Red Thread {VIXX}

Tilfældige møder mellem en pige og to drenge fører til en følelsesmæssig rutsjetur, der vil sætte deres hjerter på prøve.
Jung Heejin er en pige, der aldrig har prøvet at være forelsket, men det ændrer sig. Hun møder en dreng ved navn Leo under mærkelige omstændigheder, og da de skilles, er hun sikker på, de aldrig skal ses igen. Men da hun møder en anden dreng ved navn Hongbin, dukker Leo pludselig op igen. Heejins hjerte bliver trukket i to retninger, og hun vil blive tvunget til at vælge mellem de to drenge. Det er bare lettere sagt end gjort, og hvis hun ikke kan vælge, vil hun så ende med at miste dem begge?

6Likes
5Kommentarer
1452Visninger
AA

20. Et år senere

 

Jeg vågner op af min døs da kaptajnen fortæller over højtalerne at vi snart lander i Incheon lufthavn. Jeg ser ud af det lille vindue i flyet og kan se Koreas landskab. Jeg smiler for mig selv. Jeg er snart hjemme.

Jeg har tilbragt et år i London på at studere og er nu endelig på vej hjem. Misforstå mig ikke, det har været et fantastisk år og jeg ville ikke bytte det for noget i verden, men der er nu ikke noget sted som hjemme. Især ikke når hjemme er det sted hvor dem man elsker er. Men jeg er også lidt nervøs for at komme hjem. For en af dem jeg elsker er nok ikke så begejstret for mig. I januar da jeg havde fødselsdag ville Hongbin overraske mig så han kom på besøg. I mellemtiden havde jeg haft en masse tid til at tænke. Ved at være væk fra både Hongbin og Leo fik jeg mulighed for virkelig at tænke tingene igennem og se dem fra et nyt perspektiv. Det gik op for mig at jeg har været et kæmpe fjols. Rettelse, et kæmpe selvvisk fjols. Det jeg har gjort mod Hongbin er utilgiveligt, det ved jeg. Men det at jeg holdte ham i uvished er næsten lige så slemt, måske endda værre. Han har fortjent bedre end det jeg har givet ham og jeg blev klar over at jeg aldrig vil blive i stand til at elske ham sådan som han fortjener. Så da han kom og besøgte mig fortalte jeg ham sandheden. Hele sandheden. Da han kom sig over chokket sagde han at han godt havde fornemmet at der foregik noget mellem Leo og mig, men han vidste ikke det var så alvorligt. Jeg har aldrig haft så dårlig samvittighed i hele mit liv. Han sagde at han ville tage hjem igen med det samme. Selvom ingen af os sagde det højt vidste vi det begge. Vi havde slået op.

Jeg bliver nærværende da jeg pludselig mærker et bump og det går op for mig at flyet allerede har landet. Nogle minutter senere holder flyet stille og folk begynder at gå ud. Da vi når til bagageudleveringen finder jeg heldigvis hurtigt mine kufferter og fortsætter ud til modtagelsen. Idet jeg træder ud gennem skydedørene får jeg hurtigt øje på en masse velkendte ansigter. Der spredes et kæmpe smil på mine læber og jeg småløber hen til dem. Den første jeg kaster mig i armene på, er Sehun. Han trykker mig ind til sig og jeg snuser ham ind. Jeg har savnet ham helt forfærdeligt og tror ikke at jeg vil være i stand til at forlade ham igen i en så lang periode. Til sidst giver vi slip på hinanden og jeg fortsætter til Eun Hye. Så kommer drengene og jeg starter med N der hulker stille idet han lægger armene om mig.

”Jeg er også glad for at se dig oppa,” siger jeg og klapper ham på ryggen. Den næste er Hyuk, så Ravi og Ken. Derefter er det Hongbin og det er ret akavet mellem os. Ingen af os ved helt hvad vi skal gøre så det bliver et kort og akavet kram. Derefter vender jeg mig og søger efter den person jeg har glædet mig allermest til at se igen. Men han er ingen steder at se.

”Leo hyung er her ikke,” siger Ken og jeg kan ikke skjule min skuffelse. Han har åbenbart glemt mig i løbet af det her år. Men jeg ved ikke hvad jeg havde forventet. Da vi skiltes valgte jeg jo Hongbin over ham. Han har ingen grund til at have ventet på mig i det sidste år. Jeg bebrejder ham intet, men jeg kan ikke lade være med at føle mig såret og skuffet. Jeg var klar til at finde sammen med ham og give ham min fulde opmærksomhed. Men sådan skulle det åbenbart ikke være.

