Red Thread {VIXX}

Tilfældige møder mellem en pige og to drenge fører til en følelsesmæssig rutsjetur, der vil sætte deres hjerter på prøve.
Jung Heejin er en pige, der aldrig har prøvet at være forelsket, men det ændrer sig. Hun møder en dreng ved navn Leo under mærkelige omstændigheder, og da de skilles, er hun sikker på, de aldrig skal ses igen. Men da hun møder en anden dreng ved navn Hongbin, dukker Leo pludselig op igen. Heejins hjerte bliver trukket i to retninger, og hun vil blive tvunget til at vælge mellem de to drenge. Det er bare lettere sagt end gjort, og hvis hun ikke kan vælge, vil hun så ende med at miste dem begge?

6Likes
5Kommentarer
1450Visninger
AA

15. Kapitel 14

 

Jeg sætter mig ind i bilen og griber krampeagtigt fat i rattet til mine knoer bliver helt hvide.

”Jeg synes altid jeg enten er vred eller ked af det når jeg forlader mine forældres hus,” siger jeg gennem sammenbidte tænder. Jeg bruger et minuts tid på at køle ned og så vender jeg mig mod Hongbin der har forholdt sig i ro.

”Det er jeg virkelig ked af at du skulle udsættes for. Jeg troede min far havde bedre manerer,” siger jeg og Hongbin ser på mig. ”Det er ikke din skyld,” siger han og smiler anstrengt. ”Jeg burde slet ikke have taget dig med. Jeg burde vide bedre, men jeg havde håbet min far havde forandret sig. Jeg tog fejl,” siger jeg og skuler af huset, ”og nu vil jeg væk herfra hurtigst muligt og der kommer til at gå lang tid før jeg kommer tilbage.”

Jeg tænder bilen og kører væk fra huset.

Jeg ruller vinduet ned og nyder vinden mod min hud. Det hjælper også med at klare mine tanker en smule. Jeg skæver til Hongbin der også har rullet ned og har armen ude af det åbne vindue. Vi har ikke sagt noget siden vi kørte fra mine forældres hus og jeg er sikker på at Hongbin vil stille spørgsmål når han er klar. Vi kører i stilhed i yderligere nogle minutter inden Hongbin taler.

”Heejin-ah,” siger han og jeg nikker, ”hvorfor fortalte du mig det ikke?”

Jeg spørger hvad han mener. ”At din familie har mange penge. Hvorfor sagde du ikke noget?” spørger han og jeg presser læberne sammen. Efter nogle sekunders tøven siger jeg: ”Da jeg var seks år fandt min klasse ud af at min familie er rig og de ville alle være venner med min på grund af pengene. Derfor har jeg altid holdt det hemmeligt for alle jeg har mødt siden,” siger jeg og skæver til ham, ”Sehun fandt først ud af det da han havde kendt mig i over et år.”

Hongbin ser på mig i lang tid uden at sige noget. Jeg kører en hånd gennem håret, en vane jeg har fra Sehun, og rækker så hånden ud af vinduet for at mærke vinden bedre.

”Hvordan kan det være det ikke står nogen steder? Normalt når rige familier der ejer store firmaer har børn, har de været i nyhederne en gang, især hvis de er enebarn og dermed den eneste arving til forældrenes firmaer og penge. Hvordan kan det være man aldrig har hørt om dig?”

Jeg er igen stille i lang tid inden jeg svarer. ”Min mor har altid holdt mig uden for pressens søgelys. Når jeg så blev gammel nok kunne jeg selv vælge om jeg ville være en del af den verden,” begynder jeg og synker en klump inden jeg fortsætter, ”efter den oplevelse jeg havde som 6-årig, ville jeg ikke have noget at gøre med min fars verden. Jeg flyttede også hjemmefra så snart jeg fik chancen.”

Jeg har altid svært ved at tale om det af en eller anden grund. Jeg får en knude i maven og bliver anspændt.

