Runaway: accidental love (Justin Bieber ff)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 nov. 2013
  • Opdateret: 25 dec. 2013
  • Status: Igang
Lauren Preskey er 17 år, og bor i New York Hun er kæreste med Jake Valentine. Men det ændres straks da han beslutter sig for at dumme sig. Big time. Hun slår op med ham, uden at han ved det. kan det lade sig gøre? Udover, Jake som har såret, Lauren op til flere gange. Bor hun sammen med sin far som er alkoholiker. Han slår tit Lauren, især når han er fuld. En dag får Lauren nok og beslutter sig for at løbe hjemmefra, men denne "udflugt" hun beslutter sig for at tage ud på, får ikke en særlig god start, da hun bliver påkørt og i en fart bliver kørt på hospitalet. Her har lægerne brug for adresse og telefonnummer men er Lauren klar til at opgive? er hun klar til at tage hjem igen? eller finder hun på en løsning, som kan hjælpe hende med at fortsætte udflugten? Èn ting er i hvert fald sikkert hun møder Justin Bieber som viser sig at være alt andet end bare en random dreng der besøger hende på hospitalet.

*Justin er ikke kendt i denne fan fiction--det skifter mellem JB og Laurens pov:)

21Likes
11Kommentarer
1029Visninger
AA

4. ⋆ Glad igen

Han satte sig på sengen og hev hans guitar op af tasken som han åbenbart havde haft med.

"Nå. Noget bestemt du har lyst til at høre?" Spurgte justin.

Jeg kiggede forbløffet på ham. hot og sanger. kan det blive bedre tænkte jeg for mig selv.

"Nej, ikke rigtig" svarede jeg, og trak på skuldrene.

"nå ,men så synger jeg da bare et eller andet. En sang jeg måske selv har skrevet" sagde han med et blink, og et charmerende smil.

Han begyndte at synge 'Be alright', en sang som han selv havde skrevet, fortalte han.

"I cross the ocean, I cross sea. Startin' to forget the way you look at me now. over the mountains I cross the sky need to see your face, and need to look in your eyes..."

Jeg betragtede ham mens han sang videre, det lød bare fantastisk. det gav mig gåsehud, (den gode slags). Hans stemme. Den sang. en masse minder, tanker, og øjeblikke fløj gennem mit hoved. Ting jeg så gerne ville tænke på, og ting jeg bare ville have til, at forsvinde fra min hjerne. En masse blandede følelser. Det var rart og jeg blev glad af det, men på sammen tid blev jeg også ked af det, og pludselig begyndte tårerne at trille ned af mine kinder

"Åh, nej det var ikke meningen du skulle græde" sagde justin og rykkede tættere på mig. Han strøg mig over kinden for at tørre tårerne væk, men det fik mig til at græde endnu mere. Han rykkede tættere på, og holdte mig ind til sig. Og for første gang i lang tid følte jeg mig tryk og i sikkerhed.

Efter 5 minutter hvor jeg bare havde ligget med Justin og følt mig tryk. rykkede jeg ud af hans store, stærke arme. Jeg satte mig ordentligt op i sengen og tørrede øjnene.

"Du ligner en panda" grinede justin.

Jeg grinte og skubbede blidt til ham, men han faldt alligevel ned af sengen. Hvilket fik mig til at grine endnu mere. Så meget at jeg faktisk græd igen, men denne gang af "glæde". Han begyndte også at grine, og sådan gik dagen. Aftenen. Og natten. vi snakkede grinte, skubbede blidt til hinanden og grinte så lidt mere. Vi havde en slags connection, en connection som jeg aldrig har følt før. Ikke engang med Jake, som var min første rigtige kærlighed og min første rigtige kæreste...

 

Søndag d. 1/12

   kl. 10:45

Jeg sad i hospitals sengen, og ventede på justin som var gået i nat ved 03:00 tiden.

Jeg fangede mig selv i at smile. Igår var bare en fantastisk dag. Altså når man tænker på, at jeg lige er blevet kørt ned af en eller anden sindssyg mand/dreng/pige/dame what ever, så har jeg det ret godt. Justin for mig til at smile og det er bare dejligt. Det bankede på døren;

"Koooom ind" sagde jeg lidt højt, i håb om at det var justin.

Sygeplejersken kom ind;

" nåh, det er bare dig." Sagde jeg trist.

"Godmorgen, og hvor er det også godt at se dig" sagde sygeplejersken, Sophie med et grin.

Jeg smilte venligt til hende, og undskyldte det var jo efterhånden hende som havde sørget for at jeg havde det godt, og får min medicin.

"Venter du på en bestemt?" Spurgte hun mens hun hældte juice op i et glas.

"Nah, jeg troede bare du var en anden" dammit justin havde ret jeg er virkelig ikke god til at lyve.

" hvis du troede jeg var en anden, så venter du jo også på en bestemt" grinte Sophie igen.

"Nåh, ja okay. Men altså han kommer snart, så du må gerne gå nu" smilte jeg sødt til hende og viftede med hånden.

