Inamorata

En Aladdin FF | Deltager i 'Fandommenes kamp' i fandommen 'Disney' | "Jeg elsker dig, Cari," hviskede han anstrengt, og den skræmte pige knugede sig endnu en gang ind til ham. Hans åndedræt var langsomt og uregelmæssigt. Det lød som en kniv, der blev slebet - hvæsende. "Jeg er bange," hulkede hun og flettede sine små fingre ind i hans tredobbelt så store, "du må ikke forlade mig!" Manden kiggede kærligt på sin datter og gav hendes hånd et lille pres, før han hviskede de ord, der ville blive hans sidste; "Cari, du skal leve forevigt. Kæmp kun for dig selv, stol kun på dig selv og elsk kun dig selv. Så vil du leve evigt." Hans brystkasse holdt derefter snart op med at hæve og sænke sig, og pigen lod et hjerteskærende skrig skære igennem den tidlige morgenluft.

30Likes
6Kommentarer
1392Visninger
AA

2. Inamorata | Chapter 1

Disclaimer: Jeg ejer alle OC's og alt det, som I ikke genkender fra filmen, er af min kreation, og derfor mit. Alt andet (de fleste karakterer, plottet etc.) tilhører Disney.

 

Kapitel 1

 

Cari havde aldrig brudt sig om Agrabah. Det var landets hovedstad, sultanens by. En by, der aldrig oplevede hunger og nød. Sultanen holdt optog næsten hver eneste måned – store optog, hvis egentlig formål var at vise til andre landes overhoveder, især prinserne, at deres land var det bedste. Agrabah var så at sige landets ansigt ud af til. Ingen så på de små fattige landsbyer, der lå rundt om i landet. Ingen så de lange karavaner, der bevægede sig igennem ørknens sand. Ivrige efter at sælge, hvorend de gik for at kunne brødføde deres børn. Men i Agrabah: Se der, kom magien til live. Alle var så glade. Der var fest og farver, hver eneste dag på markedspladsen. Snakken lød højlydt, og alle så ud til at kende alle.

Hun smilede. At de var så uopmærksomme, var kun til hendes fordel. Hun tog båndet ud af hendes hår og rystede vildt på hovedet, så håret, der før var flette i en lang fletning ned af ryggen, så det faldt ned over hendes ryg og skuldre i et væld af sorte krøller.

Hun svang det farverige silkesjal over skuldrene og fugtede sine læber. Det var ikke fordi hun direkte afskyede de rige – hun kunne bare virkelig ikke lide dem. Den måde, de grinede så falsk over ting, der ikke engang var sjove, bare fordi de ville smigre sig ind på den anden person. Hvordan kvinderne så falsk, så billigt smigrede sig ind på ejerne af de forskellige standere, der stod overalt i gaderne af hovedstaden. De ydmygede sig selv, bare for at få en sølle rabat.

Aldrig ville hun gøre sådan noget – ydmygede hun sig selv, skulle det virkelig være for en god pris. En pris, der er uvurderlig. Men denne gang, var hun villig til at gøre nærmest alt. Denne opgave var så vigtig for Gazeem – en mand, hun havde ligeså stor respekt for, som hun ville have haft for sin far og mor, hvis hun havde haft nogen. Den mand havde lært hende alt, hvad han vidste, og gjort hende til den, hun var i dag. En tyv – bedre end de fleste.

Måske ikke det mest hæderlige job, men hun tjente på det. Hun havde også været heldig – hvis Gazeem ikke havde hjulpet hende, trænet hende, var hun blevet fanget for længe siden, men han lærte hende at udnytte alle sine omgivelser, sit udseende og sine ufatteligt gode talegaver. Hun var smuk, ingen tvivl om det, og på hendes felt, kom det hende kun til gode. Ved at flirte med butiksejerne og dermed aflede deres opmærksomhed, kunne den person, hun arbejdede sammen med, let stjæle noget af det udvalg, boden kunne tilbyde.

I dag skulle hun dog arbejde alene. Ifølge Gazeem, så var denne opgave så vigtig, at ingen, end de to, måtte vide noget om den. Hvis det lykkedes, kunne de blive rige. Bare de to. De kunne blive rigere end sultanen selv. De kunne bygge deres eget palads. De behøvede aldrig at stjæle igen.

