Red Thread {VIXX}

Tilfældige møder mellem en pige og to drenge fører til en følelsesmæssig rutsjetur, der vil sætte deres hjerter på prøve.
Jung Heejin er en pige, der aldrig har prøvet at være forelsket, men det ændrer sig. Hun møder en dreng ved navn Leo under mærkelige omstændigheder, og da de skilles, er hun sikker på, de aldrig skal ses igen. Men da hun møder en anden dreng ved navn Hongbin, dukker Leo pludselig op igen. Heejins hjerte bliver trukket i to retninger, og hun vil blive tvunget til at vælge mellem de to drenge. Det er bare lettere sagt end gjort, og hvis hun ikke kan vælge, vil hun så ende med at miste dem begge?

6Likes
5Kommentarer
1450Visninger
AA

21. Epilog

 

Der er nu gået seks måneder siden jeg kom hjem fra London og der er sket en del siden da. For det første er VIXX kommet ind i Jellyfish Entertainment som trainees. Hvilket desværre betyder at Leo ikke har ret meget tid til at se mig. Det meste af drengenes tid går med at øve dans og sang. Det udmatter dem meget så de har ikke meget tid og energi til andet end at spise, sove og øve. Men en gang imellem får de lov til at tage hjem og besøge deres familie. Derfor besluttede Leo og jeg at jeg skulle flytte ind hos hans familie. På den måde kunne han også se mig når han besøgte sin familie. Så for en måned siden flyttede jeg ind hos Leos forældre. To af hans søstre bor stadig hjemme og de tog godt imod mig. De behandler mig som en del af familien. Hans forældre tog også imod mig med åbne arme og har fået mig til at føle mig hjemme. Ved at bo i Leos families hus føler jeg at jeg bliver bragt tættere på Leo. Jeg flyttede nemlig ind på hans gamle værelse. Så selvom jeg sjældent ser ham er han alligevel altid tæt på. Leos forældre foreslog faktisk at Leo og jeg bare kunne flytte sammen så Leo ikke behøvede bo sammen med de andre drenge og så kunne han se mig hver dag. Men Leo sagde at han indtil videre var nødt til at holde vores forhold hemmeligt. Hvis hans pladeselskab fandt ud af at han har en kæreste ville de nok få ham til at slå op med mig. Derfor må de ikke vide vi er sammen. Så at bo hos hans forældre er det bedste alternativ og det er da heller ikke så dårligt. Det føles som den familie jeg aldrig selv har haft. Hvilket minder mig om noget. Min far fandt ud af at jeg slog op med Hongbin mens jeg var i London. Han kontaktede mig ikke mens jeg var der, men da jeg kom hjem bad han mig om at komme forbi så vi kunne snakke. Han var meget glad da han fortalte mig at nu hvor Hongbin og jeg ikke var sammen mere ville han snakke med Feeldogs forældre om at gøre klar til brylluppet. Men da jeg så fortalte ham at jeg havde fået en ny kæreste troede han ikke på mig. Først da jeg præsenterede Leo for ham gik det op for ham at den aftale han så brændende havde ønsket jeg ville gennemføre ikke blev til noget. Han sagde han at han aldrig ville se mig igen. Jeg ved han ikke mener det og at han bare er skuffet fordi han ikke kunne lave en god handel gennem mig. Men det faktum at han sætter det over mig er grund nok til at jeg ikke har lyst til at besøge ham i det næste stykke tid. Han har aldrig føltes som familie. Bare den måned jeg har tilbragt her hos Leos familie har lært mig hvordan en rigtig familie er. Derfor har jeg intet problem med at blive.

I det samme banker det på døren og Leos mor kigger ind. ”Jeg skal ud og købe tøj til Taekwoon i morgen. Vil du med?” spørger hun og jeg siger ja, ”du ved jo hvor svært det er at finde tøj til ham så vi må hjælpe hinanden.”