”Så du er ikke tæt med din far?” spørger Hongbin og jeg fnyser. ”Det ville være synd at sige,” mumler jeg og holder for rødt lys. Jeg vender hovedet og ser på Hongbin. ”Min far og jeg har aldrig haft et godt forhold og det blev kun mere distanceret med årene. Men alligevel prøvede han at kontrollere mit liv på forskellige måder. Kun med min mors hjælp fik jeg lov at gå på universitetet og studere det jeg gerne ville. Det krævede også en del overtalelse at få lov at flytte ud,” siger jeg og vender så igen opmærksomheden mod trafiklyset. ”Hvornår flyttede du hjemmefra?” spørger Hongbin idet lyset skifter til grønt. ”Da jeg var 16 år,” siger jeg og drejer bilen ned ad den sidevej hvor drengenes lejlighed ligger, ”jeg har boet i den samme lejlighed siden jeg var 16 og Eun Hye flyttede først ind senere. Min far ville for en gangs skyld prøve at gøre noget godt for mig og som sædvanlig kender han ikke til andet end penge.”

Jeg kører bilen ind til siden og parkerer ved kantstenen. Jeg slukker bilen og ser op på lejlighedskomplekset.

”Min far betaler min husleje og sætter penge ind på min konto hver måned. Det er derfor jeg ikke arbejder,” siger jeg og ser hen på Hongbin, ”men jeg vil ikke lade pengene stige mig til hovedet så derfor bruger jeg ikke ret mange af dem, og derfor kører jeg ikke rundt i min bil.”

Jeg aer bilens rat og sukker. ”Selvom jeg er helt vild med den.”

”Så behold den og brug den,” siger Hongbin og jeg smiler sørgmodigt. ”Jeg ville gerne, men hvordan skal jeg forklare hvor jeg har den fra?” spørger jeg og ser ud ad forruden, ”som du selv sagde tidligere da jeg sagde den er min. Hvordan kan en universitetsstuderende have råd til sådan en bil? Hvis jeg kører i skole i den her bil vil der blive stillet en masse spørgsmål jeg ikke kan svare på.”

Hongbin nikker forstående og jeg læner mig modløst tilbage i sædet. ”Men jeg tror dog jeg beholder den i dag og kører den hjem til mine forældre i morgen,” siger jeg og mærker et stik indeni ved tanken om at jeg skal efterlade min bil igen, ”eller måske i overmorgen.”

Hongbin smiler skævt og siger: ”Bare behold den og lad være med at køre i skole i den.”

”Du vil bare have at jeg skal beholde den så jeg kan være chauffør for dig,” siger jeg drillende og Hongbin klukker. ”Afsløret,” siger han og jeg kan ikke lade være med at smile. Hongbin læner sig hen og kysser mig blidt på læberne.

”Vi snakkes ved,” siger han og stiger så ud af bilen. Jeg ser efter ham indtil han forsvinder ind i bygningen. Jeg sidder lidt og ser på den lukkede dør inden jeg endelig får taget mig sammen til at køre hjem.

  Jeg føler mig pludselig meget udmattet mentalt og glæder mig til bare at smide mig på sofaen foran fjernsynet. Men desværre går det ikke så let. Da jeg står foran døren og gennemgår mine lommer kan jeg ikke finde min nøgle lige meget hvor ihærdigt jeg leder. Lejligheden har ingen kode, som de fleste andre har, og man kan kun komme ind med en nøgle. En nøgle jeg har glemt inden for og da jeg tog af sted med Hongbin slog jeg smæklåsen til. Hvilket betyder at jeg nu er låst ude.

