Help me remember | a one direction christmas story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2013
  • Opdateret: 9 jun. 2014
  • Status: Igang
Hvordan er det ikke at kunne huske 16 år af sit liv? Sådan er det for Evelyn. Hun har siddet til fange og kan ikke huske noget fra inden hun blev kidnappet. Hun møder nogle drenge ved et tilfælde og de vælger at hjælpe hende. Det hun ikke ved er at de hjælpsomt drenge er One Direction.
Evelyn er 16 år og kender ikke sin familie. Kan drengene hjælpe hende med at få hukommelsen tilbage?
Hvad er der med de flashbacks hun får ind imellem?
Hun lærer i vært fald, hvem hun kan stole på og hvem hun ikke kan.

'Det her min jule-movella, jeg vil skrive den som en julekalender så i får et kapitel hver dag fra 1 december

37Likes
22Kommentarer
2825Visninger
AA

8. 6.december

6. December

"Bip bip bio" var der noget der sagde. Jeg kiggede rundt i mit værelse og mit blik landte på min mobil. Displayet lyste op, jeg tog den hurtigt, jeg havde fået en besked. 'Stop med at lede, det bliver bare værst for dig selv!' Stod der, det bar en anonym sender, så jeg blev en smule urolig. Jeg tog hurtigt noget tøj på og gemte telefonen i mit skab. Jeg gik ud køkkenet og tog nået morgenmad. Da jeg havde siddet der i lidt tid, kom Liam træt ud. "Morgen!" Sagde han og gabte. "Godmorgen!" Sagde jeg frisk. Han tog noget mad og satte sig så ved bordet sammen med mig. "Er su klar til at gå, når vi har spist?" Spurgte han og kiggede på mig. Jeg nikkede kort.

Igår havde jeg fortalt Liam alt hvad der var sket. Og vi havde så besluttet af det ville være en god ide at tage på politistationen og sige at jeg var fundet.

---

Da vi kom hen til politistationen, gik vi ind. Henne bag ved en slags reception, stod der en mand. Han så ret skræmmende ud, men jeg lod være med at vise at jeg var lidt vange for ham. "Hvad kan jeg hjælpe jer med?" Spurgte han venligt. Liam pegede på mig og manden så forvirret på os. "Mit navn er Evelyn Katarina Summers..." Sagde jeg men blev afbrudt af manden. "Det betyder jo at du ikke er død!" Sagde han. Jeg kiggede mærkeligt fra manden, til Liam, til manden igen. "Hvad mener du med at hun så ikke er død?" Spurgte Liam. "Mr. Hamilton kom og sagde at du var død." Sagde manden. "Hvem er denne Mr. Hamilton?" Spurgte jeg. "Anthony Hamilton, han arbejder for FBI sammen med dig, kan du ik huske det?" Sagde manden. "Desværre jeg har haft et par problemer med hukommelsen." Sagde jeg med et smil. "Nogle af dine ting og hele sagen med at du var forsvundet, blev indleveret her til morges. Vil du se dem?" Spurgte manden. Jeg nikkede og vil derefter ført ind i et andet rum. Han i kort tid og kom tilbage med en mellem stor kasse. "Her er den." Sagde han og gik

Jeg tog låget af kassen og begyndte at tage tingene ud af den. "Hvad leder vi efter?" Spurgte Liam. "En form for amulet, den er oval." Sagde jeg. "Som denne?" Spurgte han og holdte amuletten frem. "Ja lige præcis. Prøv om du kan åbne den." Sagde jeg. Jeg åbnede en af de tre mapper der havde ligget i kassen. Der stod en hel del og der var også nogle billeder. "Er det dine forældre?" Spurgte Liam. Jeg kiggede på ham og så at han havde fået åbnet amuletten. "Ja det tror jeg." Svarede jeg.

"Hey skal vi ikke tage der hele med hjem, så kan vi kigge på det derhjemme?" Spurgte Liam. Jeg nikke og på kort tid, fik vi alle tingene ned i kassen. Vi fik snakket med manden og han sagde at det var okay at vi tog kassen med hjem.

---

Da vi kom hjem, var klokken 14.00, de andre sad inde i stuen og spillede PlayStation. "Hejsa hvor har i været henne?" Råbte Louis da han nok havde lagt mærke til at vi kom ind af hoveddøren. Vi ignorerede ham og skyndte os ind på mit værelse og stilte kassen. "Hvad skal vi fortælle dem?" Spurgte jeg. "Jeg ved det ikke, måske skulle vi bare sige sandheden." Svarede Liam. "Jeg ved ikke, hvad nu vis de tror at jeg lyver?" spurgte jeg stille. Liam kom hen og tog fat i mit hoved. "Hvis de tror at du lyver, så er det dem der er dumme." sagde han. "okay så, så fortæller vi dem det, men kun vis de spørger." svarede jeg. Han nikkede og vi gik så ned i stuen til de andre.

"I svarede ikke på mit spørgsmål?" sagde Louis pigefornærmet. Jeg kiggede hen på Liam, som kiggede spørgene på mig, jeg nikkede. "På politistationen." sagde Liam bare. Alt snakken stoppede og alle kiggede på os. "Hvorfor det?" spurgte Zayn. Vi gik hen og satte os i sofaerne. "Vi har fundet ud af noget om mig!" sagde jeg. De kiggede underligt på mig. "Hvad har i fundet ud af?" spurgte Niall. Jeg rejste mig op og gik ind på mit værelse, jeg tog den ene mappe op af kassen og så amuletten(skriver fra nu af medaljon, i stedet for amulet.). Jeg gik tilbage til de andre, jeg smed tingene på sofabordet og gik igen. "Evelyn vent, det skal nok gå." råbte Liam bag mig. Jeg løb hen til hoveddøren og skynde mig at tage sko på og så løb jeg ellers ud af døren og så løb jeg ellers. "Evelyn!!!!" jeg kunne høre råbene bag mig, men jeg løb bare videre. Det skulle ikke gå ud over dem, jeg måtte finde Tony og få snakket med ham.

***

så kom der et kapitel, en lidt anderledes slutning. Men håber at i kunne lide den alligevel. Igen tak for til alle som har like, sat på favorit liste og læst min historie. Jeg tager gerne imod kritik både det gode og det onde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...