Runaway: accidental love (Justin Bieber ff)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 nov. 2013
  • Opdateret: 25 dec. 2013
  • Status: Igang
Lauren Preskey er 17 år, og bor i New York Hun er kæreste med Jake Valentine. Men det ændres straks da han beslutter sig for at dumme sig. Big time. Hun slår op med ham, uden at han ved det. kan det lade sig gøre? Udover, Jake som har såret, Lauren op til flere gange. Bor hun sammen med sin far som er alkoholiker. Han slår tit Lauren, især når han er fuld. En dag får Lauren nok og beslutter sig for at løbe hjemmefra, men denne "udflugt" hun beslutter sig for at tage ud på, får ikke en særlig god start, da hun bliver påkørt og i en fart bliver kørt på hospitalet. Her har lægerne brug for adresse og telefonnummer men er Lauren klar til at opgive? er hun klar til at tage hjem igen? eller finder hun på en løsning, som kan hjælpe hende med at fortsætte udflugten? Èn ting er i hvert fald sikkert hun møder Justin Bieber som viser sig at være alt andet end bare en random dreng der besøger hende på hospitalet.

*Justin er ikke kendt i denne fan fiction--det skifter mellem JB og Laurens pov:)

21Likes
11Kommentarer
1027Visninger
AA

2. ⋆Når du mindst venter det

ღLauren's synsvinkel 

Torsdag D. 28/11 

Mit hjerte pumpede i takt med mine ben der fløj hen over den våde asfalt, jeg løb så hurtigt jeg kunne det ene lange spring efter det andet. Bladene nærmest løb om kap med mig i mørket, de fløj rundt i luften, og så lige så fortvivlede ud som jeg var. Det føltes som om jeg havde løbet i flere dage, men i virkeligheden, havde jeg kun løbet et par kilometer væk fra mit hus. Men jeg kunne ikke løbe mere, jeg var forpustet, træt og sulten. Jeg stoppede op og satte en hånd i siden, jeg kiggede op i luften, og lod regnen falde ned på mit ansigt, det føltes som tusind nåle stak i mig, men det var intet i forhold til hvad jeg havde set, og hvad jeg har oplevet. Jeg hev efter vejret som aldrig før, luften var bidende kold og jeg kunne se hvert et åndedræt som en sky af hvid damp. Jeg havde aldrig løbet så hurtigt før, og jeg følte, jeg skulle til at besvime så jeg satte mig ned, jeg kunne straks mærke de små løse sten fra asfalten bore sig ind i mine knæ.

 Tankerne fløj rundt, det føltes som 3. verdenskrig var skudt i gang inde i mit hoved. Jeg kan tydeligt huske hvordan jeg ihærdigt hinkede ud af døren med en taske over skulderen, og den ene sko på mens jeg prøvede at få den anden på så hurtigt som muligt, og jeg kan tydeligt huske hvordan min far råbte, og bandede efter mig

’’din forbandede møgunge, hvis du så meget som tager et skridt ud af huset kan jeg lige love dig for at du får en kæmpe røvfuld når du kommer hjem’’ Skreg han ind i hovedet på mig, mens han holdte sin øl i den ene hånd og svingede ud efter mig med den anden.

Men intet kunne få mig til at stoppe, jeg skulle bare væk, væk fra alt og især væk fra min far…  Og Jake. Jake, er min kæreste eller nu eks-kæreste, men det ved han ikke han har ingen anelse om at jeg har slået op med ham, at jeg ikke gider ham, og han har absolut ingen anelse om at han er en af grundene til at jeg er så knust inden i som jeg nu er, alt hvad jeg så, alt hvad jeg hørte var bare forfærdeligt, jeg satte min lid til ham og jeg stolede på ham. Siden min mors død har jeg haft virkelig svært ved at lukke folk ind. Men Jake, han var bare speciel, og han fik mit hjerte til at ræse afsted hver gang jeg fik øje på ham, hver gang han kyssede mig blidt, og fortalte mig hvor meget han elskede mig, men det var løgn, løgn det hele.