Jeg læner frustreret panden mod døren og lukker øjnene. Det er ikke første gang at jeg har glemt min nøgle og normalt ville jeg tage over til Sehun indtil Eun Hye kom hjem så hun kunne lukke mig ind. Men Eun Hye er stadig ikke kommet hjem og har stadig ikke taget kontakt til mig, så jeg kan vente længe på hende. Hvilket betyder at jeg må finde et andet sted at sove i nat, og finde en løsning i morgen. Jeg retter mig op og finder min mobil frem. Jeg skal til at ringe Sehun op, men tøver så. I en situation som denne ville jeg uden tøven ringe og bede Sehun om hjælp, så hvorfor tøver jeg? Han vil uden tvivl hjælpe, så det er bare at ringe og spørge. Men af en eller anden uforklarlig grund scroller jeg lidet længere op i min kontaktliste og ringer en anden person op. Opkaldet bliver hurtigt besvaret og jeg tager en dyb indånding.

”Hakyeon oppa~” siger jeg og prøver at lyde virkelig ynkelig. ”Hvad er der Heejin?” lyder Ns bekymrede stemme. ”Jeg har et problem,” siger jeg og tager i håndtaget for at være sikker på den er låst. Det er den. ”Hvad er det?” spørger N og jeg bider mig forlegent i underlæben. ”Jeg er kommet til at låse mig selv ude af min lejlighed, så jeg mangler et sted at overnatte,” siger jeg og lader selv N regne sig frem til hvad jeg mener. Jeg kan næsten se ham smile da han siger: ”Vores dør står altid åben for dig. Du kommer bare.”

Jeg smiler stort, siger tak og spørger hvornår jeg må komme. ”Med det samme. Når du ikke kan komme ind, er der jo ingen grund til at blive hængende foran din dør,” svarer N og jeg giver ham ret, ”skal jeg sende Ken for at hente dig?”

”Nej det er okay,” siger jeg og ser på nøglerne til min bil, ”transport er ikke noget problem, vi ses om et par minutter.”

Jeg lægger på, går ned til min bil og sætter kursen mod VIXX’s lejlighed.

  Nogle minutter senere drejer jeg ind på deres vej og ser Hongbin og N stå uden for bygningen. Hongbin smiler da han ser bilen mens N kniber øjnene lidt sammen og ser indgående på mig gennem ruden. Jeg stopper ved kantstenen, slukker bilen og stiger ud. Da N ser mig måber han og ser frem og tilbage mellem mig og bilen.

”Hvad er det?” spørger N og peger på bilen. ”Det er en bil,” siger jeg og N himler med øjnene. ”Det kan jeg da godt se, men hvor har du den fra?” spørger han og jeg skæver til Hongbin. ”Det er en lang historie som må vente til en anden dag,” siger jeg og N kan fornemme at jeg ikke vil snakke om det så han spørger ikke mere ind til det. Jeg smiler og lægger en hånd på taget af bilen.

”Jeg har ikke engang fået præsenteret jer,” siger jeg og Hongbin og N ser uforstående på mig, ”Hongbin og Hakyeon oppa, mød Sehun.”

De hæver begge et øjenbryn og ser på bilen. ”Har du opkaldt din bil efter din bedste ven?” spørger Hongbin og jeg nikker, ”hvorfor? Sehun lyder ikke som et navn til en bil.”

”Du ved da hvor meget Sehun betyder for mig,” siger jeg og klapper bilens tag, ”i mange år har han været det mest dyrbare for mig og han er det vigtigste i mit liv. Igennem min barndom og teenageår havde jeg ikke andre end ham og havde heller ikke brug for andre. Så da jeg fik en bil og skulle give den et navn ville jeg opkalde den efter ham. Det, og jeg kunne ikke finde på noget bedre.”

Hongbin og N griner og siger de forstår. Efter at have låst bilen følger jeg efter dem ind i bygningen.

”Undskyld at jeg sådan trænger mig på,” siger jeg da vi står i elevatoren. ”Du behøver ikke undskylde. Du er altid velkommen,” siger han og lægger en hånd på min skulder, ”også når du mangler et sted at sove.”

Jeg smiler bredt til ham og siger tak.

