S K A D E T

Dette er mit bidrag til "Vold i familien" -konkurrencen.

OBS!! Jeg har ændret titlen på historien.

Vi ser ind hos en splittet familie bestående af mor, far og børnene Henrik og Andrea på henholdsvis 17 og 15 år. Mor er alkoholiker, far er flyttet, og børnene er overladt til sig selv, hinanden og en mor, der truer, slår og hader på alle værst tænkelige måder.

2Likes
2Kommentarer
362Visninger
AA

3. ANDREA - 15 - P O S T T R A U M A T I S K S T R E S S S Y N D R O M

 

”PTSD er mareridt og påtrængende minder.”
”Åh!” Hun vågner chokeret, badet i sved og i en helt forkert sovestilling. Hun drejer hovedet mod sit vindue i håbet om at møde lys fra den beroligende måne. I vindueskarmen står den verden, hun før så inderligt ønskede at opleve. Hun strækker afkræftet armen og rækker ud mod kontakten for at tænde lampen. Lyset er skarpt, men mørket traumatiserer hende. Hun kanter sig op at sidde. Så kan hun kigge ud af vinduet og betragte nattens forsvinden. Snart er det dag. Så er det op og i skole. Så er det tid til de lektier, de venner, det liv hun ikke længere interesserer sig for. ”Au,” hvæser hun og tager sig til hovedet. Hun bliver ør. DUNK-DUNK. DUNK-DUNK.
Det er pulsen, der fører blodet, kogende, rundt ved hjernen, så hun bliver tung i hovedet.
Hun kryber ned under dynen igen. Måske er det bedst sådan. Måske er det bedst, hvis hun bare bliver ved at prøve. Selvom hun ved, hvad det ender med. Hun ved, hun ikke kan sove.

”Hvad sker der her?”, spørger Andrea en pige fra klassen, der står yderst i en flok af skolekammerater. Der er larm, råben og panik. Hun smider rygsækken på jorden og mænger sig frem. Skubber det ene efter det andet chokerede ansigtsudtryk til siden, indtil hun når ind til kernen og ser et barn, sig selv ligge dér på asfalten med en tårer i øjnene og en blodpøl til hovedpude.
”Det var mor, der gjorde det,” hvisker hun og kommer tilbage til virkeligheden. Hun får kvalme. Hun får klaustrofobi. Hun må væk. Væk. Nu. Hun skynder sig væk.

Hun ender på pigetoilettet i en af båsene, siddende på toiletbrættet med benene trukket op under sig, som hun så godt kan lide. Hendes blik er sløret, og hun kniber øjnene sammen for at fokusere. Telefonen ligger lige der og frister. Trangen til at ringe til nogen, råbe på hjælp; den springer i hovedet på hende. Hun griber ud efter tasken og tager telefonen frem, mens hun gentager telefonnummeret i hovedet. 72. 15. 18. 68. 72. 15. 18. 68. 72. Hun taster 72151868 og trykker uden overlæg på den grønne knap. Inden hun fortryder.

 

Du har ringet til Ulrik. Jeg kan ikke komme til telefonen lige nu, men du kan lægge en besked efter tonen…

 

”Far,” klynker hun. ”Far, kom hjem. Vil du ikke nok?” Hun bryder sammen og tuder hysterisk: ”Far for fanden, kom nu for helvede hjem til os!”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...