Red Thread {VIXX}

Tilfældige møder mellem en pige og to drenge fører til en følelsesmæssig rutsjetur, der vil sætte deres hjerter på prøve.
Jung Heejin er en pige, der aldrig har prøvet at være forelsket, men det ændrer sig. Hun møder en dreng ved navn Leo under mærkelige omstændigheder, og da de skilles, er hun sikker på, de aldrig skal ses igen. Men da hun møder en anden dreng ved navn Hongbin, dukker Leo pludselig op igen. Heejins hjerte bliver trukket i to retninger, og hun vil blive tvunget til at vælge mellem de to drenge. Det er bare lettere sagt end gjort, og hvis hun ikke kan vælge, vil hun så ende med at miste dem begge?

6Likes
5Kommentarer
1452Visninger
AA

18. Kapitel 17

 

Jeg stirrer chokeret på Leo der af en eller anden uforklarlig grund står på dørtrinnet til det sommerhus han ikke burde kende til. Han står og gengælder roligt mit blik mens han venter på at jeg får taget mig sammen. Da jeg ikke gør det, sukker han og træder forbi mig ind i entreen. Jeg griber fat om hans håndled og holder ham tilbage. Han vender hovedet og ser på mig.

”Hvordan?” spørger jeg med bævende stemme. ”Sehun,” siger han og det forklarer alt. Efter jeg fortalte Sehun hvordan jeg føler for Leo må han have fortalt ham hvor han kan finde mig. Men hvorfor skulle Leo have lyst til at finde mig?

”Hvorfor?” spørger jeg og Leo forstår hvad jeg prøver at spørge om. ”Jeg har prøvet at ringe til dig et par gange, men den gik direkte på telefonsvarer. Så jeg fik fat på Sehuns nummer igennem Hongbin og ringede til ham for at høre om han vidste hvor du var. Han gav mig adressen hertil og jeg tog afsted med det samme,” siger han og jeg hæver uforstående et øjenbryn. ”Men hvorfor ledte du efter mig?”

Leo ser væk og tager en dyb indånding. ”Det er noget vi er nødt til at snakke om,” siger han og jeg mærker en knude i maven, ”om det der skete på legepladsen og hvad der var ved at ske tidligere i dag.”

Min hånd mister grebet om hans håndled og jeg træder et skridt tilbage. ”Det er en misforståelse,” mumler jeg næsten uhørligt og vender ansigtet væk, ”jeg mente ikke noget med det.. jeg..”

Leo afbryder mig og siger: ”Jeg ved du har følelser for mig Heejin.”

Mit hoved flyver op og jeg ser på ham med skræmte øjne. ”Du.. du tager fejl!” siger jeg med skinger stemme og maser mig forbi ham. Jeg når ind i stuen før han stopper mig ved at gribe fat om min overarm. Jeg venter på at han skal sige noget, men det gør han ikke. Jeg skæver til ham og opdager at han ikke ser på mig, men på gulvet. Jeg følger hans blik og opdager at vi står midt i rodet af mine spredte tegninger af Leo. Jeg mærker en klump i halsen da Leo bøjer sig ned og samler en af dem op, stadig med et fast greb om min overarm. Han ser indgående på den og jeg venter nervøst på hans reaktion.

”Hvis du ikke har følelser for mig, hvad skal de her så betyde?” spørger han og henvender til tegningerne på gulvet. Jeg åbner munden for at svare, men kan ikke komme på en god forklaring så jeg lukker den igen.

”Det var ikke meningen du skulle vide det,” siger jeg til sidst da jeg har indset at jeg ikke kan benægte sandheden for ham, ”jeg har hele tiden vidst du aldrig ville føle det samme for mig så jeg ville ikke have du skulle vide hvad jeg følte.”

”Siger hvem?” spørger han og jeg ser uforstående på ham, ”hvem siger at jeg aldrig ville føle det samme?”

Han ser op fra tegningen og møder mit blik. Jeg lægger hovedet på skrå med et endnu mere forvirret ansigtsudtryk. Leo strammer grebet om min overarm og væder sine læber.

