Deliria

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2013
  • Opdateret: 6 jul. 2014
  • Status: Igang
Baseret på Lauren Oliver´s triologi Delirium, og alle personer stjålet derfra.....
Lena lever i en verden hvor kærlighed er en sygdom.... En fuldt ud kur for sygdommen Amor Deliria Nervosa (kærlighed) er ikke opfundet endnu.... Lena bliver forelsket og får nogle problemer i hendes liv....

2Likes
5Kommentarer
382Visninger
AA

2. Grace

Jeg er Lena. Jeg er 19 år, og jeg er forelsket.

Hvis man havde læst dette for 100 år siden ville man have sagt: ”nuurh, hvor sødt!” men i dag er det helt anderledes. Jeg har ingen venner. Eller jo... jeg har 2. Hana og Alex. Hana er min bedste ven. Da vi gik i første klasse blev vi sat ved siden af hinanden, og lige siden har vi været bedste veninder. Alex er min forelskelse. Alex har forandret mig. Han har fået mig til at indse ting og sager jeg aldrig selv ville have kunnet se uden en andens hjælp. Han viste mig sandheden, og gjorde mig glad. Gjorde mig glad med hans kærlighed.

Jeg skulle være blevet opereret sidste år, men de erklærede mig som flygtning da jeg for 1½ år siden forsvandt sporløst. Alex hjælper mig med at overleve som ´ueksisterende´ i den store by. Der er kun 3 personer der ved hvor jeg er.... Hana, Alex og Grace. Grace min lille søde kusine. Jeg savner Grace så meget! Min mor siger at operationen er lidt ligesom vaccinationen: de giver os den uden grund. Og jeg giver min mor ret: kærlighed er noget fantastisk man skal beholde – ikke få opereret væk. Jeg havde ellers glædet mig til operationen, men nu er jeg imod den. Imod den med alt hvad jeg har og nogensinde får.

Jeg sidder og drikker et lille glas sodavand i Alex´s sofa imens han er på arbejde. Det er altid kedeligt imens han er på arbejde. Der er intet at lave, og jeg har intet ID, så jeg kan ikke gå udenfor en dør. Jeg har aldrig set mere af verden en Portland. Lille Portland. Den lille brik i et stort puslespil. Jeg har svært ved at tro folk når de siger at Portland er en lille del af verden. Portland er en brik i et puslespil som er en brik i et puslespil. Portland er et sandkorn i en ørken. En nål i en høstak.

Nogen banker på døren, og stopper mine tanker. Jeg kigger ud gennem brevsprækken, og ser de velkendte slanke, barberede ben fra min bedste veninde. Hana. Jeg låser døren op, og lukker hende ind. Hana smiler til mig, og hendes guld/blonde hår flakker i vinden. Hendes lipgloss skinner i solen fra vinduet og hun ser smuk ud som hun står lige der.

”Jeg har en lille overraskelse med”

siger Hana, og tager sin hånd om bag ryggen.

”Kom nu Grace!.... Vær ikke så genert!”

Jeg bliver vildt overrasket. Det var noget af en overraskelse. Grace kigger tøvende frem på mig. Hun var godt nok vokset!

”Kom her Grace”

siger jeg stille og rækker armene frem. Jeg er ved at græde. Grace kommer frem til mig, og giver mig et langt og dejligt kram. Lige hvad jeg har brug for.

”hvorfor forsvandt du?”

spørger Grace. Jeg kigger hende dybt ind i øjnene. Hun har været bekymret for mig.

”Jeg gjorde det på grund af forskellige ting. Ting du ikke forstår endnu”

;sagde jeg og kiggede ned i gulvet. Jeg bider mig i læben så det bløder.

”Så lær mig at forstå det”

siger Grace bedende. Jeg kigger op på hende og smager blodet i min mund.

”Okay Graciemus, men så bliver du nødt til at overnatte hos Hana”

Jeg kiggede op på Hana for ligesom at se om hun synes det var okay. Hana nikkede til mig, og jeg kigger på Grace igen.

”Okay gracie?”

Grace nikker til mig.

”Jeg smutter hjem til tante Carol om en times tid så”

siger Grace stille i det døren går op. Jeg frosser. Jeg glemte at låse døren! Hvad nu hvis det er et patruljemedlem! Jeg gemmer mig bag en stol i den lille stue. Hana og Grace står frosset et øjeblik, men så begynder de at lege sanglege. Døren smækker og trin høres. Trin ude fra køkkenet. Spændingen stiger. En stor tung støvlespids stikker ind i stuen, men så høre jeg den velkendte stemme:

”Bare stil det udenfor!”

det er Alex´s silkebløde fløjlsstemme. Jeg slapper af og kommer frem i lyset. Hana og Grace stopper med at synge. Jeg går hen til Alex og giver ham et hurtigt kys på munden. Alex svinger sit efterårs-farvede hår til siden. Hans øjne funkler i lyset, men så vender han sig over mod Hana og Grace.

”Hejsa”

siger Alex til dem begge. Han har altid været den glade type.

”Vi skulle lige til at gå”

siger Hana og rejser sig op. Hana tager Grace i hånden og går lystigt hen mod døren.

”I må godt være her hvis i har lyst”

siger Alex af ren venlighed.

”Nej... vi skal hjem og spise”

Hana åbner døren, men lige inden hun forsvinder helt siger hun:

”Og husk vores aftale Lena”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...