Deliria

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2013
  • Opdateret: 6 jul. 2014
  • Status: Igang
Baseret på Lauren Oliver´s triologi Delirium, og alle personer stjålet derfra.....
Lena lever i en verden hvor kærlighed er en sygdom.... En fuldt ud kur for sygdommen Amor Deliria Nervosa (kærlighed) er ikke opfundet endnu.... Lena bliver forelsket og får nogle problemer i hendes liv....

2Likes
5Kommentarer
394Visninger
AA

3. Aftalen

Hvordan skulle jeg komme igennem en by fuld af vagter u-set? Jeg fandtes jo ikke så.... min hjerne kørte på fuldt tryk. Det eneste jeg havde var at jeg kunne gøre ligesom da jeg flygtede fra mit hjem. Bare undgå alle forhindringer. Det kunne man jo selvfølgelig bare.... 20 minutter til aftalen. Jeg skal afsted nu hvis jeg skal nå det. Jeg finder min telefon og går hen til døren. Jeg tager en dyb indånding og går ud i den friske luft for første gang i over et år. Luften føles kold og blæsten blæser igennem mit hår. Himmelen er grå. Den farve grå jeg elsker. Den farve grå som himmelen er lige før solen går ned eller står op.

Jeg løber op ad bakken og hen mod de riges kvarter. 15 minutter til aftalen. Jeg kigger mig om efter øjenvidner, men der er ingen ude på denne tid af dagen. Jeg kigger frem ad og spurter hen ad gaden. Jeg kigger mig forvirret rundt. Det er så lang tid siden jeg har været udenfor, så nu har jeg svært ved at huske gadesystemet.

Jeg bliver enig med mig selv om at jeg skal til hæjre i næste sving. Bare fem skridt til og så til højre. Fire. Tre. To. Et. Jeg løber lige om hjørnet, og støder ind i en dreng. meget yngre end mig, men alligvel moden. Han tager sig til hovedet, mens jeg rejser mig op. Jeg bøjer mig ned og hvisker ind i hans øre: ”Undskyld” han kigger mig ind i øjnene. Måske ved han hvem jeg er, for da jeg løber videre kigger han efter mig. 10 minutter til aftalen. Jeg bliver efterhånden forpustet, og da jeg når til det andensidste sving kan jeg ikke løbe mere. Jeg står lidt foroverbøjet og puster ud.

Pludselig stryger en lommelygte hen over gaden. Jeg husker på dengang jeg flygtede. Der gemte jeg mig, men her og nu kunne jeg ikke nå det. Det eneste jeg kunne nå var at spurte op ad 17. street og håbe de ikke ser mig. Det gør jeg så, og jeg høre dem begynde at løbe og råbe efter mig:

”Giv dig til kende aften-strejfer! Giv dig til kende inden skudene bliver skudt af sted!”

De råber og råber, men jeg stopper ikke. Jeg stopper op i et lyskryds, kigger mig hurtigt omkring og løber så til højre. 45 street. Det er her jeg skal være. Jeg husker svagt Hanas hus. Det lyserøde hus med 3 etager. Jeg kan bare ikke huske nummeret. Patruljen stopper ved hjørnet, og løber ned ad det samme stræde som mig. de er 10 meter bag mig. 9.8.7.6.5.4.3.2. Jeg ser Hanas hus 3 skridt fremme og til venstre. 1 meter bag mig. Jeg hopper ind gennem havelågen og op til indgangen, og så banker jeg på døren. Nej,nej,nej,nej! Det er løgn! Jeg bankede på hoveddøren selvom Hana havde gjort det tydeligt at jeg skulle komme ind ad bagindgangen...

Patruljen er gået videre. De mumler skuffet til hinnanden i det fjerne. Jeg ved at nogle af dem holder øje med mig hende fra den anden side af vejen. Døren går stille op, og Hanas mor kigger ud. Jeg smiler virkelig til hende. Så meget jeg kan. Hun ved at jeg ikke har registreret ID. Hun er lige ved at råbe ud på gaden da jeg hvisker til hende: 

”ikk´ sig det!”

I det øjeblik er jeg bange. Meget bange. Så lader hun som om at vi har kendt hinnanden i en evighed - som vi jo så osse har – og lukker mig venligt ind ad sin dør. Hana står på trappen med Grace i hånden og kigger målløst ned på mig. Hanas far og mor kigger også på mig, og deres blik siger mig:

”Vi vil have en forklaring”

Jeg kigger op på Hana, og hun nikker til mig. Jeg må godt fortælle dem sandheden. Jeg begynder på min lange forklaring lige fra da jeg flygtede hjemmefra til nu. Imens jeg fortæller kigger Grace intereseret ned på mig. det var faktisk det samme som jeg ville have sagt til hende. Hana kigger skuffet på mig, fordi jeg valgte at glemme hende og hendes råd. Hanas far kigger målløst på mig som om han ikke tror sine egne øjne og øre, og endelig... Hanas mor kigger på mig som om hun vil citere hvert eneste ord for ordenshævelsen. Hanas mor forsvinder ud af døren, og jeg går hen til Grace og Hana.

”Aldrig bliv som mig Grace. Aldrig. Du såre både dig selv og alle du kender.”

Hana havde fået at vide hun først måtte få den når hun blev 20, det var hendes undskyldning. Jeg havde ingen. Jeg havde gemt mig for alle i lang tid. Løjet for dem der reagere Amerika og Portland, men de havde også løjet for mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...