Help me remember | a one direction christmas story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2013
  • Opdateret: 9 jun. 2014
  • Status: Igang
Hvordan er det ikke at kunne huske 16 år af sit liv? Sådan er det for Evelyn. Hun har siddet til fange og kan ikke huske noget fra inden hun blev kidnappet. Hun møder nogle drenge ved et tilfælde og de vælger at hjælpe hende. Det hun ikke ved er at de hjælpsomt drenge er One Direction.
Evelyn er 16 år og kender ikke sin familie. Kan drengene hjælpe hende med at få hukommelsen tilbage?
Hvad er der med de flashbacks hun får ind imellem?
Hun lærer i vært fald, hvem hun kan stole på og hvem hun ikke kan.

'Det her min jule-movella, jeg vil skrive den som en julekalender så i får et kapitel hver dag fra 1 december

37Likes
22Kommentarer
2498Visninger
AA

2. prolog

Jeg skreg så højt jeg kunne, da en smerte skød igennem mit hoved, efter igår. Jeg kiggede ned af min arm hvor jeg havde en masse sår. De fleste havde jeg selv lavet, fordi jeg talte hvor mange dage jeg havde været her. Nu hvor jeg tænker over det, ved jeg ikke rigtigt hvor jeg er. Eller jeg ved at jeg er blevet kidnappet og nu sidder i et lille mørkt rum, et eller andet sted i England.

Når ja men tilbage til de sår jeg havde, jeg talte dem og jeg kunne se at jeg i vært fald havde siddet her i 3 måneder. Grunden til at jeg blev kidnappet er en lang historie, så den for i en anden gang.

Døren her ind til rummet blev åbnet, jeg kiggede derhen. Jeg var ikke særlig bange mere, for jeg vidste hvad de ville gøre. "Hvordan har du det så idag? Har du lyst til at fortælle hvad du ved?" Spurgte den ene mand ret hårdt, han havde skæg og karseklippet hår (på den grimme måde) og så havde han kun sort slidt tøj på. Den anden lignede næsten den første, udover at han havde langt sort hår, der gik til skuldrene.

"Jeg har jo sagt at jeg ikke ved noget." Råbte jeg vredt tilbage. Ham med det lange hår gik hen til mig og trak mig op fra gulvet, derefter skubbede han mig hårdt ind i væggen. Jeg skar en grimasse, da det gjorde ret ondt. Ham med det lange hår stod helt op af mig, så der så jeg min chance. Jeg sparkede ham hurtigt over skinnebenet og slog ham derefter i maven, han begyndte at ømme sig og kort tid efter lå han på gulvet. Den anden mand rakte ud efter mig, da jeg løb forbi ham, men han nåede heldigvis ikke at tage fat i mig. Jeg skyndte mig ud af døren og derefter låste jeg den. Jeg løb videre ned af den gang jeg nu var på. Jeg løb bare i den retning jeg troede var rigtig, men der tog jeg fejl. Jeg skyndte mig at gå ind af den nærmeste dør, da jeg kunne høre de to mænd var ved at komme nærmere. "Find pigen, hun er den eneste mulighed. Hvis vi ikke finder hende, så for vi aldrig noget ud af professoren." Kunne jeg høre den ene mand sige.

Da jeg ikke kunne høre mændene længere, åndenede jeg lettet ud. "Hvad er det her for et rum?" Spurgte jeg mig selv om. Jeg kiggede rundt og jeg kunne se at det var en form for et kontor. Jeg gik hen til det ene skrivebord og åbnede skuffen, der nede lå min telefon. Jeg skyndte mig at tage den op af skuffen og låse den op. Da jeg havde gjordt det gik jeg ind under mine kontakter, men til min forbløffelse var der ingen numre. Jeg prøvede at se om jeg kunne huske min mors nummer, men det var 'Væk'. Men det undrer mig nu ikke at jeg ikke kan huske mine forældres numre, for efter alle de gange hvor jeg er blevet slået og skubbet ind i væggen, har jeg fået noget hjernerystelse.

Nu hvor jeg tænker over det kan jeg ikke engang huske hvem eller hvordan mine forældre er, eller jo min mor har mørkt hår.

Jeg gik ud af døren og løb ned af den lange gang, da jeg kom ned til enden af gang skubbede jeg hurtigt den ene dør op og løb ud.

Jeg kunne se at jeg var i en skov, men jeg kunne ikke se om det var nat eller dag.

Jeg skyndte mig at løbe videre ligeud. Da jeg havde løbet i hvad der føltes som 2 timer, var jeg nået hen til en sø. Jeg kiggede ned i søen og kunne så se mit spejlbillede, jeg var meget beskidt og mit lange lyse hår var helt uglet. Jeg tænkte mig lidt om og efter kort tid, havde jeg taget mine sko af og lagt min mobil fra mig og så hoppede jeg ellers ned i den kolde vand. Det føltes rart at komme ned i vandet, jeg begyndte at føle mig ren.

"Jeg tror jeg hørte noget" sagde en stemme jeg kendte alt for godt. Den ene af de to mænd. Jeg skyndte mig op af søen og tog mine sko og min mobil og så løb jeg ellers bare der ud af. Jeg stoppede bag et stort træ, jeg kiggede fremad og begyndte at kunne se lysningen. Jeg satte mig ned og tog mine sko på. Jeg faldet i søvn kort tid efter.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...