Red Thread {VIXX}

Tilfældige møder mellem en pige og to drenge fører til en følelsesmæssig rutsjetur, der vil sætte deres hjerter på prøve.
Jung Heejin er en pige, der aldrig har prøvet at være forelsket, men det ændrer sig. Hun møder en dreng ved navn Leo under mærkelige omstændigheder, og da de skilles, er hun sikker på, de aldrig skal ses igen. Men da hun møder en anden dreng ved navn Hongbin, dukker Leo pludselig op igen. Heejins hjerte bliver trukket i to retninger, og hun vil blive tvunget til at vælge mellem de to drenge. Det er bare lettere sagt end gjort, og hvis hun ikke kan vælge, vil hun så ende med at miste dem begge?

6Likes
5Kommentarer
1509Visninger
AA

2. Kapitel 1

 

”Du ved jeg hader når du gør det der!” siger jeg irriteret til min bedsteven Oh Sehun, der ser fornøjet på mig med et stort smil. ”Ja, hvorfor tror du ellers jeg gør det,” siger han, og jeg slår ud efter ham, men rammer desværre ikke. ”En dag så gør jeg det på dig, så du selv kan mærke hvor ubehageligt det er!” truer jeg, men Sehun lader sig ikke skræmme. ”Det siger du altid, men du har endnu ikke gjort det,” siger Sehun og læner sig op ad sofaens ryglæn, ”du kan ikke snige dig ind på mig og puste mig i øret. Jeg har en hørelse som en hund og reflekser som en kat. Det, og så at du lyder som en flodhest når du går.”

”YAH!” siger jeg fornærmet og lægger min arm om halsen på ham, så han ikke kan flygte. Jeg gnubber hans hovedbund med min frie hånd og siger hånligt: ”Reflekser som en kat hva’? Og du vover at kalde mig en flodhest!”

”Mian mian! Jeg overgiver mig!” siger Sehun halvkvalt, mens han spræller for at komme fri af mit greb. ”Jeg ved godt, at du vil gøre det igen, for det gør du altid, men jeg er blevet træt af at afstraffe dig, når du alligevel ikke bliver klogere. Så jeg vil lade dig slippe med en advarsel denne gang,” siger jeg og slipper Sehun fri. ”Tak,” siger han med lettere hæs stemme og aer sin hals, ”min arm er stadig ikke kommet sig efter den sidste afstraffelse.”

”Du har kendt mig siden, vi var syv år, så du ved, at jeg straffer dig. Desuden havde du fortjent det!” siger jeg og Sehun trækker på skuldrene. ”Ja det havde jeg vist,” mumler han.

Jeg betragter Sehun lidt, mens han står og retter på sit uglede hår. Vi har kendt hinanden siden, vi var syv og har været bedstevenner siden. Vi blev venner fordi, Sehun blev drillet meget som lille af andre drenge. Sehun var spinkel og ikke særlig høj og kunne ikke forsvare sig selv. Og jeg, som altid har været lidt voldelig og hadet mobning, forsvarede ham og bankede enhver der vovede at slå ham. Men den lille spinkle forsvarsløse dreng voksede op, og det mener jeg bogstaveligt talt. Han skød pludselig i vejret, og nu er han over 1,80. Han er dog stadig spinkel, men ikke længere svag. Han kom også til at se ganske godt ud, og mange piger har vist interesse for ham, men de har dog ingen chance for at få ham.

”Hvad glor du på?”

Sehuns stemme kalder mig tilbage til virkeligheden, og det går op for mig, at jeg stadig ser på ham.

”Dig selvfølgelig,” svarer jeg med et smil. ”Er jeg virkelig så lækker?” spørger han, halvt drillende halvt seriøst. ”Ja da! Hvis du ikke havde haft Luhan, havde jeg selv snuppet dig!” siger jeg, og Sehun klukker, ”men det må du ikke sige til ham, at jeg har sagt.”

