Help me remember | a one direction christmas story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2013
  • Opdateret: 9 jun. 2014
  • Status: Igang
Hvordan er det ikke at kunne huske 16 år af sit liv? Sådan er det for Evelyn. Hun har siddet til fange og kan ikke huske noget fra inden hun blev kidnappet. Hun møder nogle drenge ved et tilfælde og de vælger at hjælpe hende. Det hun ikke ved er at de hjælpsomt drenge er One Direction.
Evelyn er 16 år og kender ikke sin familie. Kan drengene hjælpe hende med at få hukommelsen tilbage?
Hvad er der med de flashbacks hun får ind imellem?
Hun lærer i vært fald, hvem hun kan stole på og hvem hun ikke kan.

'Det her min jule-movella, jeg vil skrive den som en julekalender så i får et kapitel hver dag fra 1 december

37Likes
22Kommentarer
2487Visninger
AA

3. 1.december

1. December

Jeg vågnede for første gang i lang tid af sollyset, jeg kørte hurtigt nogle fingre igennem mit hår. Jeg kunne ikke rigtig huske hvad der er sket før jeg blev kidnappet. Men jeg husker hele episoden om hvorfor og hvad der skete, mens jeg var fanget.

Jeg rejste mig langsomt op og rettede hurtigt på mit tøj, det var lidt koldt, da jeg kun havde et par lange bukser på, en langærmet bluse og en trøje på. Trøjen var tyk, men vis jeg husker rigtigt er lige omkring December nu, så det er ret køligt.

Jeg gik mod lysningen og jeg glædede mig faktisk til at se sollyset rigtigt igen. Da jeg kom til lysningen, så jeg en stor grøn mark. Jeg havde været her før, jeg kan ikke huske hvornår, men jeg kender stedet. Jeg stod i lidt tid og nød sollyset, inden at jeg begav mig over den store mark. Da jeg var nået halvvejs begyndte jeg at kunne se omridset af et hus, jeg satte hurtigt i løb og kort tid efter var jeg ved en lille vej. Jeg begyndte langsomt at gå.

Jeg havde tænkt mig at spørge om hvor den nærmeste politistation var, ja jeg havde tænkt mig at tage hen på en politistation. Jeg havde trods alt været væk i mindst 3 måneder.

Jeg fik først stoppet mine tanker da jeg stod foran døren til det store hus. Jeg bankede kort på og kort tid efter åbnede en dreng på 20 år tror jeg han var. Han havde lysebrunt hår som strittede til forskellige sider og så havde han et stort smil, men samtidig undrende blik. Men det kan jeg godt forstå, for det er vel ikke hver dag men ser en pige stå frysende uden for sin dør. Og ja jeg frøs, virkelig meget nu. "Lou, hvem er det?" Kunne jeg høre nogle råbe og kort tid efter kom en dreng med brunt strittende hår ud i gangen hvor ham den anden dreng stod. "Hej" sagde han til mig, han så med et lidt bekymret ansigtsudtryk på mig. "He-ej" stammede jeg. "Hvad laver du dog helt her ude, langt væk fra alting?" Spurgte ham den første dreng om. "Je-eg pr-øv-er at fin-fin-de hjem." Stammede jeg igen. De så begge to mærkeligt på mig. "Hved du slet ikke hvor du er ?" Spurgte den anden dreng. "Kun at jeg er et eller andet sted i England." Sagde jeg med en skrøbelig stemme, endelig jeg er holdt op med at stamme. "Hvordan kan du ikke vide hvor du er?" Spurgte den første dreng. "Jeg blev..." Mere nåede jeg ikke at sige for så faldt jeg bare sammen og så gik alt i sort.

