Help me remember | a one direction christmas story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 nov. 2013
  • Opdateret: 9 jun. 2014
  • Status: Igang
Hvordan er det ikke at kunne huske 16 år af sit liv? Sådan er det for Evelyn. Hun har siddet til fange og kan ikke huske noget fra inden hun blev kidnappet. Hun møder nogle drenge ved et tilfælde og de vælger at hjælpe hende. Det hun ikke ved er at de hjælpsomt drenge er One Direction.
Evelyn er 16 år og kender ikke sin familie. Kan drengene hjælpe hende med at få hukommelsen tilbage?
Hvad er der med de flashbacks hun får ind imellem?
Hun lærer i vært fald, hvem hun kan stole på og hvem hun ikke kan.

'Det her min jule-movella, jeg vil skrive den som en julekalender så i får et kapitel hver dag fra 1 december

37Likes
22Kommentarer
2482Visninger
AA

15. 14. og 15.december

14. December

"Har vi alting?" Spurgte Liam, for fjerde gang. Vi sad i de to biler og skulle til at køre. Jeg glæder mig faktisk ret meget til at se de andres reaktion når de ser huset. Jeg sad sammen med Louis, Harry og Niall. I den anden bil sad Liam, Perrie og Zayn.

Vi havde kørt i ti minutter, da Niall spurgte. "Kan vi ik få noget mad? Jeg er sulten" jeg begyndte at grine og Louis svarede. "Du kan få noget når vi ankommer." "Øv!" Sagde Niall. Harry begyndte også at grine og det endte med at vi havde en slags grinekonkurrence.

---

Vi kørte ned ad vejen, Liam og de andre, kørte foran os. De kørte hen til logen og Liam fik den åbnet. Derefter kørte vi ind. "Wow!" Udbrød drengene, da de så huset. "Så bare cent til i ser det indeni." Sagde jeg. Jeg steg ud af bilen da vi holdt stille. Jeg gik op til døren og låste op, jeg gik ind og de andre fulgte efter. Vi tog vores sko og jakker af så gik rundvisningen igang.

"Må jeg få noget mad nu?" Spurgte Niall, da vi sad i stuen. "Der er ikke noget i huset, så du må hellere komme med ned og handle." Sagde Liam og hurtigt var Niall ude i entréen for at tage sko og jakke på. Liam gik stille efter ham og så sad vi andre bare inde i stuen.

"Hvad skal vi lave?" Spurgte jeg efter fem minutter. "Hvad med at lege gemmeleg?" Spurgte Louis. De andre nikke som ja og så gik vi igang. Harry startede med at tælle, han skulle tælle til hundrede. "En, to, tre..." Begyndte han. Vi løb allesammen rundt i huset for at finde et gemmested. Jeg løb ind på mit værelse og ind i walk-in-closet. Jeg gik ind i et af skabene og satte mig så bare ned.

---

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg havde siddet her. Men jeg var altså begyndt at få lidt ondt i bagdelen. Tihi. Jeg rejste mig forsigtigt op, men lige idet at jeg skulle til at åbne skabsdøren, kunne jeg høre nogen. Jeg frøs, jeg kunne høre at personen gik hen imod mig. Skabsdøren blev let åbnet og jeg gik langsomt tilbage i skabet og gemte mig bag tøjet. Jeg kunne høre skabsdøren lukke og jeg åndede lettet ud, men stille. Jeg kunne mærke noget røre mig og jeg blev vildt forskrækket. Jeg begyndte at skrige og det gjorde den anden person også. Skabsdøren blev hurtigt åbnet og Harry kom til syne. "Fundet! I ved godt at man skal være stille ik?" Spurgte han. Jeg kiggede på den person som stod ved siden af mig. Louis. Vi begyndte at grine og nikkede så. Vi gik ned i stuen og så de andre sidde der. "Hvad skete der?" Spurgte Perrie. "Louis gav mig et chok, da jeg stod i et skab." Sagde jeg.

---

Det har virkelig været en lang dag, lige nu sidder vi og ser film. Den er ret kedelig egentlig. Je rejste mig op. "Jeg tror jeg går i seng. Godnat, sov godt." Sagde jeg og gik op på mit værelse. Jeg skiftede til noget nattøj, som var nogle shorts og en top. Jeg lagde mig i den store bløde seng, under dyne. Og faldt hurtigt i søvn.

