Inamorata

En Aladdin FF | Deltager i 'Fandommenes kamp' i fandommen 'Disney' | "Jeg elsker dig, Cari," hviskede han anstrengt, og den skræmte pige knugede sig endnu en gang ind til ham. Hans åndedræt var langsomt og uregelmæssigt. Det lød som en kniv, der blev slebet - hvæsende. "Jeg er bange," hulkede hun og flettede sine små fingre ind i hans tredobbelt så store, "du må ikke forlade mig!" Manden kiggede kærligt på sin datter og gav hendes hånd et lille pres, før han hviskede de ord, der ville blive hans sidste; "Cari, du skal leve forevigt. Kæmp kun for dig selv, stol kun på dig selv og elsk kun dig selv. Så vil du leve evigt." Hans brystkasse holdt derefter snart op med at hæve og sænke sig, og pigen lod et hjerteskærende skrig skære igennem den tidlige morgenluft.

30Likes
6Kommentarer
1395Visninger
AA

6. Inamorata | Chapter 5

A/N – Jeg er en løgner. En stor fed løgner, hvilket er grunden til, at I nu får endnu en A/N. Jeg kommer til at springe i tiden nu – både fordi jeg er syg, og fordi jeg skal have fået en hel masse kapitler, jeg kan udgive i morgen, før 'Fandommenes kamp' slutter lørdag 23.59.59. Jeg er stresset, og bræk og feber og stress er ikke nogen god kombination, vil jeg lige oplyse jeg.

Angående det med at springe i tiden; det vil ikke være drastisk. Ikke sådan at jeg vil springe flere dage frem, medmindre der er en rigtig god grund til det. Jeg vil blot skære nogen af de samtaler, som I kan genkende fra filmen og Disneys udgave af bogen, fordi jeg så vil kunne springe videre ind til selve kernen af kapitlet. Alle overflødige samtaler og scener, vil blive skåret ud.

Jeg håber ikke, I hader mig nu.

 

Disclaimer – Jeg er en lille, ynkelig forfatter, hvis mest værdifulde ejendel er hendes computer, hvor hun kan skrive sine underlige tanker ned. Skabe sine egne karakter, mens verden passerer forbi.

 

Kapitel 5

 

Det var ikke fordi hun direkte kunne lide ham. Faktisk virkede han som en tåbe. En tåbe, der stolede på andre alt for hurtigt. Hvad Gazeem ville med ham, kunne hun ikke se. Okay, han så godt ud, men han skulle jo bruge gaderotten til at stjæle noget fra Den Vidunderlige Hule. Noget, man nok skulle være klog for at kunne.

Men det var kun til hendes fordel, at han stolede så let på hende. Hun forstod ham ikke, men hun skulle ikke klage. Det gjorde hendes job så meget lettere. Måske allerede før de to uger var gået, kunne hun aflevere drengen til Gazeem og forsvinde for evigt. Hun var færdig med at stole på andre mennesker, noget, Raphael allerede da de var tolv havde advaret hende mod. Men dengang havde hun været så naiv. Troet på det bedste i folk. Troet at de ville hende det bedste, ligesom hun ville dem alt godt.

Hun knyttede hænderne, og en ild af vrede lyste op i hendes øjne. Men alt ændrede sig, da Raphael blev revet fra hende. Den lille naive, søde pige forsvandt. Hun voksede op. Der var ikke noget underligt over det. Små piger forblev aldrig søde og uskyldige. Alle voksede op. Nogen voksede op over lang tid – blev modne over en fornuftig tid, mens andre. Andre blev tvunget til at vokse op, nogle fordi deres forældre blev revet fra dem, andre fordi en, de kendte, overbeviste dem om, at det var tid til at forlade barndommen. Tage ansvar på sine skuldre.

