Inamorata

En Aladdin FF | Deltager i 'Fandommenes kamp' i fandommen 'Disney' | "Jeg elsker dig, Cari," hviskede han anstrengt, og den skræmte pige knugede sig endnu en gang ind til ham. Hans åndedræt var langsomt og uregelmæssigt. Det lød som en kniv, der blev slebet - hvæsende. "Jeg er bange," hulkede hun og flettede sine små fingre ind i hans tredobbelt så store, "du må ikke forlade mig!" Manden kiggede kærligt på sin datter og gav hendes hånd et lille pres, før han hviskede de ord, der ville blive hans sidste; "Cari, du skal leve forevigt. Kæmp kun for dig selv, stol kun på dig selv og elsk kun dig selv. Så vil du leve evigt." Hans brystkasse holdt derefter snart op med at hæve og sænke sig, og pigen lod et hjerteskærende skrig skære igennem den tidlige morgenluft.

30Likes
6Kommentarer
1378Visninger
AA

4. Inamorata | Chapter 3

Disclaimer – Roses are red, violets are blue, I don't own Aladdin – but Cari I do!

(hvilket åndssvag digt...)

 

Kapitel 3

 

Da hun vågnede igen, føltes det som om hendes hoved havde eksploderet op til flere gange. Hun åbnede sine øjne, men middagssolen, der skinnede ind af vinduet, blændede hende, hvilket fik hende til øjeblikkeligt at lukke dem igen. Hun rullede en halv omgang, så hun lå på ryggen. Hendes hoved dunkede voldsomt, og hun sukkede i smerte.

Efter en dyb indånding, åbnede hun atter sine øjne. Hun lukkede sit højre øje, så solens stråler blev lidt mere udholdeligt. Hendes hoved gjorde stadig ondt, men i alt den tid, hun havde været hos Gazeem, havde en ting været den vigtigste, aldrig overgiv dig til smerten. Blev man stukket af et sværd, når man var blevet snuppet i at stjæle noget, så måtte man aldrig stoppe. Det kunne bringe organisationen, en selv, ens partner og byttet i fare. Hvilket også var grunden til, at hunlangsomt og usikkert, fik stablet sig på benene. Hendes ben føltes som gelé og især hendes venstre knæ gjorde ondt, men det var sandsynligvis bare slaget fra, da hun faldt. Hun havde et sløret minde om at slå knæet ned i stengulvet, men da hendes hoved havde været så tungt, var hun ikke sikker på om, det var sandt eller ej.

Hvad hun dog var helt sikker på var, at Gazeem havde vist sig at være alt andet, end den uslebne diamant, som han ledte efter. Hvem det så end var. Hun burde nok se at finde ud af det – hun havde trods alt kun to uger. Minus en dag, som hun havde brugt på at være bevidstløs. I hvert fald en halv dag var spildt. Så højst 13½ dag havde hun, før Gazeems tidsfrist udløb. En trussel, hun ikke turde trodse. Han havde tænkt sig at dræbe hende, og efter, hvad han havde sagt, så ville han ikke have nogen skrubler om det.

Hun kunne ikke svigte ham. Han havde trods alt været hendes eneste faderlige figur i hendes liv, og han havde sørget for hende. Hun var overbevist om, at han ville forbarme sig over hende, hvis hun blot fandt hans uslebne diamant, bragte personen til ham og sørgede for at gøre det hurtigt. Hvordan hun skulle gøre det, havde han ikke fortalt, men hun skulle nok finde på noget. Det gjorde hun altid. Det var hende, der lagde planerne, når hun havde været partner med en anden, til et stort tyveri. Ikke et røveri – det involverede trusler og vold. Deres tyverier involverede lidt manipulering, men Cari havde aldrig haft i sinde at dræbe nogen. Ikke engang den pædofile Alahaj.

Hun støttede sig op af døren, så snart hun nåede til den, før hun skubbede den op. Der var ingen i det store rum, hvor der altid blev holdt møde. Men det gav også god mening – hvis Gazeem havde forladt Agrabah, hvilket hun gik ud fra, havde resten af banden nok også.

Hun stavrede igennem det store rum uden at holde ved noget og på en eller anden forunderlig måde, fik hun også sørget for ikke at falde. Hun gjorde det ikke spor elegant, men det var vel heller ikke pointen i det hele. Hovedsagen var, at hun ikke faldt. Rah skulle vide, at hun i det tilfælde aldrig ville komme på benene igen.