Vi træder ind i drengenes lejlighed og de andre sidder samlet på gulvet midt i rummet. De ser alle i vores retning, smiler og løfter hånden til hilsen. Mine øjne møder kort Leos inden jeg skynder mig at se væk.

”Nu hvor du har præsenteret os for din bil må jeg hellere præsentere dig officielt for vores lejlighed,” siger N og jeg ser uforstående på ham, ”Heejin, mød ViPride.”

”ViPride?” siger jeg forvirret. ”Kort for VIXX’ Pride,” forklarer N og jeg nikker forstående. Vi sætter os ind til de andre og jeg sørger for at sidde så tæt op ad Hongbin som muligt. Leo sidder overfor os og jeg gør alt for at undgå at se på ham. Jeg knuger Hongbins arm ind til mig og lægger min kind mod hans skulder. Hongbin har ikke noget imod det og de andre ser også ud til at acceptere det. De har vænnet sig til tanken om at Hongbin og jeg er sammen, selvom det tog lidt tid.

”Skal vi sende nogen ned efter snacks?” foreslår N og de andre nikker. Efter en omgang sten, saks, papir bliver Ken og Hongbin dem der skal gå ned og købe snacks. Kort tid efter har de forladt lejligheden og jeg ser rundt på de andre. Jeg rykker tættere på N og tager fat om hans arm. N ser uforstående på mig, men så er det som om noget går op for ham. Han ser over på Leo og derefter tilbage på mig. Jeg møder hans blik og nikker svagt for at vise det er præcis som han tror. Jeg prøver at holde mig på afstand af Leo. N klapper min ene håndryg og lader mig holde hans arm.

”Siden vi ikke har et fjernsyn er vores eneste underholdning at snakke,” begynder N og ser rundt på de andre, ”så hvad skal vi snakke om?”

”Jeg har faktisk et spørgsmål,” siger jeg og rømmer mig, ”hvad er jeres yndlings snacks?”

”Jeg kan lide is, Jagariko og drikker meget honning mælk,” siger N og ser så hen på Hyuk. ”Jeg er ikke så glad for snacks,” siger han og jeg husker noget fra dengang Leo og jeg købte snacks til drengene. I stedet for at spise slik tog Hyuk frugt. ”Ken hyung er helt anderledes,” fortsætter Hyuk, ”han er helt vild med koreansk slik som White Heim og han elsker chokolade.”

Jeg kan huske hvor mange gange jeg har set Ken spise slik. Både når drengene øver og når de sidder herhjemme. Hans taske er altid fuld af slik.

”Hvad med Hongbin?” spørger jeg. ”Hongbin kan lide energibarer,” svarer Ravi og jeg nikker. ”Må jeg så spørge dig om noget?” spørger Hyuk og jeg nikker, ”Leo har fortalt at du har mange film derhjemme. Hvilken slags film kan du bedst lide?”

”Gyserfilm og actionfilm,” siger jeg uden tøven og de ser på mig med vantro i blikket. ”Det mener du ikke,” siger N og jeg ser op på ham. ”Hvorfor skulle jeg ellers sige det?” spørger jeg og lægger hovedet på skrå, ”jeg ser tit One Missed Call, Silent Hill og The Avengers.”

N ser målløst på mig og da jeg ser rundt på de andre ser de lige så målløst på mig. Undtagen Leo selvfølgelig for han har kigget mit DVD skab igennem og ved hvor mange gyserfilm og actionfilm jeg har.

”Du skal i hvert fald ikke se film med N hyung,” siger Ravi og jeg ser uforstående på ham, ”N hyung bliver meget nemt bange og kan slet ikke se uhyggelige film.”

Jeg ser igen på N og spørger om det er sandt.

”Jeg har aldrig brudt mig om at gå alene hjem, så lige meget om jeg var sammen med venner eller min kæreste, så ville jeg følges hjem fordi jeg var bange,” indrømmer N flovt og klør sig i nakken, ”jeg ville ønske jeg var mere som Ken. Han har fjerde grad i sort bælte i taekwondo og havde intet problem med at følge sin kæreste hjem.”

