Red Thread {VIXX}

Tilfældige møder mellem en pige og to drenge fører til en følelsesmæssig rutsjetur, der vil sætte deres hjerter på prøve.
Jung Heejin er en pige, der aldrig har prøvet at være forelsket, men det ændrer sig. Hun møder en dreng ved navn Leo under mærkelige omstændigheder, og da de skilles, er hun sikker på, de aldrig skal ses igen. Men da hun møder en anden dreng ved navn Hongbin, dukker Leo pludselig op igen. Heejins hjerte bliver trukket i to retninger, og hun vil blive tvunget til at vælge mellem de to drenge. Det er bare lettere sagt end gjort, og hvis hun ikke kan vælge, vil hun så ende med at miste dem begge?

6Likes
5Kommentarer
1437Visninger
AA

12. Kapitel 11

 

Nogle dage senere har drengene en optræden. De optræder offentligt en gang imellem og håber på at blive opdaget. Jeg har set dem øve mange gange allerede så jeg møder ikke op til deres optræden. Jeg har lektier for, som jeg virkelig bør få lavet, og drengene forstod det. Desuden er Eun Hye der til at støtte dem. Hun kan lige nå at se dem optræde inden hun skal på arbejde.

Jeg kigger hele tiden på uret mens jeg laver mine lektier. Deres optræden er kort og varer kun et kvarter, og bagefter bliver de hængende lidt for at se om der er nogen talentspejdere der vil snakke med dem. Og som en bonus kan de snakke med de fans de allerede har.

Eun Hye skriver hele tiden til mig om hvor fantastiske de er og at jeg burde være her så jeg kunne se det. Hun ved ikke at jeg har set drengene øve op til flere gange. Hun sender også nogle billeder, især af Hongbin, og jeg smiler for mig selv. Der er ikke noget tidspunkt drengene stråler mere end når de synger og danser. Leo bliver også som en helt anden person. Han taler normalt så lavt og stille, men når han synger bryder hans stemme virkelig igennem. Han er ikke genert og falder ikke i baggrunden når han synger. Ingen af dem er til at overse når de optræder og der er ingen tvivl om at du hører til på en stor scene foran tusindvis af fans. De er skabt til scenen.

Jeg ser på uret igen og hvis alt er gået efter planen blev de færdig for en halv time siden. De står nok stadig og snakker med fans. Det er faktisk ikke ret langt fra lejligheden at de optræder så hvis jeg skynder mig, kan jeg måske nå ned og se dem inden de tager hjem. Jeg beslutter mig for at se dem og lave mine lektier færdig bagefter.

Idet jeg rejser mig fra stolen ringer det på døren. Underligt, jeg venter ikke nogen. Jeg går ud til døren og kigger igennem dørspionen. Jeg bliver overrasket over det jeg ser og åbner døren. Hongbin står ude på gangen og hænger med hovedet. Uden et ord træder jeg til side og lader ham komme ind. Jeg kan fornemme at noget går ham på og jeg spørger om han er okay. Han fortsætter ind i stuen uden at svare og jeg skynder mig efter ham da jeg har lukket døren.

”Hongbin hvad er der sket?” spørger jeg og tager blidt fat om hans håndled. Han vender langsomt hovedet og ser på mig.

”Det var bare noget nogen sagde til mig efter vi havde optrådt. Det er noget jeg har hørt mange gange, men det sårer mig lige meget hver gang og jeg er træt af at høre det,” siger han og undgår mit blik. ”Hvad sagde vedkommende?” spørger jeg og Hongbin ånder tungt ud. ”Der er bare så mange der fokuserer på mit udseende og glemmer at lægge mærke til mine evner. Mens andre mener at jeg ikke har noget talent, men kun et pænt ansigt. ’Han ser meget godt ud.. men…’ jeg er så træt af at høre det. Er der virkelig ikke andet ved mig end mit ansigt?”

Hongbin ser endelig på mig og jeg kan se hvor meget det piner ham. Han kan lide at høre han ser godt ud, men han hader når folk mener at han ikke har andet at vise frem end sit ansigt. Jeg har før set hvor meget det faktisk sårer ham og derfor vil jeg fortælle ham hvad jeg har tænkt lige fra første gang jeg hørte ham synge og til nu.

