Red Thread {VIXX}

Tilfældige møder mellem en pige og to drenge fører til en følelsesmæssig rutsjetur, der vil sætte deres hjerter på prøve.
Jung Heejin er en pige, der aldrig har prøvet at være forelsket, men det ændrer sig. Hun møder en dreng ved navn Leo under mærkelige omstændigheder, og da de skilles, er hun sikker på, de aldrig skal ses igen. Men da hun møder en anden dreng ved navn Hongbin, dukker Leo pludselig op igen. Heejins hjerte bliver trukket i to retninger, og hun vil blive tvunget til at vælge mellem de to drenge. Det er bare lettere sagt end gjort, og hvis hun ikke kan vælge, vil hun så ende med at miste dem begge?

6Likes
5Kommentarer
1437Visninger
AA

14. Kapitel 13

 

Jeg ved ikke hvor længe jeg har stået og kigget ud i ingenting, da dørklokken pludselig ringer. Min første tanke er at Eun Hye er kommet tilbage og jeg er allerede på vej ud i gangen da jeg indser noget. Eun Hye ville bare komme ind og ikke ringe på. Jeg stopper op og overvejer hvem det så kan være. Jeg tøver med at åbne, for med tårer ned ad kinderne har jeg ikke lyst til at vise mit ansigt til nogen. Men noget i mig siger at jeg skal se hvem det er. Så til sidst åbner jeg døren og er glad for at jeg åbnede. Leo står uden for og da han ser mit ansigt bliver hans øjne bekymrede.

”Hvad er der sket?” spørger han og jeg ryster på hovedet. Ved synet af ham begynder jeg at græde mere og uden at tænke over det træder jeg ind i hans favn. Jeg knuger hans trøje i mine hænder og læner mit hoved mod hans brystkasse. Leo står helt stille, men heldigvis lader det ikke til at han vil skubbe mig væk.

”Heejin-ah..” siger han med spag stemme. ”Bare lidt længere,” mumler jeg ind mod hans brystkasse. Leo modsiger mig ikke, men lægger bare armene om mig. Han stryger mig blidt over håret med den ene hånd og jeg føler mig allerede bedre tilpas. Lyden af hans hjerteslag og åndedræt beroliger mig yderligere og til sidst stopper mine tårer.

”Oppa,” siger jeg og læner mig lidt væk fra ham så jeg kan se hans ansigt, ”hvorfor er det at du altid dukker op når jeg har mest brug for nogen ved min side?”

Leo smiler skævt og siger: ”Det er måske min sjette sans. At vide hvornår du har brug for støtte.”

Jeg smiler også skævt og trykker mig ind mod ham igen. ”Vil du fortælle mig hvad der er sket?” spørger han og jeg nikker. Jeg træder ikke ud af hans favn mens jeg fortæller om Eun Hyes reaktion og hendes ord lige inden hun gik sin vej. Jeg mærker tårerne stige op i øjnene igen, men Leos nærhed forhindrer dem i at trille ned ad mine kinder. Han stryger mig over håret og siger med dæmpet stemme: ”Hun skal nok blive god igen.”

”Jeg ved ikke..” mumler jeg tvivlende, ”hun så virkelig såret ud. Hun lignede virkelig en der følte sig forrådt.”

”Vidste du at hun kan lide Hongbin?”

”Jeg vidste at hun havde et godt øje til ham, men jeg troede ikke det var noget seriøst,” mumler jeg og snøfter, ”hun har før vist interesse for drenge med et kønt ansigt, men hun har aldrig rigtig forelsket sig i nogen af dem. Jeg troede det var det samme denne gang.”

Leo skubber mig lidt ud fra sig og ser mig i øjnene. ”Så har du jo ikke gjort noget forkert,” siger han og jeg rynker panden. ”Men jeg har såret min bedste venindes følelser ved at finde sammen med den dreng hun er forelsket i. Hvordan kan det være okay?”