”Eller som Leo hyung,” siger Hyuk og ser over på Leo, ”han har en level fire inden for taekwondo og har vundet op til flere mesterskaber inden for svømning og boksning.”

Jeg ser målløst på Leo og siger: ”Du har da aldrig fortalt mig at du har gået til boksning.”

Leo møder mit blik og trækker på skuldrene. “Du har aldrig spurgt.”

Jeg rynker panden og føler lidt at det er payback fra da han spurgte hvorfor jeg ikke havde fortalt ham jeg har spillet fodbold.

  Da vi har siddet i nogle minutter og snakket om drengenes kommende optræden, kommer Ken og Hongbin tilbage med en indkøbspose. De stiller den i midten af vores lille kreds og da Hongbin har sat sig, slipper jeg N og klynger mig igen til hans arm. De andre begynder at vælge deres snacks og jeg spærrer øjnene op da Ken fisker en pakke med mine yndlings kiks op ad posen.

”Jeg tænkte at du nok ville foretrække dem her,” siger han og rækker pakken frem mod mig. Jeg tager taknemligt imod den og åbner den med det samme.

”Spis nu ikke for meget, vi skal jo have aftensmad,” siger N og samler posen op, ”kan en af jer ikke ringe efter noget?”

”Kylling!” siger Hongbin og jeg i munden på hinanden og de andre griner. ”Det bliver kylling,” siger Ravi og tager Ns telefon for at ringe efter udbringning. Omkring tre kvarter senere bliver der ringet på døren og vi får vores kylling. Alle propper sig og der er kamp om det sidste stykke. En kamp som Hyuk vinder. Hyuk er også den der spiser mest og fordi han er gruppens maknae bliver de andre ikke sure.

  Efter maden snakker vi og spiller spil. Da det er tid til at gå i seng finder N en madras frem til mig og han spørger hvilket værelse jeg vil sove i. Leo og Hyuk deler værelse, Hongbin, Ken og N deler værelse og Ravi sover alene (fordi han snorker meget højt). Men jeg vælger at sove i stuen, fordi jeg tror at alle i værelset, inklusiv mig selv, ville føle det lidt akavet at sove sammen. N redder op til mig og lægger madrassen hen foran sofaen så jeg kan flytte op i den i løbet af natten hvis jeg vil. Som nattøj låner jeg en af Ravis trøjer, fordi hans stil er hiphop er mange af hans trøjer store selv til ham, og af Leo låner jeg et par af hans gamle fodboldshorts. Det er det samme som det jeg sover i derhjemme så jeg føler mig godt tilpas i det.

Da alle drengene har børstet tænder og taget nattøj på går de ind på deres værelser og lejligheden bliver stille. Jeg kan tydeligt høre at det er begyndt at regne fordi det pisker mod ruden og det blæser også. Jeg ligger i lang tid og lytter til regnen. Jeg kan godt lide lyden, men noget jeg ikke bryder mig om er når det blæser så kraftigt at væggene knirker og knager. Desværre er det ved at ske og jeg trækker dynen op over hovedet for at prøve at lukke lyden ude. Det virker ikke rigtig og jeg bliver mere og mere urolig. Pludselig hører jeg noget rumsteren inde fra Leo og Hyuks værelse. Jeg kan høre nogen gå rundt derinde og jeg trækker dynen væk fra ansigtet. Da døren bliver åbnet sætter jeg mig op og ser Leo komme ud af værelset. Han ser på mig og lægger hovedet let på skrå. Han lukker døren og kommer hen til mig.

”Kan du ikke sove?” spørger han og jeg ryster på hovedet. ”Jeg er bange for blæsten, så jeg kan ikke falde i søvn,” indrømmer jeg og ser lidt tøvende på ham. Jeg ved jeg ikke burde spørge om det jeg nu skal til, men før jeg når at stoppe mig selv har jeg spurgt.

