da jeg blev syet, men det var anderledes. Som om det faktum at han holdt min hånd, kunne lamme mine nerver, så jeg intet følte. Jeg fokuserede bare på varmen fra hans hånd i min og glemte alt om smerten. Men det her er anderledes. Det gør meget ondt, da sygeplejersken fjerner de ødelagte sting, og da hun begynder at rense såret, svier det helt ulideligt. Jeg klemmer Hongbins hånd så meget, at jeg er sikker på, jeg har stoppet blodtilførslen til hans fingre. Men han brokker sig ikke. Han beder mig ikke slippe sin hånd eller bare løsne grebet. Han finder sig i det, men jeg kan se på hans spændte kæbe, at han bider sammen, fordi det gør ondt. Så med en kraftanstrengelse løsner jeg grebet en smule og bider selv tænderne hårdt sammen. Jeg ånder lettet op, da sygeplejersken til sidst putter et plaster på min arm, og siger vi er færdige. Jeg slipper Hongbins hånd, og han ryster den for at få blodcirkulationen i gang igen.

”Undskyld,” mumler jeg forlegent, men han smiler bare. ”Tænk ikke på det,” siger han og hjælper mig med at få min jakke på. ”Kører i mig så tilbage til skolen nu?” spørger jeg og til min overraskelse, ryster Hongbin på hovedet. ”Jeg sagde, at jeg ville give frokost som tak for, at du reddede mig,” siger Hongbin. ”Det behøver du altså ikke,” siger jeg, men Hongbin ignorerer min svage protest. ”Jeg insisterer. Desuden har du ikke fået frokost endnu.”

Som svar rumler min mave pludselig højlydt. ”Se selv.”

”Du behøver virkelig ikke. Jeg kan bare købe noget brød og spise det på vejen,” siger jeg men bliver igen ignoreret. ”Jeg kender et godt sted, hvor jeg ved, du vil elske maden,” siger han, og jeg sukker. ”Har jeg overhovedet noget valg?” spørger jeg, og Hongbin ryster på hovedet. Jeg ser på hans ansigt, og pludselig har jeg faktisk slet ikke lyst til at protestere mere. Jeg mener, hvem kunne ikke have lyst til at blive kidnappet af nogen med så kønt et ansigt? Desuden vil Leo være der, så jeg kan få lov til at se ham lidt mere. For hvem ved hvornår, han forsvinder igen, og denne gang får jeg måske ikke endnu en chance for at se ham.

”Kommer du?” spørger Hongbin henne fra døren, og jeg ryster mine tanker af mig. ”Kommer,” svarer jeg og skynder mig hen til ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...