Runaway: accidental love (Justin Bieber ff)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 nov. 2013
  • Opdateret: 25 dec. 2013
  • Status: Igang
Lauren Preskey er 17 år, og bor i New York Hun er kæreste med Jake Valentine. Men det ændres straks da han beslutter sig for at dumme sig. Big time. Hun slår op med ham, uden at han ved det. kan det lade sig gøre? Udover, Jake som har såret, Lauren op til flere gange. Bor hun sammen med sin far som er alkoholiker. Han slår tit Lauren, især når han er fuld. En dag får Lauren nok og beslutter sig for at løbe hjemmefra, men denne "udflugt" hun beslutter sig for at tage ud på, får ikke en særlig god start, da hun bliver påkørt og i en fart bliver kørt på hospitalet. Her har lægerne brug for adresse og telefonnummer men er Lauren klar til at opgive? er hun klar til at tage hjem igen? eller finder hun på en løsning, som kan hjælpe hende med at fortsætte udflugten? Èn ting er i hvert fald sikkert hun møder Justin Bieber som viser sig at være alt andet end bare en random dreng der besøger hende på hospitalet.

*Justin er ikke kendt i denne fan fiction--det skifter mellem JB og Laurens pov:)

21Likes
11Kommentarer
1008Visninger
AA

3. ⋆ Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af

Kl. 09:14

Alting snurrede rundt, mine øjne var kun halvt åbne men jeg kunne stadig se.

’’Jeg har det fint, lad mig gå’’ sagde jeg med en lav og hæs stemme.

’’Du er på hospitalet, du blev påkørt af en bil’’ svarede en af lægerne lettere forpustet ’’du har det ikke fint, men vi skal nok hjælpe dig med at få det bedre’’ fortsatte hun.

Mit hoved faldt til siden, og min øjne lukkede i. jeg kunne stadig høre lægerne snakke, men det var som om de var længere væk fra mig, end de virkelig var. Deres stemmer begyndte lige så stille at forsvinde, og billedet af bilen der ramte mig dukkede op i mit hoved, den blev ved med at ramme mig igen, og igen og igen jeg kunne ikke gøre noget jeg kunne bare ligge der og opleve det rædselsfulde øjeblik om og om igen.

 

 

Lørdag d. 30/11

’’Allison, Allison’’ jeg kunne mærke en forsigtig rusken i armen, jeg vendte mig med ryggen til den kvindelige stemme og prøvede at sove videre

’’Allison, kom nu det er tid til at stå op’’ kunne jeg høre damen hviske igen ’’du skal have din morgenmedicin’’ jeg åbnede straks øjnene og vendte mig om

’’morgenmedicin? og hvem er du? ’’ spurgte jeg. Jeg satte mig op lettere forvirret og kiggede på damen. Hun grinte venligt;

’’jeg er din sygeplejerske. Du blev påkørt af en bil, så nu er du her, på hospitalet’’ svarede hun.

Jeg skubbede dynen til side;

’’Nå men jeg har det altså fint, jeg vil gerne hjem nu’’ Sagde jeg. Sygeplejersken der hed Sophie stoppede mig, og skubbede mig blidt tilbage i sengen. 

’’Det kan jeg desværre ikke tillade, du er ikke helt klar til at komme hjem endnu, og vi har også brug for en adresse eller evt. et telefon nummer til dine forældre’’ sagde hun mens hun hældte noget væske op i en kop.

’’Ehm, nej det er lige meget’’ svarede jeg. ’’ min far har alligevel ikke tid, han er på arbejde’’ løj jeg. For min far skulle i hvert fald ikke komme herover. Han er den sidste person jeg vil se, sammen med Jake. -.-

’’Nu sørger du bare for at få drikket din medicin, og få spist noget mad, så skal jeg nok tage mig af det andet’’ smilte hun. 

Jeg sukkede, og lod mit hoved falde tilbage i sengen. Det her går bare ikke, jeg bliver nødt til at flygte, på den ene eller anden måde jeg skal bare væk, inden de opdager at jeg er løbet hjemmefra. Tænkte jeg for mig selv. Så travlt som jeg nu havde med at planlægge min ’’flugt’’ bankede det pludselig på den halvt åbne dør.

’’kom ind’’ sagde jeg lettere irriteret.

’’ Jeg håber ikke jeg forstyrre’’ hørte jeg en drengestemme sige.

’’ det er jo ikke ligefrem fordi jeg har en masse at lave vel? ’’ svarede jeg. 

’’Nå men det var jo godt så kan jeg holde dig med selskab’’ sagde han og trådte ind.

Jeg blev ved med at kigge hen mod hjørnet hvor døren var. Og da han kom frem, med en buket røde roser i den ene hånd, gloede jeg på ham med åben mund, det var lige før jeg tabte kæben så lækker var han. Han havde det lækreste lysebrune hår, de pæneste øjne, nogle dejlige læber, og jo så har han også lige den fedeste drenge stil jeg længe har set. Jeg blev ved med at stirre på ham indtil det gik op for mig, at jeg gloede direkte på ham. Jeg rykkede hovedet tilbage, rødmede lidt, og lavede så en lille hoste lyd;

"Og hvem er du så?" Spurgte jeg.

"Jo, ser du jeg er her for at holde dig med selskab, og hjælpe dig hvis du får brug for noget" svarede han og kløede sig i håret.

 " så, en slags sygeplejerske?" Spurgte jeg.

"Det kan man vel godt kalde det, bortset fra at jeg ikke har det der hæslige blå tøj på" svarede han og pegede på mig. "Og så har jeg heller ikke en uddannelse inden for det der læge noget" fortsatte han.

Jeg gav ham et dræberblik, men failede jeg kom til at grine (hvilket er længe siden). Han var nu meget sød.

"Forresten, mit navn er Justin, Justin Drew Bieber" sagde han, kom tættere på mig og rakte hånden frem.

"Oh, jeg er Lauren Preskey" svarede jeg, hilste på ham, Og smilte svagt.

Selvom han var venlig, og smilende undrede jeg mig stadig over hvem han var, og hvad han lavede her. Men jeg tænkte ikke videre over det, for hvor tit er det lige at man får uventet besøg af så lækker en dreng.

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...