Inamorata

En Aladdin FF | Deltager i 'Fandommenes kamp' i fandommen 'Disney' | "Jeg elsker dig, Cari," hviskede han anstrengt, og den skræmte pige knugede sig endnu en gang ind til ham. Hans åndedræt var langsomt og uregelmæssigt. Det lød som en kniv, der blev slebet - hvæsende. "Jeg er bange," hulkede hun og flettede sine små fingre ind i hans tredobbelt så store, "du må ikke forlade mig!" Manden kiggede kærligt på sin datter og gav hendes hånd et lille pres, før han hviskede de ord, der ville blive hans sidste; "Cari, du skal leve forevigt. Kæmp kun for dig selv, stol kun på dig selv og elsk kun dig selv. Så vil du leve evigt." Hans brystkasse holdt derefter snart op med at hæve og sænke sig, og pigen lod et hjerteskærende skrig skære igennem den tidlige morgenluft.

30Likes
6Kommentarer
1369Visninger
AA

3. Inamorata | Chapter 2

Disclaimer – Jeg ejer stadig ikke Disney's Aladdin (eller nogen anden Aladdin for den sags skyld), men Cari tilhører mig.

 

Kapitel 2

 

Da døren lukkede sig bag hende ind til Gazeems kontor, kiggede den lille mand straks op fra de selvsamme papirer, som han havde kigget i så mange gange. En gang havde hun set dem, og de fortalte om, en hule fyldt med skatte.

Han skubbede sig ud fra bordet og hoppede hen til hende på sine små ben. Han var lavere end hende, men hans øjne var stadig i samme højde, som hendes egne. Hans øjne var grådige, da han strakte hånden ud, et udtryk, der fik alle hendes alarmberedskaber til at gå i gang, og hun trådte tilbage. Hun havde truet en gammel mand, der ingenting havde gjort. Udover at holde på nøglen til hendes rigdom. Hendes og hendes mester – og stedfar -'s rigdom. Deres lykke.

Gazeem rynkede brynene og stillede sig på tæer for at blive lidt højere end Cari, og selvom hun vidste, at han egentlig var lavere end hende, gik hun endnu et skridt tilbage, så hun tilsidst ramlede ind i døren med ryggen.

”Har du den så?” spurgte han med voksende irritation, og hun, uden at være klar over det, nikkede hurtigt. Noget, hun ikke skulle have gjort.

”Nå, hvor er den så?” den irriterede undertone voksede stadig.

Hun så rundt i rummet, før hun lod sine brune øjne møde Gazeems stikkende griseøjne, der egentlig var umådeligt grimme. Nogle mennesker var de fødte skønheder, andre, som Gazeem, var ikke. Hvilket betød, at de måtte finde deres andre talenter – Gazeems var, lykkeligvis for både ham og hende, at stjæle og snyde andre.

”Cari,” truede han hvæsende, ”giv mig den.”

Hun indså, at hun ikke havde fundet den lille guldskarabæ frem, da han truede hende. Hun kneb øjnene sammen og prøvede at læse hans ansigtstræk, men de afslørede ikke andet, end det, hun allerede vidste; at hans temperament var ved at løbe af med ham. Noget, det tit gjorde, når hun nægtede at samarbejde med det samme. Hun lod sit ansigt bløde op, for skuespillets skyld.

”Gazeem,” sagde hun blidt, og han fulgte hendes tidligere eksempel og kneb øjnene sammen, ”før du får den, skal du fortælle mig, hvad du skal bruge den til. Hvor og hvad er Den Vidunderlige Hule?”

Gazeems øjne blev klemt endnu mere sammen, hvilket betød, at det så ud til, at han ingen øjne havde overhovedet, ”har du kigget i mine papirer?”

Hun trak på skuldrene, ”jeg så blot ordet, da jeg var herinde i går og give dig din aftensmad. Du var meget opslugt, så jeg ville tage et kig på, hvad det var, der optog dig så meget.”

Så det var derfor, at du tilbød at bringe mig min aftensmad?” hvæsede han, ”du er ligesom din mor. Rebelsk, nægter at følge regler-”

Du lovede, du ikke ville tale om mine forældre.” afbrød hun ham med rystende stemme og fortsatte kort efter, ”hvad er det for en hule? Og hvad skal du bruge skarabæen til?”

