Help me remember | a one direction christmas story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2013
  • Opdateret: 9 jun. 2014
  • Status: Igang
Hvordan er det ikke at kunne huske 16 år af sit liv? Sådan er det for Evelyn. Hun har siddet til fange og kan ikke huske noget fra inden hun blev kidnappet. Hun møder nogle drenge ved et tilfælde og de vælger at hjælpe hende. Det hun ikke ved er at de hjælpsomt drenge er One Direction.
Evelyn er 16 år og kender ikke sin familie. Kan drengene hjælpe hende med at få hukommelsen tilbage?
Hvad er der med de flashbacks hun får ind imellem?
Hun lærer i vært fald, hvem hun kan stole på og hvem hun ikke kan.

'Det her min jule-movella, jeg vil skrive den som en julekalender så i får et kapitel hver dag fra 1 december

37Likes
22Kommentarer
2488Visninger
AA

4. 2.december

2.December

Jeg vågnede af at en lysstråle ramte mig i hovedet. Jeg smilede da jeg huskede hvilken vidunderlig dag det havde været igår. Jeg så frem til at lære dem bedre at kende. Jeg rejste mig op og kiggede mig selv i spejlet. Perrie havde lånt mig noget nattøj, som bestod af et par shorts og en top. Jeg gik ud i køkkenet hvor Liam sad og drak kaffe. Louis var der også men han var faldet i søvn, så hans hoved lå på bordet, mens han sad på stolen. Jeg kom til at grine og det så ud til at Liam ikke havde set mig, for han fik et chok. "Godmorgen, sovet godt?" Spurgte han. "Godmorgen, ja jeg har sovet rigtig godt. Hvad med dig?" Svarede jeg smilende tilbage. "Fint!" Svarede han bare.

Efter et stykke tid kom Perrie og Louis også, så vi valgte at spise noget morgenmad. "Hvornår kommer Harry og Niall egentlig?" Spurgte Zayn da vi sad og spiste. "Enten i aften eller også i morgen." Svarede Liam. Jeg kiggede over på Perrie, som sad og kiggede på mig. Hun sendte mig nogle øjne, der sagde 'kom'. Jeg nikke kort og derefter rejste vi os op og stilte vores tallerkener i opvaskemaskinen.

Da vi kom ud af køkkenet og ind på hendes og Zayn's værelse spurgte hun. "Hvordan skal jeg sætte dit hår?" "Du bestemmer." Svarede jeg glad igen. Hun gik igang med mit hår og min make-up.

Da hun var færdig kiggede jeg mig selv i spejlet og jeg kunne slet ikke kende mig selv. Mit hår lang lyse hår hang ned af min ryg og krøllede let i bunden. Min make-up var lys og enkel. Hun gik hen til 'deres' skab og tog noget tøj ud af det, hun kastede det hen til mig."her tag det på." Sagde hun glad. Jeg gjorde som hun sagde og tog tøjet på. Det var et par lange lyse, stramme bukser og en rød langærmet bluse og en sort, løs trøje til at tage ud over blusen. "Hvorfor skal jeg have det her tøj på?" Spurgte jeg forvirret. "Fordi at vi to skal ud og shoppe. Jeg betaler, vi skal have fundet noget tøj osv. Til dig." Svarede hun.

Vi gik ud i gangen og tog vores sko på. "Drenge vi tager ind til byen, ses!" Råbte Perrie og så var vi ude af døren og på vej hen mod en af de to biler som holdt i indkørslen.

Da vi kom ind til byen parkerede Perrie og så trak hun mig ellers ind i hver og en tøj-butik hun kunne finde. Da vi stod inde i butik nummer fire tror jeg, havde Perrie allerede fundet tøj til flere måneder og flere par sko. "Her prøv dem her!" Sagde Perrie og rakte mig nogle kjoler. Jeg gik ind i prøverummet og tog kjolerne på en efter en og viste dem til Perrie. Da jeg havde prøvet dem valgte Perrie tre ud af kjolerne, som hun gik op og betalte.

