Inamorata

En Aladdin FF | Deltager i 'Fandommenes kamp' i fandommen 'Disney' | "Jeg elsker dig, Cari," hviskede han anstrengt, og den skræmte pige knugede sig endnu en gang ind til ham. Hans åndedræt var langsomt og uregelmæssigt. Det lød som en kniv, der blev slebet - hvæsende. "Jeg er bange," hulkede hun og flettede sine små fingre ind i hans tredobbelt så store, "du må ikke forlade mig!" Manden kiggede kærligt på sin datter og gav hendes hånd et lille pres, før han hviskede de ord, der ville blive hans sidste; "Cari, du skal leve forevigt. Kæmp kun for dig selv, stol kun på dig selv og elsk kun dig selv. Så vil du leve evigt." Hans brystkasse holdt derefter snart op med at hæve og sænke sig, og pigen lod et hjerteskærende skrig skære igennem den tidlige morgenluft.

30Likes
6Kommentarer
1426Visninger
AA

5. Inamorata | Chapter 4

Disclaimer – Jeg ejer ikke Aladdin.. hvad ville jeg dog også gøre med en irriterende prinsesse og en nogenlunde okay gadedreng?

 

Kapitel 4

 

Det var ikke fordi hun elskede at føre godt udseendet teenagedrenge, som hun tilfældigvis mødte i en af sidegaderne, der lå imellem gyderne. Men hun havde det med at føre godt udseendet teenagedrenge bag lyset, når hun var blevet truet til finde en usleben diamant i form af en af gadebørnene, af sin adoptivfar. For ikke at glemme, at det skulle være inden to uger.

Hun sukkede og kiggede hen på drengen, Aladdin igen. Han mindede hende om, en dreng, hun engang havde arbejdet sammen med. Men han hed Raphael og havde blå øjne, hvilket han var berømt for. De smukkeste blå øjne, der syntes at kunne læse hende som en åben bog. Han havde været hendes bedste og eneste ven i hendes barndom. Lært hende, hvordan man slap for træning ved at lade som om man havde forstuvet foden. Lært hende, hvordan man spillede syg. Så mange nyttige ting, som hun havde haft stor glæde af før.

Hun lod tankerne glide hen til de lykkelige minder fra hendes barndom med Raphael. Hvordan de havde siddet på loftet, hvor ingen kom, kigget på de store, rige damer nede på gaden, der råbte kommanderende til deres stakkels ægtemand, der kom slæbende på deres koners indkøb. Hun smilede ved tanken om, hvordan de havde leet af dem og imiteret dem for hinanden.

”Hvad smiler du af?” lød Aladdins stemme, og hun kiggede hen på ham. Han så nysgerrigt på hende med hovedet let på skrå. Egentlig så han lidt sød ud, når han kiggede sådan på hende, men faktummet, at han en idiot ødelagde lidt det rosenrøde billede.

Hun så lidt tænksomt ud i luften, før hun bestemte sig for, at hendes minder med Raphael var hendes, og hendes alene, ”ikke noget. Bare minder fra min barndom.”

Han nikkede forstående, og hun takkede Rah, tigerguden og alle de andre guder og gudinder, der havde bestemt, at den uslebne diamant skulle være et gadebarn. En person, der ville forstå hende. Hvis hun skulle opholde sig i selskab med en eller anden rig, forkælet møgunge i to uger, ville hun have sat sig op imod Gazeems ordre og enten have dræbt det lille væsen, eller simpelthen have forladt det. Den ene mulighed var ligeså god som den anden efter hendes mening.

Hendes mening var måske heller ikke den mest objektive, men i det tilfælde, kunne hun ikke have været mere ligeglad. Børn af rige forældre skulle ikke have lov til at vokse op i de fine, store huse, der var blevet bygget. Måske hvis de blev sendt ud til beduinerne, ville de være mindre irriterende og uudholdelige, når de blev voksne.

Hun kiggede rundt i det lille rum, som Aladdin havde indrettet sig i. Nogle vaser af guld hentød til, at Aladdins påstand om, at han kun stjal mad, ikke passede. Hun selv havde ikke været bleg for at indrømme, at hun havde stjålet andet og mere, end blot mad. Der var ikke nogen grund til at skjule det, og hun var på ingen måde bange for at indrømme det. I modsætning til Aladdin, der så ud til at skamme sig over, at han havde stjålet guldvaserne, men for at være ærlig, så gav det hans lille taglejlighed et fantastisk pift.