Han sukkede, ”nu, hvor du alligevel ved noget, kan jeg ligeså godt fortælle dig lidt mere. Noget, der vil få dig til at forstå, men ikke fortælle dig alt.”

Men jeg vil vide det hele, ellers,” svarede hun truende, ”får du aldrig din dyrebare skarabæ-halvdel.”

Et ondskabsfuldt smil bredte sig på hans små læber, ”jeg skal nok få fat i min skarabæ. Du bliver ledt at undersøge.. når du er død.”

Hendes øjne forstørrede sig, ”du ville ikke-”

Cari,” sukkede han, ”jeg ville ikke tøve et sekund. For mig er du en tjener, ikke mere end det.”

Hun snappede efter vejret. Informationen, han havde givet hende, syntes ikke at trænge ind, så hun stod bare og stirrede på ham uden at opfatte, hvad han havde sagt. Hun blev ikke ked af det, hun blev ikke vred, hun var bare målløs. Måske senere ville hun forbande ham langt ud i ørknen, hvor han kunne dø en langsom død. Måske ville hun endda græde – han havde trods alt været hendes forældres ven, deres ligemand, og hendes adoptivfar. Han havde lært hende så meget. Det var ham, der lært hende at kunne brødføde hende selv. Men lige i det øjeblik, forstod hun ikke, hvad han siger. Hun nægtede at forstå det. Hun kunne ikke bare være en tjener for ham. En tjener, der let kunne erstatte.

Men uheldigvis for mig, Cari,” fortsatte han i et beklagende tonefald, ”kan jeg ikke dræbe dig endnu. For ser du, for at blive lukket ind i Den Vidunderlige Hule, skal man være en usleben diamant. Ens hjerte skal være så rent, som det klareste kildevand. Og som du ved, er jeg ikke Rahs bedste barn, så jeg skal finde mig en anden diamant. Du, Cari, er en diamant, så du skal nok kunne komme ind.”

Hun klemte sine øjne sammen og så på ham med vrede øjne, på trods af, at hun nægtede at forstå, hvad han havde sagt, nægtede at acceptere det, så vidste hun, at hun burde vred. Hans ord fik alt i hende til at syde af vrede.

Men jeg stoler ikke på dig,” forklarede han hende, hvilket fik hende til at hæve et øjenbryn, ”så jeg kan ikke bruge dig til det.”

Hvad skal du så med mig?” hvæsede hun vredt og lod sine fingre bevæge sig ned mod sin hofte, hvor hendes kniv hang, mens hende øjne hang ved Gazeems.

Først, skal jeg bruge dig til at give mig den halve skarabæ,” svarede han, ”og så, og så skal du finde mig min uslebne diamant. En, der lever på gaderne, men har et rent hjerte.”

Hun fnøs, ”du kan ikke tvinge mig.”

Vær nu ikke tåbelig, min pige,” sukkede Gazeem, ”du ved, at jeg sagtens kan få dig jagtet ned. Så let som ingenting. Selv ikke du kan leve uden søvn, og hvis du ikke gør, som jeg siger, når du så sover, vil mine lejemordere komme og dræbe dig i din søvn. Ingen vil savne dig, ingen vil efterforske din død. Du vil blot være endnu en af gaderotterne, som nogen hjalp vagterne med at komme af med. Du kan ikke gå til sultanen om hjælp, for vil han hjælpe dig? Nej, for du er ikke en del af byen, du er en del af gaderne. Du er en udstødt, en ussel tyv. Du vil blive dræbt så snart vagterne ser dig.”

Hun sank en klump og lukkede sine øjne i nederlag. Han havde ret. Hun var en tyv, der havde truet folk, for at få deres guld. Hun havde stjålet fra andre, for at få mad. Og sultanen, sultanen ville bare være glad, for at hun blev dræbt. For som sagt, var hun ikke en del af byen, men gaderne. Den del af byen, ingen af de rige i byen, var stolte af at have. Den del, ingen ud af til, så, når de besøgte byen.

Så hvad siger du, Cari?” lokkede han og rakte endnu en gang hånden ud, ”du ved, at du har tabt den her kamp, så medmindre du har lyst til at dø, så giver du mig min halve skarabæ. Lige nu.”

