Red Thread {VIXX}

Tilfældige møder mellem en pige og to drenge fører til en følelsesmæssig rutsjetur, der vil sætte deres hjerter på prøve.
Jung Heejin er en pige, der aldrig har prøvet at være forelsket, men det ændrer sig. Hun møder en dreng ved navn Leo under mærkelige omstændigheder, og da de skilles, er hun sikker på, de aldrig skal ses igen. Men da hun møder en anden dreng ved navn Hongbin, dukker Leo pludselig op igen. Heejins hjerte bliver trukket i to retninger, og hun vil blive tvunget til at vælge mellem de to drenge. Det er bare lettere sagt end gjort, og hvis hun ikke kan vælge, vil hun så ende med at miste dem begge?

6Likes
5Kommentarer
1433Visninger
AA

11. Kapitel 10

 

Jeg forlader Eun Hyes værelse og går ud til hoveddøren. Jeg åbner den og ude på gangen står fire drenge der straks smiler til mig. De hilser og invaderer så ellers mit hjem, selvom jeg teknisk set har inviteret dem.

”Hvor er Hakyeon oppa?” spørger jeg da jeg lukker døren. ”Han har et ærinde derhjemme. Hans bror ringede kort tid før vi skulle af sted så han kommer nok ikke,” forklarer Ken og jeg føler mig lidt skuffet. Jeg ville gerne takke ham for hans hjælp i går. Jeg må bare nøjes med at ringe til ham senere så. Jeg følger efter drengene ind i stuen hvor de er i gang med at hilse på Eun Hye. Hun smiler større end jeg har set hende gøre længe. Der er ikke meget i denne verden Eun Hye synes bedre om end drenge. Hun sætter især pris på drenge med et godt udseende. Derfor undrer det mig ikke at hun tidligere viste interesse for Hongbin og at hun nu ikke kan tage øjnene fra ham.

Efter Hongbin har hilst på Eun Hye, og efterladt hende tæt på en savlende tilstand, kommer han smilende hen til mig. Til min overraskelse lægger han armene om mig i et kram. 

”Godt at se dig,” siger han. ”Vi så da hinanden i går,” siger jeg og smiler skævt. ”Ja ja, men alligevel,” siger han og jeg klukker. Jeg gengælder hans kram og lidt efter træder han tilbage. ”Jeg er ked af at spørge om det her når jeg lige er trådt ind ad døren,” siger Hongbin tøvende og klør sig på armen, ”men har du noget at spise? Jeg har ikke fået frokost endnu.”

Jeg smiler overbærende og siger selvfølgelig. ”Er der andre der er sultne?” spørger jeg og alle, undtagen Leo, rækker hånden op. Jeg griner og siger at jeg nok skal lave noget. Jeg vender mig mod Hongbin og spørger om han vil hjælpe til. Han nikker og sammen går vi ud i køkkenet.

”Kan du skylle risene og putte dem i riskogeren, så skal jeg nok stege noget kød,” siger jeg og Hongbin nikker. Han tager nogle ris, hælder dem i en skål og begynder at vaske dem med vand. Jeg går i gang med at stege kød på en pande og vi snakker om lidt af hvert imens.

Da den første portion kød er ved at være færdig skal jeg have fat i en stor tallerken jeg kan lægge det på. Men problemet er at de store tallerkener står på en hylde jeg ikke kan nå.

Jeg skæver til Hongbin, der stadig vasker ris og spørger ham: ”Hongbin, kan du tage en af de tallerkener ned til mig?”

Jeg peger op på tallerkenerne og han siger selvfølgelig. Han tørrer sine hænder, åbner skabet og tager med lethed en tallerken ned til mig. Det vil være en fordel hvis han blev min kæreste. En dreng på over 1,80 kan nå alt det jeg ikke kan. Plus høje fyre er bare tiltalende. Især når de også er så muskuløse som Hongbin.

Jeg ryster på hovedet over mine egne tanker og tager imod den tallerken Hongbin rækker til mig. Hvad er det dog jeg laver? Hvorfor tænker jeg sådan? Hongbin er jo så meget mere end bare hans udseende. Han er sød, sjov og passioneret i alt hvad han laver. Jeg skæver til ham og betragter hans ansigt i profil. Men selvom hans udseende ikke er alt, så kan jeg ikke benægte at han ser virkelig godt ud. Den markerede kæbe, de store brune øjne og hans tydelige adamsæble, hvilket er noget jeg finder tiltrækkende.

Hongbin vender hovedet og opdager at jeg ser på ham.

”Er der noget galt?” spørger han og jeg ryster på hovedet. ”Er risene klar til at blive kogt?” spørger jeg for at lede hans opmærksomhed over på noget andet. ”Ja jeg putter dem i nu,” siger han og stiller skålen med risene ned i riskogeren og tænder den så. ”Perfekt. Der står noget kimchi inde i køleskabet, kan du hælde det i tre mindre skåle?”