Leo ser længe og indgående på mig og stryger en tot af mit hår om bag mit øre. Præcis den samme handling som Hongbin gjorde tidligere, men forskellen er alligevel så stor. Følelsen af Hongbins fingre mod min hud var ikke noget særligt og jeg tænkte ikke rigtig over det. Men nu hvor Leo gør det, springer mit hjerte et slag over. Hans fingre mod min hud sender en skælven gennem hele min krop. Selv den mindste berøring fra Leo føles værdifuld. Jeg vil ikke bytte det for noget. Selv noget så enkelt som hans fingerspidser der stryger mine kindben så blidt og let som hvis det var sommerfuglevinger. Selv det er uvurderligt. For det sender bølger af velbehag gennem hele min krop. Noget Hongbin aldrig vil kunne..

Jeg ryster tanken af mig og møder Leos blik. Det får mit hjerte til at slå kolbøtter så jeg ender med at se væk igen.

”Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre..” mumler jeg og ser på mine hænder der stadig knuger Leos T-shirt. Han lægger sin pegefinger under min hage og løfter mit ansigt op så han kan se mine øjne.

”Jeg vil råde dig til at give Eun Hye lidt tid til at bearbejde nyheden og lade hende være imens. Hun skal nok komme tilbage når hun er klar,” siger han blidt og jeg nikker. ”Tak oppa,” siger jeg og smiler oprigtigt til ham. ”Hvad har man venner til?” siger han og jeg ved han mener det godt, men jeg føler alligevel et stik i hjertet. ”Ja. Venner.”

 

Der er gået fire dage siden Eun Hye fandt ud af at Hongbin og jeg er sammen. Jeg har ikke set hende siden. Da jeg kom hjem fra skole dagen efter kunne jeg se at hun havde været og hente en masse af sine ting. Hun har åbenbart ikke planer om at komme tilbage inden for nærmeste fremtid. Men jeg har gjort som Leo sagde og givet hende plads. Jeg har ikke kontaktet hende og jeg har ikke prøvet at finde ud af hvor hun er, selvom jeg har en mistanke. Eun Hye kommer tilbage når hun er klar.

  Jeg træder ind ad døren efter at have købt ind, da min mobil pludselig begynder at ringe. Jeg stiller posen fra mig og ser på displayet. Da jeg ser hvem det er der ringer, har jeg faktisk ikke lyst til at besvare opkaldet. Men det er fra en person der kun ringer hvis han vil mig noget, så jeg må nok hellere høre hvad det er. Jeg besvarer opkaldet og siger: ”Hej far.”

”Heejin, jeg hører du har fået en kæreste.”

Typisk min far. Han pakker ikke tingene ind, men går bare lige til sagen.

”Har Sehun sladret?” spørger jeg og kender allerede svaret. Sehun er den eneste der kan have fortalt ham det.

”Han ringede i går og spurgte om jeg vidste det,” siger min far uden at prøve at benægte det. Som sagt, lige til sagen. ”Så hvad er det du vil? Du ringede vel ikke bare for at bekræfte det,” siger jeg for jeg ved min far har ringet med et formål. ”Du kender mig bedst min datter,” siger han og jeg himler med øjnene, ”jeg ringer for at bede dig komme og besøge mig med den kæreste.”

Jeg holder telefonen ud foran mig og ser mistroisk på den. Så tager jeg den op til øret igen og spørger: ”Hvorfor? Så du kan jage ham væk fordi han har ødelagt den plan du har lagt for mig siden jeg var lille?”

”Du sårer mig Heejin,” siger min far og prøver at lyde oprigtigt såret. ”Prøver du at bilde mig ind at du for en gangs skyld interesserer dig for mit liv?” spørger jeg og kan godt selv høre hvor hård jeg lyder. ”Ja Heejin. For en gangs skyld er jeg interesseret i hvad der foregår i dit liv og derfor vil jeg gerne møde den dreng du er sammen med,” siger min far og det lyder virkelig som om han mener det. Jeg tøver i nogle sekunder og min far forholder sig tavs mens han venter på mit svar.

”Fint,” overgiver jeg mig til sidst, ”jeg skal nok tage ham med hjem.”

”Perfekt. Jeg vil se frem til det,” siger han og lægger så på uden at sige farvel. Jeg lægger telefonen tilbage i lommen og bærer posen ud i køkkenet som om intet er sket.

