Til dem der vil så tilbage. One Shot ( Larry Stylinson )

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 nov. 2013
  • Opdateret: 3 nov. 2013
  • Status: Færdig
Det her er en one shot jeg skrev som en aflevering til dansk. Den handler om Harry som ikke har det godt og som bare gerne ville have livet holder op. Bare rolig der er også kærlighed i den. Jeg græd ikke til den da jeg skrev den, men blev meget trist da jeg skrev den. Smid gerne en kommentar, eller like den. Jeg går i 7. klasse og det var min første rigtige aflevering så håber i kan lide den :)

8Likes
7Kommentarer
470Visninger
AA

1. Not goodbye, but see you!

Til dem der vil stå tilbage. ” Øh drenge, jeg smutter lige ind og tager en lur er ret træt, ” fortalte jeg drengene, som bare kiggede forvirret på mig. Jeg vidste godt hvorfor, de kiggede sådan. Det er fordi jeg var fed og klam. De ønskede jeg skulle gå, men de var forvirrede over jeg godt vidste de ønsker, jeg skulle gå. Men jeg var ikke dum, jeg vidste godt de syntes jeg var irriterende. Men jeg holdte af dem og det gjorde ondt at vide de hadede mig. Måske hadede de mig ikke, men de syntes jeg hængte på dem og de kunne bare ikke lide mig.

” Er du okay Hazza, du har virket meget underlig har for tiden. Er det fordi du føler dig tyk igen. Du ved jo godt du slet ikke er tyk Hazza, ” Spurgte Liam nervøst og kiggede mere forvirret på mig. Men jeg vidste godt det bare er skuespil.

Jeg vidste godt, jeg er fed og klam. Selv mine forældre syntes, jeg er fed og klam. De har selv sagt det.

” Jeg har det fint, er bare træt. Jeg smutter lige, farvel, ” fortæller jeg og håber ikke de lagde mærke til jeg sagde farvel og ikke vi ses. De nikkede bare og så underligt og lidt bekymret på mig.

Igen skuespil.

Jeg gik ud af stuen og skulle til at gå videre ind i gangen, men stillede mig så ved døren og kiggede en sidste gang ind på drengene, uden de så mig. En tåre trillede stille ned af min kind, men jeg tørrede den hurtigt væk og gik ind på gæsteværelset, i Louis lejlighed.

Hans lejlighed har været det sted, hvor jeg havde følt mig mest hjemme og tryg. Den havde altid været varm og lidt rodet, men stadig tryg.

Jeg satte mig i stolen, ved skrivebordet. Jeg lod min hånd glide hen over træbordet, og mærkede på det ru træ. Det var hårdt, og bulet. Lige som mit liv. Hvis bare jeg have indset jeg var fed noget for længe siden, så jeg kunne have gjort noget ved det. Jeg ved også godt, hvornår det var det gik galt, det var da mine forældre begyndte og fortælle mig, jeg var fed, det var der jeg indså, jeg var fed. Det var der jeg selv kunne se det, jeg var bare glad for de ville fortælle mig sandheden.

 

Flashback 

 

” Harry kom her ud nu, ” Råbte min far. Jeg sprang op fra stolen og smed min bøger fra mig, så jeg kunne komme der ud hurtigst muligt. Han skulle helst ikke blive sur og skuffet over jeg var langsom. Jeg løb ud i køkkenet, hvor min far stod med den tomme pose chips, jeg havde spist tidligere. ” Hvorfor er den tom? Har du spist det hele, ” Spurgte min far vredt og kiggede på mig, med øjne der kunne dræbte. Et sec. var jeg bange for han ville slå mig, men han har aldrig slået og han kunne heller ikke finde på det, han elsker mig jo som sin søn. Jeg nikkede stille og kiggede afventende på ham. ” Hvad er der galt med dig Harry. Du bliver jo fed, eller mere fed end du allerede er. Du er jo allerede fed, jeg vil ikke have du bliver dele fed okay. Tænk lige på mig, jeg kan ikke have en fed søn vel. Bli’ dog mere som din søster okay. Tag dig sammen. Det er jo pinligt, ” næsten råbte han. Hvert ord ramte mig hårdt, men jeg ville ikke have han skulle se det på mig, så jeg forblev bare kold. Jeg nikkede bare og sagde undskyld. Han vente jeg sig om og gik sin vej. Da han var ude af syne, løb jeg ud på badeværelset og stillede mig foran spejlet. Jeg har nu aldrig selv set mig som tyk, men nu når han siger det kan jeg godt se det. Jeg er tyk. Jeg har sikkert bare aldrig selv kunne se. Jeg skyndte mig over på vægten, for at se hvad min vægt var. Jeg vejede 68,2 kg, jeg måtte hellere tabe mig mindst 20 kg.