”Jeg har lyttet til jeres gamle optagelser og du har forbedret dig meget siden dengang. Du er ikke ’just another pretty face’. Du er lækker, det er der ingen tvivl om, men du er så meget mere end det,” siger jeg og tager begge hans hænder i mine, ”du har forbedret dig og er blevet en fantastisk sanger, danser og performer. Så du skal ikke lade dig slå ud af dem der tror du bare er et kønt ansigt. Du er talentfuld og du vil blive ved med at forbedre dig mens du stræber efter perfektion. Det kan ingen tage fra dig. Så hold hovedet højt og bliv ved med at kæmpe for din drøm, for en dag vil du blive belønnet for dit hårde arbejde. Og jeg vil støtte dig hele vejen og være din største fan. For du har fortjent at få anerkendelse for andet og mere end dit gode udseende.”

Hongbin ser længe på mig med store øjne og uden at sige noget. Så pludselig slår han armene om mig og trækker mig tæt ind til sig. Jeg er overrasket over den pludselige omfavnelse og det gør det ikke bedre da jeg hører ham snøfte lavmælt.

”Hongbin er du okay?” spørger jeg bekymret for at jeg har sagt noget forkert. ”Tak Heejin,” siger han halvkvalt og hviler sin kind mod siden af mit hoved, ”tak fordi du sagde præcis hvad jeg havde brug for at høre.”

”Jeg sagde bare hvad jeg tænker,” siger jeg og Hongbin klukker. ”Og jeg elsker dig for at tænke sådan,” siger han og ordet ’elsker’ får mig til at snappe efter vejret, ”jeg håber du vil blive ved med at støtte mig i fremtiden.”

”Jeg vil altid være på din side Binnie,” siger jeg uden tøven og gengælder for første gang omfavnelsen, ”du kan regne med mig.”

Hongbin strammer grebet om mig som om han aldrig har tænkt sig at give slip. Men efter nogle sekunder løsner hans arme dog sit tag i mig og han skubber mig lidt ud fra sig. Han ser mig dybt i øjnene og hans blik gør min vejrtrækning tungere og langsommere mens mit hjerte banker hårdere og hårdere for hvert øjeblik. Han tøver lidt, væder sine læber og begynder så at bøje sig ned mod mig. Jeg ved hvad han har tænkt sig og for to uger siden ville jeg have afvist ham. Men nu.. nu vil jeg gerne have ham til at gøre det. Så jeg lukker øjnene og viser ham at det er okay. Jeg troede jeg ville være forberedt på hvordan det ville være at få mit første kys. Men idet Hongbins læber rammer mine bliver jeg overvældet. Jeg gisper faktisk og Hongbin trækker sig tilbage. Han ser bekymret på mig og jeg smiler forlegent.

”Mit første kys, blev lidt overrasket,” siger jeg og Hongbin ser vantro på mig. ”Er det virkelig dit første?” spørger han og jeg nikker, ”det vidste jeg ikke. Undskyld.”

Jeg klukker og siger at han ikke behøver undskylde. ”Men hvis du ikke var klar..” begynder han, men jeg afbryder ham ved at lægge en finger over hans læber. Jeg siger ikke noget men smiler bare til ham. Så fjerner jeg min finger og tager hans ansigt i mine hænder. Jeg trækker hans ansigt ned mod mit, samtidig med at jeg stiller mig på tæer. Jeg presser blidt og tøvende mine læber mod hans og bliver igen overvældet, men denne gang viser jeg det ikke. Kysset er lidt akavet fordi jeg ikke ved hvad jeg laver, men det lader ikke til at gøre Hongbin noget. Han lægger sine arme om livet på mig og trykker mig tættere ind til sig. Han gør kysset dybere og jeg lader ham føre da han tydeligvis er mere erfaren.

Jeg ved ikke hvor længe der er gået før vi afbryder kysset, men jeg er helt forpustet. Min vejrtrækning er tung og det samme er Hongbins. Vi ser hinanden i øjnene og begynder helt automatisk begge at smile. Vi læner vores pander mod hinanden og jeg lukker øjnene. At kysse Hongbin føles.. rart. Lidt underligt, men mest rart. Det føles på ingen måde forkert og jeg har lyst til at gøre det igen. Men selvom jeg nød vores kys, så er der en lille del af min hjerne der bliver ved med at stille det samme spørgsmål.

Hvordan ville det føles at kysse Leo?