Nogle opfattede det at blive voksen, som noget, man selv valgte. Man bestemte selv, hvornår man ville vokse op og tage ting alvorligt. Men sådan var det ikke. Det var noget Rah bestemte, noget Osiris bestemte, noget Isis bestemte. Ingen ville kunne undslippe de skæbner, guderne havde lagt for dem. Men det var op til menneskene at få det bedste ud af den skæbne, man havde fået tildelt. Hvordan man levede sit liv, lå ikke i ens skæbne. Hvordan man opførte sig, hvordan man reagerede på ting, var fuldstændigt ens egne valg. Man var ikke en katastrofe, man var ikke en succesfuld person, fordi ens skæbne var sådan, men fordi man havde arbejdet sig derop eller derned. Man var selv skyld i, hvordan ens liv endte med at være. Skæbnen var ikke en bog fuld af regler, det var mere.. retningslinjer, man så vidt muligt skulle rette sig efter. Sagde man.

Hun rystede på hovedet. Hvis skæbnen ikke bestemte alt i ens liv, hvorfor så overhovedet have den? Skæbnen var den, der bestemte alt. Hvornår man døde, hvornår man blev født, hvornår man skulle forelske sig, hvornår man skulle miste alt af betydning. Hvordan man skulle opføre sig, hvordan man skulle agere omkring andre. Det var alt sammen skæbnens skyld. Skæbnen var neutral – det var de efterladte, de sårede, der opfattede det enkelte menneskes skæbne, som dårlig. Ikke skæbnen.

Cari var af den opfattelse, at man fik ens skæbne tildelt meget tilfældigt. Der var ikke nogen, der sad og vurderede, hver eneste person, for at give personen den rigtige skæbne. Når det kom til skæbner, var der intet rigtigt og forkert. Der var kun skæbnen og nogle gange lysten til at lave om på den. Ændre den. Få noget bedre ud af den.

De brune øjne kørte hen over gulvet i Gazeems hus. Det var støvet og der lå sand overalt. Hun kørte en hånd om og fik håret samlet ned af hendes højre skulder. Fraværende fik hun det viltre hår til at samarbejde og begyndte at samle det i en fletning, der gik ned over hendes skulder. Hun havde god øvelse i at flette – hun havde trods alt gjort det i mere end et årti.

Hun bandt elastikken om det resterende hår, hun ikke kunne få flettet, og rejste sig fra den lille stol, hun havde siddet i. Hendes skridt gav genlyd imellem de orange stenvægge. Stilheden, foruden hendes skridt og vejrtrækning, var kvælende.

Der plejede ikke at være så stille. Det var unormalt. Man plejede altid at kunne høre folk hviske i krogene. Hvis man gad og kunne tåle mosten, kunne man bare lægge ørerne til væggene, og man ville helt sikkert høre noget om sig selv, som man ikke selv havde lagt mærke til. Eller havde lyst til at huske.

Solen skinnede ind ad vinduerne, og da hun kiggede derhen, kunne hun se folk gå forbi. Tykke kvinder med fine kjoler, små mænd, der bar på poser fyldt med skrammel eller skrald. Hun kunne se små børn, der kiggede rundt på de rige mennesker med sådan en længsel, at hun tvang sig selv til at se væk. Det nyttede ikke noget at se på dem. Det ville blot gøre få alt indeni hende til at gå amok, og hun ville kun få det værre. Men hun kunne ikke hjælpe dem – hjalp hun en lille gruppe, ville de alle forlange noget af hende. Det havde hun sine erfaringer med.

Hun sukkede dybt og skubbede døren op. Hun kunne mærke de nysgerrige blikke, der blev lagt på hende. En kvinde, der kom ud af det hus, hvor Gazeem den Store havde holdt til, måtte være god sladder. Hun fik øje på en slank kvinde, der stod med opspærrede øjne, før sidstnævnte løb ned i en gyde, for at forsvinde. Kvinden var nok en af de triste personer, der brugte sit liv på at finde på sladder om folk, hun ikke engang kendte navnet på.

Hun fandt sin vej hen til Aladdins tagværelse uden at være opmærksom på de folk, der stirrede på hende. Hvorfor havde hun ingen idé om – hun var bare en person, ligesom alle andre. En ubetydelig en af slagsen.

