Deliria

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2013
  • Opdateret: 6 jul. 2014
  • Status: Igang
Baseret på Lauren Oliver´s triologi Delirium, og alle personer stjålet derfra.....
Lena lever i en verden hvor kærlighed er en sygdom.... En fuldt ud kur for sygdommen Amor Deliria Nervosa (kærlighed) er ikke opfundet endnu.... Lena bliver forelsket og får nogle problemer i hendes liv....

2Likes
5Kommentarer
380Visninger
AA

5. Why Not?

Jeg lå på jorden og kiggede op på ham. Han havde allerede rejst sig op, og gav mig hånden for at hjælpe mig op. Hans dejlige brune øjne og det hår. Det var helt sikkert ham. Drengen fra drømmen. Jeg lod ham hjælpe mig op. Han smilede stort til mig, og smågrinte også lidt.

”nu kommer du vel ikke for sent i skole?”

sagde han smilende.

”nej, nej... hedder du Alex?”

spørger jeg ham, ivrig efter informationer om ham. Han kigger underligt på mig. Han skal til at sige noget, men lukker så munden. Jeg bliver ved med at stå og kigge på ham. Han åbner munden igen og svarer:

”ja...”

han holder en lille pause, og jeg er ved at gå videre, men så afslutter han sin sætning:

”hvor ved du egentlig det fra?”

han tager mig i skulderen da jeg går forbi. Nu ved jeg det er ham. Det er kun ham som ville tage folk i at prøve at komme væk.

”nu kommer jeg for sent i skole”

siger jeg hurtigt. Han slipper min skulder, og jeg begynder at gå. Da jeg når til det næste sving, kigger jeg mig over skulderen. Alex står og stirrer på mig. jeg læser hans ansigtsudtryk: forvirret, lidt skræmt og glad. Jeg løber ned ad gaden velvidende at jeg uanset hvad kommer for sent i skole.

Jeg stormer ind gennem skolegården, hvor første årgang sider og snakker sammen, og ind gennem de store glasdøre. Så løber jeg gennem gangene hvor jeg møder mr. Spent og mrs. English. Da jeg kommer ned til klassen tager jeg en dyb indånding, åbner døren, og går hen til min plads ved siden af Hana. Mrs. P. Alexandra er gået i gang med undervisningen, og skænker mig kun et enkelt blik da jeg kommer listene ind ad døren.Mig og Hana sidder på bagerste række bag Emillie og Rose.

”hvorfor kommer du for sent?”

hvisker Hana til mig. Hana er altid nysgerrig efter hvor man har været og hvad man har lavet hvis man kommer for sent. Jeg kigger hen på hende. Skal jeg fortælle hende det? Jeg kan nok godt fortælle hende om Alex, men ikke om drømmen. Det er så hårdt at gå på tredje årgang i high school.

”glemte tiden”

siger jeg stille til Hana. Det var jo trods alt halvt sandt. Tiden var jo fløjet af sted fra da jeg kørte hjemmefra. Hana tror vidst ikke på mig, for hun kigger stadig nysgerrigt på mig. jeg sukker og siger: ”du får det at vide senere. Jeg fortæller hende alt. Alt om drømmen og om Alex og hans brune øjne og efterårsfarvede hår. Jeg fortæller hende vær eneste lille detalje i min drøm som jeg fortalte det til hende i drømmen.

”referere du lige alt det jeg har sagt Lena?”

siger mrs. P. Alexandra oppe fra tavlen. Jeg glemte og høre efter, så jeg prøver at gøre mig usynlig, men alle ved det ikke virker.

”Lena?”

mrs. Alexandra lyder lettere irriteret nu.jeg svarer stadig ikke, da jeg ikke kender svarene. Jeg har faktisk lyst til at kravle ned under bordet. Alle stirer på mig, og jeg føler mig som en lille forkert prik på et kæmpe maleri.

”LENA! KAN DU SÅ SVARE MIG!”

mrs. Alexandra er virkelig sur nu. Selv alle de andre elever er overrasket over hendes temperament.

”why not?”

siger jeg, og alle begynder at grine.

”skal jeg referere eller citere?”

nu er jeg den cool i klassen som er lidt for smart i en fart, men jeg spiller bare...

”gerne citering”

sige mrs. Alexandra og retter på sin nederdel og sine briller.

”blah,blah,blah,blah,blah.... Lena referere du lige det jeg har sagt lena? Lena? LENA! KAN DU SÅ SVARE MIG!”

jeg siger det hurtigt, og prøver at lave den mest irriterende og provokerende skingre stemme jeg kan. Alle griner, og fem minutter efter har alle glemt mig, for der er jeg nemlig blevet sent op på Santa Jose skolens kontor. Josefine sidder i sofaen ved siden af mig, og venter sikkert på det samme som mig: at blive straffet for et eller andet ligegyldigt.

Døren går op, og en grædende piger kommer løbende ud. Jeg tror det var Michaela... førsteårgangselev som ikke er så god til reglerne. Josefine går ind, og et kvarter efter kommer hun også grædende ud. Josefine har fået nogle små rifter på sin venstre hånd. Hun fik linialstraffen som man kender fra oldtiden.

”Lena, det er din tur!”

oh no! Det er mr. Master der sidder derinde. Den strengeste lære på skolen... jeg forbereder mig på den værste straf. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...