Da jeg vågnede lå jeg i noget blødt og jeg havde noget varmt om min krop. Jeg kiggede ned af mig og så at jeg havde et tæppe omkring min krop og at jeg lå i en seng. "Liam hvad skal vi gøre når hun vågner?" Spurgte en person til en anden person. "Vi snakker med hende og prøver at finde ud af hvem hun egentlig er." Svarede en anden person, som nok var ham der Liam. Jeg kunne høre nogen tage ned i dør håndtaget og blev en smule bange, for jeg vidste ikke hvor jeg var og jeg vidste ikke hvem der var på den anden side af døren. Døren blev stille åbnet og den ene af de to drenge fra tidligere stak hovedet ind. Han så vidst at jeg var vågnet, for han gik lige så stille ind og satte sig på sengekanten. Bag ham kom den anden dreng fra tidligere ind af døren og lukkede den efter sig, han satte sig også på sengekanten, men bare på den anden side. "Jeg hedder Louis og det her er Liam." Sagde den ene dreng eller Louis som han jo sagde at han hed. "Hvad hedder du?" Spurgte Liam. "Ev-Evelyn." Sagde jeg og kiggede bange på dem. "Du behøver ikke at være bange, vi gør dig ikke noget." Grinte Louis. Jeg begyndte at slappe af, jeg følte mig på en måde tryg. "Må jeg spørge om hvad der er sket? Siden du er her nu?" Spurgte Liam venligt. Jeg nikkede kort og hurtigt så de begge interesseret på mig."jeg blev kidnappet, af to mænd. Og jeg slap fri igår ved et tilfælde." Sagde jeg med en lille antydning af et smil. "Hvor lang tid har du været fanget?" Spurgte Louis. Jeg trak op i mit ærme og var ligeglad med at de kunne se alle sårene jeg havde. Jeg talte dem hurtigt og sagde så "i lidt over 3 måneder.""3 måneder?" Spurgte Louis overrasket. Jeg nikkede og efter kort tid var der blevet lagt et par varme arme rundt om mig. "Din stakkel." Sagde Louis som havde lagt armene rundt om mig og givet mig et kram. Jeg kiggede skræmt på Liam og viskede "hjælp, jeg kan ikke få luft." "Louis, jeg tror at det er godt nok nu." Sagde Liam strengt og kiggede bestemt på Louis, som hurtigt fjernede sig fra mig. Jeg åndede lettet ud, da jeg faktisk mente at jeg ikke kunne få luft. "Kan du huske hvem dine forældre er eller hvordan de ser ud?" Spurgte Liam og kiggede venligt på mig. "Ikke rigtigt, jeg kan kun huske at min mor har mørkt hår." Svarede jeg og Liam nikkede forstående. " må jeg godt spørge om noget?" Spurgte jeg stille. "Ja selvfølgelig." Svarede Liam igen. "Hvad dato er det idag og hvor er jeg helt præcist?" Spurgte jeg så om. "Det er den 1. December og du er i vores hus 2 timer uden for London." Svarede Louis med et smil. "Vil du ik fortælle lidt om dig selv? Eller det du kan huske?" Spurgte Liam. "Jo. Som jeg sagde tidligere hedder jeg Evelyn, men jeg ved ikke hvad jeg mere hedder." Begyndte jeg men Liam afbrød mig."det skal nok komme, bare giv det tid." "Tak. Jeg er 16 år og efter hvad jeg husker er jeg enebarn. Ja det er så det jeg kan huske." Sagde jeg og blev lidt bedrøvet. "Okay, jeg hedder Liam og jeg er 20 år gammel. Jeg har 2 søskende og så selvfølgelig de drengene fra bandet, som jeg nærmest betragter som familie." Sagde Liam sødt. "Og jeg hedder Louis og er 21 år gammel. Jeg har 4 søstre og ligsom Liam, de andre drenge fra bandet." Sagde Louis sødt og jeg kunne næsten ikke lade være med at grine, for han havde næsten sagt det samme som Liam.

Da vi havde snakket et stykke tid lød der en ringetone, det viste sig at være Louis mobil. Han gik ud af værelset og lod mig være alene med Liam. "Nå eh?" Startede Liam. "Hvad kan du lide at lave?" Spurgte han. Jeg tænkte mig godt om og svarede så "jeg kan huske at jeg spillede klaver og fodbold tror jeg nok." "Okay fedt." Svarede han. Jeg skulle lige til at spørge ham om noget, men så kom Louis ind af døren. "Liam Zayn og Perrie kommer idag, da der vist skulle komme snestorm i morgen." Sagde Louis. "Okay" svarede Liam bare. Jeg kiggede forvirret på dem."Zayn er et af vores bandmedlemmer og Perrie er hans kæreste." Svarede Liam og jeg smilede takkende til ham. "Kom så skal vi da ha lavet noget mad." Sagde Liam og rejste sig for at gå hen til Louis i dørkammen. "Kom du skal hjælpe os!" Sagde Liam. "Mig? Jeg troede jeg skulle videre. For hvis de finder mig her, så vil de sikkert gøre jer noget og det må ikke ske." Sagde jeg panisk. Drengene grinede bare let af mig og så sagde Louis. "Rolig! De finder ikke ud af at du er her og hvis de gør så kan vi godt passe på os selv. Men en anden ting er at pressen ikke må vide hvem du er så vil de bare spørge ind til det. Så indtil da kan vi sige at du...... Er min kusine og er her på julebesøg." Jeg nikkede usikkert. "Desuden ville vi ikke lade dig gå udenfor og slet ikke om natten, det skulle blive frostgrader og du har ikke ordentligt overtøj at tage på." Sagde Liam. Jeg grinede og gik med dem ud i køkkenet.