Efter at have stillet mine indkøb væk, ringer jeg til N og beder ham sende Hongbin hjem til mig så snart han ser ham. Han siger at han forventer Hongbin er hjemme om omkring to timer og dermed kan være hjemme ved mig om cirka to en halv time. Efter at have lagt på ringer jeg op til min far og siger vi tager hjem til ham om cirka to en halv time. Han lyder meget tilfreds og siger han vil sende nogen for at hente os. Jeg protestere, men kender min far godt nok til at vide det ikke gør nogen forskel så det er kun halvhjertet. Efter vi har lagt på fordriver jeg tiden, mens jeg venter på Hongbin, med at se fjernsyn.

Som lovet ringer Hongbin på min dør to en halv time senere og jeg åbner for ham. Han skal til at gå ind, men jeg holder ham tilbage.

”Vi skal ud,” siger jeg og han ser forvirret på mig, ”bare stol på mig okay. Der er et sted vi skal hen og en der vil møde dig.”

Hongbins ansigt skifter fra forvirring til nervøsitet. Jeg smiler beroligende til ham og efter at have låst døren, tager jeg hans hånd. Jeg trækker lidt i ham og efter noget tøven følger han med. Nede ved vejen holder der en lækker hvid Audi R8 ved kantstenen. Lænet op ad den står en mand i sort jakkesæt og da han ser mig retter han sig straks op. Hongbin tøver lidt, men jeg trækker ham med hen til bilen. Manden i jakkesættet bukker dybt for mig og går om til førersiden hvor han åbner døren. Jeg giver slip på Hongbins hånd og beder ham sætte sig ind. Så sætter jeg mig selv ind på førersædet og manden lukker døren. Efter noget tøven sætter Hongbin sig ind på passagersædet og ser forvirret på mig.

”Heejin hvad foregår der? Hvad skal alt det her betyde?” spørger han og jeg bider mig i underlæben. Idet samme rækker manden et sæt nøgler ind til mig, gennem det åbne vindue, og jeg tager dem. Jeg holder dem op og siger: ”Jeg skal køre os derhen hvor vi skal.”

”Vent hvad?!” udbryder Hongbin og jeg smiler uskyldigt, ”har du kørekort?”

Jeg nikker og Hongbin ser overrasket på mig. ”Men hvis bil er det her så?” spørger han og spærrer øjnene lidt op, ”fortæl mig ikke..”

Jeg sætter nøglen i tændingen og ser på ham ud af øjenkrogen. ”Den er min,” siger jeg og Hongbin masserer sine tindinger. ”Hvordan kan en universitetsstuderende have råd til sådan en bil? Og hvis du har så fed en bil, hvorfor kører du så aldrig i den?” spørger han og jeg smiler hemmelighedsfuldt. ”Det finder du ud af senere,” siger jeg og tager min sele på. Jeg ser afventende på Hongbin, men han reagerer ikke. Jeg himler med øjnene og tager selen af igen. Så rækker jeg ind over ham og mit ansigt kommer så tæt på hans at jeg kan mærke hans ånde på min kind. Det påvirker mig overraskende lidt og jeg har intet problem med at få fat i selen og give ham den på. Hongbin derimod ser ud til at have glemt hvordan man trækker vejret og jeg kan ikke kvæle et fnis. Jeg tager min egen sele på igen og tænder bilen.

”Det her er blot den første og sikkert mindste overraskelse du får inden for de næste par timer, så du må hellere holde tungen lige i munden, så skal jeg nok besvare alle dine spørgsmål når vi kommer hjem,” siger jeg og kører bilen ud i trafikken.

 En time senere kører jeg bilen op mod kantstenen og slukker den. Hongbin og jeg stiger ud af bilen og står foran en stor smedejernsport.