Luhan er Sehuns kæreste, og de har været sammen i fire år. De mødtes i 2008 da Luhan, som er kineser, kom til Korea for at studere og i maj 2009 begyndte de at komme sammen. Jeg havde aldrig mistænkt, at Sehun kunne være til drenge, og han har sagt, at han var ret nervøs for at fortælle mig om Luhan. Men det er intet problem for mig, og jeg må da også indrømme, at de er søde sammen. Jeg kan også virkelig godt lide Luhan, og vi er gode venner. Han og Sehun har boet sammen i to år, og jeg er faktisk mere i deres lejlighed, end jeg er i min egen, så vi ser meget til hinanden. Jeg befinder mig faktisk i deres lejlighed lige nu. Luhan, der for at blive sammen med Sehun flyttede permanent til Korea, er i Beijing for at besøge sin familie, så jeg kom over for at underholde Sehun. Og for at lave aftensmad til ham. Han foreslog også, at jeg kunne overnatte, men det afslog jeg. Min veninde Park Eun Hye, som jeg bor i lejlighed med, gjorde det meget klart at jeg skulle komme hjem og have kvalitetstid med hende. Det er allerede ved at være sent, og jeg vil ikke lade hende vente for længe. Så jeg rejser mig fra sofaen og siger: ”Jeg må nok hellere komme hjem, inden jeg får problemer med Eun Hye.”

”Skal du virkelig hjem til hende? Kan du ikke blive lidt længere?” spørger Sehun skuffet. ”Du er ikke glad for at dele mig hva’?” siger jeg, og Sehun ryster på hovedet, ”hvad vil du gøre, når jeg får en kæreste?”

”Det tillader jeg ikke!” siger han bestemt, ”jeg har svært nok ved at dele dig med en pige, og jeg nægter at dele dig med en dreng!”

Jeg fniser og bliver så alvorlig. ”Det behøver du nok heller ikke, for jeg tvivler på at jeg får en kæreste. Jeg mener, hvem ville dog kunne falde for mig.”

Sehun svarer ikke, og det gør heller ikke noget.

Jeg er en pige på 19 år, og jeg ser egentlig meget normal ud med mørkebrunt skulderlangt hår og mandelformede chokoladebrune øjne. Mit ansigt er hjerteformet og lidt buttet. Jeg er 1,62 høj og ret muskuløs. Men det er min personlighed, der er problemet. Jeg er meget maskulin i min måde at være på og min måde at klæde mig på. Som barn var jeg bedre til at slås end de fleste drenge og som 12 årig, begyndte jeg til boksning, som jeg så dog stoppede med for et år siden. Jeg ser gyserfilm med et smil, og jeg siger da heller ikke nej til en god actionfilm. Jeg ejer desuden ikke en eneste kjole og alt mit tøj er enten købt i herreafdelingen eller også er det løstsiddende. Da vi var mindre lånte Sehun og jeg tit hinandens tøj, men efter hans vilde vokseværk kan vi ikke gøre det mere. Jeg kan dog nogle gange godt finde på at låne en af hans trøjer, selvom de er lidt store.

Sehun, Eun Hye og selv Luhan kan lide at jeg er som jeg er, men jeg tvivl på at nogen vil kunne forelske sig i mig.

Jeg sukker og går ud i gangen for at tage mine sko og jakke på.

”Der er en derude,” siger Sehun, og jeg ser uforstående på ham, ”der er en derude som vil elske dig præcis som du er. Så du skal ikke ændre dig, men bare vente på den der kan acceptere dig for den du er.”

Jeg smiler skævt og siger: ”Bare rolig Sehun, jeg skal nok blive ved med at være mig selv. Alle andre er alligevel optaget.”

Sehun klukker og giver mig et kram, inden jeg forlader lejligheden for at begive mig hjemad.