”Synes du der er noget galt med dig Heejin?” spørger han og jeg rynker panden. ”Nej.. det er der vel ikke,” siger jeg tøvende. ”Hvorfor mener du så at du ikke er værdig nok til min kærlighed?” spørger han og jeg bider mig i underlæben. ”Du er bare.. uden for min rækkevidde,” mumler jeg og ser ned. ”Har du mindreværdskomplekser?” spørger han og jeg ryster på hovedet, ”så du sætter mig på en piedestal og mener at jeg er hævet over dig?”

”Ne.. nej,” stammer jeg og Leo sukker. Der er stille i noget tid og jeg undgår at se op.

”Heejin se på mig,” siger han dæmpet men jeg holder blikket sænket. Leo lægger sin pegefinger under min hage og løfter mit ansigt. Jeg undgår stadig hans blik og han beder mig igen se på ham. Jeg tøver, tager en dyb indånding og ser ham i øjnene. Han betragter mig lidt inden han siger: ”Har du slet ikke lagt mærke til det? Har du slet ikke set det?”

Rynker uforstående panden. ”Set hvad?”

”Hvad jeg føler,” siger han lavmælt. ”Selvfølgelig har jeg ikke det. Jeg ved aldrig hvad du føler,” siger jeg og knytter hænderne, ”jeg har aldrig nogen anelse om hvad der foregår inde i dit hoved for du viser aldrig følelser.”

”Så du har ikke lagt mærke til hvordan jeg opfører mig omkring dig?” spørger han og jeg fnyser. ”Jeg ved at grunden til du behandler mig på den måde du gør, er fordi du ser mig som en lillesøster der skal passes på,” siger jeg og kan selv høre hvor bitter jeg lyder, ”det sagde du selv.”

”Og du troede på mig?” spørger han og jeg nikker, ”du har aldrig tænkt over at der kunne være mere i det? At jeg måske tænkte anderledes?”

”Nej,” siger jeg og sænker blikket lidt, ”jeg kan ikke læse dine tanker ligesom du kan læse mine.”

”Så du opgav at få mig inden du overhovedet prøvede at vinde mig over?” spørger Leo og jeg bider mig i læben, ”du sagde bare til dig selv at jeg var uden for din rækkevidde og skubbede dine følelser for mig i baggrunden?”

”Nej,” siger jeg og tager en dyb indånding, ”det kunne jeg ikke.”

”Hvad kunne du ikke?”

Jeg tøver lidt inden jeg ser op og siger: ”Mine følelser for dig, jeg kunne ikke skubbe dem i baggrunden. Selvom jeg virkelig prøvede for tro mig, det gjorde jeg. Men jeg kunne ikke. De var for stærke. De sad allerede for dybt i mig og jeg tror ikke der er nogen vej ud for mig længere.”

Jeg ser ufortrødent Leo i øjnene og tager en dyb indånding for at samle mod til mine næste ord. ”Jeg elsker dig,” hvisker jeg og rækker min hånd ud for at lægge den på Leos kind, ”det har hele tiden været dig.”

Jeg forventer at Leo vil give slip på mig og træde tilbage på grund af mine ord. Han giver slip på min arm, men hans næste handling havde jeg ikke forudset. I en hurtigt bevægelse tager han mit ansigt i sine hænder og presser aggressivt sine læber mod mine. Jeg spærrer øjnene lidt op og er ude af stand til at bevæge mig mens Leos læber bevæger sig over mine. Han trækker sig lidt tilbage og ser indgående på mig.

”Alle de andre kunne se det, og du er den eneste der ikke har opdaget det,” hvisker han og nusser mine kindben med tommelfingrene. ”Opdaget hvad?” spørger jeg åndeløst. Leo sukker dybt og spørger: ”Skal jeg virkelig skære det ud i pap for dig?”

”Ja tak det ville være rart.”

”Pabo,” siger Leo og smiler skævt, ”jeg kan lide dig. Dig Jung Heejin.”

