Red Thread {VIXX}

Tilfældige møder mellem en pige og to drenge fører til en følelsesmæssig rutsjetur, der vil sætte deres hjerter på prøve.
Jung Heejin er en pige, der aldrig har prøvet at være forelsket, men det ændrer sig. Hun møder en dreng ved navn Leo under mærkelige omstændigheder, og da de skilles, er hun sikker på, de aldrig skal ses igen. Men da hun møder en anden dreng ved navn Hongbin, dukker Leo pludselig op igen. Heejins hjerte bliver trukket i to retninger, og hun vil blive tvunget til at vælge mellem de to drenge. Det er bare lettere sagt end gjort, og hvis hun ikke kan vælge, vil hun så ende med at miste dem begge?

6Likes
5Kommentarer
1434Visninger
AA

16. Kapitel 15

 

Da jeg åbner øjnene igen ligger jeg på madrassen med hovedet på puden. Leo må have lagt mig ned da jeg faldt i søvn. Jeg venter med at åbne øjnene og lytter til mine omgivelser. Jeg kan høre nogen gå rundt ude i køkkenet og flytte rundt på ting derude. Da jeg lytter lidt bedre efter kan jeg høre to hviskende stemmer og jeg går ud fra at de hvisker fordi de tror jeg stadig sover. Så jeg åbner øjnene og sætter mig op så de ved jeg er vågen. Der er stille i noget tid inden en af dem taler.

”Godmorgen Heejin.”

Jeg genkender stemmen som Ns og jeg vender mig så jeg kan se ham. Ham han snakkede med viser sig at være Ravi.

”Godmorgen,” siger jeg og strækker mig. ”Vækkede vi dig?” spørger N og jeg ryster på hovedet. Jeg rejser mig op og går ud til dem. De er ved at lave morgenmad.

”Er de andre ikke oppe endnu?” spørger jeg og de ryster begge på hovedet. ”Alle undtagen Leo hyung sover stadig,” siger Ravi og jeg ser mig omkring. ”Hvor er Leo?” spørger jeg og Ravi trækker på skuldrene. ”Han var væk da vi vågnede så han er taget af sted tidligt uden vi opdagede det,” siger han og jeg kan ikke lade være med at føle mig lidt skuffet. Jeg ville gerne have takket ham for at sidde hos mig i nat så jeg kunne falde i søvn.

”Ravi kan du ikke vække de andre?” spørger N og Ravi nikker hvorefter han forsvinder ind på et af soveværelserne. Jeg træder helt hen til N og ser på det han laver.

”Det ser godt ud,” siger jeg og smiler til ham. Han gengælder smilet og siger tak. Jeg kan høre noget mumlen inde fra soveværelset og kort tid efter kommer Ravi ud igen.

”Hyuk gjorde det igen,” sukker han og kører en hånd gennem håret. N klukker og jeg ser uforstående frem og tilbage mellem dem. ”Hvad gør han?” spørger jeg og Ravi smiler skævt. ”Når Hyuk bliver vækket og han stadig halvsover, snakker han uformelt til os og siger ikke hyung. Desuden bruger han også satoori fra sin hjemnby,” siger Ravi og jeg presser læberne sammen for at skjule et smil. Det kan jeg sagtens forestille mig Hyuk gøre.

”Hvad med Ken?” spørger N og Ravi ryster opgivende på hovedet. ”Du ved hvordan han er. Jeg tror kun det er dig der kan få ham op,” siger Ravi og N trækker på skuldrene. Han vender sig mod mig og spørger: ”Kan du holde øje med maden mens jeg går ind og vækker Ken?”

Jeg nikker og tager skeen fra ham hvorefter han forsvinder ind på værelset.

Jeg rører lidt fraværende rundt i suppen og det giver et gib i mig da nogen pludselig lægger armene om mig bagfra. Jeg ser mig over skulderen og smiler da jeg opdager det er Hongbin.

”Har du sover godt?” spørger han og jeg nikker. Jeg vender opmærksomheden mod gryden igen og Hongbin hviler sin hage på min skulder. Jeg smiler for mig selv og lægger min frie hånd på Hongbins ene arm.

