Red Thread {VIXX}

Tilfældige møder mellem en pige og to drenge fører til en følelsesmæssig rutsjetur, der vil sætte deres hjerter på prøve.
Jung Heejin er en pige, der aldrig har prøvet at være forelsket, men det ændrer sig. Hun møder en dreng ved navn Leo under mærkelige omstændigheder, og da de skilles, er hun sikker på, de aldrig skal ses igen. Men da hun møder en anden dreng ved navn Hongbin, dukker Leo pludselig op igen. Heejins hjerte bliver trukket i to retninger, og hun vil blive tvunget til at vælge mellem de to drenge. Det er bare lettere sagt end gjort, og hvis hun ikke kan vælge, vil hun så ende med at miste dem begge?

6Likes
5Kommentarer
1434Visninger
AA

17. Kapitel 16

 

Jeg sidder længe på gyngen med tankerne susende rundt i hovedet. Jeg ved ikke hvad der skete og hvorfor jeg pludselig kyssede Leo. Jeg tænkte slet ikke over det, min krop reagerede bare. Det var en impuls og jeg opdagede ikke hvad jeg gjorde før jeg havde gjort det. Hader han mig nu? Han betragter mig som sin søster og hvilke søskende kysser hinanden på munden? Jeg kan kysse Sehun på munden uden det betyder noget, men ham har jeg også kendt det meste af mit liv, plus han er ikke til piger. Det er anderledes med Leo og mig, især fordi jeg har følelser for ham. Selvom kysset var kort, og han ikke gengældte det, så betyder det alligevel noget for mig. Mit hjerte banker stadig hurtigt flere minutter efter.

Men udover tankerne om Leo er der også Sehun. Hader han mig? Han så virkelig sur og såret ud fordi jeg ikke kontaktede ham først da jeg havde problemer. Og han har ret til at være sur. Jeg har altid kontaktet Sehun når jeg havde problemer og bedt ham om hjælp. Han er nummer et på min hurtigopkaldsliste. Det er også underligt for mig at jeg ikke bad ham om hjælp fordi jeg har været vant til det så længe. Der her er vores første rigtige skænderi og jeg er bange for det kan ødelægge noget i vores venskab. Jeg har altid forestillet mig at Sehun skulle være ved min side resten af mit liv og jeg ved jeg ikke kan klare mig uden ham. Derfor er jeg nødt til at snakke med ham hurtigst muligt så vi ikke for alvor bliver uvenner. Jo længere jeg venter, jo sværere bliver det at lægge det bag os. Så jeg tager mig sammen, rejser mig op og går hen til min bil.

  Jeg ringer på døren og tripper nervøst på dørmåtten.

”Hvem er det?” hører jeg Sehun råbe inde fra lejligheden. Kort tid efter bliver døren åbnet på klem og Sehuns ansigt kommer til syne. Da han ser det er mig bliver hans ansigtsudtryk dystert.

”Nå det er dig,” siger han køligt og jeg får en knude i maven, ”jeg har ikke tid nu, kom tilbage senere.”

Med de ord smækker han døren i og jeg hører låsen klikke. Jeg banker på døren med knyttet hånd og kalder Sehuns navn, men får ingen reaktion. Døren forbliver lukket. Men jeg har ikke tænkt mig at give op, og jeg ved lige hvad jeg skal gøre for at få ham til at snakke med mig. Jeg finder min mobil frem og afspiller en sang. Så åbner jeg brevsprækken i døren og holder mobilen op til den så Adam Lamberts sang Better Than I Know Myself slipper ind i lejligheden hvor jeg ved Sehun kan høre den. Første vers og omkvædet spiller uden at der sker noget, men da sangen er halvvejs i andet vers bliver døren pludselig åbnet og jeg står ansigt til ansigt med Sehun. Jeg lader sangen spille færdig uden nogen af os siger noget. Jeg betragter Sehuns ansigt og til min lettelse er der ingen spor af den kølige fjendtlighed der var da han åbnede døren første gang.