”Er det ikke her chefen for en masse hoteller bor?” spørger Hongbin meget forvirret over hvad vi skal her. Jeg svarer ikke, men ringer bare på. Et kamera bevæger sig, filmer os og så lyder der et klik fra låsen. Jeg skubber lågen op og giver tegn til Hongbin om at følge mig. På den anden side af porten ligger en stor flot have med en masse blomster, træer og buske og med en sø i midten med en bro hen over. Jeg ved at der i søen svømmer karper rundt og at ejeren af huset kan lide at sidde på bænken ved vandkanten hvorfra han fodrer og betragter dem.

Jeg følger stien der fører op mod hoveddøren og må flere gange stoppe op og vente på Hongbin der måbende ser på omgivelserne. Da vi endelig når døren bliver den åbnet for os af en mand. Han bukker for mig ligesom manden der afleverede min bil. Jeg tager fat om Hongbins håndled og trækker af sted med ham. Jeg ved hvor jeg skal hen, for jeg kender husets indretning som min egen baglomme. For jeg er vokset op i det her hus.

Jeg trækker Hongbin med ind i opholdsstuen der er på størrelse med hele min lejlighed. Hele den ene væg er lavet af glas så man kan se ud over byen. Stuen er møbleret med de dyreste og mest luksuriøse møbler nogen kunne forestille sig og der er endda også en pejs. Ved en af væggene er der en trappe der fører op til en afsats der kører rundt langs væggene og stopper ved panorama vinduet. Foran vinduet står en mand i et dyrt jakkesæt med hænderne foldet bag ryggen mens han ser på udsigten. Manden der åbnede døren annoncerer vores ankomst og manden ved vinduet vender sig om. Han smiler da han ser os og siger: ”Godt at se dig Heejin.”

Jeg smiler skævt og siger: ”Hej far.”

Hongbin ser chokeret frem og tilbage mellem mig og min far. ”Din.. din far?” stammer han og jeg nikker. Min far kommer hen til os og rækker smilende sin højre hånd frem mod Hongbin. Hongbin bukker dybt flere gange mens han trykker min fars hånd.

”Så det er Hongbin,” siger min far og ser vurderende på Hongbin. For anden gang inden for en uge bliver Hongbin undersøgt fra top til tå og bedømt. Efter at have betragtet Hongbin i nogle sekunder nikker min far og siger: ”Slet ikke dårligt.”

”Men heller ikke godt nok?” spørger jeg ham og han trækker på skuldrene. ”Du ved jeg hvad ville foretrække, men jeg har også lært at jeg ikke kan tage beslutninger for dig,” siger han og jeg nikker bekræftende. Min far ser på Hongbin og siger: ”Det er ikke noget personligt, du ser ud til at være en fin fyr, men jeg ville ønske du først havde mødt Heejin om tre år.”

”Appa!” udbryder jeg og han trækker igen på skuldrene. I det samme ringer det på og min far går hen for at se hvem det er. En lille skærm på væggen viser hvad kameraet ved lågen filmer. Da min far ser på skærmen, smiler han og trykker på knappen der låser lågen op. Så vender han sig mod mig og siger: ”Der er nogen der er kommet for at se dig.”

Jeg hæver det ene øjenbryn og undrer mig over hvem det kan være. Jeg hører fordøren blive åbnet og kort tid efter træder en person ind og der går et øjeblik før jeg genkender ham.

”Feeldog!” udbryder jeg med et bredt smil og løber hen til ham. Jeg kaster mig om halsen på ham og han ler.

”Længe siden Heejin,” siger han og klapper mig på ryggen. Jeg træder lidt tilbage og ser på ham. ”Du har virkelig forandret dig gennem de sidste to år,” siger jeg og ser op og ned ad ham, ”undtagen din højde, den er stadig den samme.”

Han dasker til min skulder og jeg smiler. Feeldog er kun 1,73 og hans højde er et følsomt emne han helst ikke snakker om. Pludselig kommer jeg i tanke om Hongbin og jeg kalder ham hen til mig.

”Hongbin det her er Oh Gwangseok som jeg kalder Feeldog, og Feeldog det her er min kæreste Hongbin,” præsenterer jeg dem. Hongbin ser lidt nervøst på Feeldog og spørger hvordan vi kender hinanden.