Jeg trækker mig impulsivt væk fra Hongbin og ser væk. ”Gjorde jeg noget forkert?” spørger Hongbin og jeg ryster på hovedet. ”Det er ikke dig, det er bare..” jeg afbryder mig selv og ved ikke helt hvordan jeg skal forklare det. ”Det er på grund af Leo,” siger Hongbin og jeg vender mig chokeret mod ham. ”Hvordan..?” siger jeg åndeløst. ”Det er ikke til at overse,” siger Hongbin og hans stemme har fået en lidt sørgmodig klang, ”jeg ved at du kan lide ham, jeg havde bare håbet at jeg kunne få dig til at skifte mening. Det ser dog ikke ud til at det er lykkedes.”

Jeg får dårlig samvittighed og går hen til ham. Jeg tager hans ene hånd i begge mine og søger hans blik. ”Det er ikke fordi jeg ikke kan lide dig, for det kan jeg, det er bare det at..”

”Du kan lide Leo mere,” afslutter han min sætning og jeg nikker langsomt, ”jeg forstår. Så det bliver ikke til noget mellem os.”

Jeg strammer grebet om hans hånd og siger: ”Det sagde jeg ikke noget om.”

Hongbin ser uforstående på mig og jeg fortsætter. ”Hvis du bare vil give mig lidt tid til at få styr på mine følelser. Jeg ved at jeg ikke har en chance hos Leo og jeg har opgivet ham, jeg skal bare have lidt tid til at give helt slip på ham. Så hvis du vil vente skal jeg nok glemme ham og komme til dig. For jeg kan lide dig og vil være sammen med dig, jeg vil bare heller ikke begynde på noget for tidligt og risikere at såre os begge.”

Hongbin siger ikke noget og efter nogle sekunder nikker han.

”Sig til når du har udredet dine følelser. Jeg venter,” siger han og jeg smiler lettet. Jeg lægger armene om ham og trykker mig ind til ham. Lidt efter mærker jeg hans arme om mig og jeg smiler. Det er sandt at jeg inden for det sidste stykke tid faktisk har udviklet følelser for Hongbin, men på nuværende tidspunkt kan de ikke måle sig med det jeg føler for Leo. Hvad jeg føler for Leo er.. ja jeg kan ikke engang sætte ord på det. Men jeg er sikker på at mine følelser for Hongbin kan vokse mens dem jeg har for Leo kan køle af så jeg selvsikkert kan finde sammen med Hongbin og give ham den kærlighed han fortjener i stedet for de halvhjertede følelser jeg kan give ham nu. Jeg vil gøre mig fortjent til Hongbin og hans kærlighed.

 

To uger senere om lørdagen vågner jeg tidligt, hvilket er en sjældenhed. Jeg sover altid meget i weekenderne for jeg elsker at sove. Men af en eller anden grund, kan jeg ikke sove mere. Jeg er ved at gå bagover da jeg kigger på mit ur og ser at klokken kun er halv ni om morgenen. Men nu hvor jeg alligevel er vågen, kan jeg lige så godt stå op og få noget ud af dagen til en forandring.

  Mens jeg er ved at finde morgenmad frem til mig selv, tænker jeg på Hongbin. Siden den dag vi kyssede, har vi tilbragt meget tid sammen. Han kommer hen på mit universitet i sin pause så vi kan spise frokost sammen, han henter mig efter skole og vi har været på forskellige dates. For hver dag vi er sammen, falder jeg mere for ham. Han er alt hvad jeg nogensinde kunne ønske mig og mere til. Men alligevel kan jeg ikke få mig selv til officielt at finde sammen med ham. For selvom jeg kan lide Hongbin, er der hele tiden en anden der lurer i min bevidsthed.

Det giver et gib i mig da min mobil pludselig begynder at ringe. Jeg ser på displayet, og bider mig i læben. Når man taler om solen.

”Oh Taekwoon oppa,” siger jeg da jeg har besvaret opkaldet. ”Vækkede jeg dig?” spørger han som det første, for han ved hvor længe jeg sover i weekenderne. ”Nej jeg har været oppe i noget tid,” svarer jeg og sætter mig hen til bordet med min morgenmad. ”Det er da noget nyt,” siger han og jeg smiler. ”Jeg er også i chok,” siger jeg og tager en mundfuld, ”men det er vel ikke grunden til at du ringede.”

”Nej jeg ringede fordi mit gamle fodboldhold kontaktede mig i går og spurgte om jeg ville spille en kamp med dem i dag og jeg sagde ja.”