Hun drejede sit hoved væk fra ham, da hun fjernede sin hånd fra sin kniv og bevægede sig hen til posen, hvor hun havde lagt skarabæen. Hun ville ikke se hans grimme ansigt blive lyst op af, at hun gav ham hans lille guldinsekt. Da hendes hånd strammede sig om den lille figur af guld, tog Gazeem fat i hendes andet håndled og strammede mere og mere til, før han vred hendes arm rundt. Et lille skrig af overraskelse og smerte undslap hendes læber, og hurtigt trak hun sin hånd ud og rakte den nu åbne hånd ud i luften. Hun mærkede hans fingre strejfe hendes hud, da hans små fingre snuppede guldbillen fra hendes hånd.

Lad mig gå,” fremstammede hun, da han pressede hendes yderligere ned mod ryggen.

Og have dig spionerer på mig?” kluklo han, men lettede presset og hev hende op i stående position og snurrede hende rundt. Hans ene hånd lå på hendes nakke.

Hun stirrede trodsigt på ham, men før hun kunne nå at sige noget, havde han lagt sine læber på hendes. Hun rev sig bestemt og hurtigt tilbage.

Hele hendes verden begyndte at svømme, da hun ramte ind i døren. Et lille smil bredte sig på Gazeems ansigt, og han pressede hende på mod døren. Hendes ben var svage, hendes arm smertede og hendes hoved føltes som om det var ved at eksplodere.

Hør nu godt efter, Cari,” snerrede Gazeem hidsigt, ”den uslebne diamant, du skal finde, skal være en gaderotte. Ligesom dig. Han eller hun skal være et så godt menneske, at han for eksempel vil opgive sin mad for, måske et lille barn?, bare fordi han ikke kan lide at se dem sulte, når han selv er ved at dø af sult.”

Alle ville opgive deres mad for et barn,” hvæsede hun.

Ville jeg?” spurgte Gazeem med hævede øjenbryn, før hans ansigt blev stenhårdt, ”ville sultanen? Ville alle de rige? Nej, for de små børn, der sulter, er intet andet, end skadedyr i deres øjne. Så drop nu dit optimistiske syn på livet, for hvad er det, jeg altid har sagt? I en egoistisk verden, vinder den egoistiske. Hvis du vil overleve, skal du overholde nogle regler; elsk kun dig selv, kæmp kun for dig selv og stol kun på dig selv, så vil du kunne leve evigt.”

Hun nåede ikke at sige mere, før han pressede let på hendes nakke, og et pludseligt mørke begyndte at spærre hendes syn, og hun døsede hen. Hun kunne mærke grebet på hendes skulder blive løsnet, og hun faldt om på gulvet, hvilket resulterede, at hendes knæ ramte gulvet i et direkte fald, og hendes hoved fik endnu et slemt slag.

Det sidste, hun fornemmede inden mørket omsluttede hende helt, var Gazeems ækle stemme, ”husk nu at finde min uslebne diamant. Gør, hvad du vil, men bring ham til mig, inden to uger.”

 

A/N – Noget, der irriterer mig gevaldigt omkring prinsesse film, er nok, at folk falder så hurtigt for hinanden. I Askepot er de allerede forelskede, før der er gået syv timer. Jeg mener, der er ingen, der kan føle ægte kærlighed for en anden person på under et døgn. Det er jo absurd, men eftersom, at konkurrencen (Fandommenes kamp) snart slutter, har jeg været nød til at 1) lave korte kapitler, så jeg kan opdatere så hurtigt som muligt, og 2) sætte fristen til meget kort tid efter – ellers bliver jeg jo aldrig. Udover det, vil jeg prøve at gøre det så realistisk som muligt. Plus, til dem, der ikke har opfattet det, så kommer Jafar ikke til at spille nogen stor skurkerolle i min historie; som man kan læse ud af kapitlet (især slutningen) er det Gazeem, der er min store skurk.

Gazeem er forresten ikke min karakter – han var den tyv, der stjal den omtalte halve guldskarabæ til Jafar i Disneys udgave af Aladdin. Han blev dræbt af tigerguden, da han ikke var nogen usleben diamant.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...