Da vi var halvvejs ringede det på døren, jeg fik et stort chok og skar mig derfor i hånden. Louis gik ud og åbnede mens Liam hjalp mig med min hånd. Jeg kiggede på den efter at han havde renset den, det var et dybt så. Det gik hele vejen hen over min håndflade. Han gav mig noget forbinding på og grinede så. "Jeg tror ikke at vi skal lade dig bruge en skarp kniv mere." Jeg begyndte selv at grine.

Vi gik ind i stuen efter at have lavet maden. Derinde sad Louis, en dreng og en pige. Drengen var lidt mørk i huden og havde mørkt hår. Pigen var ret lys i huden og havde lyst hår. "Nåh så kom i. Var det så svært at lave maden?" Spurgte Louis sjovt. "Nej nej men Evelyn kom til at skære sig i hånden, da hun fik et chok." Grinede Liam og så begyndte jeg også at grine. "Så du er Evelyn? Louis fortalte om dig i telefon. Jeg hedder Perrie rat at møde dig." Sagde den lyshårede pige, Perrie. "Hej. Tak og ilige måde." Sagde jeg venligt tilbage. "Jeg hedder Zayn og har ikke fået fortalt så meget om dig. Men glæder mig til at lære dig at kende." Sagde Zayn og Louis begyndte at grine. Jeg smilte og så satte Liam og jeg os i sofaen sammen med de andre. Set endte med at jeg sad vedsiden af Louis og Perrie. "Det var en frygtelig historie Louis fortalte..." Sagde Perrie. "Men jeg er glad for at jeg har mødt dig. Du ser ud til at være sød." Afsluttede hun. Jeg kunne ikke lade være med at smile, det var mega sødt sagt. "Tak, det var sødt sagt. Jeg er også glad for at jeg har mødt dig og selvfølgelig jer andre også." Svarede jeg og mente hvert et ord jeg sagde.

Perrie og jeg faldt ind i en samtale om at hun syntes at jeg var smuk. Drengene derimod var gået ud i køkkenet for at lave maden færdig. "Ej, Evelyn må jeg ikke give dig en makeover imorgen?" Spurgte Perrie energisk. "Jo det må du da gerne hvis du har lyst." Sagde jeg usikkert. "Hey piger! Der er mad." Råbte Zayn ude fra køkkenet. Vi gik ud i køkkenet og så begyndte vi at spise.

Efter at vi havde spist, bestemte drengene at vi skulle se film. De havde selvfølgelig valgt en gyserfilm, så lige nu sad jeg og gemte mig bag Liam, som jeg sad ved siden af. "Er du bange Eve?" Grinede Liam. Ja de havde begyndt at kalde mig for 'Eve' og det er jeg glad for, jeg føler mig meget velkommen. Jeg nikkede forsigtigt til Liam og han begyndte bare at grine endu mere. Han trak mig en i et kram og viskede "jeg skal nok passe på dig." Jeg vidste at han mente det på vennemåden, da han tidligere havde fortalt om hans kæreste 'Sophia'. Jeg kiggede over på Perrie, som sad og gemte sit hoved i Zayn's bryst.

Da vi havde set to film, gik vi i seng, jeg havde fået lov til at sove på det ene gæsteværelse og så havde de sagt at jeg bare skulle lade som om at jeg var hjemme. Og det følte jeg mig, for første gang i lang tid, der følte jeg mig hjemme.

Jeg faldt hurtigt i søvn, helt uden bekymringer.

***

Hejsa her er første 'kapitel' håber at i kunne lide det. Jeg ved godt at det måske er lidt kedeligt, men alle historier skal jo lige igang. Glæd jer til imorgen for der kommer der et til kapitel.

Og hvis i vil må i gerne five den et like, det kunne gøre mig så glad:-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...