Jeg smiler og nikker. Leos krop er lidt speciel på et punkt. Hans arme og ben er for lange i forhold til hans lidt spinkle kropsbygning. Når man køber trøjer til ham og de passer i armlængden vil de være for brede over skuldrene. Derimod hvis de passer over skuldrene vil ærmerne være for korte. Det samme med bukser. Passer benlængden er de for brede om hans hofter og passer de om hans hofter er buksebenene for korte. Det er et mareridt at finde tøj der passer ham perfekt og nogle gange får vi tøj speciallavet til ham. Især fordi hans skuldre faktisk ikke er smalle. Blandt VIXX’ medlemmer er han den der har de bredeste skuldre, men alligevel er hans arme for lange. Man skulle tro han ville se mærkelig ud på grund af det, men det gør han overhovedet ikke. Især ikke set gennem mine øjne. For mig er Leo perfekt. Lige fra hans uproportionerede krop til hans bløde dæmpede stemme og hans generte smil. Jeg elsker alt ved ham og har gjort det lige fra første gang jeg så ham. Selv efter alt vi har været igennem har det faktum ikke ændret sig. Derfor ved jeg også at vi kan overkomme alt. Uanset hvor mange problemer der vil prøve at skille os ad, vil jeg aldrig give slip på ham. Aldrig.

”Det har altid været svært at finde tøj til ham fordi han har været sådan siden han var lille,” siger Leos mor og skal til at gå da hun pludselig kommer i tanke om noget, ”du har da for resten aldrig set billeder af Taekwoon fra da han var lille vel?”

Jeg ryster på hovedet og hun smiler bredt. ”Kom så skal jeg vise dig,” siger hun og jeg følger efter hende ind i stuen. Hun kigger deres bogreol igennem og trækker så et fotoalbum ud. Vi sætter os i sofaen og Leos mor åbner op på den første side der viser en nyfødt Leo.

”Taekwoonie har altid sagt at han er lykkelig for at han blev født ind i en stor familie. At fordi han har tre ældre søstre fik han en masse kærlighed som barn. Hans søstre puslede meget om ham da han var lille og har sagt at de vil sælge deres sjæle for at få den Taekwoon tilbage,” fortæller hun og jeg smiler skævt. Jeg har også altid ønsket at jeg havde søskende, men de tætteste jeg har været er Sehun og Feeldog.

Leos mor bladrer videre til Leo er et par måneder gammel. Jeg smiler bredt ved synet og bladrer videre.

”Kan du selv kigge i albummet mens jeg laver noget frokost?” spørger hun og jeg nikker, ”det her album har billeder indtil han er 14 år så hvis du vil se mere er der flere albums.”

Hun lægger albummet i mit skød, rejser sig fra sofaen og går ud i køkkenet. Jeg bladrer albummet igennem og kan slet ikke stoppe med at smile. Gennem billederne ser jeg Leo vokse op og jeg føler at det bringer mig tættere på ham. Jeg er ved at nærmere mig de sidste billeder da jeg pludselig stivner. Jeg stirrer på et billede af ham fra han var 13 år og jeg kan ikke tro mine egne øjne. Jeg genkender øjeblikkeligt det ansigt og jeg er overrasket over at jeg aldrig har lagt mærke til det før. At tanken aldrig har strejfet mig før, for nu hvor jeg tænker over det er det jo tydeligt. Det har hele tiden været lige for næsen af mig og jeg opdagede det aldrig.

”Heejin-ah.”

Jeg snapper efter vejret ved lyden af mit navn og jeg genkender stemmen. Men han har ikke sagt han ville komme forbi i dag så jeg tør næsten ikke tro på det. Jeg kigger op og ser Leo stå lige foran mig. Det er virkelig ham og jeg hørte ham ikke engang komme ind fordi jeg var så fokuseret på billedet.

”Hvad kigger du på?” spørger han og læner sig frem så han kan se billederne. Hans øjne falder på det samme billede som det jeg kiggede på og han smiler skævt.

”Genkender du ham?” spørger han og jeg spærrer øjnene lidt op. ”Vidste du det?” spørger jeg og han nikker. Jeg kigger igen på den 13-årig Leo og ser den dreng der trøstede mig da jeg var 9 år gammel. Dengang jeg blev væk fra min mor og en dreng trøstede mig og legede med mig til hun fandt mig. Kan det virkelig passe at den dreng er Leo?

”Hvor længe har du vidst det?” spørger jeg og han sætter sig ned ved siden af mig. ”Kan du huske at du fortalte mig historien om din første forelskelse?” spørger han og jeg husker den nat jeg sov i ViPride og Leo hjalp mig med at falde i søvn, ”fra det øjeblik vidste jeg det. Jeg huskede nemlig også dig. Ligesom du aldrig glemte mig, glemte jeg aldrig den lille grædende pige jeg mødte i parken.”