Jeg tror vi har været her inde i 3 timer og nu sidder vi på en cafe og drikker varm kakao. "Hvorfor er du egentlig så sød imod mig?" Spurgte jeg Perrie. "Det ved jeg ikke, du virker som en søster for mig og så gør du drengene glade. Mellem os så har både Liam og Louis været oppe og skændes med deres kærester. Så jeg er glad for at du har gjordt dem glade." Sagde hun og så begyndte jeg at smile. "Tak, jeg er glad for at jeg kunne hjælpe." Sagde jeg med lidt sjov stemme, så vi begge to brød ud i grin.

Da klokken blev aftensmads tid, tog vi hjem til de andre. Da vi kom hjem stod Louis, Zayn og Liam, og lavede mad. Det duftede rigtig godt. Vi gik ind på 'mit' værelse og stilte mine poser og derefter gik vi ind til Perrie med hendes poser. "Piger der er mad nu!" Råbte Zayn.

Vi gik ud i køkkenet og satte os, vi begyndte at spise og det smagte rigtig godt. "Har i haft en hyggelig dag?" Spurgte Louis efter et øjebliks stilhed. "Ja det var rigtig hyggeligt. Ik Eve?" Spurgte Perrie og jeg gjorde mig enig ved at nikke, da jeg havde mad i munden. "Det smagte rigtig godt drenge!" Sagde jeg da jeg var færdig med at spise. "Det var godt at du kunne lide det." Sagde Liam.

Efter at vi havde ryddet af bordet, gik vi ind i stuen og så en film. Denne gang havde Perrie og jeg fået lov til at vælge, så det blev en film der hed 'the notebook'. Vi sad allesammen og var helt grædefærdige da den var slut. "Det er sidste gang at vi lader jer to vælge film!" Sagde Louis og pegede på Perrie og jeg. De andre gjorde sig hurtigt enige.

Da vi havde set to andre film, gik vi i seng. Jeg lå og tænkte over hvad der var sket idag, da jeg fik et for for et 'flashback'.

"Jeg gik ned af gangen "Hvor skal du hen Evelyn?" Spurgte en dreng. "Hjem!" Svarede jeg surt tilbage. "Det var ikke for at gøre dig ked af det." Sagde drengen uroligt. Jeg stoppede op og vendte mig om. "Ikke din mening? Hvad var så din mening?" Spurgte jeg grædefærdigt. "Undskyld, jeg ved ikke. Alle de andre drenge ser op til mig, jeg er nød til at virke cool over for dem." Sagde han stille. "Hold da kæft, hvor er du en spade. Af alle på den her skole, skulle jeg høre det fra dig? Den havde jeg ikke set komme." Svarede jeg flabet igen. Jeg vendte mig om for at gå, men han tog fat i min arm og holdt mig tilbage. "Evelyn summers bedes komme op til kontoret!" Blev der sagt i højtalerne. Jeg vred min arm fri og gik hen mod kontoret. "Du ville se mig Rektor?" Spurgte jeg stille. "Ja, det er nu ikke mig, men den unge herre her." Sagde han og pegede hen på en lidt ældre dreng, som stod henne i hjørnet af kontoret. "Hey Eve, hvordan går det?" Spurgte han. "Det går godt Tony. Hvad med dig?" Svarede jeg. "Godt. Men lad os nu komme til det jeg er her for." Sagde han alvorligt. "Du ved jo godt at din far har arbejdet med noget 'Top secret' ikke?" Startede han, jeg nikkede kort. "Han er desværre blevet taget til fange, så nu er du under min varetægt." Sagde han alvorligt, men man kunne høre en smule glæde ved den sidste sætning. Jeg havde altid kendt Tony, lige siden jeg var helt lille. Han var omkring de 27 år og så hedder han rigtigt Anthony, men alle kalde ham for Tony. Og så arbejdede han for FBI, sammen med min far. De arbejdede ikke længere i samme afdeling, men det havde de gjordt. "Så Evelyn, skal vi tage hjem?" Spurgte Tony. Jeg nikke og så tog vi hjem til ham..."

Jeg faldt i søvn kort tid efter 'Flashbacket'.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...