Help me remember | a one direction christmas story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2013
  • Opdateret: 9 jun. 2014
  • Status: Igang
Hvordan er det ikke at kunne huske 16 år af sit liv? Sådan er det for Evelyn. Hun har siddet til fange og kan ikke huske noget fra inden hun blev kidnappet. Hun møder nogle drenge ved et tilfælde og de vælger at hjælpe hende. Det hun ikke ved er at de hjælpsomt drenge er One Direction.
Evelyn er 16 år og kender ikke sin familie. Kan drengene hjælpe hende med at få hukommelsen tilbage?
Hvad er der med de flashbacks hun får ind imellem?
Hun lærer i vært fald, hvem hun kan stole på og hvem hun ikke kan.

'Det her min jule-movella, jeg vil skrive den som en julekalender så i får et kapitel hver dag fra 1 december

37Likes
22Kommentarer
2603Visninger
AA

7. 5.december

5.december

Jeg vågnede ved at jeg kunne høre nogle fugle pippe. Jeg smilte glad da jeg satte mig op i sengen og kiggede rundt i værelset, som var svagt lyst op af lyset der kom igennem gardinerne, der hang foran vinduerne. Jeg rejste mig op og fandt en sæt tøj og så gik jeg ud på gangen. Gulvet var igen koldt, så jeg skyndte mig ud på badeværelset og låste døren. Jeg tog mit dejlige nattøj af og gik så ind under det varme vand. Jeg puttede bog shampoo i mit hår og lod derefter det varme vand skylle det ud.

Efter at jeg havde været i bad, tørrede jeg min krop. Jeg tog noget undertøj på og så valgte jeg at kigge mig i spejlet. Jeg var faktisk ret tynd, men det er jo forståeligt nok, jeg fik jo ikke så meget mad da jeg var fanget. Jeg tog hurtigt resten af tøjet på og redte mit hår. Jeg lod bare mit hår hænge løst og jeg tog lidt mascara på. Jeg gik ud fra badeværelset og gik så ned i stuen. Jeg kiggede på det store sorte klaver, som stod i det ene hjørne af den ellers ret lyse stue. Jeg gik derhen og satte mig på den dersens skammel. Jeg lagde forsigtigt mine fingre på tangenterne og trykke dem let ned. Efter lidt tid begyndte jeg at spille en melodi. Det var som om at mine fingre bare kørte over tangenterne uden at jeg tænkte over det. Jeg begyndte lige så lidt at nynne noget af en tekst.

"She's just a girl, and she's on fire

Hotter than a fantasy, lonely like a highway

She's living in a world, and it's on fire."

Jeg stoppede med at spille da jeg ikk kunne huske mere af teksten. Jeg vendte mig hurtigt om da jeg kunne mærke et par øjne i min nakke og rigtigt nok. I dørkammen stod Liam og kiggede på mig. Det hele blev kort Hvidt og så fik jeg endnu et flashback.

'"Rigtig flot lille skat. Det går rigtig godt og det lyder også ret godt." Sagde en stemme bag mig. Jeg vendte mig om og så på en kvinde i 40'erne, mor. "Mor! Du er hjemme. Hvordan var der i USA?" Spurgte jeg glad, mens jeg løb hen til hende og gav hende et kram. "Det var rigtig godt og jeg har faktisk en gave med hjem til dig." Sagde hun med et smil. Hun gik ud i gangen og kom tilbage kort tid efter med en gave. Det var en lidt stor æske. Hun rakte den til mig og jeg tog stille imod den. Vi satte os hen i sofaen og jeg tog låget af æsken. Jeg kiggede ned i den, der lå en sort bog og en mørkerød bog.Jeg tog stille fat i den mørkerøde bog, jeg kørte let en finger over bogens omslag. Der var lavet fordybninger, som var formet som noder. Jeg kiggede kor ned i æsken og så en lille sort æske dernede. Jeg tog den stille op, da jeg åbnede den fik jeg store øjne. Der lå en lidt lang sølvkæde med et lille ovalt vedhæng. Jeg tog forsigtigt kæden op og så at det ovale vedhæng, rent faktisk var en lille amulet. Jeg åbnede den forsigtigt og så at der var fire billeder inden i. Der var et af mine forældre den dag vor de blev gift og så var der et af dem hver, det sidste var af mig og vores (sjæfer) hund. "Tusind tak mor." Stammede jeg og gav hende et kæmpe kram.'