Hongbin nikker og gør som jeg siger. Tyve minutter senere er alt klar og jeg stiller det frem på spisebordet i stuen. Jeg ser hen på drengene der er fuldstændig opslugt af fjernsynet.

”Skal i ikke have noget at spise?” spørger jeg og de siger jo, men rejser sig stadig ikke fra sofaen. Jeg ser på Hongbin der trækker på skuldrene. ”Det er hvad der sker fordi vi ikke har et tv derhjemme,” forklarer han og jeg nikker forstående. Jeg tager de seks skåle der står på bordet og fylder dem med ris. Derefter lægger jeg nogle stykker kød og kimchi ovenpå. Jeg tager to af skålene og to sæt spisepinde hvorefter jeg går hen til sofaen. Jeg rækker den ene skål til N og den anden til Ravi og giver dem hver deres sæt spisepinde. De takker og går i gang med at spise mens deres øjne stadig er klistret til skærmen. Jeg fordeler de andre skåle og spisepinde ud til Eun Hye, Hyuk og Ken. Så sætter jeg mig hen til køkkenbordet hvor Hongbin sidder og spiser sin portion.

”Kan det spises?” spørger jeg og han løfter en tommelfinger. Jeg smiler og lægger et stykke kød i hans skål.

”Spis en masse,” siger jeg og han løfter blikket fra skålen. Han ser på mig med et blik der får mit hjerte til at banke hurtigere. ”Heejin-ah,” siger han med en forsigtig stemme. Jeg møder hans blik og venter på at han skal fortsætte. Men efter lidt tøven smiler han bare skævt og kigger ned.

”Ikke noget,” siger han og begynder at spise igen. Jeg betragter ham lidt og beslutter mig for at lade være med at spørge ind til det. Hvis der er noget han vil fortælle mig, men ikke er klar til det, vil jeg ikke presse ham. Han kan fortælle mig det når det er tid.

 

Ferien er nu slut og jeg er begyndt i skole igen. Min gruppe og jeg skal i gang med vores projekt og vi sidder udenfor for at nyde solen og den friske luft. Efter at have arbejdet i nogle timer beslutter vi at få noget frokost. De andre er allerede gået og jeg skal lige til at rejse mig for at gå ind i kantinen og købe frokost, da jeg pludselig får øje på en meget velkendt person. Jeg stirrer imens han kommer hen mod mig og kan ikke forstå hvad han laver her. Han stopper op foran mig og smiler bredt.

”Hakyeon oppa, hvad laver du her?” spørger jeg og han løfter en lille kasse op foran mit ansigt. ”Jeg har taget frokost med,” siger han og jeg ser overraskende på det der må være en madkasse. ”Til mig?” spørger jeg og han nikker, ”hvorfor?”

”Fordi jeg havde lyst,” siger han og jeg kan ikke lade være med at smile. Vi sætter os ved bordet og han stiller madkassen foran mig. Jeg åbner den og ser taknemligt på ham.

”Hvordan vidste du at jeg har lyst til kimbap?” spørger jeg og N stryger mig over håret. ”Jeg må være synsk,” siger han og jeg nikker. Jeg finder spisepindene frem og putter en rulle i munden. Jeg sukker tilfreds.

”Også mig,” siger N og åbner munden. Jeg klukker og putter en rulle i munden på ham. Han ser også ud til at nyde den. Jeg spiser en til og spørger så hvem der har lavet dem. Han tøver lidt og siger så: ”Det har Leo.”

Min hånd stivner og jeg mister grebet om spisepindene så jeg taber den rulle der var på vej op til min mund. N ser undersøgende på mig og jeg rømmer mig.

”Virkelig? Ved han at du har givet dem til mig?” spørger jeg, og N nikker. ”Jeg spurgte i går aftes om han ville lave dem, men han svarede ikke. Da jeg så stod op i morges stod de ude i køkkenet,” siger N og smiler skævt, ”det er så typisk ham. At lade som om han er ligeglad og så gøre noget godt for andre i hemmelighed og lade som om han ikke ved noget når man spørger ham.”

Jeg ser ned og bider mig i læben. Der er stille lidt før N taler igen.

”Heejin-ah?” siger han og jeg ser på ham ud af øjenkrogen, ”du kan lide ham kan du ikke?”

Jeg vender ansigtet væk og svarer ikke. ”Jeg har ret ikke? Jeg lagde mærke til det den første gang du var hjemme ved os,” siger N og jeg mærker mine øjne bliver våde, ”måden du ser på ham på, den er anderledes fra den du ser på os andre med. Han er noget specielt for dig.”