Jeg vågnede ved at jeg kunne høre noget. Jeg satte mig op, der var det igen. Jeg kiggede rundt i værelset, der var helt mørkt. Jeg satte hurtigt mit hår op og tog min telefon. Jeg satte den på lommelygte og gik så ud fra mit værelse. Jeg gik ned af trappen og begyndte at gå rundt for at se om der var nogen. Jeg gik ind i stuen. Der var ingen. Jeg gik ud i entréen igen og begyndte at gå op af trappen igen. Jeg kunne høre hoveddøren gå op og jeg vendte mig hurtigt om. Jeg gav et lille skrig fra mig, men stoppede da jeg så at det bare var Tony. Jeg gik derned og hen til ham, hunden kom løbende ned til mig. Den gik hen til Tony og vædede af ham. "Det er okay, han gør os ikke noget." Sagde jeg til hunden. Hunden satte sig ned henne ved trappen og fulgte godt med. "Du gav mig et chok Tony! Hvad laver du her?" Sagde jeg. "Undskyld det var ikke meningen. Jeg kom bare for at se til Max." Sagde han og pegede på hunden. Jeg nikkede og gik hen for at give ham et kram. Han krammede med, men så tog han en hånd foran min mund og rev mig med udenfor. Han skubbede mig ind i en sort varevogn. Jeg prøvede at skrige, men kunne ikke. "Du skal ikke stole på nogen, husk det." Sagde han hårdt til mig. En anden person kørte bilen, jeg vidste ikke hvor vi var på vej hen. Tony fjernede sin hånd og jeg begyndte at skrige. Han slog mig og jeg besvimede kort efter...

•••

15.december

Liam's synsvinkel:

Jeg vågnede op i en stor blød seng. Jeg gik ned i køkkenet og tog noget morgen mad. Jeg satte mig ved bordet og begyndte at spise. Efter en halv times tid, var alle undtagen Evelyn kommet ned. Hun plejede da at være en af de første der vågnede. "Jeg går lige op og kigger til Evelyn." Sagde jeg og gik op på hendes værelse. Hun lå ikke i sin seng. "Venner!" Råbte jeg. De andre kom hurtigt her op. "Hvad er der Liam?" Spurgte Harry. "Hun er her ikke! Hun er væk!" Sagde jeg. De andre kiggede uroligt på sengen, som var rodet og forladt.

Evelyn's synsvinkel:

Jeg lukkede forsigtigt øjnene op, jeg kunne se Tony. Han sad i en sofa, en snøret steg igennem mit hoved. "Du ved godt at du blev adopteret væk ikke?" Spurgte han. "De gad ikke at have dig og se hvordan du er endt. Der er stadig ingen det gider at have dig. Din far fortalte det aldrig til dig." Sagde han, jeg kiggede surt og såret på ham. Han rejste sig og gik hen til mig, han kiggede ned på mig. "Gør som jeg siger, ellers bliver det værst for dig selv." Sagde han. Han tog fat i min arm og hev mig op fra gulvet. Han skubbede mig ned i en kælder. Han åbnede en dør og en mand kom til syne, han sad på en stol, helt spændt fast. "Se hvem der ville komme og besøge dig!" Sagde Tony til manden. Jeg har en ide om at det er min 'far'. "Hvorfor sagde du det ikke?" Spurgte jeg. Han kiggede op på mig. Jeg gik med faste skridt hen til ham. Han kiggede op på mig, jeg løftede min hånd og lod den ramme hans kind hårdt. Jeg kunne høre Tonys latter i baggrunden. Jeg blinkede til manden, for at vise at det var en del af min plan. Jeg kunne høre Tonys skridt bag mig, han lagde sin hånd på min skulder. "Se ikke engang din datter kan lide dig." Sagde Tony hårdt. "Kom Evelyn, vi går." Sagde han. Jeg skubbede hårdt til ham og slog ham. Han faldt til gulvet og jeg løb hen til min far og begyndte at løsne rebene, der holdt ham fast. Tony rejste sig og gik hurtigt hen til mig. Han slog mig i ryggen og jeg skreg højt af smerte. Jeg vendte mig om og slog ham hårdt i maven, derefter slog jeg et knæ op der hvor det gør ondt. Han faldt sammen og lå så bare der og peb. Jeg fik løsnet rebene. Vi løb ud af rummet og lukkede døren og låste. Vi løb op af trapperne og udenfor. Vi løb hen til varevognen og satte os ind. Han begyndte at køre. "Hvorfor sagde du det ikke?" Spurgte jeg. "Det gjorde jeg også, før du blev kidnappet." Svarede han og kiggede kort på mig. "Hved du hvorfor han gjorde det?" Spurgte jeg. "Der kan være flere grunde, men jeg Tor det er fordi at han...." Han nåede ikke at sige mere, for så ramte en pistolkugle ham. Bilen kørte ud over en grøft og alt blev sort.

***

Her kom så lige et dobbeltafsnit. Hvad syntes i? Hvorfor tror i Tony gjorde det? Tror i at Evelyn's far er død nu? Eller overlever han måske?

Det ved man ikke.

Men ellers så håber jeg at i har haft og vil få en god December måned.

Knus Cupcake!!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...