Slut på flashback.

"Flashback?" Spurgte Liam. Jeg rystede kort hovedet for ar vende tilbage til virkeligheden. Jeg nikkede kort til ham."ja men denne gang så jeg min mor." Sagde jeg stille. "Hvad skete der?" Spurgte han. "Ikke så meget. Hun var lige kommet hjem fra USA og så gav hun mig en form for amulet. Der var et billede af hende og min far. Men jeg kan ikke huske at jeg så billedet af ham." Sagde jeg. "Det er da en start, men jeg vidste ikke at du kunne spille." Sagde han. Jeg grinte kort og sagde så."det vidste jeg heller ikke, men jeg troede at det var noget jeg godt kunne lide at lave og nu forstår jeg hvorfor. Men da jeg satte mig ved klaveret, var det bare som om at mine fingre bare kørte over tangenterne uden at jeg tænkte over det." Sagde jeg. "Og sangen?" Spurgte han. "Jeg ved ikke, teksten poppede bare op i mit hoved." Sagde jeg med et grin, han begyndte også at grine. "Kom lad os få noget at spise." Sagde han stadig med et grin. Jeg nikkede og vi gik ud i køkkenet, hvor de andre havde samlet sig om spisebordet, hvor der stod morgenmad på. "Jamen halløj med jer." Sagde Louis morgen friskt. "Hej." Mumlede jeg bare og så satte vi os ned ved bordet.

"Såååå hvad skal vi idag?" Spurgte Liam og kiggede rundt på os allesammen. "Altså Niall og jeg skal ud og finde noget tøj, til når vi skal til 'Christmas awards' og så ville vi høre om Evelyn ville med og hjælpe med at vælge." Sagde Louis og kiggede på mig. "Det vil jeg godt." Sagde jeg og smilede til dem. "Fedt!" Sagde Louis og Niall i munden på hinanden.

Da vi var færdige med at spise gik vi U i gangen og tog sko og jakker på. Så gik vi ud til den ene bil og så kørte vi af sted.

Vi stoppede ved et ret stort center. "Det er her!" Sagde Louis som havde kørt bilen. Vi steg ud af bilen og gik hen til indgangen. Da vi kom indenfor, kom to piger på min alder hen til os. "Er i virkelig Louis Tomlinson og Niall Horan?" Spurgte den ene pige. "Ja det er vi." Sagde Niall glad. "Må vi ik nok få et billede?" Spurgte den anden pige. "Jo selvfølgelig. Evelyn kan tage det." Sagde Louis. Den ene pige gav mig hendes mobil og viste hvordan jeg tog et billede. De stilte sig op og jeg tog så to billeder. "Tusind tak! Hvem er du egentlig?" Spurgte den ene pige og kiggede på mig. Jeg skulle til at sige noget, men Louis kom mig i forkøbet. "Det er min kusine." Sagde han stolt, som om at han havde vundet et eller andet. "Okay." Sagde den anden pige igen. Efter at de var gået, gik vi ind i en tøj butik, det så ud til at være ret dyrt og det var vidst nok også noget designer tøj. Vi gik rundt lidt og drengene fandt noget tøj. "Evelyn vi går lige ind og prøvet og så kan du bedømme." Sagde Niall, jeg nåede ikke at sige noget, for så var de bare gået. Jeg satte mig på sådanne en bænk der var uden for prøverummene.

Jeg sad og lyttede til musikken der kørte i butikken, det var julemusik. "Hvad syntes du så?" Spurgte Niall da han trak forhænget fra, så jeg kunne se hvad han havde på. Han havde et par sorte bukser på og så havde han en mørkegrøn skjorte og en rød jakke, ærligtalt så lignede det at en nisse havde kastet op på ham. Jeg begyndte at grine og Niall kiggede undrende på mig. "Det er alt for faverigt. Af hvad i har fortalt mig så syntes jeg at det skal være lidt mere dæmpede farver." Sagde jeg. Han nikkede og gik så ind i prøverummet igen. Kort tid efter kom Louis ud, han havde et par røde bukser på, en hvid skjorte og en sort blazer. Det så faktisk ret godt ud. "Det ser godt ud." Sagde jeg med et smil på læben. "Tak og hvad smiler du sådan for?" Spurgte han. "Bare Niall, han havde ikke fundet det mest matchene tøj." Grinte jeg, Louis begyndte også at grine. "Hey jeg kan godt høre jer!" Råbte Niall og så kom han ud. Denne gang havde han igen de sorte bukser på, en cremehvid skjorte og så en sort blazer. "Det ser godt ud." Sagde jeg og Louis gjorde sig hurtigt enig.

