Help me remember | a one direction christmas story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2013
  • Opdateret: 9 jun. 2014
  • Status: Igang
Hvordan er det ikke at kunne huske 16 år af sit liv? Sådan er det for Evelyn. Hun har siddet til fange og kan ikke huske noget fra inden hun blev kidnappet. Hun møder nogle drenge ved et tilfælde og de vælger at hjælpe hende. Det hun ikke ved er at de hjælpsomt drenge er One Direction.
Evelyn er 16 år og kender ikke sin familie. Kan drengene hjælpe hende med at få hukommelsen tilbage?
Hvad er der med de flashbacks hun får ind imellem?
Hun lærer i vært fald, hvem hun kan stole på og hvem hun ikke kan.

'Det her min jule-movella, jeg vil skrive den som en julekalender så i får et kapitel hver dag fra 1 december

37Likes
22Kommentarer
2602Visninger
AA

9. 7.december

7. December

 

Jeg vågnede ved at der var noget der dryppede på mig. Jeg kiggede mig omkring, det eneste jeg kunne se var træer og der var mange af dem. Jeg måtte være i en skov, hvorfor var jeg her? Nårh ja nu kan jeg huske det, jeg flygtede igen. Måske var det dumt gjort af mig, måske skulle jeg bare tage tilbage. Nej, jeg er nød til at få snakket med Tony. "Eve er det dig? Vi har ledt efter dig over alt!" sagde en stemme, jeg vendte mit hoved og så Louis. "Gå din vej, jeg er nød til at finde Tony!" råbte jeg til ham. "Jeg går ikke fra dig, jeg så hvad der stod i mappen og du skal ikke flygte begrund af det. vi holder af dig som vi lærte dig at kende og i holder stadig af dig." sagde han. "Jeg sal ikke flygte begrund af det? Min mor døde begrund af mig, det samme med min bror. Det er bedst at jeg holder mig langt væk fra jer." sagde jeg grædefærdigt. Louis kom hen til mig og satte sig på jorden ved siden af mig. Han pegede op på solen. "Se på solen, den skinner hver dag og den prøver at bryde igennem skyerne hvis man ikke kan se den. Vi giver ikke op, vi prøver, det er det eneste vi kan gøre. Det og så håbe, håbe på at vi finder en udvej." sagde han. "Men det er for farligt, hvis de finder mig hos jer, så går det ud over jer." Sagde jeg og kiggede på ham. "Vi finder en udvej, men først må vi se at komme tilbage inden du bliver syg igen." sagde han med et smil. Han rejste sig op og rakte en hånd ned til mig, jeg tog hurtig fat i den og så hev han mig op. "Kom denne vej." sagde han, han havde fat i min hånd så jeg ikke kunne flygte igen. 

---

Vi gik ind af døren og hurtigt kom fire personer ud i entreen hvor vi stod. "Er du okay?" spurgte Perrire, imens at hun krammede mig. Jeg nikkede forsigtigt. Jeg kiggede rundt på de andre, der manglede en. Liam. "Hvor er Liam?" spurgte jeg og kiggede rundt på de andre. "De værelse, han tror at det var hans skyld." sagde Harry, efter noget tids stilhed. Jeg forlod hurtigt de andre og løb op p mit værelse. Jeg brasede ind af døren og så Liam sidde på min seng og kigge på nogle af tingene, fra kassen. Jeg gik stille hen til sengen efter at jeg havde lukket døren, jeg satte mig ved siden af ham. Han sad og kiggede på et billede, det var af mig som lille. Jeg sad sammen med en dreng, vi smilte. "Undskyld, jeg skule ikke være flygtet. Det er jeg ked af." sagde jeg med en lille stemme. Han kiggede op på mig. "Hvorfor sagde du ikke noget om det?" spurgte han. Jeg rejste mig op og gik hen til skabet. Liam kiggede undrene på mig. Jeg åbnede skabet og fandt hurtigt telefonen. Jeg tændte den hurtigt og gik ind under beskeder, jeg fandt beskeden frem og gav Liam telefonen. Han læste beskeden igennem et par gange. "hvad betyder det?  'stop med at lede, det bliver værst for dig selv.'?" spurgte han. "Det betyder at jeg skal glemme alt hvad der er sket og starte på en ny." sagde jeg. "Det var derfor at du flygtede og ikke begrund af det der stod i mappen?" spurgte han. Jeg nikkede stille. "Du skal se noget, det har måske betydning." sagde Liam han tog fat i min hånd og hev mig med hen mod et andet værelse. Han gav slip på min hånd og gik hen til sengebordet, han tog et billede op af skuffen og gik hen til mig. "Se!" sagde han og viste mig de to forskellige billeder. "Men vil det så sige at jeg har kendt dig, før jeg mistede hukommelsen?" spurgte jeg.  "Det tror jeg, men jeg kan ikke huske dig." sagde han.

***

uhhh så har mødt hinanden før eller hvad tror i?

og som altid tak til alle jer som læser med, har liket, eller sat på favoritliste. det gør mig mega glad.:-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...