”Det er da godt! Jeg ved du savner at spille fodbold så jeg er glad på dine vegne.”

”Tak, men den egentlige grund til at jeg ringede var for at spørge om du vil med og se mig spille.”

Jeg stivner og ved ikke helt hvordan jeg skal reagere. Jeg vil virkelig gerne med, er du gal hvor vil jeg gerne med, men kan jeg tillade mig det? Er det virkelig okay for mig at tage med? Det er det vel, er det ikke? Hvis jeg tager med som en ven, ligesom jeg er taget med Sehun når han har deltaget i dansekonkurrencer, så er det vel okay.

”Heejin er du der?” Leos stemme river mig ud af mine tanker. ”Hvornår er det?” spørger jeg og han svarer klokken ti. Jeg tøver lidt og tager så en beslutning.

”Jeg vil gerne med,” siger jeg. Leo forklarer mig hvor kampen bliver spillet og så lægger vi på.

   Klokken kvart i ti træder jeg ind på den plæne hvor Leo skal spille med sit hold. Jeg kan se to forskellige hold der løber rundt og varmer op. Jeg sætter mig hen på en bænk bag Leos holds område. Der sidder en masse andre på bænkene omkring og bag mig og jeg undrer mig over hvorfor ingen har sat sig på den samme bænk som mig, for det er den bedste. Jeg får svaret da nogen kommer hen til mig og siger at bænken ikke er til almindelige tilskuere. Jeg undskylder og skal til at rejse mig da en velkendt skikkelse dukker op.

”Det er okay, jeg har inviteret hende,” siger Leo og kommer hen til mig. ”Tak fordi du ville komme,” siger han, og jeg siger, at det er ingenting, ”mens du ser på, kan du så ikke passe på nogen ting for mig?”

Jeg nikker og Leo tager den langærmede trøje han har på af så hans spilletrøje kommer til syne. Han giver mig trøjen og siger at hans mobil er i lommen og at jeg skal holde øje med om han får beskeder eller opkald. Så tager han et rosenkrans armbånd af, kysser det og sætter det om mit håndled. Jeg ser overrasket på ham. Leo og hans familie er buddhister og han har fået den her rosenkrans af sin mor og en af sine søstre. Den betyder virkelig meget for ham og det at han betror den til mig, er virkelig stort.

Som det sidste beder han mig holde sin vandflaske hvorefter han løber ud på banen til sine holdkammerater. Jeg løfter hans trøje op til ansigtet og snuser diskret Leos duft ind. Jeg hører en masse mumlen bag mig og da jeg vender hovedet ser jeg en masse piger der sender mig dræberblikke. Nogle af dem holder skilte med Leos navn på og det går op for mig at de må være kommet for at heppe på Leo. Jeg vender hovedet væk og prøver at ignorere den prikkende fornemmelse jeg har i nakken fra deres blikke.

Nogle minutter senere bliver kampen fløjtet i gang og mit blik er klistret til Leo. Han har nummer ti så jeg kan også nemt finde ham når han har ryggen til. Han er virkelig god og er også holdets anfører. På grund af at han er anfører, hører jeg ham faktisk råbe for første gang. Han scorer også et mål og jeg føler mig helt stolt på hans vegne.

Da der bliver fløjtet til halvleg kommer Leo hen og sætter sig ved siden af mig. Han er forpustet og hans ansigt er fuld af små svedperler. Hans hår klistrer til hans pande, men selvom han er gennemblødt af sved, finder jeg ham stadig tiltrækkende.

Leo sidder lidt og ser ud i luften hvorefter han sukker dybt. ”Hvad er der?” spørger jeg bekymret og han siger han har glemt et håndklæde. Jeg smiler og finder et håndklæde frem fra min taske der står ved mine fødder.

”Så er det godt jeg ikke gjorde,” siger jeg og rækker ham det. Han siger tak og tørrer sit ansigt med håndklædet. Han tørrer også sit pandehår og da han er færdig holder jeg hans vandflaske frem mod ham. Han tager imod den og tager nogle slurke inden han giver mig den tilbage.

”Kan du forstå hvordan spillet foregår?” spørger han og jeg trækker på skuldrene. ”Fodbold er ikke så svært at forstå. Især ikke når man selv har spillet,” siger jeg og Leo vender hovedet mod mig. ”Har du spillet fodbold?” spørger han overrasket og jeg nikker, ”hvornår og hvor længe?”

