Deliria

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2013
  • Opdateret: 6 jul. 2014
  • Status: Igang
Baseret på Lauren Oliver´s triologi Delirium, og alle personer stjålet derfra.....
Lena lever i en verden hvor kærlighed er en sygdom.... En fuldt ud kur for sygdommen Amor Deliria Nervosa (kærlighed) er ikke opfundet endnu.... Lena bliver forelsket og får nogle problemer i hendes liv....

2Likes
5Kommentarer
383Visninger
AA

4. The Cure

For ikke at tvinge Hana og Grace til at se på, og for ikke at tvinge Regulatorene til at ødelægge Hanas hus, gik jeg ud på vejen. Direkte ud på vejen, og stod bare der. Stod der indtil de kom. Ville stå der i regn og vind indtil de kom og hentede mig. men så tænkte jeg på Alex. Følte en trang til at fortælle ham alt hvad der var sket. Fortælle ham om alt der var sket. Men jeg kunne ikke. Ikke nu, for så ville det gå ud over Hana og Grace. Så kom jeg i tanke om min mobil. Jeg kunne sende Alex en sms. Så ville han ikke opleve det ligeså hårdt som hvis han selv opdagede det. Jeg fumlede i min lomme efter min mobil. Jeg fandt den hurtigt og fandt hurtigt Alex´s nummer. Jeg skrev for sidste gang til ham:

”Kære Alex. Jeg har afsløret mig selv. Eller ville selv mere kalde det at blive opdaget. Hanas mor er gået for at afsløre mig for myndighederne. I morgen findes den Lena du kender og elsker sikkert ikke mere. I morgen er alt anderledes.”

En tåre løber ned ad min kind, og jeg tænker på hvordan han mon reagere. Jeg tænker på dengang vi var taget ud til hans campingvogn og han lærte mig om poesi. Jeg husker dengang vi havde det sjovt på stranden. Jeg husker både gode og dårlige minder. Gode og dårlige tanker. Alt hvad han har gjort for mig. ALT. Jeg kigger ned på min telefon og skriver videre: 

”Håber du husker mig for evigt”

Jeg trykker på send, og ligger mobilen i lommen. Min mobil plinger straks, og jeg tager den op ad lommen. Alex har skrevet til mig:

”glemmer dig aldrig smukke. Vi ses”

jeg sletter ham som konktakt og sletter også alle hans beskeder. Nu kan det i hvertfald ikke gå ud over ham. Jeg taber med vilje mobilen ned i jorden, og begynder at græde for første gang i flere måneder. Døren åbner og lukker  og

så hører jeg nogen på trappen. Jeg stivner og står helt stille. Trinene stopper, og jeg puster ud,men så kommer trinene igen. Små rolige trin. Jeg rører mig ikke ud af flækken bange for at det er Regulatorer som kommer. En lille fod stritter frem i kanten af mit syn, og Grace stiller sig og kigger på mig. ”Farvel” hvisker jeg hen imod hende.

Jeg høre marcherende trin til højre for mig. Nu sker det. Jeg lukker øjnene, høre et skud, og det næste jeg husker er at jeg ligger på en brix i et hvidt lokale.

 Hele min krop er spændt fast som om jeg var et rovdyr der ville dræbe dem hvis de ikke lod være. En mand i hvid kittel står foran mig med en skalpel kniv i hånden. Jeg kender ham. Hvor var det nu jeg så ham.... min tanker er slørede, men jeg husker svagt det ansigt. Det meget unge ansigt -Yngre end mit- uden rynker eller urenheder. Smukt og blomstrende men alligevel modent. Drengen jeg stødte ind i den aften. Han har medlidenhed med mig. det kan jeg se i hans øjne. Alle andre i lokalet er overrasket over hvor lidt modstand jeg gør.

”Lena den forsvundne pige?”

spørger ham drengen – eller han må jeg være en mand. Jeg nikker til ham. Han vidste hvem jeg var. Han vidste at jeg ikke var den onde person de siger jeg er, han VED at jeg er sød. Men der er også noget andet ved hans blik. Noget jeg kender. Jeg kender hans øjne alt for godt. Jeg kender hans øjne så godt at jeg kan huske hver eneste detalje. En hårtot stikker frem, og jeg kender den farve alt for godt.

Men så forsvinder min verden. Alt bliver sort, og mit hoved gør ondt. Det føles som om jeg lever flere år inde i min hjerne. Som en lille mand i uendeligheders mørke. Men så lysner verden. Jeg ligger i min seng badet i sved. Det var bare en drøm.... men hvor meget var bare en drøm?

”kommer du ned og spiser morgenmad?”

råber tante Carol nede fra køkkenet. Jeg sætter mig op i sengen, finder en normal t-shirt og et par bukser, så skynder jeg mig ned i køkkenet. Maden står allerede på bordet. Jeg kigger på klokken. Jeg skal være i skole om 30 minutter! Jeg propper maden i mig, og løber ud ad døren. Spurter og spurter hen ad fortovet. Jeg kigger mig bagud og støder ind i en dreng. Eller rettere: drengen

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...