”Sehun jeg er så ked af det,” siger jeg og rækker ud efter hans hånd. Jeg tager det som et godt tegn da han ikke trækker sig væk. ”Jeg ved jeg burde have kontaktet dig først og jeg er ked af at jeg ikke engang fortalte dig at jeg var i vanskeligheder,” siger jeg og giver hans hånd et klem, ”men det betyder ikke at du er blevet mindre vigtig for mig. Du er stadig min bedsteven, min familie, min soulmate. Du er som ilt for mig og jeg kan ikke klare mig uden dig så meget som en dag. Så du må ikke forlade mig.”

Sehun siger ikke noget og jeg frygter at han stadig ikke vil tilgive mig. Han trækker sin hånd ud af mit greb og jeg forventer han vil bede mig forsvinde. Men i stedet trækker han mig ind til sig og kysser mit hår.

”Jeg havde ikke rigtig forladt dig. Det kan jeg ikke. Jeg har lige så meget brug for dig som du har for mig,” siger han ned i mit hår og jeg smiler for mig selv. Jeg knuger ham ind til mig og snuser hans duft ind. Duften af tryghed, kærlighed og evigt venskab.

”Jeg elsker dig Sehun. Det vil jeg altid gøre,” hvisker jeg ind mod hans brystkasse. ”Jeg elsker også dig Heejin.”

Der lyder skridt inde fra lejligheden og kort tid efter hører jeg Luhans stemme.

”Er det normalt for jer at komme med kærlighedserklæringer på hinandens dørtrin?” spørger han og Sehun og jeg trækker os leende fra hinanden. ”Gør alle ikke det?” spørger Sehun sin kæreste og Luhan klukker. Sehun ser på mig igen og spørger om jeg vil med ind. Jeg nikker og følger dem ind i lejligheden der er som mit andet hjem.

Mens vi ser fjernsyn spørger Sehun om jeg ikke kan lave noget frokost.

”Er du stadig glad for min madlavning?” spørger jeg idet jeg går ud i køkkenet. ”Jeg misunder den der gifter sig med dig og skal spise din mad hver dag,” siger han og jeg klukker, ”det minder mig for resten om noget.”

Sehun vender sig i sofaen og ser på mig over ryglænet. ”Luhan og jeg har været sammen i over to år nu og vi vil gerne have en couplering. Vil det være okay med dig hvis jeg har vores venskabsring i en halskæde i stedet for så jeg kan have en couplering på fingeren?”

Jeg smiler og siger selvfølgelig. ”Jeg er stolt af Lu Lu fordi han har kunnet vente så længe,” siger jeg og blinker til Luhan, ”jeg er sikker på han har haft lyst til at sætte en ring på din finger længe. Vores Xiao Lu.”

Luhan smiler genert og klør sig i nakken. ”Så det er virkelig okay med dig?” spørger Sehun og jeg nikker, ”så kan du også få en couplering med Hongbin.”

Mit smil stivner og jeg ser ned. Jeg bider mig i underlæben og svarer ikke. ”Heejin?”

Jeg ånder tungt ud, ser op på Sehun og smiler anstrengt. ”Det skal jeg nok fortælle ham.”

Jeg vender ryggen til og går ud i køkkenet. Mens jeg finder ingredienser frem danner der sig en knude i min mave. Jeg har prøvet at lade være med at tænke på Hongbin, fordi jeg har dårlig samvittighed. Jeg frygter at jeg vil opføre mig anderledes over for ham så han opdager der er noget galt. Det rigtige at gøre ville være at fortælle ham hvad der skete mellem Leo og mig, for jeg bryder mig ikke om at have den slags hemmeligheder for min kæreste. Men Leo sagde vi ikke skulle sige noget om det og jeg har heller ikke lyst til at såre Hongbin. Jeg ville ønske jeg bare kunne vælge en at elske og så ikke tænke på andre end ham og ikke have lyst til at være sammen med andre end ham. Når min hjerne og mit hjerte vælger den samme person vil jeg elske ham og ingen andre. Men lige nu har min hjerne valgt Hongbin, mens mit hjerte har valgt Leo. Derfor er jeg forvirret og derfor kan jeg ikke bare være lykkelig sammen med Hongbin, eller prøve at finde sammen med Leo. Jeg hader mig selv for at blive ved med at tænke på Leo, selv når jeg har Hongbin ved min side.