Til hendes store overraskelse var der ingen i værelset. De gardiner, der hang i vinduerne, blafrede i vinden, og den absolutte stilhed var på en eller anden måde beroligende. Hvor end han var, skulle han nok komme tilbage. Medmindre han var blevet fanget – hun havde på fornemmelsen, at han ikke var ligeså forsigtig, som hun, når det kom til at stjæle. Som om han egentlig gerne, inderst inde, ville fanges. Hvis det var tilfældet, og han nu bare ventede på at få sin dom af sultanen, så skulle hun så hurtigt som muligt have fundet en anden usleben diamant. Og få denne til at stole på hende.

Og udover Aladdin, hvor mange gadebørn, ville så, efter blot noget tid, stole så meget på en fremmed, at de viste hende, hvor de boede? Ingen. Ingen var så tillidsfulde. Hun selv var ikke så tillidsfuld, og hvorfor Aladdin var det, kunne hun ikke finde nogen god forklaring på. Hvem, der havde levet det meste af sit liv på gaden, ville så hurtigt stole på et andet menneske, og oven i købet et, der havde kaldet en, en komplet idiot? Hun ville i hvert fald ikke. Både fordi hun ikke var en idiot, og fordi den vigtigste af de uskrevne regler, for gadebørn, var, at man aldrig, aldrig, skulle stole på et andet menneske, som man intet vidste om.

Åbenbart havde Aladdin aldrig lært det. Noget, der på et tidspunkt ville bringe ham i vanskeligheder. Som nu.

Hun kiggede igen ud af vinduet og trak på skuldrene. Hvis han virkelig var blevet fanget, måtte hun nok se at få fundet en anden diamant. Idioten her kunne hun nok ikke bruge. Måske en af pigerne? Hun krydsede fingre for, at det var en af pigerne. Det ville være meget mindre besværligt, hvis det var en pige. De var for det første ikke en dreng, og for det andet, var det meget få af dem, der var komplette idioter, hvilket uheldigvis var en alvorlig sygdom, de fleste drenge led af. Aladdin inkluderet.

I det øjeblik, hun ville forlade rummet, blev en lem i gulvet åbnet, og hun kiggede med rynkede øjenbryn på, at Aladdin kravlede op.

”Jeg synes, du sagde, at man kun kunne komme til og fra ved at kravle ind og hoppe ud af vinduet?” hilste hun uden et smil.

Aladdin grinede blot, ”goddag til dig også, Cari.”

Hun himlede med øjnene. Han vidste ikke engang om, det var hendes rigtige navn. Ligesom hun ikke vidste om, Aladdin var hans. I hendes tilfælde, havde hun dog sagt sandheden, men kun fordi hun ikke kunne se, hvordan han skulle kunne misbruge informationen.

Aladdin?” lød en ukendt kvindestemme nede fra lemmen, og Caris øjenbryn skød i vejret.

Hendes spørgende blik, fik ham til at krympe sig, og han fugtede sine læber.

Et kvindeansigt dukkede op fra lemmen, og Cari måtte indrømme, at denne pige rigtigt nok var en skønhed. Men der var et eller andet over hende, der fik alle Caris alarmberedskaber til at gå i gang. Noget, der mindede hende om, den følelse, hun altid fik, når en af vagterne var i nærheden. En følelse af fare. For hende, for opgaven og for hele banden.

”Og hvem er det?” spurgte hun og lagde armene over kort. Venlighed var overvurderet.

Aladdin hjalp pigen op af gulvet og lukkede lemmen ned, før han rejste sig op i sin fulde højde. Når han stod, som han gjorde nu, var han mindst et hoved højere, end hende.

”Cari, det her er prinsesse Jasmin,” sagde han og skubbede den smukke pige hen til hende.

Hun ignorerede den hånd, den såkaldte prinsesse rakte ud, og så bare underligt på Aladdin. Måske var han ikke blevet fanget, men nu kunne konkludere, at der var et andet problem med ham. Han var rablende sindssyg. Så skulle hun alligevel finde en anden diamant. Skønt.

Det var det, jeg sagde,” slog hun fast og rystede medlidende på hovedet. ”Du er virkelig en komplet idiot.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...