 

Flashback slut.

 

Jeg kom hurtig ud af min tankegang, da det blev for hårdt og tænke på.

Det var ikke fordi det var der jeg begyndte at se mig selv som tyk, men fordi jeg først fik det af vide der at indså jeg var tyk.

Hvis de have sagt det noget før kunne jeg måske have nået at gøre noget ved det. Men det var der jeg indså jeg var fed. Det er bare mærkeligt, for siden den dag har jeg næsten ikke spist noget, men jeg er kun blevet federe og federe.

Det er jo ikke noget jeg gør fordi jeg vil, det sker bare. Men der er nu mange grunde til, at jeg vil gøre det som jeg skal til at gøre.

Jeg tog et papir og en blyant der lå i skuffen ud og begyndte og skrive

 

Til dem der vil stå tilbage.

 

Jeg ved det var dumt, men jeg kunne ikke holde mig fra det mere. Alt var hårdt og ingen kunne lide mig. Jeg var fed og klam. Jeg kunne ikke holde ud at skulle leve en dag mere med flere dømmende blikke på gaden. Bare tanken om at skulle leve en dag mere og pine dem mennesker jeg elskede. Selv mine forældre så mig, kun som en dum dreng, der bare var der for at sætte familien i dårligt lys. Min familie var rig og mange i den lille by jeg boede i, så jo op til os så når jeg var så fed, sætter jeg bare familien i dårligt lys. Jeg gjorde alt forkert og det kunne jeg ikke byde dem jeg elskede mere. Mit liv havde altid været noget lort. Min krop havde altid været noget lort, min personlighed. Lort. Mit ansigt. Lort. Mit kærlighedsliv. Lort. Lort. Jeg havde aldrig været heldig med kærlighed. Jeg havde aldrig været normal, når det galt kærlighed. For jeg havde i lang tid aldrig synes piger var mig. Så efter hånden, fandt jeg ud af jeg var til drenge. Jeg har bare aldrig sagt det, til andre end Louis, fordi jeg ville ikke ligge mere skam over på familien. Jeg havde aldrig ville gøre noget forkert, men jeg tænker vel kun på mig selv. For hvis jeg tænkte på andre end mig selv, ville jeg ikke blive bøsse. Så ville jeg være normal. Men det kunne jeg vel ikke. Det kun mig og mig. Det er også derfor jeg gør det, som jeg gør nu. Fordi jeg tænker på de andre. Nu skal de ikke leve med mig mere. De slipper for at høre på mig kaste min mad op, ude på badeværelset, selv om de sikkert bare nød at høre mig lide. For hvem ville ikke gøre det. Jeg fortjente det jo også. Jeg var for fed og klam til at være blandt andre mennesker og til at kunne leve et godt liv. Jeg er for fed og klam, til at være venner, med dem jeg er venner med. Eller jeg ser dem som venner, men de så mig som en plet på trøjen, en man bare må leve med. De slipper for at besøge mig på hospitalet. Selv om det var dejligt i besøgte mig en gang i mellem. Eller kun Louis, Liam, Niall, og Zayn. For mine forældre, besøgte mig aldrig. Kun min mor, en gang. Hun sagde jeg skulle tage mig sammen og blive rask. Det lyder nok ret hårdt. Men jeg så i hendes øjne, hun var bekymret, i ca. 2 sec. Og Louis. Du kom næsten hver dag og sagde jeg nok skulle blive rask. Selv om jeg godt ved jeg aldrig var rigtig syg. De troede det bare, men jeg vidste bedre. Men du havde altid været mere end en ven for mig. Du vidste det bare ikke. Men hver gang jeg så dig sammen men din kæreste, Eleanor, var det som et stik i hjerte. Jeg så jer kysse og krammen næsten hver dag, og hver gang fik jeg bare lyst til at dø. Så nu slipper i for mig, jeg slipper for mere sår, slipper for at såre dem jeg elsker. Nu vil det hele bliver meget bedre. Jeg vil begynde og tænke på andre. Undskyld for den jeg var, og fordi jeg levede.

Hilsen Harry. Ps. Ha’ at godt liv.