Den drøm var noget, hun hjertens gerne ville ydmyge sig selv for. Bagefter, behøvede hun aldrig at gøre det igen. Hun kunne leve som en dronning – citeret af Gazeem ham selv. Smilet på hendes læber blev straks større, og hun trådte ud af det hus, Gazeems bande – eller hvad de nu skulle kaldes – havde overtaget. Det var stort, men var ikke det pæneste, hvilket betød, at ingen af Agrabahs fine borgere så meget ville kigge på det. I Agrabah, var der fem ting, der gjaldt; størrelsen på huset, husets udseende, at man selv havde et godt udseende, penge og familien. Kom man fra en socialt uacceptabel familie, havde man ingen chance for at blive accepteret. Man kunne aldrig blive gift med en fra en 'bedre' familie. Hun forstod ikke – og ville aldrig komme til det – de rige familier. Det var jo tåbeligt. Bare fordi man kom fra en fattigere familie, burde man da kunne blive gift med den person, man ønskede. Det var kærlighed, der bandt to mennesker sammen, ikke nogle bånd, der blev taget af om aftnen.

Med et suk, smed hun tankerne ud af sit hoved, og gik ud i Agrabahs menneskefyldte gader. Latteren var højere her, end inde i huset. Hun prøvede så godt hun kunne at lukke lydene ude. De var irrelevante for hendes opgave. I tankerne afspillede hun Gaazeems ord for sig selv, instruktioner ingen andre kendte til; Find  Alahajs bod; ikke fordi han er vigtig, men fordi han holder inde med den ting, du skal finde. Cari, den halve skarabæ er nøglen til vores succes, vores rigdom. Stjæl den, og om kort tid, vil vi være rige. Den ligger i et brunt skrin tættest på Alahaj. Han kan godt lide at holde den tæt på sig – han ved ikke, hvad den er, men han ved, at den er værdifuld.

Selv vidste Cari heller ikke, hvad denne skarabæ helt præcist var. Hun havde fået den beskrevet; den var af guld og havde en halv rubin på ryggen. Men hvad den skulle bruges til – hvorfor den kunne gøre dem rige, når Alahaj ikke selv var blevet særlig rig – havde Gazeem ikke fortalt. Måske ville han snyde hende, men hun tvivlede. Det var en mulighed, men han havde lydt så ærlig, da han fortalte hende om sin plan. Rettere sagt, fortalt hende grundtrækkene i sin plan, men helt præcist, hvordan han ville udføre den, ville han ikke dele med hende. Han ville ikke dele den med nogen.

Hun vidste ikke, om han var blevet hyret. Hun kunne ikke rigtig se andre grunde til, at han så pludseligt skulle have fundet ud af det om skarabæen og forklarede også, hvorfor han nægtede at dele noget med nogen.

Hun kiggede rundt på gaderne, indtil hendes mørke blik faldt på Alahajs bod, den bod, hun skulle finde. Den stod tæt ved paladset, tæt på vagterne, hvilket nok var et hint til, at han fandt de ting, han solgte, meget værdifulde. Hun knep øjnene sammen, eller var det bare den skarabæ, der gjorde det hele? Var den grunden til, at han ville betale så meget ekstra, for at være tættere på vagterne? Hun kastede et blik op mod porten ind til paladset. Mere præcist, på vagterne, der bevogtede den. De snakkede i øjeblikket, men hun havde det som om en af dem kiggede direkte på hende. Som om han vidste, hvad hun havde i sinde at gøre. Som om han havde mødt hende før. Måske havde han. Hun kom i problemer med så mange vagter; i starten lagde hun mærke til ansigtet på hver eneste en af dem, men hun var efterhånden blevet jagtet af næsten hver eneste vagt på paladset, så hun var begyndt kun at huske dem, der havde jagtet hende flest gange, dem, der havde opfanget det navn, hun brugte, når hun var ude på markedspladsen og skulle præsentere sig; Nahla. De vagter var de farligste.