Hun sukkede lettet, da hun endelig kunne støtte sig op ad væggen igen. Hendes ben rystede ikke mere, men de var stadig ømme. Hendes hoved dunkede, men hun ignorerede det. Hun havde en mission, en opgave der skulle udføres. Hurtigt. Hvilket var lettere sagt end gjort, for Agrabah var en stor by, og hvis hun skulle finde denne uslebne diamant, skulle hun finde et uskyldigt barn eller et fantastisk menneske, der bare ikke var... hvordan skulle hun forklare det?, sprunget ud endnu. Altså, et menneske, hvis hjerte var så klart, at det kunne have været det reneste krystal, men personen skulle leve på gaden. Det var i hvert fald, hvad hun kunne få ud af det kryptiske udsagn. Usleben diamant. Burde tigerguder ikke hjælpe folk? Åbenbart ikke, tænkte hun og rystede på hovedet.

Med den optimistiske tanke, begav hun sig ud af døren.

Mylderet i gaden spidsede til, jo længere ind mod byen, hun kom. Folk snakkede højlydt med hinanden, og sælgere råbte, at deres varer var de bedste. Lyde, der ikke gavnede hendes voksende hovedpine. Men lige meget, hvor meget hun gerne bare ville vende rundt og finde et stille sted, overbeviste hendes hjerte hendes hjerne om, at Gazeem var den vigtigste lige nu. Det var hans ordre, hun skulle føre ud i livet. Inden to uger, og hun havde en hel hovedstad at rode igennem for dens uslebne diamanter. Hvor de så kunne opholde.

Boderne begyndte at blive endnu flere og snart dukkede paladset op meget længere fremme. Hun vidste, at hun ikke skulle for tæt på sultanens bolig. Både på grund af vagterne, der generelt bare ikke kunne lide hende, og så på grund af Alahajs bod, som lå længere fremme. Hun kunne se ham, bag en masse folk, kigge sig skræmt frem og tilbage. Han lignede en, der var bange for at blive opdaget. Tanken fik hende til at rynke brynene. Hvorfor skulle han være... Svaret slog hende med det samme, og hun sukkede tungt. Skønt. Han havde sladret. Måske havde hun undervurderet ham, for han var tydeligvis ikke den kujon, hun havde gjort ham til, når han turde at melde tyveriet til vagterne. Eller også var han bare en kujon, der var uendeligt glad for et lille stykke guld. Hun trak på skuldrene. Det kunne vel komme ud på ét; hovedsagen var, at den lille rotte havde sladret.

Hun blev brutalt skubbet til side, da et horn gjaldede.

Af vejen, af vejen,” råbte en ru stemme et sted bag hende, ”usle pøbel, gode folk, af vejen. Gør plads for prinsen af landet mod øst, prins Achmed!”

Hun sukkede. Endnu en frier til den ih og åh så prinsesse, der aldrig havde været ude for at tale til sit folk. Hun havde aldrig vist sit sikkert fantastisk smukke ansigt til almindelige mennesker. Men hvad vidste hun selv om, etikkerne på paladset? Det var sikkert helt almindeligt, at prinsessen ikke vidste sig, før hun var blevet kronet.

Hun så sig om og fandt til sin store undren, at alle var stoppet op for at kigge på prinsen. Hun lod sit blik vandre tilbage på prinsen og fik store øjne. Overalt på hans tøj var der guld og ædelstene, hans gangers sadel var prydet med det samme fine stads, alt i alt så han vildt rig og overdrevet ud. Hans udseende var dog ikke noget at råbe hurra for, så hun trak på skuldrene. Hvis prinsessen ville have denne Achmed, skulle Cari ikke blande sig. Det ville hun forresten heller ikke i forvejen.

Med et sidste blik på den ynkværdige prins, vendte hun sig mod gyderne og nærmest løb derind. Herude ville hun ikke finde nogen usleben diamant. Hun kiggede op på solen i håb om nogenlunde at kunne regne ud, hvad klokken var. Men i det samme kom hun ind i sidegaden og hustagene spærrede for solens lys. Egentlig var det dejligt, for det varme sand, der lå på markedsgaden, var meget hårdt mod hendes bare fødder. Ved en skillevej, så hun sig først til den ene og så den anden side, og da den venstre var fyldt med mennesker, valgte hun den højre.

Hun skulle til at vende sig om af frustration, da hun ikke havde fået øje på et eneste mennesker, der bare kunne minde om en usleben diamant. Lige indtil hun hørte en drengs stemme, og et smil bredte sig på hendes læber.

Hun fulgte den, men nåede kun at se en ryg, der skubbede sig vej igennem brigaden af mennesker Hun kneb øjnene sammen og sukkede så, før hun vendte om og fortsatte ind mellem sidegaderne. Bag hende lød drengens vrede råb. Et råb, der bare fik hende til at sukke tungt. Hvilken idiot.