Jeg ryster på hovedet af mig selv og prøver at fokuserer på madlavningen.

  I de efterfølgende par timer er jeg fraværende og stille. Da jeg siger farvel til Sehun og Luhan kan jeg se de er bekymrede. De kan mærke at der er noget galt, men fordi jeg forsikrede dem om at det ikke er noget alvorligt lod de det ligge. Jeg ved dog at Sehun vil spørge mig igen senere og han vil ikke give op før jeg har fortalt ham hvad der går mig på. Og jeg har besluttet at fortælle ham det hele. Han er min bedsteven og jeg har brug for nogen at snakke med. Mit hoved er ved at eksplodere fordi tankerne flyver rundt derinde og jeg har brug for at få det ud. Jeg ved Sehun vil forstå og han vil ikke dømme mig. Han vil bare holde om mig og forsikre mig om at alt nok skal blive okay. Og jeg vil tro på ham. Sehun lyver aldrig for mig og han lover mig aldrig noget han ikke kan holde. Men indtil da, må jeg holde ud og håbe at jeg ikke bliver sindssyg.

 

Jeg træder ind i det lejlighedskompleks hvor ViPride ligger. Jeg har besluttet mig for at lave noget frokost til drengene som en overraskelse når de kommer hjem fra arbejde. Så jeg købte ind på vejen herhen og har en indkøbspose fuld af varer med. Jeg tager elevatoren op til enogtyvende etage og går hen til deres dør. Jeg kan huske koden i hovedet og trykker den ind. Den godtager koden og jeg åbner døren. Jeg bærer indkøbsposen ud i køkkenet og stiller varerene frem på bordet. Efter at have gjort alt klar sætter jeg mine høretelefoner i ørerne og tænder for Leos solo sang. Jeg nynner med mens jeg forbereder maden. Jeg har den på repeat så når den er færdig, begynder den forfra. Da jeg er i gang med at høre den for tredje gang bliver min ene høretelefon pludselig taget ud af mit øre. Jeg drejer hovedet og ser at det er Leo. Han har taget høretelefonen i øret og lytter til sangen. Jeg kan tydeligt se at han bliver overrasket selvom han prøver på at skjule det.

”Hører du den tit?” spørger han og prøver forgæves at lyde henkastet. Jeg nikker og Leo presser læberne sammen. ”Kan du lide den?” spørger han så og jeg nikker igen. Han tager høretelefonen ud og giver mig den tilbage. Jeg tager imod den og slukker for musikken.

”Fik du tidligere fri?” spørger jeg og han nikker, ”jeg er i gang med at lave frokost til jer, jeg håber det er okay at jeg bruger jeres køkken uden at have spurgt om lov.”

Leo nikker bare og går ind i stuen. Han fortsætter hen til sofaen hvor han sætter sig og finder sin telefon frem. Jeg smiler for mig selv og får en idé. Jeg sætter noget kaffe over og fortsætter så med at lave mad. Da kaffen er færdig, er maden også klar. Jeg finder en bakke frem som jeg stiller noget af maden på og en kop med dampende varm kaffe. Jeg bærer bakken ind til Leo og stiller den i hans skød. Han ser op på mig og jeg smiler til ham.

”Tak,” mumler han forlegent og ser ned. Jeg går tilbage til køkkenet hvor jeg sætter et madnet over resten af maden og skriver en seddel til drengene.

Jeg elsker alle i gruppen fordi I er fantastiske og jeg har lyst til at give jer alle et kram hver gang jeg ser jer.