 

Jeg stoppede med at skrive, da jeg ikke kunne mere.

Det blev for hårdt.

Alle de tåre der løb ned af mine kinder og hulkende. Det hele var for meget for mig. Hvorfor skulle det være så hårdt.

Der var jo ikke ligefrem nogle, der ville savne mig.

Jeg tog pillerne, jeg havde i lommen op, så det hele var klar. Jeg havde tænkt meget over hvordan jeg skulle gøre det. Jeg havde tænkte på at skare hoved blod øren over, så det ville gå hurtigt, men jeg ser det som at cutte og det har jeg aldrig ville gøre.

Jeg fortjente at dø, men ligefrem at dø med vold og smerte, det ville blive for meget. Ens død skulle være fred fuld. Så piller ville nok være det bedste.

Jeg lagde brevet på bordet og smilede forsigtigt til det, mens tårene trillede ned af kinderne. Normalt vil man nok ikke smile, når man skulle til at dø, men nu har jeg fået sagt farvel, så det går nok.

Jeg tog en håndfuld piller, i min hånd og fik slugt dem alle ret hurtigt, så nu var der ingen vej tilbage, så jeg lagde mig over i sengen og kiggede rundt i værelset en sidste gang, og så verden for sidste gang.

 

Justins synsvinkel.

 

 

Jeg sad nede på gulvet og græd, så meget at der slet ikke kom tåre ud af mine øjne. Jeg hulkede kun.

Hvordan kunne han skrive sådan og tænke sådan. Selvfølgelig elskede vi ham. Hvordan kunne han tage sit liv? Det var mere værd. Han var som en engle, han var den person jeg elskede mest.

Jeg vidste godt, han lå død over i sengen, men hver gang jeg så der over, så jeg bare en sovende Harry. Jeg kunne bare ikke forstille mig ham død.

Han havde levet forfærdeligt, og jeg vidste der var en masse galt, men at det ville ende så slemt vidste jeg ikke det ville blive.

Mine hulk blev højere og højere af en grund, jeg ønskede Harry ville vågne af det. Jeg kiggede over på Harry som stadig lå helt stille.

Jeg rejste mig stille op og så ud over hele rummet, så ud over drengene.

Niall sad op af væggen og havde tåre ned af kinderne, med et tomt blik i øjne. Han lignede ikke den glade dreng som elskede livet, mere en dreng der ikke vidste hvad grunden med livet var.

Zayn sad bare på stolen helt i koma, ingen sår i øjne, ingen tåre, bare helt kold. Men sådan var Zayn, han viste ikke når han var ked af det, men han var helt væk.

Liam var ikke til at se, måske ude og ringe efter hjælp.

Jeg gik hen til min engel og satte mig i sengen ved siden af ham og kiggede ned på ham. Han så så fredlig og dejlig ud. Gladere og med fredfuldt end da han levede.

” Harry hvordan kunne du, Jeg elsker dig jo, ” sagde jeg pressede hurtigt mine læber mod hans. Det var noget jeg havde drømt om i lang tid, jeg var bare for bange. Det spredte en varme inde i mig, i det min læber ramte hans, men der skete også noget mærkeligt, for hans læber mærkes varme.

Jeg lod mine læber blive på hans og der begyndte og komme tåre ud af mine øjne. Min tåre løb ud af mine øjne og ned på hans lukkede øjne.

Jeg trak mig væk og lagde mit hoved på hans bryst. Jeg begyndte og hulke mere og mere. Hans hjerte slå ikke, mens hans læber var varme, hvordan? Jeg tog hårdt fat om hans trøje og hulkede ned i hans bryst.

Jeg kunne tydeligt mærke hans ribben. Han var slet ikke tyk. Hvordan kunne han sige sådan. Mine hulk stillede af og jeg lagde mig ved siden af ham. Jeg så ud over rummet og alle drengene var væk. Så der var kun mig og Harry.

Tænk hans forældre var sådan. Harry var jo perfekt, han er som en god drøm. Så perfekt at det næsten ikke kunne være sandt. Jeg græd videre med Harry død bag mig. Jeg tror jeg lagde og græd i 10 timer, eller det føles da sådan. Jeg besluttede mig for at rejse mig for gå. Men da jeg havde rejst mig og skulle til at tage mit første skrid, greb en hånd om mit håndled.

” Louis hvorfor går du? Du skal jo passe på mig, ” lød en svag Hazza stemme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...