”Fra jeg var 6 til 14 år,” svarer jeg og Leo spærrer øjnene lidt op. ”Hvorfor har du ikke fortalt mig at du har spillet fodbold i otte år?” spørger han og jeg trækker igen på skuldrene. ”Du har ikke spurgt,” siger jeg og han himler med øjnene. Jeg ser hen på Leos træner og holdkammerater, der er begyndt at snakke.

”Du må nok hellere gå hen til dit hold,” siger jeg til ham og nikker mod dem, ”de snakker sikkert taktik og som anfører er du en vigtig del og kan ikke gå glip af det.”

Leo ser hen på sit hold og nikker så. Han lægger håndklædet på bænken og ser på mig en sidste gang inden han går hen til sit hold.

Igennem anden halvleg betragter jeg Leo og tænker over hvor meget jeg egentlig kan lide ham. Jeg kan især lide ham når han synger og når han spiller fodbold. Mit hjerte er svagest under de omstændigheder, og jeg ved at jeg er nødt til at holde op med det. Jeg skal kunne møde op til hans fodboldkampe og heppe på ham som en ven. Jeg skal kunne se og høre ham synge og nyde det som en fan ville gøre. For mens jeg ser Leo løbe rundt på banen bliver jeg igen mindet om at han aldrig kan blive min. At han er langt uden for min rækkevidde. Mens at jeg har en anden der er inden for min rækkevidde. En der kan lide mig og vil være sammen med mig. En der kun ser mig og venter på mig. Det vil være unfair at lade ham blive i uvisheden og trække det længere ud. Det er på tide at tage valget og nu mens jeg ser på Leo, ved jeg hvad jeg vælger. Der er kun et rigtigt valg jeg kan se i den her situation. Nu skal jeg så bare føre beslutningen ud i livet.

  Efter kampen spørger Leo om jeg vil med hjem til drengenes lejlighed og jeg siger ja. Der er noget jeg må gøre og jo før jeg gør det, jo bedre.

Vi snakker om kampen på vejen hjem i bussen og atmosfæren er lidt trykket. Jeg er nervøs og gør alt for ikke at vise det, men Leo kan som sædvanlig læse mig som en åben bog. Men fordi jeg prøver så desperat at skjule det, har han åbenbart besluttet at han ikke vil spørge ind til det, hvilket jeg er taknemmelig for.

Jeg ringede til N mens Leo skiftede tøj, og sagde at jeg kom med over, så de er forberedt. Så da Leo og jeg træder ind ad døren sidder drengene samlet på gulvet i stuen. De smiler da de ser os og N rejser sig straks.

”Jeg tager lige et bad,” siger Leo og forsvinder hurtigt ud på badeværelset. Da han er ude af syne vender jeg min opmærksomhed mod Hongbin. Han rejser sig langsomt og ser tøvende på mig, hvilket han altid gør når de andre er i nærheden. Jeg har fra starten sagt at jeg ikke ville have de andre skulle vide der er noget mellem os, så han ved ikke helt hvordan han skal opføre sig omkring mig når de andre også er der. Han ved ikke hvad han må og ikke må og ender derfor tit med ikke at gøre noget overhovedet.

Men denne gang smiler jeg stort til ham, går forbi N der var på vej hen for at hilse på mig, og stiller mig ved siden af Hongbin. Han ser nervøst på mig og er tydeligvis rådvild. Men det skal være slut. Jeg vil ikke have at han skal gå på listetæer omkring mig hver gang de andre er sammen med os, og være nervøs for at gøre noget jeg ikke vil bryde mig om. Jeg vil ikke have at han skal være anspændt og nervøs og holde sig fra mig når vi er sammen med vores venner, som om det vi gør, er forkert. For det er ikke forkert. Der er intet galt i det vi har og det skal Hongbin vide.

Så jeg lader mine fingre køre ned ad Hongbins arm og videre ned til hans hånd hvor jeg fletter mine fingre ind i hans. Han ser først overrasket på vores hænder og derefter på mit ansigt. Jeg smiler beroligende til ham og hvisker at det er okay. Så vender jeg min opmærksomhed mod de andre der alle ser chokeret på vores sammenflettede fingre.

”Hvad skal det betyde?” spørger Ravi, der nu også har rejst sig op. ”Det betyder præcis hvad det ser ud til,” siger jeg og giver Hongbins hånd et klem, ”Hongbin og jeg kommer sammen.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...