Hyuk jeg har lavet din portion lidt større end de andres så spis en masse, men hold op med at vokse! Hongbin jeg ved du er slem til at levne så husk at spise op!  Ken hold op med at bruge min mobil når jeg lader den ligge fremme. Det er ikke særlig pænt gjort. N jeg ved du er sjov, men nogle gange ville ønske du ville nyde stilheden og tænke før du taler, please. Og seriøst Ravi, hold op med at sove op ad N. 

Jeg smiler for mig selv og lægger sedlen på bordet ved siden af maden. Derefter går jeg ind i stuen og sætter mig ved siden af Leos ben. Han sidder og skriver på et stykke papir og jeg rynker panden mens jeg ser på hans hånd.

”Oppa,” siger jeg og selvom han fortsætter med at skrive ved jeg at han lytter, ”jeg troede du skrev med venstre hånd.”

Jeg har før set Leo skrive og det var med venstre hånd, men lige nu skriver han med den højre. ”Jeg kan bruge begge hænder lige godt,” forklarer Leo hvorefter han flytter kuglepennen over i den venstre hånd og skriver videre. Jeg læner mig ind over ham og ser på papiret. Håndskriften ændrer sig en smule, men begge dele er helt læselige og han har en pæn håndskrift med begge hænder.

”Daebak,” mumler jeg og vender hovedet. Det går op for mig at da jeg lænede mig frem for at se Leos håndskrift kom mit ansigt meget tæt på hans. Vi er så tæt på hinanden at jeg kan mærke hans ånde mod mit ansigt. Jeg ved jeg burde trække mig væk, men af en eller anden grund kan jeg ikke. Jeg ser bare ind i hans øjne og han gengælder mit blik uden at gøre mine til selv at trække sig væk. Min vejrtrækning bliver tung og pludselig søger mit blik mod hans læber. Jeg husker da jeg kyssede ham på legepladsen og mit hjerte, der allerede banker ustyrligt, springer et slag over. Jeg kommer pludselig til mig selv og trækker mig tilbage med et overdrevet host.

”Jeg må nok hellere komme hjem,” mumler jeg forlegent og skynder mig ud i entreen. Leo siger ikke noget og prøver ikke at stoppe mig. Jeg får hurtigt taget mine sko på og forlader lejligheden. Da jeg er i sikkerhed ude på gangen ånder jeg tungt ud og læner mig op ad den lukkede dør. Jeg lægger min hånd på min brystkasse over mit vildt bankende hjerte og lukker øjnene. Det er virkelig alvorligt. Jeg har allerede kysset Leo en gang og jeg var tæt på at gøre det igen. Jeg kan ikke blive ved med at opføre mig sådan her. Det er ikke fair over for Hongbin eller Leo. Men jeg kan ikke gøre for det. Jeg føler mig unægtelig tiltrukket af Leo og kommer han for tæt på kan jeg ikke modstå ham. Min krop reagerer før min hjerne kan stoppe den. Jeg får sværere og sværere ved at se Hongbin i øjnene, og jeg er begyndt at frygte mig selv når jeg er i nærheden af Leo. Jeg kunne godt bruge lidt tid væk fra dem. Væk fra det hele faktisk. Mit hoved flyver op da jeg pludselig får en idé. Hvis jeg har brug for tid væk fra det hele kender jeg det perfekte sted. Et sted hvor jeg kan være alene og tænke.

 

Jeg banker hårdt på døren og venter utålmodigt. Da der bliver åbnet dukker Sehuns ansigt op og han får et overrasket udtryk da han ser det er mig.

”Heejin hvad laver du her?” spørger han og i stedet for at svare, maser jeg mig forbi ham med en kuffert efter mig. Sehun lukker døren og følger efter mig ind i stuen.

”Heejin tal til mig, hvad er der sket?” spørger Sehun bekymret og jeg stopper op. Jeg vender mig mod ham og spørger: ”Du vil vide når jeg har problemer og vil være der for mig når jeg har brug for det ikke?”

Sehun nikker og jeg fortsætter. ”Jeg er kommet for at fortælle dig hvad der har gået mig på i lang tid efterhånden. Jeg er nødt til at fortælle det til nogen for jeg har det som om jeg skal sprænges.”