  På vejen hjem er jeg fordybet i tanker. Jeg tænker på Sehuns ord om, at der er en derude, der vil kunne elske mig som jeg er. Men hvornår kan jeg møde ham? I dag, i morgen, om en måned, et år? Jeg har kun to år til at finde en kæreste, ellers skal jeg indfri et løfte til min far, som jeg ikke er begejstret for. Måske skulle jeg bare blive lesbisk og spørge Eun Hye, om hun vil være min kæreste. Den tanke får mig til at smile for mig selv. Men pludselig får jeg en fornemmelse, der får mit smil til at stivne. Jeg har fornemmelsen af at blive betragtet, og det giver mig en knude i maven. Jeg begynder at gå lidt hurtigere. Jeg kan høre skridt bag mig, som går i det samme tempo som mig, og de sætter farten op da jeg gør. Jeg går lidt langsommere og lader vedkommende hale ind på mig. Da skridtene lyder lige bag mig, vender jeg mig om og står ansigt til ansigt med en mand helt klædt i sort. Han griber fat i min arm med den ene hånd og siger: ”Giv mig din pung!”

Ud af øjenkrogen opfanger jeg et svagt glimt. Jeg ser på hans højre hånd og får øje på en kniv. Det jeg så var gadelampens lys blive spejlet i det blanke blad. Knuden i min mave strammes til, men jeg må ikke vise, at jeg er bange. Så i stedet river jeg min arm ud af hans greb og bakker lidt væk. Jeg knytter mine hænder og løfter dem op foran ansigtet, ligesom jeg har gjort så mange gange før til boksning. Tyven træder frem mod mig, og jeg slår ham på kæben med den højre knytnæve. Han tager sig til sin kæbe og ser overrasket på mig. Jeg møder ufortrødent hans blik og venter på det næste angreb. Desværre begynder han at tage kniven i brug. Han vifter rundt med den, og jeg gør mit bedste for at undvige. Jeg ser en åbning og slår ham i mellemgulvet og derefter igen på kæben. Jeg slår luften ud af ham, og han taber kniven, mens han bakker væk. Han bøjer sig forover og prøver at få vejret. Han ser vredt på mig, og jeg kan se, at han ikke har tænkt sig at give op endnu. Jeg forbereder mig på endnu et angreb, men så der sker noget uventet. Jeg mærker et par hænder lægge sig på mine skuldre, og jeg stivner. Hvis det er hans makker, er jeg færdig. Men vedkommende gør mig ikke noget. I stedet siger en blød og lidt forsigtig mandestemme: ”Jeg har ledt efter dig.”

Taler han til mig eller tyven? Mit spørgsmål bliver besvaret, da tyven ser utilpas på den ny tilkommende og ender med at vende sig og løbe væk. Jeg puster tungt og lettet ud, men er stadig ikke helt rolig da jeg ikke ved, hvem der har hjulpet mig. Så jeg vender mig om og ser en høj dreng med sort hår og rolige mørke øjne se på mig.

”Er du okay?” spørger han med den samme bløde stemme som før. Jeg nikker uden helt at vide, hvad jeg skal sige til denne fremmede. Jeg ender bare med at sige tak og forklare at jeg hellere må se at komme hjem. Jeg skal til at gå forbi ham, men han griber fat om mit håndled og holder mig tilbage. Jeg ser op på ham og spørger, hvad der er galt.

”Du er kommet til skade,” svarer han og peger på min højre overarm. Jeg følger hans blik til min arm og ser, at der er en flænge i min trøje og at ærmet har en mørk plamage. Blod. Mit blod. Jeg trækker det ødelagte stof lidt til side og ser et sår, der virker til at være ret dybt. Hvordan kan jeg slet ikke have opdaget, at jeg fik det?

Drengen bøjer sig frem og ser på mit sår.

”Du skal sys,” siger han kort for hovedet og giver slip på mit håndled, ”du må hellere komme på hospitalet.”

Han kigger lidt nærmere på såret og rynker panden. ”Men vi må hellere forbinde det, indtil vi kommer derhen.”