Jeg ser vantro på ham og kan ikke tro mine egne ører. Det jeg troede var umuligt, er nu sket. Leo kan lide mig på samme måde som jeg kan lide ham. Det er for godt til at være sandt, hvilket kun kan betyde at det ikke er sandt. Måske drømme jeg. Eller også har jeg forestillet mig det her så mange gange at det nu føles som virkelighed. Eller måske er det skjult kamera. Jeg begynder at kigge rundt i værelset og Leo spørger hvad jeg laver.

”Leder efter et skjult kamera,” siger jeg og Leo sukker. ”Er det virkelig så svært at forstå at jeg kan lide dig?” spørger han og jeg nikker. ”Det er umuligt at forstå,” mumler jeg og ser mistroisk på ham, ”jeg ønsker så brændende at det skal være sandt, men min hjerne nægter at tro på det.”

”Hvad kan få dig til at tro på det?” spørger Leo og jeg ser tøvende på ham. ”Bliv her,” siger jeg og lægger mine hænder over hans, ”bliv her hos mig i tre dage. Lad os glemme omverdenen, glemme dem der venter på os derhjemme og glemme de konsekvenser vi vil stå overfor når vi kommer tilbage. Bare dig og mig her alene, så du kan bevise at du virkelig kan lide mig.”

Leo smiler skævt og nikker. ”Det er en aftale.”

Han læner sig frem og presser igen sine læber mod mine og denne gang gengælder jeg kysset. Jeg er meget bevidst om hans hænder på mine kinder og hans krop der står så tæt på min. Jeg kan mærke min puls banke i mine ører og høre mit blod suse. Jeg føler mig svimmel men har ikke lyst til at trække mig væk fra Leo. Der er aldrig noget jeg har haft mere lyst til end at lade det her kys opsluge mig. Lade Leo og mine følelser for ham opsluge mig og efterlade intet andet end mit bankende hjerte der elsker Leo.

Da Leo trækker sig tilbage føler jeg mig meget svimmel og åndeløs. Jeg må støtte mig til ham for ikke at miste balancen og jeg er stakåndet.

”Er du okay?” spørger Leo mig bekymret og jeg smiler. ”Jeg har aldrig haft det bedre,” siger jeg og ser op på ham. Han gengælder mit smil og hjælper mig hen i sofaen. Han sætter sig ned ved siden af mig og lægger en arm om mig. Jeg læner mig ind til ham og lægger mit hoved på hans skulder. Vi sidder lidt i stilhed og jeg nyder hans nærhed. Jeg nærmest klamrer mig til ham for jeg er bange for at det skal stoppe. At han vil rejse sig og sige at det hele var løgn. At han slet ikke kan lide mig og at han aldrig vil se mig igen. Jeg er bange for at han skal forlade mig så jeg vil klynge mig til ham og nyde hvert sekund sammen med ham.

Der er gået nogle minutter uden nogen af os har sagt noget før jeg bryder stilheden.

”Hvor længe?” spørger jeg og Leo spørger hvad jeg mener, ”hvor længe har du kunnet lide mig.”

Der går nogle sekunder før han svarer. ”Siden jeg så dig for første gang,” indrømmer han og jeg trækker mig lidt tilbage så jeg kan se hans ansigt. Han gengælder mit blik og jeg venter på at han skal sige noget mere. Men det gør han ikke.

”Hvordan kunne du vide det? At du kunne lide mig?”

Leo smiler skævt og skubber mit hoved tilbage på hans skulder. ”Jeg har ikke en ideel type, så jeg har aldrig gået efter en bestemt slags pige. I stedet går jeg ud fra en følelse jeg vil få første gang jeg ser den pige det er meningen jeg skal være sammen med,” siger han og stryger mig over håret, ”den følelse fik jeg med dig Heejin.”

Jeg læner mig igen tilbage så jeg kan se hans ansigt. ”Hvorfor sagde du så ikke noget? Eller gjorde noget for at lære mig bedre at kende?”

Leo presser læberne sammen, men hans blik viger ikke fra mit. ”Jeg ville ikke sige noget fordi Hongbin fortalte drengene at han var interesseret i dig,” siger han og jeg rynker panden lidt, ”og da du også begyndte at vise interesse for ham tænkte jeg at jeg hellere måtte holde mit væk. Derfor sagde jeg at jeg betragtede dig som en søster. For at gøre det nemmere for mig selv.”