Sehun ser længe på mig uden at sige noget inden han trækker mig med hen til sofaen og sætter mig ned på den. Derefter sætter han sig ved siden af mig og ser afventende på mig. Han er klar til at lytte til hvad end jeg måtte have på hjerte. Så jeg tager en dyb indånding og fortæller ham alt. Om dengang jeg mødte Leo og hvordan jeg ikke kunne holde op med at tænke på ham efterfølgende. Om da jeg reddede Hongbin og fandt ud af at han er venner med Leo og hvordan jeg havde det da jeg så Leo igen. Hvordan mine følelser for Leo kun er vokset siden den dag jeg mødte ham og hvordan jeg forgæves har prøvet at skubbe dem fra mig. Jeg fortæller ham om hvordan jeg begyndte at date Hongbin i håbet om at jeg kunne få følelser for ham og dermed glemme Leo, men at det stadig ikke er lykkedes. Til sidst fortæller jeg ham om at jeg har kysset Leo og var tæt på at gøre det igen.

”Jeg må væk Sehun,” siger jeg med tårerne trillende ned ad kinderne, ”jeg kan ikke mere. Alt hvad jeg kunne gøre forkert har jeg gjort og jeg sårer dem omkring mig inklusiv mig selv. Fortæl mig at jeg ikke fortjener at være sammen med nogen af dem. At jeg ikke er det værd.”

Sehun ser tavst på mig og jeg forventer at han vil skælde mig ud. Men i stedet rækker han ud og trækker mig ind i sin favn. Jeg ser overrasket ind i hans brystkasse mens han stryger mig blidt over håret.

”Du har lidt Heejin,” siger han og giver mig et klem. ”Du synes ikke at jeg burde brændes på bålet for mine synder?” spørger jeg og Sehun klukker. ”Hvilken tidsalder tror du vi lever i? Desuden er du ikke en heks. Du er helt og aldeles menneskelig og det du føler er ingen synd,” siger Sehun og jeg ser op på ham, ”du kan ikke gøre for at du føler som du gør, og du har ingen grund til at skamme dig. Jeg dømmer dig ikke for det du har gjort, dog vil jeg give dig et råd.”

Han skubber mig lidt ud fra sig så han kan se mit ansigt. ”Du er nødt til at finde ud af hvad du vil. Sådan som du har det nu vil du blive ved med at gå frem og tilbage mellem Hongbin og Leo hvilket i sidste ende vil såre jer alle dybt. Mit råd er at du tager lidt tid for dig selv til at tænke så du kan tage et valg. Vælg hvem du vil elske og giv slip på den anden. Det er den eneste måde du kan komme videre og komme af med den dårlige samvittighed. Det er kun fair overfor den der elsker dig af hele sit hjerte at du giver ham alt hvad du er. Sådan bør kærlighed være.”

Jeg ser Sehun i øjnene og ved at det han siger, er sandt. Jeg er nødt til at tage at valg om hvad jeg vil stille op med mine følelser inden tingene for alvor kommer ud af kontrol.

Jeg smiler kort til Sehun og putter mig ind til ham igen.

”Hvad skulle jeg dog gøre uden dig Sehun,” mumler jeg ind i hans brystkasse. ”Crash and burn,” siger Sehun og jeg smiler lidt for mig selv. Vi sidder tæt sammen i stilhed i nogle minutter før Sehun taler igen.

”Heejin?” siger han og jeg giver udtryk for at jeg lytter, ”hvor har du tænkt dig at tage hen?”

”Kan du huske det sommerhus ved vandet min far gav mig i 17 års fødselsdagsgave?” spørger jeg og Sehun fnyser. ”Hvordan kan jeg glemme det? Jeg mener, hvem får et sommerhus i fødselsdagsgave?” spørger han og jeg går ud fra at det er et retorisk spørgsmål så jeg svarer ikke. I stedet siger jeg: ”Jeg tager derud i nogle dage for at klare mit hoved. Lidt frisk havluft og tid for mig selv er forhåbentlig lige hvad jeg har brug for så jeg kan få styr på tankerne. For ikke at snakke om mine følelser.”