”Hvad siger i til at komme hjem til os og fejre at Heejin er kommet hjem?” foreslår N og både Sehun og Eun Hye er med på ideen, ”hvad med dig Heejin?”

Jeg ser på ham og smiler anstrengt. ”Jeg vil gerne lige hjem først. Jeg trænger til at skifte tøj og så kan jeg også komme af med min bagage.”

N nikker forstående og vi følges alle ud af lufthavnen. Jeg får fat i en taxi og vinker til mine venner idet den kører væk. Da de er ude af syne lader jeg de tårer falde som jeg har kæmpet for at holde tilbage.

Taxien holder ind foran lejlighedskomplekset og jeg betaler chaufføren hvorefter jeg stiger ud. Jeg ser op på bygningen og sukker for mig selv. Selvom jeg har været væk i et år føles det stadig lige så meget som mit hjem som før jeg rejste. Chaufføren sætter min bagage ved siden af mig og kører derefter væk. Jeg tager en dyb indånding og tager min bagage. Mine fødder kender vejen så jeg lader dem bare føre an mens mine tanker er et andet sted. Jeg undrer mig over hvorfor Leo ikke kom sammen med de andre for at tage imod mig. Selv hvis han ikke længere har følelser for mig kunne han da godt komme alligevel. Selv Hongbin, der har al mulig grund til at hade mig, kom. Han kunne i det mindste være der som min ven. Og mere end noget andet har jeg brug for at se ham. Så er det lige meget hvad han føler for mig. Bare jeg kan se ham.

Jeg låser døren til lejligheden op og træder ind. Jeg smider skoene og trækker kufferterne med ind i stuen. Jeg fornemmer nogens tilstedeværelse i rummet og ser op. Jeg stopper brat op og mister grebet om håndtaget på mine kufferter.

”Velkommen hjem Heejin,” siger Leo og smiler skævt til mig. Min vejrtrækning går i stå og mit hjerte er ved at bryde gennem mit bryst. Han er her. Lige foran mig. Den person jeg havde mest brug for at se står lige her. Uden at registrere det bevæger jeg mig frem mod ham. Jeg stopper op lige foran ham og sluger ham med øjnene. Hans pande, kindben, næse, hage og øjne. Mit blik hviler ved hans brune øjne der ser varmt og kærligt tilbage på mig. Jeg mærker hvordan hele min sjæl skælver ved hans nærvær og enhver logisk tanke forsvinder fra mit sind. Der er kun Leo tilbage. Jeg rækker op og rører hans ansigt. Følelsen af hans hud under mine fingrespidser får hele min krop til at vibrere af forventning. Alle de stærke følelser jeg havde for ham før jeg rejste, skyller ind over mig som en flodbølge. Jeg vidste godt de stadig var der, men jeg var ikke klar over i hvilket omfang. Det føles faktisk som om mine følelser for ham kun er vokset, hvilket jeg ikke troede, var muligt. Men der er ingen tvivl. Der er kun Leo for mig. Hele mit væsen skriger på at mærke hans arme om mig, på at mærke varmen fra hans krop mod min og på at mærke hans bløde læber mod mine.

Som om Leo læser mine tænker lægger han armene om livet på mig og læner sit ansigt ned mod mit. Han presser blidt sine læber mod mine og jeg mærker hvordan jeg bliver helt svimmel af lykke. Nu føles det for alvor som at komme hjem. Min mest elskede person er her, så nu er alt perfekt. Cirklen er komplet og jeg kunne ikke ønske mig mere.

Efter hvad der føles som alt for kort tid, trækker Leo sig lidt tilbage, dog uden at give slip på mig. Ingen af os siger noget, men der er heller ikke brug for ord. Vores handlinger forklarer bedre end ord hvordan vi begge føler. Vi elsker stadig hinanden, det har adskillelsen ikke ændret på. Spørgsmålet er bare om Leo er villig til at finde sammen med mig selvom jeg afviste ham sidste gang. Igen læser Leo mig som en åben bog og siger: ”Jeg hører du er single nu. Så er du villig til at blive min nu?”