Jeg kniber øjnene lidt sammen og betragter ham indgående. ”Hvorfor ombestemte du dig?” spørger jeg og han ser uforstående på mig, ”du valgte at opgive mig for at lade Hongbin få mig. Så hvorfor ombestemte du dig og valgte at komme her efter mig?”

Leo tøver og bider sig i underlæben. Han er stille længe og jeg går ud fra at han ikke har tænkt sig at svare. Men til sidst tager han en dyb indånding og siger: ”Efter du kyssede mig på legepladsen fik jeg bekræftet den mistanke jeg havde haft i noget tid. Jeg havde på fornemmelsen at du havde følelser for mig, men da du fandt sammen med Hongbin tænkte jeg at det bare var indbildning. Men det kys overbeviste mig om at du kunne lide mig og jeg var nødt til at kende sandheden.”

Han rækker ud og stryger en løs tot om bag mit øre. Så sænker han blikket og kigger på noget i mit skød. Jeg følger hans blik til min hånd hvor der på ringefingeren sidder den couplering jeg fik af Hongbin to dage efter jeg tog min venskabsring af.

”Jeg ville være selvvisk,” siger Leo meget dæmpet og tager fat om ringen, ”jeg ville være sammen med dig på trods af konsekvenserne og de mennesker jeg måtte såre. Også selvom en af dem er en af mine nærmeste venner.”

Han tager ringen af og lægger den på stuebordet. Han ser mig i øjnene og siger: ”Tre dage. Lad os være selviske i tre dage.”

Jeg nikker og lægger mine hænder på hans kinder. ”Tre dage,” siger jeg bekræftende og kysser ham.

 

Da jeg vågner næste morgen har jeg en dejlig følelse i hele kroppen og jeg har ikke lyst til at åbne øjnene. Gårsdagens begivenheder dukker op i min bevidsthed og jeg smiler for mig selv. I går er uden tvivl den bedste dag i mit liv. Jeg rækker ud for at røre Leo, men min hånd rammer kun den tomme luft. Jeg spærrer øjnene op og ser at Leo ikke ligger ved min side. Var det hele virkelig en drøm? Jeg stiger ud af sengen og kigger alle rummene igennem mens jeg kalder hans navn. Da jeg er tilbage i stuen igen har jeg stadig ikke fundet ham. Jeg føler mig deprimeret og er overbevist om at han fortryder han kom her og er taget hjem igen. Eller måske har det hele bare været min fantasi og han har aldrig været her.

Med hængende hoved går jeg ud i køkkenet for at drikke noget vand. Jeg går forbi køleskabet og stopper op da noget fanger mit blik. Der hænger en seddel på køleskabet og jeg genkender Leos håndskrift.

 

Din første tanke da du vågnede var sikkert at jeg enten var stukket af eller at det hele havde været en drøm.

Jeg smiler skævt for mig selv fordi han har ret og åbenbart kender mig bedre end jeg troede.

Men ingen af delene er tilfældet. Jeg er bare taget hjem for at pakke en taske til de næste tre dage. Jeg skynder mig tilbage så vent på mig.

- Taekwoon.

 

Jeg tager sedlen ned og læser den en gang til. Derefter hænger jeg den på kanten af køkkenbordet og finder morgenmad frem.

Et par timer senere hører jeg døren blive åbnet og derefter lukket igen. Lidt efter træder Leo ind i stuen hvor jeg sidder i sofaen og ser fjernsyn. Jeg smiler da jeg ser ham og følger ham med blikket da han går ind i soveværelset med sin taske. Da han kommer tilbage spørger jeg om han er sulten. Han nikker så jeg går ud i køkkenet og laver noget til ham. Jeg serverer det for ham og betragter ham beundrende mens han spiser. Selvom han sikkert synes det er ubehageligt at blive gloet på mens han spiser så lader han mig alligevel gøre det.

Da han er færdig ser han på mig og spørger hvad jeg har lyst til at lave. Jeg smiler og siger at så længe jeg er sammen med ham er jeg ligeglad med hvad vi laver. Og derfor tilbringer vi den første dag i sommerhuset med bare at være sammen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...