Jeg var næsten 100 procent sikker på at der lå en park lige i nærheden, så jeg tog mig sammen, rejste mig op og børstede de små sten af mine knæ. Jeg rettede på mit tøj og gik stille videre, Efter kort tid var jeg der. Jeg trådte ind på parkens areal og kunne høre de små sten knase under mine sko, jeg forsatte indtil jeg nåede bænkene. Jeg satte mig ned, det var dejligt, rart, jeg følte en tryghed, jeg har ingen anelse om hvorfor, det er midt om natten, jeg sidder i en park hvor en eller anden psykopatisk mand kunne vælte frem ud af det blå og føre mig bort, han ville måske lukke mig ind i en kælder, hm jeg ser nok lidt for mange krimiserier, men hvis det skulle ske ligger der en masse huse omkring parken, så en eller anden skulle vel nok redde mig. Jeg lagde mig ned, brugte mine hænder som hovedpude og lukkede øjnene i.

Fredag D. 29/11

Jeg blinkede et par gange før jeg åbnede øjnene helt, jeg drejede hovedet for at kigge om der var nogle i parken der var helt tomt, mærkeligt tænkte jeg.  Jeg fiskede min mobil op af lommen og kiggede på uret 06:00 virkelig var den kun 6. Jeg satte mig op og strakte mig så det sagde et knæk i ryggen, ugh min ryg var helt smadret, jeg var virkelig ikke vant til at sove på bænke, sjovt nok. Jeg hev tasken op fra jorden og lagde den i mit skød, jeg rodede i tasken efter min pung for jeg kunne umuligt overleve hvis jeg ingen penge havde. Jeg stødte på pungen, åndede lettet ud og tog den op af tasken. Jeg åbnede den, og hev et par sammenkrøllede sedler op. 50 dollars, det var alt jeg havde jeg åbnede det andet rum i pungen og hev 3 pennys op ’’Huh’’ det var ikke meget jeg trak på skulderene, og smed mønterne ned i pungen igen. Jeg rejste mig, og svingede tasken over ryggen. Jeg marcherede ned gennem den bølgede park vej og kunne igen høre den knasende lyd under skoene, indtil jeg ramte asfalten og mine skridt blev lydløse. Jeg kiggede til højre, og så til venstre før jeg krydsede vejen, som min mor nu havde lært mig da hun stadig levede. Jeg småløb over vejen selvom der ikke var nogle biler i sigte, da jeg nåede over på den anden side drejede jeg til højre, og gik ned af den lille sidegade mine øjne søgte efter en åben cafe, mens mine tanker var et helt andet sted. Jeg fik øje på et lille neon skilt der viste ’’åbent’’, oven over var der et større skilt i brun, og guld farve der viste ’’Coffee Connection’’, heldigt for mig for indtil jeg får min kaffe er jeg ikke ’’menneskelig’’ jeg stoppede op foran cafeen og kiggede ind af vinduet

’’Oh crap’’ Hviskede jeg. Og med en bevægelse fløj jeg hen på siden af cafeen, og dumpede min ryg mod den kolde mur så man ikke kunne se mig inde fra cafeen. Det er ikke så værst bare gå derind med et smil på og lad som om alt er okay. Prøvede jeg at berolige mig selv. Jeg tog en dyb indånding, pustede ud, og gik så hen til cafeen. Jeg tog fat i det guldbelagte håndtag, og smilte ligeså snart jeg trådte ind. Den varme duft af frisk morgenkaffe, og nybagt brød ramte mig og nærmest rev mig ind i butikken

’’Det er paradis det her’’ Hviskede jeg for mig selv.

Jeg slentrede hen mod kassen, og bestilte en stor kaffe med meget lidt mælk i. Jeg kastede et hurtigt blik på Kassedamens navneskilt: Lynn sagde jeg for mig selv. Hun Tastede noget ind på maskinen og gik efterfølgende i gang med min kaffe. Efter et par minutter var hun færdig;

’’Værsgo, ellers andet’’ spurgte Lynn og smilede skævt til mig.