Jeg kan ikke lade være med at smile genert og er glad for at han er så ligefrem. ”Jeg ville ikke ønske det anderledes,” siger jeg og et smil breder sig på hans læber. ”Du kan ikke tage det tilbage nu,” siger han og jeg klukker. ”Bare rolig. Der er kun dig i mit hjerte. Sådan har det hele tiden været. Jeg var bare for dum til at forstå det,” siger jeg og Leo ryster på hovedet. ”Du prøvede at gøre det rigtige. Jeg forstår,” siger han og planter et blidt kys på min pande. Jeg nyder følelsen af hans læber mod min hud. Jeg har virkelig savnet hans bløde dæmpede stemme og hans blide kærtegn. Jeg ved slet ikke hvordan jeg har klaret mig et helt år uden. Leo trækker sig tilbage og giver så slip på mig. Så går han hen og tager mine kufferter.

”Du regner med at tage med hen til de andre ikke?” spørger han og jeg nikker, ”du vil sikkert gerne have skiftet, så jeg venter på dig i stuen og så tager vi derhen sammen.”

Så trækker han mine kufferter ind på mit værelse og sætter sig derefter hen i sofaen. Jeg går ind på mit værelse og læner mig op ad den lukkede dør. Mit hjerte banker stadig ukontrollabelt og jeg kan ikke holde op med at smile. Men et sted i min bevidsthed kan jeg ikke tro at det er virkeligt. Jeg frygter at Leo ikke vil være der når jeg kommer ud i stuen igen. Så jeg skynder mig at skifte tøj, smide lidt vand i hovedet og børste tænder. Derefter går jeg tilbage til stuen hvor Leo stadig sidder med benene over kors i sofaen. Jeg ånder lettet op og går hen til ham. Han vender hovedet og ser op på mig.

”Er du klar?” spørger han og jeg nikker. Pludselig er der noget der går op for mig og jeg smiler bredt.

”Jeg havde helt glemt at jeg jo kan se Sehun nu! Jeg har virkelig savnet ham og fortryder faktisk at jeg ikke tog ham med til London,” siger jeg og Leo hæver et øjenbryn. ”Jeg troede du så ham i lufthavnen,” siger han og jeg klukker. ”Ikke den Sehun,” siger jeg og går hen til en kommode hvorpå der står en skål med nøgler. Jeg tager en af nøglerne op og viser ham den.

”Jeg taler om min bil,” siger jeg og Leo forstår, ”han har sikkert kedet sig nede i garagen så han fortjener at strække ud.”

Leo ryster opgivende på hovedet og rejser sig op. Han vælger ikke at kommentere det og følger mig bare ud af lejligheden.

Jeg banker på døren ind til ViPride og venter på at nogen skal åbne. Jeg hører fodtrin på den anden side af døren og lige inden den bliver åbnet lader Leo sin hånd glide ind i min og fletter sine fingre ind i mine. Jeg ser overrasket på ham og i samme øjeblik går døren op.

”Heejin, Leo,” jeg genkender Ns stemme og vender hovedet. Jeg smiler til ham og han træder til side så vi kan komme ind. Leo går først og trækker mig med efter sig. Han giver ikke slip på min hånd selv mens vi tager skoene af. Vi træder ind i lejligheden og jeg ser alle der kom til lufthavnen plus Luhan sidde fordelt på gulvet. De smiler alle da de får øje på os og derefter vender alle blikket mod vores sammenflettede fingre.

”Jeg vidste det! Du skylder mig 10.000 won,” siger Hyuk til Ravi og rækker hånden frem mod ham. ”Jeg troede virkelig ikke det ville ske så hurtigt,” brokker Ravi sig mens han finder sin pung frem. Leo og jeg ser forvirret på hinanden.

”De væddede om hvor hurtigt i ville finde sammen,” siger N idet han går forbi os og sætter sig hen ved siden af Hyuk. ”Så i vidste det ville ske?” spørger jeg overrasket og alle nikker. ”Det var bare et spørgsmål om tid,” siger Ken og de andre nikker igen. Jeg kan ikke lade være med at skæve til Hongbin der virker uinteresseret i samtaleemnet. N har også lagt mærke til det men alligevel siger han: ”Jeg er ked af at sige det Hongbin, men jeg har ventet på det skulle ske. Heejin er god for Leo. Leo åbnede mere op efter han mødte Heejin og nu hvor de er sammen har jeg aldrig set Leo lykkeligere.”