”Vil du ikke holde mig med selskab indtil det enten holder op eller jeg falder i søvn?”

Leo ser lidt på mig og nikker så. ”Jeg går lige på toilet og så kommer jeg tilbage,” siger han og går ud på badeværelset. Mens han er derude sætter jeg mig til rette. Da han kommer tilbage sætter han sig i sofaen bag mig og jeg læner mig op ad hans ben. Han protesterer ikke og flytter sig heller ikke så jeg går ud fra han er okay med det. Jeg bemærkede noget da han kom ud af værelset og jeg er nødt til at vide om det bare er mig der ser syner eller har misforstået noget.

”Oppa, det tøj du har på nu var da ikke det du havde på da du gik i seng,” påpeger jeg. ”Jeg har en vane med at stå op om natten og skifte nattøj hvorefter jeg lægger mig til at sove igen,” indrømmer Leo og jeg vender mig for at se på hans ansigt. ”Det var da en underlig vane,” siger jeg og han svarer ikke. Jeg vender mig igen og læner min vægt mod hans skinneben.

”Hvad skal jeg gøre for at hjælpe dig med at sove?” spørger Leo efter noget tids stilhed og jeg trækker på skuldrene. ”Bare snak med mig,” siger jeg. Der er stille lidt mens han finder et emne. Til sidst spørger han: ”Er Hongbin din første forelskelse?”

Jeg tøver lidt inden jeg svarer. ”Hvis jeg skal være ærlig, så nej,” siger jeg og vrider mine hænder. Sandheden er at Leo er min første forelskelse, men det kan jeg ikke fortælle ham. Til gengæld kan jeg fortælle ham noget andet som ikke helt er løgn, men heller ikke hele sandheden.

”Da jeg var 9 år gammel mødte jeg en dreng i en park. Jeg var blevet væk fra min mor og sad og græd fordi jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre. Drengen kom hen og trøstede mig indtil jeg holdt op med at græde. Derefter legede vi sammen indtil min mor fandt mig,” siger jeg og smiler for mig selv ved mindet, ”jeg fandt aldrig ud af hvad han hed, men jeg vil kunne genkende ham hvis jeg ser et billede. Selvom jeg kun var 9 år gammel vil jeg sige den dreng var min første forelskelse. Jeg tænker stadig på ham en gang imellem. Hvad han laver nu, hvordan han ser ud og om jeg har mødt ham siden uden at vide det.”

Der er stille i noget tid og jeg tænker at Leo nok ikke har tænkt sig at kommentere det. Jeg læner hovedet tilbage indtil mit baghoved rammer hans knæ. Jeg slapper af i hele kroppen og sidder faktisk overraskende behageligt. Leos nærhed har fået mig til helt at glemme frygten og mine muskler slapper af, inklusiv min hjerne. Idet mine øjenlåg begynder at blive tunge spørger Leo med så dæmpet stemme at jeg næsten ikke kan høre ham: ”Hvad ville du gøre hvis du mødte ham igen?”

Jeg smiler søvnigt og gaber.

”Takke ham for at have trøstet og leget med en lille grædende pige han slet ikke kendte,” siger jeg med sløvet stemme og opgiver kampen mod mine øjenlåg. Jeg lukker øjnene og ånder tungt ud. Søvnen tynger mig ned, og jeg kan kun lige opfange Leos næste spørgsmål.

”Tror du at du ville kunne få følelser for ham? At fordi han er din første forelskelse ville du kunne forelske dig i ham nu?”

”Du kunne jeg vel,” siger jeg og gaber igen, ”hvis vores møde dengang var forudbestemt så vil jeg sikkert møde ham igen. Hvis det er meningen jeg skal elske ham.. så vil jeg sikkert gøre det,” de sidste ord skal tvinges over mine læber og så snart jeg har gjort sætningen færdig overgiver jeg mig til søvnen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...