Hvis jeg var ligeså rig som dig, ville jeg opføre mig ordentligt.” Der var en lang pause, før han pludselig skreg, ”jeg er ikke nogen gaderotte!”

oOo

Hans skridt blev dæmpet af det ekstra lag sand, der lå i sidegaderne, men det var dejligt køligt, nu hvor det lå i skyggen. Et sted, hvor solen næsten aldrig skinnede. Aladdin kiggede ned på Abu, der fulgte sin herre og vens eneste skridt. De små abetænder bed i et æble, den havde fundet på gaden. Selv havde han ikke nogen enorm lyst til at spise noget, der bare var blevet samlet op på jorden. Selvom han vidste, at det var forkert – det var også højst ulovligt – så foretrak han at stjæle sin mad. Så vidste han da, at det ikke været alle mulige steder.

Han spillede scenen far før i sin hjerne, og et suk slap ud af hans læber. Han var ikke rigtig bange for noget, så det var ikke fordi, at han havde nogen bange anelser om, at den selvoptagede prins ville sende nogen vagter efter ham. Det ville bare tilføje lidt ekstra sjov til hans hverdag, der i forvejen indeholdt rigeligt vagter fra slottet. Det var mere tanken om, at der fandtes så selvoptagede mennesker blandt dem, der var født til rigdom. De burde da være taknemmelige for, at de ikke skulle leve på andres nåde og på deres egne evner til at stjæle fra andre. Noget. Aladdin slet ikke brød sig om. Det virkede forkert at stjæle, men han gjorde det alligevel. Både for at få mad og for at irritere Rasoul og de andre vagter.

Han udbrød frustreret, da hans tanker igen gled over på prins Achmed, ”jeg ville være så meget bedre, hvis jeg var rig. Det ville jeg, Abu!”

Abu kiggede træt op på sin herre og spiste så videre, uden at tillægge hans udsagn nogen stor betydning. Aladdin måtte også indrømme, at han tit belemrede Abu med alle sine beklagelser over det ene eller det andet. Men alligevel var han nødt til at fortælle Abu om, denne prins. Han havde været så arrogant, så... selvisk. Lige meget hvordan prinsessen var, så kunne hun umuligt sige ja til at gifte sig med sådan en arrogant stodder.

Jeg ville være meget bedre til at gifte mig med prinsessen,” betroede han Abu, der så ud til at sukke meget tungt og meget dybt, ”ja, mig! En beskidt gadedreng er bedre, end den forpulede prins!”

I det mindste er den prins ikke komplet idiot,” lød en stemme indefra en sidegade. Aladdin for sammen og kiggede ned ad gaden, for at møde et par mørkebrune øjne, der stirrede kritisk tilbage.

Han blinkede et par gange og så nu på en pige med langt, krøllet hår. Hun stirrede tilbage og rynkede brynene, før hun kiggede væk og mumlede noget. Han spidsede ører og fulgte pigens eksempel ved at rynke brynene, da han hørte hendes to sidste ord: ”... usleben diamant?”

Usleben diamant?” gentog han forvirret, hvilket fik hende til at se hurtigt på ham, før et lille smil formede sig på hendes læber. Et smil, der smeltede alt inden i ham, selvom han vidste, at hun sandsynligvis kun betød problemer. Og Rah skulle vide, at han havde nok af dem i forvejen.

Pigen tog igen ordet, ”du skulle vel tilfældigvis ikke være Osiris genfødt i form af et menneske?”

Han svarede ved at kigge underligt på hende, og hun uddybede spørgsmålet, ”du ved, som i, at du er et fantastisk menneske? God mod alle? Helt fantastisk til at få folk til at stole på dig?”

Han kløede sig i nakken, men det undrende udtryk forlod ikke hans øjne. Dette var de mest sære spørgsmål, han nogensinde havde fået stillet. Han kiggede ned, da han mærkede en trækken i hans bukser, og så Abus urolige øjne. Abens udtryk skreg 'Fare!', men Aladdin kunne ikke se, hvad der var så farligt ved pigen. Klart, hendes spørgsmål var underlige, men det betød vel ikke, at hun var en lejemorder? Og hvem havde også lyst til at dræbe ham? Han betød ikke noget for nogen andre end Abu, så man kunne ikke dræbe ham, for at få hævn på nogen. Måske var det hævn for alle de gange, han havde stjålet, men han tvivlede. Så han besvarede pigens spørgsmål.

Jeg er vel god mod alle, der er god mod mig,” svarede han lidt tvivlende, ”men de fleste er ikke villige til at stole på en gaderotte.” Det sidste havde en trist klang, for han ville virkelig gerne have, at folk kunne stole på ham. Det var ikke hans skyld, at han og hans mor var blevet forladt af hans far, da han var født, og det var ikke hans skyld, at han som syvårig blev ladt alene tilbage i Agrabah, da hans mor døde.

Pigens ansigt lyste op, ”og du ville give dit mad til små børn, der havde sultet i flere dage, selvom du heller ikke selv havde fået noget i lige så lang tid, måske længere, ville du ikke?”

Aladdin nikkede straks, selvom han dog stadig fandt pigens spørgsmål dybt forvirrende, ”jo.”