Jeg presser læberne sammen og prøver at holde tårerne tilbage. ”Heejin-ah,” siger N og tager fat om min hage med to fingre. Idet han vender mit ansigt mod sit, triller der en tåre ned ad min kind. Han ser overrasket på mig og jeg undgår hans blik.

”Det er mere alvorligt end jeg troede,” siger han lavmælt og tørrer blidt tåren væk, ”har han afvist dig?”

Jeg ryster svagt på hovedet og lader en ny tåre falde. N trækker mig ind til sig og stryger mig blidt over ryggen.

”Hvorfor er du så ked af det? Hvis han ikke har afvist dig hvorfor græder du så?” spørger han og jeg hulker lavmælt. ”Han har ikke rigtig afvist mig,” siger jeg med bævende stemme, ”han ved ikke hvad jeg føler.”

”Hvad er det så?” spørger N tydeligvis forvirret. ”I går sagde han til mig at jeg er som en søster for ham,” siger jeg og det føles som om mit hjerte brister på ny, ”hvis jeg nogensinde havde en chance så er den i hvert fald helt væk nu.”

Der falder flere tårer nu. At sige med min egen mund at jeg ikke har en chance hos Leo er overraskende smertefuldt.

N trøster mig og efter et minuts tid skubber han mig lidt ud fra sig. Han tørrer mine kinder med sine tommelfingre og tvinger mig til at se ham i øjnene.

”Du må ikke give op, han kan skifte mening,” siger han og jeg ryster på hovedet. ”Han holder af mig på samme måde som han holder af dig og de andre drenge. Han siger jeg er som familie,” siger jeg og hulker, ”jeg har fra starten vidst at jeg ikke havde en chance, men jeg gav alligevel ikke op. Man vil altid have det man ikke kan få. Sådan er menneskets natur. Jeg ved jeg ikke kan få Leo og derfor vil jeg åbenbart have ham endnu mere.”

N ryster på hovedet og tager mit ansigt i sine hænder. ”Sådan er du ikke Heejin. Du vil ikke have noget bare fordi du ikke kan få det. Jeg kan se på dig hvor meget du kan lide ham,” siger han og holder mit blik fast, ”og bare af nysgerrighed, hvem har sagt du ikke kan få Leo?”

Jeg snøfter og siger: ”.. mig?”

N sukker og giver slip på mit ansigt. ”Det er ikke en grund til at give op,” siger han og jeg svarer ikke. Han finder sin telefon frem og ser på skærmen. ”Jeg ville gerne blive, men min frokostpause er slut om lidt så jeg skal tilbage på arbejde,” siger han undskyldende og jeg nikker forstående. ”Det er okay oppa. Jeg er okay,” siger jeg og prøver at lyde så troværdig som muligt. Han ser lidt skeptisk på mig, men han er nødt til at gå så han kan ikke rigtig gøre noget.

”Giv ikke op hører du mig!” siger han og jeg nikker, ”lov mig det!”

Jeg nikker igen og han ser på mig en sidste gang inden han til sidst vender sig og går. Jeg sidder tilbage og ser efter ham med lidt dårlig samvittighed. Jeg ved at jeg ikke vil være i stand til at holde det løfte.

 

Da jeg kommer hjem låser jeg mig inde på mit værelse. Siden samtalen med N har jeg ikke kunnet koncentrere mig om projektet. Jeg har haft lyst til at græde og skrige på en gang. Mine følelser er et stort kaos og jeg kan ikke finde hoved og hale i det. Jeg ved bare at mine følelser er begyndt at gå mig på nerverne og de frustrerer mig. Jeg vil ikke føle som jeg gør, men jeg kan ikke stoppe mine følelser. Selvom N sagde at jeg ikke skal give op, så har jeg allerede opgivet alt håb om at få Leo, men alligevel kan jeg ikke holde op med at tænke på ham.

Jeg går hen til skuffen i mit skrivebord og river den ud med voldsom kraft. Jeg tager den bunke af tegninger op som alle forestiller den samme person. Jeg har tegnet en masse tegninger af Leo i den sidste tid, men det skal stoppe nu. Jeg går hen til skraldespanden og holder tegningerne over den. Jeg siger til mig selv at jeg skal give slip og smide tegningerne ud som et symbol på at jeg vil glemme ham. Men mine fingre vil ikke lystre. I stedet strammer de grebet og nægter at give slip. Efter at have stået i et minut har jeg stadig ikke sluppet dem. Jeg giver op og lægger tegningerne tilbage i skuffen. Jeg er åbenbart ikke klar til at give slip endnu. Men jeg vil heller ikke håbe på mere end venskab fra hans side. Jeg vil skjule mine følelser og opføre mig som den søster han ser mig som.

Idet jeg lukker skuffen begynder min telefon at ringe. Det er N så jeg besvarer opkaldet.