Nogle minutter senere tumler Ken søvndrukkent ud af soveværelset efterfulgt af N. Ken går hen og smider sig med ansigtet først ned på sofaen hvilket får N til at himle opgivende med øjnene. Han lader ham dog ligge og kommer ud i køkkenet til Hongbin og mig. Han ser ned i gryden og smiler. Han siger det er færdig så jeg slukker for blusset og lader ham tage gryden med ind til bordet. Jeg klapper Hongbins hænder der ligger foldet på min mave og han giver modvilligt slip på mig. Jeg hører riskogeren bippe hvilket betyder at risene er kogt færdig. Jeg ser at der står seks skåle stablet ved siden af riskogeren og kan gætte mig frem til hvad de skal bruges til. Jeg begynder en efter en at fylde dem med ris. Jeg opfører mig allerede som om jeg selv bor her. Atmosfæren i lejligheden er bare så varm og.. hjemlig. Jeg føler mig godt tilpas i lejligheden, ligesom jeg gør i Sehuns lejlighed. Jeg føler mig lige så meget hjemme her, som jeg gør i min egen lejlighed.

Da skålene er fyldt til randen med ris, hjælper Hongbin med at bære dem ind til bordet og vi begynder alle at spise. Ken har kravlet fra sofaen og hen til os andre og han ser ud til at være vågnet lidt op. Der er en god atmosfære ved bordet. Normalt spiser jeg morgenmad alene så jeg nyder lyden af fem drenge der sludrer i munden på hinanden. Det føles som en familie og det er noget nyt for mig med så meget snak ved morgenbordet. Da jeg boede hjemme spiste jeg morgenmad med mine forældre og der blev aldrig sagt et ord. Jeg er blevet opdraget til at sidde stille, ikke sige et ord mens jeg spiser og bede om lov til at forlade bordet når jeg er færdig. Det er første gang jeg spiser morgenmad med så mange og de larmer meget. Men jeg elsker det og kunne sagtens vænne mig til det.

”Heejin-ah.”

Jeg bliver nærværende ved lyden af mit navn og ser hen på N. ”0524, husk de tal,” siger han og jeg rynker uforstående panden. ”Hvorfor?”

”Fordi det er koden til vores lejlighed,” siger han og jeg spærrer øjnene lidt op, ”så hvis du mangler et sted at være, eller bare vil kigge forbi, kan du låse dig selv ind.”

Jeg ser rundt på dem alle og de smiler til mig. ”Er det virkelig okay?” spørger jeg og de svarer alle selvfølgelig. ”Noona, du må også gerne komme og lave mad til os en gang imellem,” siger Hyuk og smiler bredt. ”Hyuk!” udbryder alle drengene samtidig og jeg klukker. ”Det skal jeg nok Hyuk,” lover jeg og hans smil bliver om muligt endnu bredere. ”Tak noona,” siger han og vi fortsætter alle med at spise.

Efter vi har spist, ringer jeg til Sehun. Han har haft en ekstranøgle til min lejlighed siden jeg flyttede ind i den, men den blev væk for omkring et år siden. Men så kom jeg i tanke om at han egentlig fandt den for to uger siden og dermed kan låse op for mig. Det havde jeg helt glemt i går og det er jeg ret flov over nu.

Jeg fortæller ham ikke hvorfor jeg vil mødes, men han behøver heller ikke grund til at ses. Han siger at han vil møde mig på en legeplads tæt på min lejlighed, så da jeg har skiftet tøj, og sagt tak til drengene mange gange, tager jeg af sted for at møde ham.

  Jeg træder ind på legepladsen og får hurtigt øje på Sehuns lange skikkelse. Han sidder og svinger frem og tilbage på en af gyngerne på legepladsen. Da han får øje på mig, stopper han gyngen og kommer hen mod mig. Han stopper op foran mig og spørger uden omsvøb: ”Hvor var du i går aftes?”

Jeg lægger hovedet på skrå og svarer ikke. ”Jeg besøgte din lejlighed sent i går, men du var ikke hjemme,” fortsætter han og ser alvorligt på mig, ”så hvis du ikke var hjemme, hvor var du?”

”ViPride,” siger jeg og Sehun ser uforstående på mig, ”det er navnet på VIXX’ lejlighed.”

Hans ansigtsudtryk skifter til overraskelse. ”Hvad lavede du der? Hvor længe var du der?” spørger han og jeg trækker på skuldrene. ”Jeg kunne ikke komme ind i min lejlighed så jeg overnattede hos dem,” siger jeg og han spærrer øjnene op. ”MWO?!” udbryder han, ”hvad mener du med at du ikke kunne komme ind i lejligheden? Sov du der virkelig hele natten? Hvad skete der?”

Jeg himler med øjnene og forklarer ham at jeg havde glemt min nøgle og ringede til N for at søge hjælp. Sehuns ansigtsudtryk skifter fra målløst til fuldkommen udtryksløst. 

”Siden hvornår er du begyndt at spørge andre om hjælp før du spørger mig?” spørger han og hans kolde tone overrasker mig, ”jeg har tænkt på det i noget tid nu, men sagde til mig selv at det ikke betød noget. Nu kan jeg se at det ikke bare var indbildning.”

