Help me remember | a one direction christmas story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2013
  • Opdateret: 9 jun. 2014
  • Status: Igang
Hvordan er det ikke at kunne huske 16 år af sit liv? Sådan er det for Evelyn. Hun har siddet til fange og kan ikke huske noget fra inden hun blev kidnappet. Hun møder nogle drenge ved et tilfælde og de vælger at hjælpe hende. Det hun ikke ved er at de hjælpsomt drenge er One Direction.
Evelyn er 16 år og kender ikke sin familie. Kan drengene hjælpe hende med at få hukommelsen tilbage?
Hvad er der med de flashbacks hun får ind imellem?
Hun lærer i vært fald, hvem hun kan stole på og hvem hun ikke kan.

'Det her min jule-movella, jeg vil skrive den som en julekalender så i får et kapitel hver dag fra 1 december

37Likes
22Kommentarer
2496Visninger
AA

16. 16.december

16. December

"Evelyn! Vågn op!" Kunne jeg høre en person græde. Jeg prøvede at åbne mine øjne, men kunne ikke. "Liam! Hun skal nok klare den. Hun er en sej pige, der kan klare en del." Kunne jeg høre en anden person sige. Louis. "Niall?" Spurgte Harry. "Hvad?" Spurgte Niall, han græd kunne jeg høre. "Er du okay?" Spurgte Harry igen. Niall og jeg var blevet ret gode venner. "Evelyn, hvis du kan høre mig så bevæg dig." Kunne jeg høre Liam græde ind i mit hår. Jeg prøvede at bevæge min hånd, men det lykkedes ikke. Jeg prøvede så at bevæge andre dele af min krop, men igen lykkedes det ikke. "De herre, i skal venligst gå ud. Vi skal ha taget nogle prøver." Sagde en skarp stemme. Jeg kunne høre at de var ved at forlad rummet jeg var i. Jeg ville ikke have at de skulle forlade mig, de skulle blive, Liam skulle blive. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at sige noget. "Lim, lim, gå ik" blev det bare til. Jeg fik med besvær åbnet mine øjne. Jeg kunne se Liam han stod henne ved døren, med store øjne og kiggede på mig. "Liam gå ikke." Sagde je og kunne mærke noget vådt løbe ned af mine kinder. Jeg græd. Han løb hurtigt hen til mig. "Evelyn! Du er i live." Sagde han og begyndte at græde endnu mere. Jeg kiggede rundt i rummet, alt var Hvidt. Væggene, loftet og gulvet, simpelthen alt. Jeg kiggede ned af mig selv, min ene arm var helt forblødt.

"Evelyn, du må ikke forlade mig igen." Fik Liam sagt ud mellem hulkene. Jeg løftede forsigtigt min anden arm op til Liam's kind. "Det ville jeg aldrig gøre." Sagde jeg.

"Hvornår kan jeg komme hjem?" Spurgte jeg. "Det ved jeg ikke." Svarede han. "Liam? Hvad sker der?" Niall kom løbende ind i det rum vi var i, hans øjne var helt røde og våde. Han havde grædt. "Evelyn! Du er vågnet! Du er i live!" Udbrød han da han så mig. Han løb hurtigt hen til mig og gav mig et stort kram, han holdt mig tæt ind til ham og så kyssede han mig i håret. "Det må du ikke gøre igen!" Sagde han.

Jeg kiggede undrende på ham. "Hvad er det jeg har gjordt?" Spurgte jeg forvirret. "I kørte galt. Din far og du, i kørte ud over en skrant. Han lægger i koma lige nu og det er ikke til at sige hvornår han vågner." Sagde Liam roligt. "Nå nu skal du få sovet ud. Så kan det være at vi kommer og besøger dig i morgen." Sagde Liam og så fik de ud af værelset, efter at have givet mig et kram. Jeg lå bare og kikkede op i loftet, jeg faldt langsomt i søvn.

---

Ved godt at det er kort og kedeligt. Niall græd, hvad tror det betyder?

Vælger at stoppe det her og så skrive et laaaaaangt imorgen. Håber at det er okay.

God jul knus Cupcake!!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...