S K A D E T

Dette er mit bidrag til "Vold i familien" -konkurrencen.

OBS!! Jeg har ændret titlen på historien.

Vi ser ind hos en splittet familie bestående af mor, far og børnene Henrik og Andrea på henholdsvis 17 og 15 år. Mor er alkoholiker, far er flyttet, og børnene er overladt til sig selv, hinanden og en mor, der truer, slår og hader på alle værst tænkelige måder.

2Likes
2Kommentarer
353Visninger
AA

2. HENRIK - 17 - S T O F M I S B R U G

 

"Hash virker sløvende og kan i store doser fremkalde hallucinationer.”
Nogen rasler med nøglerne i hullet på den anden side af døren. ”Mor..?” Han gnider sine øjne med den frie hånd og kniber dem så sammen for at se gennem mørket. Det sorte rum bliver oplyst; en smal kegle af dæmpet lys fra døren, der langsomt åbnes på klem, og moderen stikker et misfornøjet fjæs frem.
Et øjeblik glemmer han sig selv og den sidste rest af jointen, der hviler mellem pege- og langfinger. ”Mor!”, indbyder han højrøstet med et stort smil, og han begynder at grine. ”Mor, ha ha. Mor.” Han griner hysterisk og smælder håndfladen i panden, mens han triller om på ryggen og bare griner.
Noget lukker af. Han lukker øjnene. Han kniber dem hårdt sammen og slipper jointen for at holde sig for ørene. ”Argh.” Han skærer tænder og ruller fra den ene side til den anden. DUNK-DUNK. DUNK-DUNK.
Det er hjertet, og pulsen på siden af halsen, der banker ham ud af sit eget hoved. Han sætter sig op med et sæt og opspilede øjne. Ånder ud og hiver efter vejret. Smælder med tungen og fugter munden med klistret spyt. En dråbe sved følger hans tinding og videre ned langs kæben, ned ned, og han følger den. Han mærker efter i hver kropsdel dråben møder på sin vej. Ved ikke, hvad han mærker efter. Han mærker bare. Hvordan maven snerrer og bider. Sulten, æder den ham op. ”Dine øjne er helt røde,” siger hun.
”Andrea. Jeg troede, det var mor,” siger han overrasket, mens han betragter søsterens silhuet bevæge sig haltende hen mod ham i det mørkeste hjørne af rummet. Så sætter hun sig ned ved siden af ham. Hun sidder med benene trukket op under sig og holder om dem med sine spinkle arme. Hun kigger frem for sig et øjeblik, hendes ansigt omkranset af lys fra døråbningen. ”Hvordan fik du fadt i nøglen?”, spørger han, mens han famler efter jointen et sted på det kolde linoleumsgulv.
”Jeg er bare træt af det, du ved? Jeg er bare fucking træt af det,” siger hun hæst. Han kan se, hvordan hendes skuldrer begynder at ryste i kramper, og hun græder pludselig højlydt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...