Jeg ser uforstående på ham og bryder mig ikke om udtrykket i hans øjne. Det er fremmed for mig og drengen foran mig er ikke den Sehun jeg kender.

”Du fortæller mig ikke længere når der sker dig noget eller når du har problemer og nu vil du heller ikke lade mig hjælpe dig. Er vi overhovedet stadig bedstevenner?”

Jeg spærrer øjnene lidt op og åbner munden. Jeg ved dog ikke hvad jeg skal sige og ender med at lukke den igen. ”Undskyld,” er det eneste jeg kan komme på og Sehun fnyser hånligt. ”Er det det eneste du har at sige?” spørger han og jeg presser læberne sammen. Jeg ser ned og hører Sehun sukker dybt. Jeg hører hans skridt bevæge sig væk fra mig og jeg ser op.

”Sehun-ah!” siger jeg, men han stopper ikke, ”Oh Sehun!”

Han fortsætter uden at se sig tilbage og jeg får tårer i øjnene. ”Sehun-ah..” hvisker jeg og gemmer ansigtet i hænderne. Jeg prøver at tørre tårerne væk, men der bliver ved med at komme nye. Jeg giver op og lader bare tårerne falde ned for mine fødder. Uden selv at tænke over det finder jeg min mobil frem og ringer nogen op. Da jeg hører vedkommendes stemme i den anden ende begynder jeg for alvor at græde.

”Heejin hvad er der galt?” spørger han og jeg hulker. ”Oppa..” siger jeg med grødet stemme, ”jeg vil se dig.”

Der er stille i den anden ende i noget tid og jeg prøver at kvæle et hulk. ”Hvor er du?” spørger han og jeg siger foran min lejlighed. Der er stille lidt igen og så siger han: ”Jeg kommer med det samme.”

Han lægger på og jeg ser lidt på telefonen inden jeg lægger den tilbage i min lomme. Jeg sætter mig hen på den gynge Sehun sad på tidligere og ser på min venskabsring med blikket sløret af tårer.

Jeg ved ikke hvor længe jeg har siddet sådan før jeg mærker en hånd på min skulder. Jeg kigger op og ser Leos ansigt.

”Oppa..” mumler jeg ynkeligt. ”Hvad er der sket?” spørger han med bekymring i stemmen. Jeg ser ned og mumler: ”Sehun og jeg skændtes. Jeg tror han er virkelig sur.”

Leo siger ikke noget, men giver bare min skulder et blidt klem. ”Jeg er ked af at jeg sådan ringede til dig og bad om noget så urimeligt,” mumler jeg og skammer mig over at jeg lod min svaghed falde mod Leo igen. Det lader til at jeg virkelig foretrækker ham ved min side når jeg har det svært. At jeg stadig vælger ham selvom jeg nu har en kæreste.

”Du skal ikke undskylde,” siger Leo og slipper min skulder. Han stiller sig foran mig og sætter sig på hug så hans ansigt er ud for mit. ”Heejin se på mig,” siger han dæmpet og efter lang tids tøven løfter jeg hovedet lidt og møder hans blik, ”du skal aldrig tøve med at spørge mig om hjælp når du har brug for det. Jeg bliver ikke irriteret og du skal ikke få dårlig samvittighed. Du skal bare kalde og så vil jeg komme.”

Jeg ser længe og indgående på ham og han gengælder roligt mit blik. Så læner jeg mig lidt frem og lægger armene om hans hals.

”Tak oppa,” siger jeg og trykker ham ind til mig. ”Pabo,” siger han lavmælt og stryger mig over håret. Jeg lukker øjnene og nyder hans nærhed. Jeg suger ham til mig og kan mærke at jeg falder til ro og tårerne stopper med at trille ned ad mine kinder.

Efter vi har sat sådan i et minuts tid, løsner Leo mit greb om sin hals og skubber mig lidt ud fra sig. Han tager mit ansigt i sine hænder og tørrer mine kinder med sine tommelfingre. Jeg ser ham dybt i øjnene og før jeg kan nå at stoppe mig selv, har jeg presset mine læber mod hans. Jeg kan mærke at han stivner under mine læber og det går op for mig hvad det er jeg laver. Jeg trækker mig hurtigt tilbage og ser genert ned.

”Und.. undskyld..” mumler jeg med bævende stemme og frygter Leos reaktion. Han rejser sig langsomt op og jeg tør ikke se på ham.

”Vi holder det her fra Hongbin og de andre,” siger han og jeg nikker. Han står lidt i stilhed og jeg gætter på at han betragter mig, men jeg kan dog ikke gætte med hvilket udtryk. Så vender han sig og jeg hører hans skridt bevæge sig væk og til sidst forstumme. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...