Han stryger mig blidt over håret og jeg ser igen på billedet. ”Hvorfor fortalte du mig det ikke?” spørger jeg. ”Du var sammen med Hongbin og jeg var bange for det skulle ændre noget. Da vidste jeg jo ikke at du havde følelser for mig,” indrømmer han og jeg ser op på ham, ”du sagde at du engang imellem tænkte på ham. Undrede dig over hvad han lavede og hvordan han så ud. Jeg var også bange for at du ville se anderledes på mig hvis du fandt ud af det. Derfor holdte jeg det hemmeligt.”

Jeg ser indgående på ham og noget går op for mig. Den 13-årig Leo og den nuværende Leo er på et punkt ens. Han dukker op når jeg græder og trøster mig. Allerede dengang kunne Leo stoppe mine tårer og få mig til at smile igen. Som 9-årig og som 19-årig er det en ting der er forblevet det samme.

”Kan du huske hvad jeg spurgte dig om efter du havde fortalt historien om din første forelskelse?” spørger Leo og jeg nikker. ”Du spurgte og jeg ville kunne forelske mig i ham hvis jeg mødte ham igen,” siger jeg og Leo nikker. ”Kan du så også huske hvad du svarede?”

”At hvis vores møde dengang var forudbestemt så ville jeg sikkert møde ham igen. Og hvis det er meningen jeg skal elske ham så vil jeg sikkert gøre det,” siger jeg og Leo ser afventende på mig. Pludselig går det op for mig hvad det er han prøver at sige. ”Tror du vores møde dengang var forudbestemt? Alt sådan noget med skæbnen?” spørger jeg og Leo nikker. ”Det er lige hvad jeg tror,” siger han og tager min ene hånd, ”har du nogensinde hørt udtrykket om to personer forbundet af en rød tråd?”

Jeg ryster på hovedet og Leo begynder at fortælle. ”I japansk mytologi tror man på at guder binder en rød tråd rundt om lillefingeren på dem der er forudbestemt til at møde hinanden i en bestemt situation eller hjælpe hinanden på en bestemt måde. De to personer der er forbundet gennem denne røde tråd er forudbestemt til at finde sammen på trods af tid, sted og omstændigheder. Lige meget hvor meget tråden vil blive strakt eller sammenfiltret vil den aldrig brække.”

Jeg ser ned på min lillefinger som om jeg forventer der vil dukke en rød tråd op der forbinder mig med Leo. For jeg er slet ikke i tvivl om at hvis der sad en rød tråd bundet om min lillefinger ville Leos lillefinger være i den anden ende af tråden.

”Så det er ligesom soulmates?” spørger jeg og ser på hans ansigt. ”Samme princip,” siger Leo og jeg smiler skævt. ”Så min soulmate er slet ikke Sehun, men dig,” siger jeg og læner mig frem mod ham, ”det har hele tiden været dig.”

Leo smiler også og giver min hånd et klem. ”Ligesom det for mig hele tiden har været dig.”

Han tilbagelægger den sidste afstand mellem os og presser sine læber mod mine.

"Saranghae,” hvisker han mod mine læber og jeg smiler svagt.

Når jeg tænker over det kommer det slet ikke bag på mig. At det altid har været meningen at Leo og jeg skulle finde sammen. At vores møde dengang jeg var ni ikke var tilfældigt. Ligesom vores møde dengang jeg gik hjem fra Sehun heller ikke var tilfældigt. Det har altid været meningen at vi skulle finde hinanden. Det kommer faktisk bag på mig hvordan det slet ikke overrasker mig. Som om det ikke kan være anderledes. At det er en selvfølge. At vi er forbundet på et højere niveau gennem den røde tråd. Jeg tror egentlig hele tiden jeg har vidst det. At det i sidste ende aldrig har kunnet være andre end ham. Han er mit livs kærlighed. Min skæbne. Den person jeg vil tilbringe resten af mit liv sammen med. Fordi for mig vil der aldrig være andre i mit hjerte end ham.

 

 

 

 

 

It was a moment when time slowed down

The beauty of what I have learned, felt, and trusted until now

You have changed it all

My eyes start to darken like the dawn

Then like a ray of light he finally found me

My guy, my destiny

I run to your side

 

I want you, without an explanation or excuse

I stole your lips

It was a crazy thing to do but

No matter what it was breathtaking and exciting

A memory that the two of us could never forget

I had to make it

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...