Da de havde købt tøjet valgte vi at gå hen på en cafe. Så lige nu sad vi på en cafe og drak kaffe. "Du er altså ret god til det der med tøj!" Sagde Niall og nippede til sin kaffe. Jeg begyndte at rødme, da jeg ikke kunne lide at blive rost. "Nurgh! hun rødmer!" Drillede Louis med en piger stemme, der fik os allesammen til at grine.

Da vi havde siddet et stykke tid og vi alle havde fået drukket vore kaffe, valgte vi at vi lige ville kigge lidt mere i butikker efter andet tøj til drengene. Vi gik ude på sådanne en midtergang, hvor butikkerne lå på hver sin side. "Evelyn! Vent Evelyn!" Var der en der råbte, vi stoppede op da det jo var det jeg hed. Jeg drejede rundt og kiggede på en person jeg rigtig gerne ville vide hvem var. Tony. Han kom løbende hen til os og spurgte så forpustet. "Hvor er det godt at du er okay. Hvordan har du det? Hvem er de? Og hvornår kom du fri?"

Jeg kiggede underligt på ham. "Undskyld, jeg tror du har fat i den forkerte." Sagde jeg uskyldigt, selvom at jeg godt vidste at det var mig som han mente. "Er du sikker for du ligner hende altså på en prik." Sagde han spørgende. "Ja helt sikker, men når nu du siger at jeg ligner hende. Kan du så ikke fortælle lidt om hende?" Spurgte jeg. "Eve er det okay at vi går videre?" Spurgte Louis. Jeg nikkede og så gik de. "Altså hun hedder Evelyn Katarina Summers, hun er 16 år og bliver 17 her den 13.december. Som sagt så ligner hun dig på en prik. Hun er et fantastisk menneske, og så arbejder hun for FBI. Ret ung af at hun er speciel agent på meget højt niveau. Hun blev kidnappet for ca. 3 måneder siden og hendes far i 5 måneder." Sagde han. "Det skal nok gå, men hvad med hendes mor?" Spurgte jeg. "Hun er død, hun døde da Evelyn var 13 år." Sagde han trist. "Det er jeg ked af at høre, hvor kender du hende fra?" Spurgte jeg og blev ret ked af at høre at min mor var død. Men tænk engang at jeg var agent for FBI. "Jeg har kendt hende hele mit liv." Sagde han. "Okay. Jeg tror at jeg skal finde de andre." Sagde jeg. "Ja jeg skal også videre." Sagde han og så forlod jeg ham. Jeg fandt drengene inde i en film butik.

"Hvad gik det ud på, men ham der fyren?" Spurgte Louis. "Fortæller det senere, men vigtigst af alt. Jeg har lige fundet ud af noget mere om mig selv. Kan vi ik tage hjem? Jeg er begyndt at være ret træt." Sagde jeg. De nikkede, Niall tog sin mobil op af lommen. "Klokken er også ved at være 18.00." Sagde han.

***

Da vi kom hjem, gik vi op til trappen. Men noget fangede min opmærksomhed, henne ved en stor potteplante lå der en mobil. Jeg gik hen og samlede den op. Displayet lyste op et billede af mig og en hund kom frem. Det var min mobil, jeg måtte have tabt den, den dag jeg kom. Jeg tog den hurtigt i min lomme og fulgte drengene ind.

----

Undskyld undskyld undskyld at kapitlet først kommer så sent, men jeg har haft lift travlt. Men jeg lover at imorgen vil kapitlet komme lidt tidligere.

Nå men hvad syntes i om historien, jeg synes selv at den er ret original eller jeg har ikke læst nogle andre med samme 'handling'?

Tusind tak til alle jer der har sat denne historie på favoritlister og tak til jer som har liket den og i det hele tage bare tak til jer som har gidet tage tid til at læse den her historie.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...