”Oh oppa,” siger jeg og sætter mig på min seng. ”Heejin det er Taekwoon,” lyder det fra den anden ende og jeg er lige ved at tabe telefonen. Men jeg får styr på mig selv og spørger: ”Hvad er der?”

”Jeg ville høre om du ville med ud og gå lidt. Jeg trænger til frisk luft,” siger han og jeg mærker et sug i maven. Jeg bliver straks opstemt og skal til at udbryde ja. Men jeg skal ikke være så ivrig. Han er bare en ven der spørger om jeg vil med ud og gå. Det er ikke en date, eller en kærlighedserklæring eller noget i den retning overhovedet. Bare to venner der tilbringer lidt tid sammen.

Så jeg tager en dyb indånding og siger at det kan vi nok godt finde ud af.

”Hvor vil du hen?” spørger jeg og han svarer Han River, ”det er længe siden jeg har været der så den er jeg med på.”

Han siger at han kommer over hurtigst muligt og så tager vi af sted. Efter jeg har lagt på har jeg lyst til at ordne alt mulig inden han kommer. Jeg vil ordne mit hår, make-up og finde noget pænt tøj at tage på. Men jeg gør ingen af delene. Leo er ligeglad med om jeg har make-up på eller ej og han går ikke op i hvad for noget tøj jeg har på. Jeg behøver ikke gøre mig pæn for hans skyld for det har ingen betydning for ham. Så det er bedst at lade være og være naturlig.

  En time senere bliver der ringet på døren. Jeg åbner og ser Leo stå ude på gangen.

”Er du klar?” spørger han og jeg nikker. Jeg går ud af lejligheden, låser døren og følger efter ham ud af bygningen. Vi går hen for at tage bussen for den stopper et rigtig godt sted. Der plejer altid at være mange mennesker ved Han River, men i dag er det faktisk ret roligt. Måske er det på grund af tidspunktet.

Leo og jeg går sammen hen ad en sti og ser på nogle cykellister der kører forbi os. For første gang føler jeg mig faktisk akavet og utilpas i hans nærvær. Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal opføre mig. Jeg vil ikke lade ham få mistanke om mine følelser, men jeg vil heller ikke virke kold så han finder ud af at noget har ændret sig. Jeg må gøre mit bedste for at opføre mig som jeg plejer og give ham det indtryk at jeg tænker på ham som en bror ligesom han ser mig som en søster. Jeg er bare nervøs for at jeg ikke kan.

”Heejin-ah,” jeg bliver nærværende da Leo taler til mig, ”du er meget stille.”

”Nu ved du hvordan jeg har det når jeg er sammen med dig,” siger jeg og Leo smiler skævt. ”Du plejer altid at tale om alt muligt. Det er helt underligt at du ikke siger noget,” siger han og jeg trækker på skuldrene.  ”Foretrækker du at jeg taler meget frem for at jeg er stille?” spørger jeg og han nikker. ”Selvom det måske lyder lidt underligt, så kan jeg faktisk godt lide når du plaprer løs,” siger Leo og ser på mig, ”at du fortæller hvad du har lavet, hvor du har været og selv når du fortæller hvad du har fået til frokost. Du forventer aldrig at jeg skal svare, men beder mig bare lytte hvilket jeg er meget taknemmelig for. Og selvom det måske ikke altid virker sådan, så lytter jeg.”

Jeg smiler til ham og til min overraskelse smiler han tilbage. Mit hjerte springer et slag over og jeg bliver nødt til at se væk. Leos smil påvirker mig mere end jeg bryder mig om og han må ikke se det.

”Heejin-ah,” siger Leo og stopper op. Jeg stopper også og efter lidt tøven vender jeg hovedet og ser på ham. Leo rækker en hånd frem mod mig og spørger: ”Må jeg lige låne din mobil et øjeblik?”

Jeg rækker om i min baglomme og fisker min mobil op. ”Skal du ringe til nogen?” spørger jeg idet jeg rækker den til ham. Han svarer ikke men taster bare noget ind på den. Jeg ser nysgerrigt til mens jeg prøver at regne ud hvad han laver. Lidt efter giver han mig min mobil igen og begynder at gå. Jeg ser på den og rynker panden da jeg ser han er inde i min telefonbog. Men så spærrer jeg øjnene op da jeg opdager noget. Der er blevet tilføjet en ny kontakt med navnet ’Taekwoon oppa’. Jeg ser op på Leo der går lidt længere fremme.

”Har du fået en mobil?” spørger jeg ham forvirret. Mens han stadig går, tager han en mobil op ad baglommen og holder den op så jeg kan se den. Jeg smiler for mig selv, putter min egen mobil tilbage i lommen og løber op på siden af ham. Jeg ved ikke om det er en god eller dårlig ting at jeg nu kan kontakte Leo når jeg vil, men denne gang vil jeg lade mig selv nyde at han i det mindste har givet mig sit nummer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...