”God idé,” siger Sehun og kysser toppen af mit hoved, ”og jeg gætter på du tager af sted direkte herfra.”

Jeg ser op og følger hans blik hen til min kuffert. ”Jeg ville fortælle dig alt det der tynger mig og lade dig, som den eneste, vide hvor jeg tager hen. Så lige så snart jeg er færdig her tager jeg af sted,” siger jeg og han nikker. Jeg trækker mig tilbage så jeg kan se hans ansigt. Jeg rækker hånden frem og kærtegner hans kind.

”Uanset hvad der sker ved jeg i hvert fald at jeg altid har dig,” siger jeg og nusser hans kindben med min tommelfinger, ”hvis kærligheden mislykkes har jeg i hvert fald stadig min bedsteven.”

Sehun smiler skævt og knuger min frie hånd. ”Altid,” siger han, læner sig frem og planter et blidt kys på min pande. Vi ser på hinanden i yderligere nogle sekunder før jeg lader min hånd falde og rejser mig op.

”Jeg har fortalt dig hvor jeg tager hen, men jeg vil bede dig om ikke at komme ud til mig,” siger jeg uden at se på ham, ”desuden slukker jeg også min mobil, men du behøver ikke bekymre dig. Når jeg kommer tilbage er du den første jeg kontakter.”

Jeg skæver til ham og han ser på mig med en bedrøvet smil. ”Held og lykke Heejin. Du får brug for det.”

 

Sommerhuset er præcis som jeg husker det, stort. Jeg har ikke været her i omkring et år, men intet har forandret sig. Pejsen, de dyre sofaer, fladskærms tv’et og det store panoramavindue der vender ud mod vandet. Det hele er her stadig og selvom jeg sjældent er her føler jeg mig godt tilpas.

Jeg trækker kufferten ind på værelset, smider den op på sengen og åbner den. Øverst ligger bunken af tegninger jeg har lavet af Leo. Jeg samler den op og tager dem med tilbage til stuen. Jeg spreder den ud på stuebordet og betragter dem. Jeg samler den nyeste jeg har tegnet op og ser indgående på den. Jeg tegnede det i smug en dag hvor drengene og jeg tog i parken sammen. Leo sidder lænet op ad et træ med lukkede øjne og korslagte arme. Alle de andre havde travlt med at lege og grine sammen, mens Leo bare sad og slappede af for sig selv. Typisk Leo. Jeg smiler lidt for mig selv og stryger blidt over tegningen. Men jeg ved at jeg slet ikke burde have lavet den tegning. Jeg burde slet ikke have lavet nogen af dem. Jeg burde lave tegninger af Hongbin, mens mine tanker ville være fyldt med kun ham. Men den eneste jeg kan tænke på og den eneste jeg kan tegne er Leo. Jeg mærker pludselig et sus af vrede og skubber frustreret alle tegningerne ned af bordet så de flyder rundt omkring på gulvet. Jeg smider mig på sofaen og mærker pludselig hvor træt jeg egentlig er. Vreden var meget kort og er allerede væk igen. I stedet føler jeg mig nu døsig og kunne egentlig godt bruge en lur. Bare fem minutter tænker jeg da jeg lægger mig til rette på sofaen og lukker øjnene.

  Jeg bliver pludselig vækket da der bliver ringet på døren. Jeg sætter mig forvirret op og ser mig omkring. Jeg bliver overrasket da jeg opdager at det allerede er blevet mørkt. Hvor længe har jeg sovet? Det ringer på igen og jeg rejser mig op. Jeg tumler ud i gangen og videre ud til døren.

”Hvem er det?” spørger jeg lige inden jeg åbner døren. Det syn der møder mig vasker ethvert spor af døsighed væk og jeg spærrer øjnene op.

”Oppa..?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...