Hun standsede ved en af de boder, der var stod tæt på Alahaj. Han ser meget nervøs ud, tænkte hun og lagde hovedet på skrå. Han kunne nok fornemme, at der var noget under opsejling. Noget, der havde med hans fantastiske skarabæ at gøre, for hans hånd havde sneget sig hen til en mørk trææske. Nærmest for at beskytte den. Det må være den. Hun puttede hendes mest forførende smil på læberne og et forførende glimt voksede frem i hendes øjne, mens hun bevægede sig over mod den halvgamle mands bod. Da hun nåede derhen, fjernede manden hurtigt sin hånd og lagde sin fulde opmærksomhed på hende.

”Hvad kan jeg gøre for Dem, min smukke prinsesse?” spurgte han med en forførende stemme, hvilket hun havde lyst til at kaste op over.

Prinsesse er jeg ikke, men jeg sætter pris på komplimenten,” lo hun blidt og kiggede på ham ud under sine øjenvipper, ”men jeg spekulerede såmænd bare, hvad De havde i den flotte æske? Jeg bemærkede, hvordan De lagde Deres hånd på den, og jeg tænkte på, hvad det mon var.”

Alahajs øjen blev for et øjeblik store af rædsel, men han fik hurtigt kontrolleret sig, og til sidst smilede han blot og nikkede, ”Deres ord er min lov, min smukke prinsesse.”

Komplimenten 'prinsesse' ville have været smigrende, hvis det havde kommet fra en mand, der ikke så ud til at være ved at stille træskoene. Mens hun var 18 år, lignede han en, der var 50. Mere end dobbelt så gammel.

Han stillede æsken forsigtigt op på disken og åbnede det langsomt, mens han betragtede hende. Hun prøvede at ændre sit ansigtsudtryk, så det så mere overrasket ud, end sejrrigt, da han afslørede, hvad æsken indeholdt. Ganske rigtigt lå en halv figur af en skarabæ af guld og på ryggen var der en smuk rubin. Hun holdt en hånd hen over en let åben mund, og hun stirrede lidt på den, før hun vendte blikket mod Alahaj igen. Hans øjne udstrålede stolthed over at eje denne skat. Hun smilede lidt af hans uvidenhed, snart har du den ikke mere, gamle mand. Aldrig havde hun fejlet, og i dag var ikke dagen, der skulle ændres på den tradition

”Er den salg?” spurgte hun med hovedet let på skrå.

Alahaj så på hende med store øjne og rystede så hurtigt på hovedet, ”Nej, min pige. Den er ikke til salg.”

Hun nikkede lidt for sig selv, før hun gik hen til ham bag boden. Han skulle til at åbne munden, da hun lagde to slanke fingre på hans læber. Da hun talte igen, havde det forførende toneleje forladt hendes stemme, ”Alahaj, vær sød at give mig skarabæen. For din egen skyld.”

E-Er du tyv?” spurgte den lille mand forskræmt og så hen mod æsken igen.

Hun blinkede, ”ja. Og jeg forslår, at du giver mig æsken nu. Vi skulle jo nødig have problemer, vel?”

Han sank en klump, ”jeg kalder på vagter-”

”Det gør du ikke,” sagde hun og rystede overbærende på hovedet, ”ved du hvorfor?”

Han rystede på hovedet.

Fordi, at inden de kan nå herned, har jeg dræbt dig og taget skarabæen fra æsken.” svarede hun med et skævt smil, og hun , ”så hvad sætter du mest pris på? Din kære skarabæ eller dit liv?”

Den stakkels mand så fra hende til skarabæen og så tilbage igen, før han sank endnu en klump og tog skarabæen fra trææsken. Hendes smil blev større, da han lagde den i hendes udstrakte hånd. Hun knyttede straks hånden og drejede om på hælen.

Før hun blandede sig med mængden, vendte hun sig om mod den forskræmte mand igen, ”og hvis du tænker på at melde dette.. tyveri, så ved du, hvad der vil ske.”

For at understrege hendes pointe, trak hun lidt op i den kjole, hun havde taget på og afslørede kniven, der sad spændt fast nede ved anklen. Alahaj blev pludselig meget bleg i ansigtet, hvilket fik en lav latter til at undslippe hendes læber, og hun vendte sig om, for at fortsætte ud i mylderet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...