"Nånå, så det er en 'han' ?" Spurgte Sophie med et drilsk smil.

"Nej, eller jo. Men vi er ikke kærester. Hvis det er det du tror" svarede jeg.

"Nej nej, okay. Hvis du bare sørger for at få drukket din medicin. Skal jeg nok lade dig, og din lover være i fred" sagde hun og gik ud af døren.

Jeg faldt trist tilbage i sengen og lukkede øjnene, han kom alligevel ikke. Hvorfor så ikke bare sove. Men jeg kan selvfølgelig ikke sove ikke før Justin kommer eller i det mindste sender en besked. Jeg åbnede øjnene igen og skævede til morgenmaden på det lille hvide bord, jeg rynkede på næsen, ikke ligefrem den bedste morgenmad der findes. jeg skubbede bordet væk og hev min mobil frem, jeg satte mine lilla Beats høretelefoner i mobilen, trykkede play og lod igen mit hoved falde tilbage i sengen. 

kl. 15:30 

Jeg kunne føle mit hoved falde til siden, og pludselig vågnede jeg med et sæt. Jeg havde det som om jeg skulle til at falde. jeg satte mig straks op i sengen, og udstødte et lille skrig da jeg så Justin side lige foran mig. Jeg holdte hånden op foran hjertet;

''Forhelvede, Justin. Hvad laver du?'' sagde jeg, lettere forpustet pga. de to chock jeg lige havde fået. 

''hvad mener du?, jeg er kommet for at besøge dig'' sagde han med et grin. 

Jeg pustede lettet ud, og lod min hånd falde ned  i mit skød. 

''Nå, men altså. nu, det nu. Kan du huske hvad vi snakkede om? det med, at din far ikke måtte finde ud af hvor du er?'' Spurgte Justin. 

''Åh, nej dog. Jeg mener ja det kan jeg godt'' svarede jeg, og kørte min hånd gennem mit hår. 

''Godt så alt er klar, de fleste sygeplejersker sidder i frokoststuen ooog..'' Han hev et par hvide kitler og blå badehætte op af tasken som han havde med. ''udklædnings tid'' sagde han med et overdrevent smil. 

jeg skubbede dynen til side og sukkede;

''ja ja. lad os nu bare komme væk herfra'' sagde jeg. 

''orh, ja mood killer'' sagde han og slog mig på armen. 

''aavvv'' sagde jeg lidt højlydt og slog tilbage.

''heeyyy'' sagde han så og slog mig igen. 

jeg krydsede armene og kiggede surt på ham. han tog fat i min kæbe;

''kom så der er ikke tid til at surmule'' sagde han, rejste sig op og slog mig blidt på låret. 

vi tog kitlerne, og de blå ''badehætter'' på. Justin listede sig over til døren og kiggede ud for at se om der var fri bane. han gav mig en thumbs op, jeg tog mine krykker og hinkede med besvær ud af værelset. Da jeg blev påkørt af bilen, forstuvede jeg mit ben. Det var kun en let forstuvelse så en uge med gips på skulle være nok havde lægen sagt. Justin lovede mig, at han ville hjælpe mig med, at få det af efter der var gået den ene uge. 

''ok, kan du godt klare at gå eller skal vi tage sengen med'' jokede han og kiggede på mig med et grin. 

jeg gav ham dræber-blikket, rystede på hovedet og haltede videre. han gav slip på døren ind til værelset og gik med hurtige skridt efter mig. 

da vi skulle til at dreje om hjørnet, kom en sygeplejerske gående, hun stoppede ved disken og kiggede i nogle papirer. panisk fløj jeg tilbage og stødte ind i Justin. han rykkede et skridt tilbage;

''hvad gør vi?'' hvæsede jeg ind i hovedet på ham. 

han kiggede rundt som om han søgte efter noget pludselig satte han i løb, og sprang hen mod et hjørne han tog fat i en kørestol, og småløb tilbage mod mig. 

''her, sæt dig og tag badehætten af'' sagde han og pegede på kørestolen. 

''nej, Justin de genkender mig'' svarede jeg stædigt tilbage. 

''hør, vil du blive her eller vil du med ud og opleve verden'' hvæsede han ligeså stædigt tilbage. 

jeg tøvede og satte mig, samtidig med jeg hev badehætten af. han tog fat i den lille blå kirurg maske han havde om halsen og trak den over munden. han skubbede kørestolen rundt om hjørnet og fortsatte lige ud. 

''stop'' sagde sygeplejersken lidt højlydt og strakte armen ud foran mig. jeg kiggede panisk på Justin. 

''hvor skal i hen?'' spurgte hun

''Um, hun sagde hun trængte til noget luft så jeg prøver bare at opfylde patientens ønsker'' svarede Justin og trak på skuldrene helt roligt mens han kiggede på mig. 

sygeplejersken kiggede på os med et mystisk blik, men fjernede så hendes hånd fra kørestolen og pegede mod udgangen. 

''men ikke så længe'' råbte hun efter os.  

da vi endelig var ude af syne gav Justin mig en high-five, og vi fortsatte hen af vejen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...