Jeg rystede på hovedet

’’så bliver det 3,26 dollars tak’’ Sagde Lynn.

Jeg hev de krøllede sedler op af lommen og gav hende 4 dollars.

’’behold resten’’ sagde jeg. Og smilede træt. Jeg tog min kop kaffe, og skimtede hurtigt lokalet for at finde en ledig plads. Caféen var okay fyldt med mennesker selvom klokken kun var 06:30 om morgenen.

’’Allison, herovre’’ hørte jeg en pige råbe.

Jeg dukkede mig hurtigt, og fløj hen bag nærmeste potteplante. For sent hun havde allerede fået øje på mig. Pludselig stod hun foran mig, men af en eller anden grund blev jeg ved med at stirre ind i planten. Hun prikkede mig på skulderen;

’’hej Ali kan du huske mig? ’’ spurgte hun med en munter stemme.

Jeg kom ud fra mit ’’skjulested’’ og puttede et falsk smil på.

’’Uhm, nej, det tror jeg desværre ikke, du må have fat i den forkerte’’ svarede jeg og prøvede at gå uden om hende, men hun tog fat i min arm og trak mig tilbage. Jeg sukkede, lod være at stritte imod og faldt slasket tilbage foran hende.

’’Amelia Dawson’’ hun rakte hånden frem. ’’Jakes kusine’’ Sagde hun og lavede kaninøre ved ordet kusine.

Jeg vidste selvfølgelig godt hvem hun var, jeg ville helst bare undgå alt konfrontation, og lad os bare sige det sådan hun er i hvert fald ikke Jakes kusine.

’’nåh, jo nu husker jeg dig’’ svarede jeg, løftede hænderne, lod dem falde ned igen, og rystede så på hovedet af mig selv, som om jeg først nu kom i tanke om hvem hun er.

’’Mm, godt så’’ Svarede hun.  Hun tog mig under armen og begyndte at gå, men jeg hev straks min arm ud af hendes. Jeg stoppede op, og stillede mig foran hende

’’hør, jeg ved hvem du er, og du ved hvem jeg er. Og jeg ved også at du så mig den nat, for vi fik øjenkontakt’’ Nærmest råbte jeg. ’’og det sidste jeg har lyst til lige nu er at ’’lege’’ bedsteveninder med dig, så hvis vi nu går hver til sit skal alting nok gå’’ fortsatte jeg i en frustreret tone.

Hun tog hænderne op foran sig selv som om nogen skulle til at skyde hende, og sagde så;

’’fint, men du skal bare vide at det du gjorde ikke var okay, på nogen som helst måde’’ svarede hun tilbage ret bestemt.

’’Åh, okay’’ sagde jeg med et sarkastisk grin ’’nu er det pludselig mig der er den slemme her, eller hvad? ’’ spurgte-svarede jeg nu i en meget sur tone. ’’Nej, ved du hvad det her gider jeg slet ikke at bruge tid på, fjern dig fra mig, og lad mig aldrig møde dig igen’’ sagde jeg. Jeg skubbede hende til side, rev døren til cafeen op og nærmest trampede ud.

Hun fulgte efter mig ud af døren

’’du kan lige tro, du kommer til at møde mig igen’’ råbte hun mens hun svingede med armene, som en anden galning.

Jeg kiggede mig bare tilbage og rystede på hovedet, bare synet af hende gav mig kvalme. Jeg rettede mit blik mod vejen igen. Kiggede ned i jorden, og kiggede derefter op igen, Jeg så et par blink, og hørte lyden af en voldsom dytten, jeg kunne se at chaufføren prøvede at bremse bilen, og jeg troede den ville stoppe i tide, inden den ramte mig, men det gjorde den ikke. Den skingre lyd der kom fra bilen mens chaufføren prøvede at bremse, begyndte at lige så stille at forsvinde og alt bevægede sig pludselig i slowmotion.

Jeg prøvede at flygte, men det hjalp ikke. Det var for sent. Og med et blev alt sort, og det eneste der gjorde at jeg vidste jeg var i live var lyden af sirener og den ulidelige smerte i mine ben . . .

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...