”Feeldog har været min nabo lige siden jeg blev født,” forklarer jeg og Feeldog nikker, ”han er to år ældre end mig så han blev min legekammerat. Jeg er enebarn og havde ikke nogen at lege med fordi jeg voksede op i det her miljø og det var det samme for ham. Når vores fædre passede os, endte de altid med at tage os med til møder mellem forretningsfolk og så legede vi sammen. Feeldog blev faktisk som en storebror for mig for han passede på mig. Jeg var en rigtig troublemaker da jeg var lille og fik tit rodet mig selv ud i problemer. Enten hjalp han mig ud af dem eller også tog han skylden for noget jeg havde gjort.”

”Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har fået skæld ud for noget du har gjort,” siger Feeldog, dog med et smil. Jeg gnider håndfladerne mod hinanden og siger: ”Mian oppa.”

”Der var noget du glemte at nævne,” siger min far der er kommet op på siden af os, ”udover at være din legekammerat da i var små, lavede hans far og jeg jo en aftale, har du glemt den?”

Jeg himler med øjnene af min far og siger: ”Nej far det har jeg ikke. Men den aftale er jo uden betydning nu.”

”Hvilken aftale?” spørger Hongbin der overhovedet ikke har nogen anelse om hvad vi snakker om. Min far smiler lusket. ”Gwangseoks far og jeg lavede en aftale da børnene stadig var helt små,” begynder han og forventer vist at jeg vil stoppe ham, men da jeg ikke gør fortsætter han, ”fordi vi begge ejer store firmaer og længe har villet slå dem sammen fandt vi den perfekte løsning. Når Heejin fyldte 21 skulle hun gifte sig med Gwangseok så firmaerne igennem dem blev slået sammen.”

Hongbin spærrer øjnene op og ser målløst frem og tilbage mellem Feeldog og mig. ”Er det sandt?” spørger han med en tynd stemme og jeg nikker. ”Både Feeldog og jeg gik med til at gifte os når jeg blev 21, men kun på den betingelse at vi ikke var forelskede i nogen,” siger jeg og tager Hongbins ene hånd, ”hvis enten Feeldog eller jeg fik en kæreste ville aftalen blive annulleret.”

”Så det betyder..” begynder Hongbin og jeg afslutter hans sætning. ”At fordi vi er sammen gælder aftalen ikke længere og jeg skal ikke giftes når jeg bliver 21.”

Hongbin sukker lettet og jeg smiler skævt.

”Det er ellers næsten ærgerligt,” siger Feeldog og jeg vender mig mod ham, ”gennem de sidste to år er du faktisk blevet meget pæn. Du er ikke længere den lille pige jeg plejede at dække over når hun lavede rav i den.”

Han ser over på Hongbin og lægger hovedet lidt på skrå. ”Det er næsten en skam du fik en kæreste så jeg ikke kan gifte mig med dig om to år,” siger han og smiler skævt. Hongbin strammer grebet om min hånd og han skælver også lidt. Feeldog bemærker det ikke og begynder i stedet at snakke med min far. Jeg ser undskyldende på Hongbin, men han undgår mit blik.

”Kan vi tage hjem?” spørger han lavmælt og jeg ved at det må være slemt for ham når han spørger på den måde. ”Selvfølgelig,” siger jeg og beder ham sætte sig ud i bilen. Han forlader huset og jeg vender mig mod min far.

”Jeg ved hvad du vil sige,” siger han og lægger en hånd på min skulder, ”men vær i det mindste glad for at jeg undlod at fortælle ham den vigtigste detalje.”

Jeg siger ikke noget, men ryster bare hans hånd af min skulder. Jeg vender mig for at gå, men min fars ord stopper mig.

”Du har ikke glemt det vel? Den vigtigste detalje i aftalen. Selv hvis du har en kæreste nu spiller det ingen rolle hvis i slår op,” siger min far og jeg knytter mine hænder, ”hvis i slår op inden du fylder 21 gælder aftalen stadig og du skal gifte dig med Gwangseok.”

Jeg ser på ham over skulderen og kniber øjnene let sammen. ”Jeg har ikke glemt det,” siger jeg koldt og forlader huset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...