Smilet på hendes læber blev straks større, ”som en usleben diamant.”

Hvad har jeg med diamanter at gøre?”

Hun kastede et blik på ham og viftede så afværgende med hånden, ”ikke noget. Slet ikke noget.”

Han nikkede, stadig forvirret, før han kom i tanke om det første, pigen havde sagt. Han følte sig kort fornærmet, da han genkaldte sig ordene. Han kiggede hen på pigen, der så ud til at være langt væk. Som om hun tænkte på noget meget vigtigt.

Hvad mente du med, at 'den prins i det mindste ikke var en komplet idiot?”

Hun blinkede et par gange, før hun igen fokuserede på ham, ”hvad tror du? Jeg mente selvfølgelig, at prinsen i det mindste er et godt parti for hende, mens du, en ussel, beskidt tyv, ikke kunne tilbyde hende noget. Så ja, du er en komplet idiot at tro, at du nogensinde kunne gifte dig med hende. Har du overhovedet mødt hende? Kender du hendes navn?”

Jeg er ikke nogen tyv-” startede han, men blev straks afbrudt.

Selvfølgelig er du det,” sagde hun, som om det var tydeligt for enhver, ” ingen, der lever på gaden, kan være så velernæret, uden at være tyv. Medmindre du har en magisk dug, der dækker op med mad og drikke, hver gang du siger 'dug, dæk dig'?”

Han måtte give hende, og hun havde jo ret, han var en tyv. Han kunne bare ikke lide ordet. Det fik ham til at lyde som om en, der stjal guld og sølv. Han stjal kun for at få mad, men ved at tage et ekstra kig på pigen, sp hun ud til at forstå. Måske havde han taget fejl af hende. Hun så ikke ud til at være helt fra den, som han først havde antaget.

Så han fortsatte fra, hvor han slap, ”og jeg er ikke nogen idiot.”

Hun hævede et øjenbryn, ”ikke det? Personligheden narrer godt nok. Men har du set hende? Kender du hendes navn?”

Han bed sig i tungen, før han rystede på hovedet, ”nej, ingen, der bor på gaden, har set hende. Og nej, hendes navn har jeg ikke opsnappet.”

Som jeg sagde; idiot,” gentog hun og klikkede med tungen, ”hvis du ikke kender hendes navn, har du tydeligvis lyttet til den forkerte sladder. Hvis du overhørte vaskekonernes samtaler, ville du vide, at hendes navn er Jasmin.”

Han blev rød i hovedet, ”mænd lytter ikke til vaskekoners sladder!”

Når det kommer til sladder, skal man ikke være kræsen,” formanede hun ham med et skuldertræk, ”ellers får du aldrig stjålet noget uden at blive opdaget.”

Han rynkede brynene, ”du stjæler?”

Hun så underligt på ham, ”nej, jeg låner blot ting uden at spørge eller aflevere dem tilbage. Af en eller anden grund opfatter folk det som tyveri, hvilket jeg finder helt uhørt.”

Han grinede kort, ”hvad hedder du?”

Cari.”

Aladdin.”

Hun smilede endnu en gang, og han smilede igen. Der var et eller andet over hende, der var... forfriskende. Den måde, hun talte til ham, som han var en eller anden undersåt, hun bare kunne svine til, men orkede det ikke. Han bestemte sig for, at han gerne ville snakke mere med hende, men indtil nu, kunne han godt lide hende.

 

A/N – Det her bliver den sidste lange A/N i de næste mange kapitler. Det lover jeg. Men for lige at forklare, hvorfor jeg skriver 'Rah' og 'Osiris', så er det fordi, jeg forestiller mig, at Agrabah ligger omkring Egypten. Byen ligger selvfølgelig ikke i selve Egypten, for så ville der ikke være en sultan, men en farao. Men eftersom, at jeg, som sagt, forestiller mig, at Aladdin foregår i et land tæt på Egypten, går jeg ud fra, at Egyptens traditioner og trosretninger vil have smittet af på landet, Agrabah ligger i. I den egyptiske mytologi er Rah, solguden, overguden, og en egyptisk udgave af Zeus fra den græske eller Odin fra nordiske mytologi. Osiris og Seth er to tvillingebrødre, der er Rahs sønner. Ligeledes er Isis Osiris' kone.. Seth er den onde af de to, og Osiris er den gode. Osiris blev dræbt af Seth til en fest. Grunden til, at Aladdin skulle være en genfødt udgave af Osiris (eller Horus, der er Osiris's søn, som dræbte Seth, og ligeledes er en af de 'gode'), er åbenlys nok; fordi Aladdin skulle være en venlig, barmhjertig og generøs person, ligesom Osiris beskrives. Osiris og Seths forhold kan sammenlignes med Balder og Lokes fra den nordiske del af den mytologiske verden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...