Hongbin ser op og møder sin hyungs blik. ”Jeg giver det en uge,” siger han og N himler med øjnene. ”Lyt ikke til ham,” siger N og vinker Leo og mig hen til sig. Vi kommer hen og sætter os ned ved siden af ham.

”Vi har for resten noget vi vil fortælle dig Heejin,” siger N og bliver hurtigt meget opstemt bare ved tanken om det han vil fortælle mig, ”vi besluttede at vente med at fortælle dig det til du kom tilbage.”

”Så lad mig høre,” siger jeg og N ser rundt på de andre inden hans blik vender tilbage til mig. ”Okay. En dag hvor vi var ude og optræde som normalt skete der noget,” begynder han og jeg spærrer øjnene lidt op da jeg får en mistanke om hvad det kan være, ”der kom en mand hen til os og sagde at vi har potentiale og at han gerne ville arbejde med os. Så bad han os gå til audition hos Jellyfish Entertainment!”

”Seriøst?!” udbryder jeg og han nikker opstemt, ”hvor vildt!”

”Vi er ikke garanteret en debut eller bare at blive trainees. Men det er først skridt mod vores drøm,” siger Ravi og de andre nikker. ”Tillykke drenge! I har også virkelig fortjent at få anderkendelse for jeres talent og jeg håber virkelig at det lykkes for jer,” siger jeg og de siger alle tak. ”Så vi fejrer både at Heejin er kommet hjem og at i højst sandsynligt kan komme ind i Jellyfish Ent?” spørger Sehun og N svarer ja, ”så har jeg noget jeg også gerne vil fejre.”

Vi ser alle på ham, og han tager Luhans hånd. ”Luhan og jeg har besluttet at gifte os,” siger han og Luhan rødmer. Jeg måber og ser frem og tilbage mellem dem. Efter at have kommet mig over overraskelsen hviner jeg og slår armene om Sehun.
”Tillykke Sehun!” siger jeg og han ler. ”Tak Heejin,” siger han og jeg giver slip på ham. Så vender jeg mig mod Luhan og giver ham et mere forsigtigt kram. ”Også tillykke til dig Luhan,” siger jeg og trækker mig så lidt tilbage så jeg kan se hans ansigt, ”tag dig godt af Sehun. For hvis du ikke gør så får du med mig at bestille.”

Han klukker og lover at passe på Sehun. ”Hvad med dig og Leo?” spørger Sehun og jeg ser forvirret på ham, ”hvad er jeres planer for fremtiden?”

Jeg ser overrasket på ham og vender mig så for at se på Leo. ”Vi tager det en dag ad gangen,” svarer han og jeg smiler. Lige mine ord. Jeg har ikke tænkt på hvor Leos og mit forhold vil bevæge sig hen i fremtiden. Lige nu nyder jeg bare at vi endelig er sammen.

”Så er maden serveret!” råber Eun Hye ude fra køkkenet og alle rejser sig for at hente noget mad. Leo hjælper mig op og smiler til mig hvorefter vi også går ud i køkkenet til de andre.

Efter maden tager Eun Hye, Sehun og Luhan hjem så det bare er mig og drengene tilbage. Ken, Hyuk og Hongbin er gået ned for at købe snacks, Ravi sover og N er i bad. Hvilket efterlader mig alene med Leo. Eller lige nu er Leo faktisk inde på sit værelse for at skifte tøj så jeg er egentlig alene i stuen. Jeg begynder at kigge deres hylde med bøger igennem for at finde noget at fordrive tiden med. Mit blik lander på en billedbog med dyr og jeg tager den ud. Jeg sætter mig på gulvet med den og begynder at bladre den igennem. Jeg ved ikke hvor længe jeg har siddet og kigget i bogen før Leo glider ned ved siden af mig. Jeg er på en side med pingviner og viser ham billedet.

”Kan du huske da vi var i akvariet i 63 building?” spørger jeg og han nikker, ”vi så slet ikke pingvinerne, hvilket jeg er lidt ked af for jeg kan virkelig godt lide pingviner.”

Leo vender hovedet og ser på mit ansigt. ”Ved du så at pingviner finder en mage som de bliver sammen med hele livet?” spørger han og jeg lægger hovedet let på skrå. Så smiler jeg og spørger: ”Vil du være min pingvin?”

Leo fnyser og smiler så. ”Pabo,” siger han og kysser mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...