Jeg smiler skævt og spørger drillende: ”Er det så nu, du flår din trøje i stykker og bruger den til at forbinde min arm?”

Han fnyser og siger, at han har et tørklæde i lommen, han kan bruge. Han finder tørklæder frem og begynder at binde det stramt rundt om min overarm.

”Jeg hedder for resten Heejin. Jung Heejin. Hvad hedder du?” siger jeg, og drengen ignorer mig i første omgang. Først da han er færdig med at forbinde mit sår, retter han sig op og siger: ”Jung Taekwoon. Men mine venner kalder mig Leo.”

”Leo,” siger jeg lidt undrende, men alligevel giver det mening. Han minder mig faktisk lidt om en løve. Stille, stolt og en anelse majestætisk.

”Gør det ondt?” spørger han og nikker mod min arm. ”Egentlig ikke,” svarer jeg. ”Det er på grund af adrenalin,” forklarer han og strammer knuden på tørklædet lidt til, ”når det er væk, kommer det til at gøre meget ondt, så vi må hellere få dig på hospitalet hurtigst muligt.”

”Vi?” spørger jeg overrasket, men Leo siger ikke mere. I stedet begynder han at gå med hurtige skridt og efter lidt tøven, skynder jeg mig efter ham.

   Mens jeg bliver syet, sidder Leo stille ved min side og holder min venstre hånd i begge sine. Han har ikke sagt et ord, siden vi ankom til hospitalet, og selvom jeg har talt til ham, har han ikke svaret. Jeg ved, han har lyttet, men han er åbenbart typen der ikke smalltalker. Eller bare generelt taler åbenbart. Han har heller ikke smilet på noget tidspunkt. Faktisk har hans ansigt hele tiden haft et sådan lidt udtryksløst udtryk, der ikke giver det mindste hint om, hvad der foregår inde i hans hoved. Men det gør ikke noget, han ikke smiler til mig, og det gør heller ikke noget, at han ikke siger noget. Bare det at han er her og holder min hånd har en beroligende effekt. Selvom han er en fremmed og det eneste, jeg ved om ham er hans navn. Hans tilstedeværelse er beroligende, og jeg føler, jeg kan stole på ham, selvom jeg ikke kan forklare hvorfor. Han insisterer endda på at betale regningen, efter jeg er blevet syet. Ikke fordi han sagde det, men han fandt bare sit kreditkort frem og skubbede mig til side, da jeg protesterede.

Vi træder ud af indgangen til hospitalet og for første gang i en time, taler Leo til mig.

”Hvor bor du?” spørger han, og jeg ser overrasket på ham. ”Yangjae-dong. Hvorfor?” svarer jeg, og Leo begynder at gå. Jeg skynder mig efter ham og spørger igen hvorfor. ”Nogen bør holde øje med dig for at sikre sig, du er okay,” siger han, og jeg spørger om, det betyder han vil følge mig hjem. Han nikker.

”Ved du hvordan man kommer til Yangjae-dong?” spørger jeg idet, vi går ned ad trappen til metroen. ”Jeg er vokset op der,” svarer han kort, og jeg nikker forstående.

Mens vi venter, taler vi ikke sammen, men på en måde er stilheden ikke noget problem. Det er ikke en akavet eller pinlig stilhed, den er nærmere.. behagelig. Jeg føler ikke, at jeg bliver nødt til at tale til ham eller prøve at få en samtale i gang, hvilket også er ret svært når han ikke vil svare. Og selvom han ikke siger noget, eller på anden måde giver udtryk for det, ved jeg, at han bekymrer sig om mig. Han kunne have ignoreret mig, da tyven overfaldt mig, eller han kunne have gået sin vej, efter tyven var forsvundet, og han kunne også have forladt mig, efter vi kom ud fra hospitalet. Men det gjorde han ikke. Han blev ved min side og insisterer stadig på at tage sig af mig ved at følge mig hjem. Så det er helt okay, at han ikke snakker, for jeg ved, han ikke er ligeglad, og det er det der tæller.