Egentlig var den her uslebne diamant underlig. Hvem var det, der stjal noget, for så blive tynget af skyld resten af sine dage? Hun havde kun skrupler, når det gjaldt at true nogen. Hun kunne ikke lide at jage en skræk i livet på folk, der aldrig ville forlade dem. Men udover det, så elskede hun at stjæle. Det var en nødvendighed, ja, men det var også helt vildt sjovt at se de rige helt hylet ud af den, når de fandt ud af, at noget var blevet stjålet. Udover var det adrenalinsus, man fik, når man stak af fra vagterne, også vildt fantastisk.

Hun fokuserede på Aladdin igen, ”hvorfor endte du på gaden? Stak du af, døde dine forældre eller er du bare generelt dårlig til at holde styr på dine egne penge?”

Han stirrede lidt på hende, før han rømmede sig, ”min far forlod min mor, da jeg blev født – eller før, jeg fik aldrig det helt præcise svar – og da jeg var syv, døde hun. Nogle år efter, da jeg var ti, fandt jeg så Abu her.”

”Abu...” mumlede hun spørgende, før hendes blik landede på den meget fornærmede abe, der stirrede på hende med store øjne, ”åh ja, din kæleabe.”

”Og min bedsteven.” påpegede Aladdin med et smil og aede Abu over pelsen. Et ondt blik blev sendt i både Cari og Aladdins retning.

Hun fløjtede lavt, ”du burde virkelig genoverveje, hvor meget du vil arbejde på dit sociale liv.”

”Hvorfor?” spurgte han forvirret.

Kender du overhovedet andre her i byen – foruden din bedsteven, og en abe, Abu?” spurgte hun med hævede øjenbryn. Hun rystede på hovedet, da han efter et øjebliks tænketid trak på skuldrene – et meget klart nej, ”og folk siger, at jeg er asocial. Jeg havde i det mindste venner.”

Aladdin rynkede panden, ”havde?”

”Ja, havde,” svarede hun enkelt, ”han blev dræbt.”

Aladdin stirrede lidt på hende, før han bøjede hovedet, ”må Osiris være ham nåde og give ham et bedre liv der, end han havde her.”

Hun smilede, men svarede ikke. Egentlig var det meget sødt af ham, men hun orkede ikke at genopleve den mest forfærdelige dag i hendes liv. Den dag, hun lovede, at hun aldrig ville stole på nogen igen. Hun ville aldrig forelske sig. Hun ville aldrig få nye venner. Ville aldrig gifte sig. Men hun ville have det fint med det, for hun vidste, hvordan det føltes at miste halvdelen af ens verden, når ens eneste ven blev brutalt revet fra en.

Aladdin forventede åbenbart ikke, at hun uddybede det, men hvem ville også det? Han virkede som om, han var en klog dreng. En dreng, der havde oplevet meget i sin tid på gaden. Han kendte sikkert til livet på gaden, smerten ved at miste en af dem, der betød mest for en. Han havde trods alt oplevet sin mor dø. Selv havde hun været en af de heldige, hvis forældre var døde, før hun havde lært dem at kende. Og hun havde været en af de endnu færre heldige, der havde haft en, der kunne tage hende under sine vinger. Aladdin havde åbenlyst nok ikke været en af dem.

”Har du nogensinde været uden for byen,” spurgte hun i håb om at fjerne den trykkede stemning. Noget, der bare fik hende til at huske Raphael mere og mere, hvilket hun ikke havde brug for.

Aladdin så ned i tæppet, før han nikkede, ”jeg har været derude en gang. Der var sand og atter sand. Kun sand, og så solen. Det var ulideligt at gå derude.”

Hun nikkede, ”jeg har aldrig været derude, men jeg kan forestille mig, at når man ingen sko har, er ørknens sand særdeles varmt.”

”Det er det,” bekræftede han med et alvorligt blik, og hun grinede.

”Hvorfor stjæler du så ikke nogen?” spurgte hun undrende, efter grinet var stilnet af.

Spørgsmålet så ikke ud til at passe ham, og han skuttede sig usikkert, før han trak på skuldrene. Han mumlede noget, der mindede meget om 'jeg kan ikke lide at stjæle'. Og hun sukkede tungt. Den samme plade igen. Så slemt var det at stjæle heller ikke. Der skulle stjæles meget, før en bodejer gik fallit. Hvis han gjorde, var det kun fordi, at ingen gad at købe, hvad han solgte. I det tilfælde, gjorde man ham blot en tjeneste. Så havde man mindre at smide ud bagefter.

Faktisk var tyve samfundets skytsengle. De stjal nogle ting hist og pist, så dem, der ejede standerne, ikke havde så meget at slæbe hjem igen. Nogen måtte jo sørge for, at de stakkels mennesker ikke ødelagde deres ryg, og nu hvor ingen andre syntes at være opmærksomme på problemet, stod tyvene straks til rådighed. Cari havde på fornemmelsen, at de var blevet helt fejlplaceret, misforstået. De prøvede blot at beskytte folk med svage rygge.