Kort tid efter ankommer toget, og vi stiger på. På trods af det sene tidspunkt, er der virkelig mange mennesker. Vi får mast os ind, og Leo ender med at stå med ryggen mod væggen, mens jeg står tæt op ad ham. Toget sætter i gang, og fordi jeg ikke har noget at holde fat i, er jeg tæt på at vælte. Leo når at gribe fat om min gode arm og holder mig oprejst. Jeg hvisker tak, og han nikker bare. Han bliver dog ved med at holde ved min arm, sikkert for at hjælpe mig med at holde balancen.

Min lejlighed ligger fire stop væk, og vi kommer igennem de to første uden de store problemer. Men efter det andet stop er der kommet en mand ind, som står ret tæt op ad min højre side. Den side der vender væk fra Leo. Da manden vender sig for at stå bedre, rammer hans albue lige ind på min skadede overarm, og jeg ømmer mig. Jeg tager mig til armen og kan mærke varme tårer stige op i mine øjne.

”Er du okay?” spørger Leo bekymret, og jeg ryster på hovedet. Han giver slip på min raske arm og trækker mig, til min overraskelse, ind foran sig og trykker mig tæt ind til sig. Han lægger en arm om mig og beskytter dermed min skadede arm mod at blive ramt igen. Han siger ikke noget, og ser ikke engang på mig, men alligevel kan jeg mærke varmen og venligheden fra hans handling. Jeg kan ikke lade være med at smile for mig selv. Jeg kan mærke Leos hjerte banke roligt og regelmæssigt mod min kind, og jeg kan også mærke når hans brystkasse hæver og sænker sig. Hans arm, der ligger om mig, er blid og beskyttende og hans lange slanke fingre er dybt begravet i trøjens stof ved mit skulderblad. Hans duft fylder mine næseborer, og det er en velkendt duft af sæbe. Der er noget hjemligt og afslappende ved hans duft.

Jeg suger indtrykkene af ham til mig igennem de to sidste stop, inden vi når til vores endestation. Da dørene åbner, giver Leo slip på mig og hjælper mig forbi de andre mennesker i vognen, så der ikke sker min arm noget. Ude i friheden tager jeg en dyb indånding og strækker armene. Dog må jeg hurtigt sænke den højre arm igen, da det gør ondt, og jeg ømmer mig.

”Pabo,” siger Leo lavmælt, idet han går forbi mig. Jeg spidser surt læberne og følger så efter ham op ad trapperne.

Jeg viser vejen hen til det lejlighedskompleks, jeg bor i, og Leo følger tavst efter, mens han ser sig lidt omkring.

”Bor dine forældre her stadig?” spørger jeg, og Leo nikker, ”hvornår var du her sidst?”

Han svarer ikke, men bliver bare ved med at se sig omkring, og jeg bliver enig med mig selv om, at det egentlig heller ikke kommer mig ved.

Da vi når hen til komplekset, vender jeg mig mod Leo. Han møder mit blik, og jeg rækker min venstre hånd frem mod ham.

”Tak for al din hjælp. Jeg ville ønske jeg kunne gengælde det, men indtil videre må du nøjes med min taknemmelighed,” siger jeg og smiler til ham. Han gengælder ikke smilet, men i det mindste tager han min hånd og giver den et klem.

”Det var så lidt,” siger han og slipper så min hånd, ”har du nogen, der kan holde øje med dig i de næste par timer?”

”Jeg bor sammen med en veninde,” svarer jeg, og Leo nikker. ”Så vil jeg gå,” siger han og ser på mig en sidste gang, inden han vender sig og begynder at gå. Jeg ser efter ham, mens han går tilbage mod nedgangen til undergrunden. Mens jeg ser hans ryg forsvinde i mørket, er jeg overbevist om, at det nok er første og sidste gang, jeg ser denne mystiske dreng som tog sig så godt af mig, og fik mit hjerte til at banke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...