Igen var stemningen trykket, og mens Aladdin havde travlt med at ae sit kæledyr – undskyld, ven, så brugte Cari tiden på at kigge op på himlen. De mange nuancer på himlen viste, at solen snart ville gå ned.

”Hvad gør du i nat?” lød det pludseligt ovre fra Aladdin, og hun kiggede med rynket pande derover.

”Vil du omformulere det spørgsmål, for så er jeg villig til at overholde den formulering, du lige havde.”

Rød farve steg til hans kinder, men den brune farve i huden gjorde, at det næsten ikke kunne ses. Hvilket var synd, for det var virkelig sødt, når drenge rødmede.

Han hostede, ”har du et sted at vende tilbage til?”

”Troede du, jeg sov på gaden?” spurgte hun, men der var ingen fjendtlighed i hendes stemme, for det var da fair nok, at han troede det. Hun troede det samme om ham, indtil han viste hende sit rum.

N-nej, jeg ville ikke-” stammede han, mens han febrilsk søgte efter en måde at redde sin kommentar på.

”Det gjorde du ikke,” forsikrede hun ham med et lille smil. Hvis hun skulle vinde hans tillid, skulle han gerne tro, at hun var hans ven. At han kunne stole på hende. Hvilket ikke ville lykkedes, hvis hun flippede ud over en misformulering. Hun kiggede lidt ned i jorden, ”men nej, jeg bor ikke på gaden, så jeg tror bare, at jeg på et tidspunkt vil skynde mig tilbage.”

Han nikkede, ”er det langt væk?”

Egentlig var hun ikke helt sikker på, hvor Gazeems bandes hovedkvarter lå i forhold til Aladdins sted, men hun fandt vel ud af det på et tidspunkt. Herfra skulle han bare finde sultanens palads, og så kunne hun sagtens finde vej hjem. Men først skulle hun være sikke på, at det ikke var sidste gang, hun så Aladdin. Så skulle hun nemlig ud og finde endnu en usleben diamant, og det var ikke just fordi, der vrimlede med dem i de små gader og dunkle gyder.

Men netop som hun skulle til at spørge, kom Aladdin hende i forkøbet, ”det er ikke sidste gang, vi ses, vel?”

Hun hævede et øjenbryn – blot for at beholde hendes forrige facade, ”du får det til at lyde som om, du er forelsket.”

”Hvordan ved du, at jeg ikke er det?” spurgte han og vrikkede med øjenbrynene.

Hun grinede kort og rystede så på hovedet, ”det ved jeg, fordi ingen bliver forelskede på bare en eftermiddag, plus noget af aftnen. Det sker bare ikke. Udover det, så er det kun sidste gang, vi ses, hvis du siger det.”

”Du tror ikke på kærlighed ved første blik?” spurgte han og lagde hovedet kort på skrå.

Hun rystede på hovedet som svar. Kærlighed kom aldrig ved første blik – måske fascination eller interesse, men aldrig kærlighed. Kærlighed var den ypperste form for tillidserklæring. Når man elskede – kærlighed og forelskelse var to forskellige ting – en anden, var man afhængig af den person, som ethvert andet menneske behøvede mad og drikke. Man havde det som om, man kunne drikke af dens andens øjne; når man bare havde sin elskede i nærheden, havde man det som om, man ikke behøvede andet, end den persons nærvær.

Kærlighed var fantastisk, det var farligt. Kærlighed kom langsomt, men forsvandt så hurtigt. Ægte kærlighed opstod ikke på under et minut eller ved første blik. Det var noget overvurderet sludder.

Han kiggede lidt undersøgende på hende, før han trak på skuldrene og smilede åbent til hende, ”men jeg vil i hvert fald gerne se mere til dig.”

Hun lyste op, ”fantastisk. Så kommer jeg herhen i morgen.” Hun rejste sig hurtigt op og gik hen til vinduet. Hun kiggede lidt tilbage på ham, som for at sige 'hvorfor er din dør et vindue?'. Helt seriøst, hvad var der galt med almindelige døre? De havde klaret sig godt i flere århundrede nu, hvorfor ændre på? Med et skuldertræk, hoppede hun ud af vinduet.

 

oOo

 

Tilbage sad han og så på det sted, hun havde stået sekunder før. Så vendte han sig mod Abu, der stirrede fortørnet på ham. Men Aladdin ignorerede det – Abu var lige så let at fornærme som en tøs.

”Ved du hvad, Abu?” spurgte han, men den eneste respons han fik, var en stadigt fornærmet abe, der ignorerede ham, ”jeg tror på kærlighed ved første blik.”

Denne gang fik han aben til at himle med øjnene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...